Weatherby Award-vinder i 1981, Carlo Caldesi havde jaget gaur i Indien i seks dage, før han skød en tyr. Men trofæet var tæt på at gå op i røg
Tekst: Henning Kørvel
Weatherby Award-vinder i 1981, Carlo Caldesi havde jaget gaur i Indien i seks dage, før han skød en tyr. Men trofæet var tæt på at gå op i røg, da han og guiderne hentede skinneren i campen, fordi vinden vendte, og en skovbrand truede trofæet. Kun øjenbrynene og en grå tegning på hovedet blev dog svedet, men Caldesi var endnu en gang tæt på at miste trofæet, da den indiske regering forbød jagt på tigre og leoparder og al eksport af jagttrofæer. Det lykkedes imidlertid for ham at få sit trofæ, der fik en hædersplads i hans trofæsamling hjemme i Italien.
Længe før Indien slukkede og lukkede definitivt for jagt i 1972, havde mange internationale jægere forinden erhvervet fine trofæer her fra blandt andet tiger og tahr.
Blandt de senere berømte jægere, der jagede i Indien i 1960’erne, var danske Rudolf Sand (15.11. 1922 – 9.6. 2002).
Sand modtog i 1976 The Weatherby Award, og i 1981 gik den fornemme udmærkelse til en italiensk jæger, der også havde jaget i Indien: Dr. Carlo Caldesi (25.7. 1911 – 19.5. 1998).
I ”The Weatherby” beretter han om jagt på den indiske bison, gaur, som var et af de fem trofæer, han manglede og ønskede til sin trofæsamling.
Da han ankom til Indore, den største by i delstaten Madhya Pradesh, var det en formalitet at komme igennem tolden, fordi sønnen af Rajkumar Dharampal Singh ventede på ham sammen med en hjælper.
”Selv opholdt Dharampal senior sig i campen cirka 100 miles fra Indore. Og vi begav os af sted mod lejren, men stærkt går det ikke i Indien, fordi vejene er fulde af hunde og mennesker til fods og på cykler”, fortæller Caldesi i ”The Weatherby”.
”Luften, der kom ind ad et åbent vindue i bilen, var lige så varm som luften i Kahlahari-ørkenen, og klokken 16.00 viste termometret, at temperaturen var 110 graders Fahrenheit (43,33 Celcius). Klokken 20.00 nåede vil til en lille landsby, hvor en jeep ventede på os, og vi fortsatte med den og ankom til lejren en time senere”.
”Mrs. Granville og Dharampal ventede på os i gæstehuset. Mrs. Granville var enke efter oberst Granville, der var en stor jæger i den britiske kolonitid. Hun var omkring 70 år og fuld af energi og havde et opmærksomt øje for alle tilstedeværende”.
Tæt teakskov
Rajkumar Dharampal Singh fra Agawarth var en velbygget ældre gentman med sølvgråt hår.
”Efter at have drukket en whisky, spiste vi aftensmad, og jeg fik en speciel drink, som Mrs. Granville havde komponeret af mango, som var skrællet og kogt til en sirupagtig væske, der blev blandet med sukker og vand og således var en velsmagende og forfriskende drink”.
”Jeg var sikker på, at det udsøgte måltid og renligheden på stedet skyldtes Mrs. Granville, og at Dharampal lyttede til hende med respekt og rådførte sig med hende om alting”.
”Efter aftensmaden bød de mig at sove i en komfortabel seng. Månen, der næsten var fuld, skinnede ind ad vinduet, og bortset fra myg var der ingen andre insekter. Også fordi temperaturen var behagelig, fik jeg en god nattesøvn”.
”Gæstehuset havde tre rum og en stor veranda. Badeværelset fandtes bagtil. Og i et andet anneks var køkkenet indrettet. Dharampal og hans assistent sov i et telt, hvilket var komfortabelt oven på den høje temperatur om dagen, men i dag står termometret kun på 105 grader Fahrenheit (40,55 grader Celcius)”.
”Nær gæstehuset er der en brønd, som lokale kvinder henter vand i. Vi drak også vand fra brønden, og ikke langt borte var der en flod med et vandhul, som alle de lokale vaskede deres tøj i”.
“Stedet var the North Khandwa Division, mere præcist the Kutwaria Shooting Block of the West Kalibhit Range. Det er ikke et af de bedste steder for tiger og leopard, men jeg går efter gaur, og dem synes der at være mange af i området”.
”Om aftenen kom den game ranger, som skal ledsage mig på jagten, og om aftenen fik vi endnu en fin middag med suppe, velsmagende kylling og cremet banan”.
”Klokken 4.30 den følgende morgen stod termometret på 88 grader Fahrenheit (31,11 grader Celcius). Vi forlod jeepen for at se os om i området. Det tuede terræn var dækket af teaktræer, og undervegetationen var højt græs. Stedet var klippefyldt, og der var mange dybe huller og stejle skråninger. Vi kom gennem højdepunkter og dale, hvor al vegetation var svedet bort af solen og ved afbrænding”.
”Teakskoven, som ved mit forrige besøg her i februar var så tæt, at sigtbarheden kun var fem yards, var uændret, og stammerne var uden blade. Og fordi undervegetationen var svedet og brændt af, kunne vi se fra skråning til skråning, og vi spottede to nilgai-hunner, en chital og nogle vildsvin og turtelduer i imponerende antal”.
Fod af gaur
”Da dagen skred frem, og det blev mærkbart varmere, gik vi tilbage til campen for at tilbringe den varmeste tid af dagen der”.
”Henad klokken 16.00 om eftermiddagen gik vi ud igen og blev ude, indtil det blev mørkt. Hver dag spottede vi forskelligt vildt, for eksempel firehornet antilope, sambar, chital og vildsvin”.
”En morgen fandt gruppen spor af gaur fra natten forinden, men fordi de var sat af en rudel, der normalt består af køer, kalve og unge tyre, var det meget lidt sandsynligt, at rudlen også omfattede en ældre tyr, fordi ældre tyre normalt er enegængere. Efter sporene at dømme havde rudlen mindst bestået af cirka 30 dyr, men i to isolerede tilfælde fandt vi spor af enlige tyre, men sporingen af dem endte dog uden resultat”.
”En anden dag spottede vi en rudel gaur, men som antaget var der ingen acceptabel tyr iblandt dem.
En eftermiddag så vi igen en rudel gaur på otte styks, fordelt på en stor tyr, fire køer og tre kalve på forskellige alderstrin. De stod for enden af en dal i højt græs, og vi tippede på, at de havde tilbragt den varmeste tid af dagen i det høje græs, og nu havde rejst sig op for at esse”.
”Nu essede de henimod en lavning imellem to klippeformationer, hvor der ifølge Caldesis shikari fandtes et vandhul. Afstanden ud til dem var cirka 120 yards, men uheldigvis var det ikke muligt at få et godt foto af dem på grund af dårligt lys”.
”Når vi mødte lastbiler fulde af skovede træer, spurgte game rangeren chaufførerne, hvordan arbejdet gik, og om de havde set noget vildt? Vi mødte også mænd, der overvågede den påsatte brand, som bredte sig med vinden. De fortalte, at de havde set gaur, men at finde en ældre tyr var sværere, end jeg havde forestillet mig. Vi var nu nået til den sjette jagtdag”.
”Den følgende dag forlod vi campen ved 16-tiden, og efter en mils vandring, spottede vi på en afstand af cirka 300 yards en mega gaurtyr”.
”Tyren gloede i vores retning, og jeg så på den i min håndkikkert, og på hornene vurderede jeg, at dens alder måtte være høj. Dharampal blev meget opstemt over synet af tyren, men sagde, at han ikke kunne vurdere den på grund af manglende ekspertise, men har var dog sikker på, at det var en gammel tyr, og at det ikke ville blive let at finde en magen til den”.
”jeg steg af jeepen og begyndte at gå i retning af tyren, der var på vej bort i modsatte retning af os og fulgte en bjergvæg. Det store dyr gik hurtigt, og jeg nærmest småløb, men så den på et højdedrag, før den forsvandt for mit øje. Jeg kravlede op på bjergsiden og satte to patroner i min .500.-riffel. Da jeg nåede så højt op, at jeg kunne se ned i dalen, var tyren allerede inde i det høje græs cirka 500 yards borte”.
Et nemt skud
”Dharampal pegede på en smal åbning for enden af kløften, og vi rutsjede ned af bjergsiden med kurs imod den i håbet om, at tyren var optaget af at esse. Uheldigvis tog det så lang tid at nå ned til det ønskede punkt, at jeg var bange for, at tyren skulle være forsvundet”.
Da vi nåede til det udsete punkt, kravlede jeg op på en klippeformation nær det sted, hvor jeg sidst havde set tyren. Tyren var imidlertid kun 100 yards borte. Kroppen var stor, og skuddet som det var en lettelse at afgive, var nemt
Det viste sig, at tyren var komplet tandløs. Dharampal sagde, at han aldrig nogen sinde havde set så gammel en gaurtyr. Dragten var komplet sort. Kun dens løb fra knæene og ned til klovene var hvide. På forhovedet sås den karakteristiske hjelm af grå hår.
Hornene havde et enormt udlæg på 35½ inch, hvor det på en gennemsnitstyr er på omkring 27 inch. Trofæer med over 30 inch i udlæg er excellente.
“Jeg ønskede at ankomme tilbage til campen med tyrens hoved og cape, men Dharampal sagde, at det var gængs praksis, at vi vendte tilbage til campen og sendte skinneren ud for at skære trofæet af. Det var en proces, der tager lang tid, og Dharampal bemærkede, at vi ikke havde en økse med”.
”Men uheldet begyndte, da vi efter at have hentet skinneren i campen og efter fire timers kørsel var på vej tilbage til gaurtrofæet, for nu vendte vinden og dermed den påsatte brand, der bredte sig i retning mod trofæet. At redde det fra branden var umuligt, men ilden passerede hurtigt forbi, og kun øjenbryn og den grå hjelm på forhovedet havde taget lidt skade”.
”Fordi jeg ikke ønskede gaurtrofæet som kun skalp, instruerede jeg Van Ingen & Van Ingen i Mysore i Sydindien før hjemrejse om monteringen og følte, at det var i gode hænder på trods af, at det var blevet svedet af skovbranden”.
”Mens konservatorfirmaet monterede min gaur, udstedte den indiske regering forbud mod jagt på tigre og leoparder og forbød samtidig eksport af alle arter jagttrofæer fra Indien, selv om de var skudt, før forbuddet mod jagt trådte i kraft”.
Inkluderet i forbuddet mod eksport var vildtarter, som stadig kunne jages trods forbuddet mod jagt på tigre og leoparder, og blandt disse arter var gaur.
Protester fra også organisationer hjalp dog omsider og endte med, at gaurtrofæet blev sendt til Italien, hvor det fik en fremtrædende placering i Caldesis trofærum.
Carlo Caldesi
I en familie fra Romagna blev Dr. Carlo Caldesi født 25. juli 1911. Hans far var godsejer, og som dreng tog han farens interesse for jagt til sig. Han var især interesseret i flugtskydning og blev således medlem af det italienske olympiske lerdueskydningsteam. I 1956 vandt han the Grand Prix de Monaco.
Han fik samtidig interesse for trofæjagt, som han dedikerede sit liv til, og på sine rejser var han ofte ledsaget af sin kone, Mara og parrets tre børn, Lodovico, Livia og Vincenzo, der alle blev jægere.
Dr. Caldesi foretog over 200 jagtrejser til 40 forskellige lande på seks kontinenter. Da han døde, havde han nedlagt 262 arter storvildt, medregnet tre gange The big Five.
Af hans trofæer er 129 i SCI’s Record Book, og 46 er i Rowland Ward’s rekordbog for Europa, Afrika og Asien.
Han var den første internationale jæger, der nedlagde den sjældne Shoan bushbuck, og den første europæiske jæger og anden storvildtjæger i det hele taget, som jagede banteng på the Coburg Peninsula i Northern Territory i Australien. Basil Bradbury var den første.
Caldesi tog North American Grand Slam, og han nedlagde 14 arter vildfår og 11 arter ibex og vilde geder.
Har var førende i beskyttelse af sårbare vildtarter og var aktivt medlem af flere jagt- og bevaringsforeninger rundt om i verden. I 1986 var han blandt medstifterne af SCI Chapter i Italien, og han var så heldig, at han kunne jage stort set indtil sin død 19, maj 1998.
