Lige efter Walt Disneys Andersine er det verdens smukkeste and hævder jagtskribent, som her beretter om jagt på den farvestrålende nordamerikanske brudeand
Verdens smukkeste and
Engang udryddelsestruet. I dag en af kontinentets mest talrige. Den nordamerikanske brudeand har taget godt i mod de mange tiltage, der er gjort for at hjælpe den tilbage igen.
Blandt andet opsætning af redekasser, da brudeanden i lighed med hvinanden ynder at yngle i træer.
Det beretter Per Kauffmann om, som til Jagtbogen-Vildsvinet (Michael Sands Forlag) har leveret en artikel om jagt på de smukke ænder, som er på størrelse med en pibeand.
De vævre brudeænder er dog ikke som ænder er flest og artikelforfatteren må igennem en del før han endelig knækkede koden og kan hænge en af de flotte fugle på tasken
Af: Per Kauffmann
Fra at være truet af udryddelse er den nu en af de mest forekommende andearter i USA. Vi traf i bogstaveligt forstand nogle af dem i Nebraska.
Jeg så brudeænder første gang for mange år siden. Det var i South Dakota, og jeg var på vej vestpå i bilen. De fire hunner og en andrik sad i en lille tilgroet branddam langs vejen.
I begyndelsen troede jeg, at det var tamme mandarinænder, men da jeg fik sagen undersøgt efterfølgende, forstod jeg, at jeg havde været i selskab med den smukke nordamerikanske brudeand.
Siden forsøgte jeg mange gange at få mulighed for at jage disse farvestrålende ænder, men når vi var i samme område, måtte de ikke skydes, og når jagten på dem gik ind, havde jeg travlt med andre ting.
Men i aften flasker det hele sig her i den nordøstlige del af Nebraska. For det er andesæson, brudeænderne er talrige i området, og jeg har ikke noget bedre at tage mig til.
Der er tre små vandhuller og en lidt større sø på den farm, hvor jeg bor, og jeg har tænkt mig først at checke vandhullerne og så til sidst falde til ro ved søen og håbe på, at der trækker fugle ind.
Store hagl til små fugle
Ved 17-tiden sniger jeg mig ind på det første vandhul. I hånden har jeg en kaliber 12 pump Gun af ældre dato og en håndfuld 90 millimeter patroner i haglstørrelse 1 og 2.
Måske lige i overkanten til ænder, der kun fylder tre fjerdedele af en gråand, men det var de eneste, jeg kunne finde i farmerens skab. Han går mest på jagt efter vagtler, kalkuner og grouse, og har derfor rigelige mængder blypatroner liggende.
Normalt kan man i USA anvende blyhagl til næsten alle formål, dog er det forbudt, når det gælder vandfugle, hvorved man er henvist til stålhagl, bismut, tungsten eller andet. Men på den anden side – store stålhagl er bedre end ingen hagl.
Der er ingen fugle i det første vandhul, men da jeg er på vej væk, kommer en flok blåvingede krikænder hvislende over hovedet på mig.
Jeg får skudt to gange uden resultat, men det var også svære, overraskende skud, og jeg skal vel også lige vænne mig til haglgeværet.
De to skud får dog sat noget i gang i området, og snart efter kommer en lille flok brudeænder – alle hunner – og lander i den fjerneste del at vandhullet. Efter en lille omvej kommer jeg ind til det område hvor de landede, og hvor jeg kan overraske dem.
De letter lidt hulter til bulter i alle retninger, men jeg får dog en god chance, og den lille and falder på en skråning. Så har jeg dog skudt min første brudeand, endskønt jeg stadig har en af de farverige hanner at se frem til.
Skovænderne
Ved det næste vandhul letter et par ænder nede i den modsatte ende og for langt ude. De tager flugten ind mellem træerne, en flugtrute som almindelige ænder aldrig ville have valgt. Men brudeanden elsker at flyve i skov, den tilhører nemlig gruppen af skovænder, hvis 13 arter er nærmere beslægtet med hinanden end med andre ænder, store indbyrdes forskelle til trods.
Til denne gruppe hører den østasiatiske mandarinand, den afrikanske sporegås og vores egen moskusand. Det tredje vandhul er tæt på at være verdens mindste og tilmed temmelig overgroet og placeret mellem høje træer. Men der ligger tre ænder, kan jeg se, da jeg langsomt nærmer mig – alle hunner.
Brudeænder elsker den form for små vandhuller, som de skal skrue sig ned i, ganske på samme måde som vores egne krikænder, og foretrækker dem for de større og mere åbne søer.
De får sig noget af en overraskelse, da jeg rejser mig efter en kort pyrsch. Dog ikke mere end at det også lykkes dem at overraske mig, da de eksploderer i tre retninger i en vanvittig slalom mellem træerne.
Det lykkes at få skudt den ene, men de to andre kommer jeg for langsomt på. Jeg gemmer de to små ænder ved et stort træ. Dels er der ingen grund til at slæbe rundt på dem, når jeg nu skal samme vej tilbage, dels har jeg en Bag limit at tage hensyn til. Tænk nu, hvis det vælter ned med ænder senere på aftenen, så var det måske meget godt at kunne stå lidt friere.
Smukt, men tomt
Så når jeg frem til det største vandhul, som nærmere er en dam eller en sø. Den ligger fantastisk naturskønt med skoven i ryggen og mere åbne arealer til den anden side. En lille flok krikænder letter fra rørene lidt for langt ude, så jeg sætter mig ned i håbet om, at der vil komme ænder forbi på bedre hold.
Et par whitetail-hjorte på marken har spottet mig, og går til skovs med de lange hvide haler vajende.
Efter en stund kommer fire ænder ind over trætoppene mod venstre og går direkte ned i den anden ende af søen, godt 100 meter borte.
Jeg har tilfældigvis kikkerten med i rygsækken og kan se, at det er en udfarvet brudeandrik og tre hunner. Men lige meget hjælper det, for lige så snart jeg rører på mig, letter de og er borte.
Senere kommer en enkelt and ind over, men for højt oppe, og den forsvinder lige så hurtigt, som den kom.
En fiskehejre kommer på besøg, men tager hurtigt til vingerne igen, da den finder ud af, at pladsen er optaget for i aften. En voldsom larm er der i rørene på den anden side, måske en vaskebjørn der søger føde.
Alt er anderledes her
Lydene er anderledes end derhjemme, og der er ligesom flere af dem, canadagæs der trækker over, egern der skændes i skoven.
Lyset er også anderledes på en eller anden måde, men er nu for stærkt nedadgående, og jeg må bryde af. Jagttiden på ænder og gæs er fra 30 minutter før solopgang og til solnedgang, ikke som hjemme, hvor man kan blive siddende længe i skumringen.
Jeg henter de to hunænder, som jeg er vældig glad for, men det nager mig, at jeg ikke har fået en chance til en andrik. Det er alligevel dem, der er de mest interessante på grund af farverne.
I morgen tidlig har jeg ikke tid til andejagt, ej heller om dagen, men måske i morgen aften.
En uventet jagtmulighed
Så lang tid går der dog ikke, for næste dag ændres mine aftaler, og midt på eftermiddagen, da jeg beklager mig til farmeren over mit manglende held med andrikkerne, lover han at løse det problem.
– Jeg har to små vandhuller, som du ikke kender til endnu, siger han skælmsk.
– De ligger midt i skoven i bisonhegnet, og jeg har aldrig fortalt om dem, for de er svære at finde. Herudover er der et Jolly Good sted med mange brudeænder hos naboen, så der kan vi også forsøge.
Få sekunder senere står jeg klar med lommerne fulde af stålhagl og den pump Gun, som jeg synes bedre og bedre om.
Vi kører et stykke på grusvejen, så et stykke ad en jordvej, mens flokke af halvtamme bison kigger tomt efter os, som andet kvæg også ville gøre.
Vi nærmer os det første vandhul ganske langsomt og stikker hovedet op over brinken. Der sidder tre-fire fugle på skydeafstand, herunder en enkelt udfarvet andrik.
Gesvindte er de, disse fugle, for så snart jeg rejser mig op, er de på vingerne. Mit første skud gælder andrikken, men det må være en forbier, for den fortsætter ind mellem træerne blot for at flyve rundt i en cirkel og lande på vandet igen.
Den første andrik
Den må være anskudt, så jeg skyder den, hvor den er. Samtidig letter en hun fra rørene og går mod venstre. Jeg rammer den mellem træerne, hvor den falder tungt til jorden.
Andrikken bliver hurtigt bjærget, men ud over at være våd, er den desværre også temmelig ramponeret af de store hagl.
Lidt ærgerlig fortsætter vi til næste vandhul, der tilsyneladende er tom for fugle. Pludselig letter dog en andrik fra en lille klump siv, desværre på for langt hold.
Heldigvis drejer denne også i en cirkel og kommer derfor snart på skudhold inde mellem træerne. Da der er et lille ophold i de tætte trækroner, slår jeg til, og den tumler død til jorden og lander i en bunke brændenælder.
Til min store glæde er det en gammel andrik – et decideret pragteksemplar, og den bliver varsomt pakket ned. Hvor heldig har man lov at være.
Farmeren insisterer på at tage naboens vandhul med også, nu da vi er i gang. Også her sidder en stor flok brudeænder, da jeg kommer ud af skoven og kan se søen. Der er dog ingen muligheder for at overraske dem, da jeg har 20-30 meter at tilbagelægge i åbent terræn, inden de er på skudhold. Det er bare at gå fremad, som om man er ligeglad med dem og håbe på, at de holder.
Fugle i alle retninger
Det gør de, og da de letter, får jeg skudt på en andrik, der går mod venstre. Det er mærkeligt med disse fugle, for de letter aldrig sammen eller i samme retning.
De nærmere stryger ud til alle sider på må og få. Nå, anyway, jeg ser fuglen blive truffet, men desværre ikke dødeligt.
Så kommer der to andrikker hen over mig. Den første skyder jeg elegant forbi, men den anden folder vingerne sammen, død som en sild, og lander med et plask i vandet et stykke ude.
Vi får hentet hunden, der snart efter har apporteret begge andrikker. Dagens udbytte bliver fem fugle, to mere end den tilladte bag limit. Men som farmeren siger: – jeg har jo også en Bag limit på tre brudeænder, så lad os bare sige, at to af dem er mine. Der er jo ingen grund til at gøre noget ulovligt, når man kan nøjes med at bøje reglerne ganske let.
Fakta boks om brudeanden
Brudeanden, også kaldet nordamerikansk skovand, er blandt de mest farvestrålende af alle ænder.
Størrelsesmæssigt er den lidt mindre end en gråand og vejer op mod et halvt kilo. Fjerdragten er særdeles farverig, hvilket i øvrigt også gælder næbbet, der har både hvide, røde og orange farver. Hunnerne er mindre farverige, men begge køn har dog den karakteristiske fjertop i nakken.
Brudeanden er almindelig i den østlige del af USA samt på hele vestkysten ned til Mexico, hvor den ruger i huller i træerne tæt ved vand. Normalt bruger den spættehuller, som den kan udvide med en skarp negl på tåspidserne.
Brudeanden er overvejende en standfugl, dog således at de nordligste fugle trækker sydpå om vinteren.
Bestanden i USA var alvorligt truet i slutningen af det 19. århundrede som et resultat af mangel på passende habitater kombineret med heftig jagt, idet fjerene var populære som hattepynt i de europæiske hovedstæder.
Omkring århundredeskiftet var brudeanden stort set udryddet, men i 1916 blev der lovgivet mod jagt og bestanden rettede sig langsomt op.
Efterfølgende bestræbelser på at forbedre deres levesteder og især opsætning af redekasser, gav arten et tiltrængt boost. Det betød, at der igen kunne indføres jagttid på den smukke fugl, der i dag trives bedre end nogensinde, og som nu er den næstmest udbredte and i Nordamerika – kun overgået af gråanden.
På grund af deres smukke fjerdragt holdes de som tamfugle mange steder i verden, og herfra er der undslupne fugle, der etablerer sig i naturen, hvilket eksempelvis er sket i England. De få observationer af brudeænder, der sker rundt om i Europa, herunder også Danmark, antages at være undslupne fugle.
Bag limits og regler
Bag limits (bag: taske og limit: begrænsning) er ganske almindelige overalt i den amerikanske jagt og på stort set alle vildtarter. Størrelsen varierer fra område til område og kan være så lave som en fugl pr. år, når det gælder den sjældne sage grouse, til eksempelvis 50 fugle per dag, når det gælder visse gåsearter.
Bag limits fastsættes af den amerikanske naturstyrelse (Fish & Wildlife) og baseres på optællinger og andre værktøjer.
Når det gælder ænder i Nebraska i den regulære andesæson fra 4. oktober til 16. december, er Bag limit på 6 ænder pr. dag. Dog er der visse spidsfindigheder, idet man maksimalt må skyde fem gråænder, hvoraf max. to må være hunner. Yderligere begrænsninger er, at man maksimalt må skyde tre Wood Ducks (brudeand), tre Redheads (amerikansk taffeland), to Pintails (spidsand), tre Scaup (bjergand), og en Canvasback (stor taffeland). Arter, der ikke er nævnt, må skydes op til den gældende Bag limit, herunder skeand, atlingand mv.
Ud over den nævnte Bag limit på ænder må man hver dag skyde op til fem skalleslugere, 15 blishøns og fem mørke gæs, eksempelvis canadagæs.
For at komme på jagt kræves det, at man har et statsligt jagttegn og herudover køber både et habitat stamp (frimærke), Nebraska Waterfowl stamp og et landsdækkende trækfugle-frimærke. Alle disse frimærker koster 5-15 dollar og pengene går til naturbevaring i en bred sammenhæng.
