Det kan disktures hvilken disciplin, som er den vigtigste at beherske for en jagthund, men apportering fra vand er uden tvivl en af de vigtigste
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Af Michael Sand
Blandt jægere og hundeførere diskuteres det ofte, hvilken disciplin der er vigtigst at beherske for den apporterende hund. Er det det frie søg, evnen til at markere, eller er det modtageligheden for dirigering på stor afstand. Der findes ingen facitliste på diskussionen, og måske derfor er den så populær.
Når det gælder apportering fra vand er diskussionen mindst lige så interessant. Vandapportøren skal faktisk kunne det hele lige godt. Både markere, søge selvstændigt og frit, samt være modtagelig for retningsangivelser fra føreren, når der er behov for dette.
Apportering fra vand er på mange måder helt anderledes end apportering fra land. På land kan hunden forholdsvis hurtigt afsøge et stort område, og selv om hundens markeringsevne og evne til at anlægge et veldækkende og systematisk søg ikke er i top, vil den – hvis den er ihærdig nok – i reglen finde fuglen før eller siden. Den kan med andre ord satse lidt på heldet og på, at lykken i sidste ende står den kække bi.
Når det drejer sig om apportering fra vand, er situationen ganske anderledes. Hunden skal oftest svømmende afsøge terrænet, og kan derfor i sagens natur ikke komme over så stort et område, som den kan på land.
Derfor er det vigtigt, at dens arbejde er så målrettet og effektivt som overhovedet muligt. Det gælder ikke mindst eftersøgning i koldt vand, hvor kræfterne hurtigt slipper op. Derfor stilles der særlig store krav til vandapportøren og til den jæger, som skal træne sin hund op til andejagt.
I den forbindelse er det vigtigt, at andejægeren i sit valg af hund satser på race og linjer, der kendetegnes ved stor vandpassion. En hund, som efter en apportering eller to mister gnisten, er vanskelig at træne op til det høje niveau, der tilstræbes. Der skal med andre ord være noget at arbejde med, hvis resultatet skal blive, som man håber.
Inden man begynder vandapportering, forudsættes det naturligvis, at hunden kan apportere fra land, og at den er fuldstændig dus med at svømme og opholde sig i vand.
Når man første gang sender hunden ud efter en dummy, som er faldet i vandet, kan det virke som om den helt har mistet sin hundeforstand. Kan den se dummyen flyde i vandoverfladen, hvilket må anbefales de første gange, er der ingen ko på isen. Men går den fejl af markeringen, kan den virke desorienteret og initiativløs. I stedet for at søge mod kanterne, hvortil vind og strøm kan have båret dummyen, begynder den gerne at søge i rundkreds i det område, hvor den mener, emnet skal befinde sig.
Derfor skal dressøren være indstillet på at optræde som den jagtforstandige under de første mange gange ved træningssøen. For det første skal apporteringerne gradvis gøres mere og mere jagtrealistiske, og for det andet skal han eller hun være i stand til at få hunden ledt i den rigtige retning fra starten, således at hunden ikke spilder tiden med at søge i vest, når dummyen befinder sig i øst.
Det bedste sted at starte
Bedst er det at starte vandapporteringerne ved en sø uden siv og rørskov. Træning i områder med sammenvokset pilekrat, siv og sump kan ikke anbefales i begyndelsen, hvor det først og fremmest drejer sig om at gøre hunden glad og fortroligt med vandarbejdet.
Ligeledes bør de første lektioner i apportering over vandløb henlægges til let overskueligt terræn, hvor hunden tydeligt kan se dummyen falde på modsatte side. Også her bør vandløb eller kanaler med stejle og mudrede brinker undgås.
Når hunden sidder ved ens side og ser dummyen, der kastes over åen, er den naturligvis opmærksom på, at vandet kun skal forceres. Ikke eftersøges. Insister på, at hunden vælger den korteste vej mod målet. Begynder den at løbe frem og tilbage langs brinken, er det tegn på, at man har forceret øvelsen. Da bør man bremse den, kalde den ind og med tydelig håndbevægelse vise, at man ønsker, at den tager den direkte vej mod målet. Find et oplagt ned- og opgangssted ved åen og husk, at alene det at svømme i strømvand kan betyde, at den mister markeringen af emnet og rammer land langt nedenfor det sted, hvor dummyen ramte jorden. Derfor skal dummyen smides, så hunden hurtigt kan udnytte vinden, når den kommer i land og begynder eftersøgningen.
