En østafrikansk domstol sætter kæp i hjulet på motorvejsbyggeri, der skulle gå ret gennem Serengeti, som hvert år er hjemsted for millioner af vandrende dyr …

Af Redaktionen

Millioner af naturvenner over hele verden kan ånde lettet op. Den østafrikanske domstol (The East African Court of Justice) har forbudt opførelsen af en asfalteret motorvej, der ville skære sig tværs igennem Serengeti National Park i det nordlige Tanzania.

Den planlagte motorvej ville krydse de trækruter, som gnuer og zebraer har anvendt i årtusinder og som hører til et af verdens mest fotograferede naturfænomener. Hvert år valfarter alverdens naturfotografer til de vidstrakte sletter for at filme de store vandringer og især dyrenes dramatiske krydsninger af de krokodillefyldte floder regnes som godt TV.

Den 20. juni 2014 fastslog den østafrikanske domstol dog, at den planlagte vej fra Tabora til Mugumu/Natta ville være ulovlig og forårsage uoprettelig skade på områdets naturværdier, som retten betegnede som universelle.

Rettens afgørelse var et nederlag for den tanzaniske regering, som mente vejen kunne bidrage til økonomisk vækst og forbedre transportforbindelser til landets regioner.

Men selv om Tanzania stadig hører til blandt verdens mest fattige lande, blev motorvejsplanerne mødt med international harme.

Motorvejen vil påvirke hele økosystemet, forringe kvaliteten af græsning, udløse flere græsbrande og dreje økosystem i en negativ retning målt i form af større CO2 udslip, hed det bl.a.  i de fremførte protester.

Sejr for naturbevarelse i Østafrika

Sagen blev første gang anlagt mod Tanzanias regering i 2010. Det var især den afrikanske dyrevelfærdsorganisation African Network on Animal Welfare (ANAW) som var bannerfører i protesten.

“Det er stor sejr for naturbevarelsen i Tanzania og et stærkt signal om, at udviklingen ikke kan fortsætte som hidtil”, udtaler Festo Semanini, som er chef for BirdLife Internationals projekter i Tanzania

Regeringen i Tanzania bør i endnu højere grad prioritere Serengetis økologiske og turistmæssige værdier, som menes at være en global, økologisk perle, understreges det af alverdens naturforkæmpere.

Selvom dommen anses som en stor sejr for naturbevarelsen i Østafrika, er kampen ikke slut endnu, da der stadig er planer om vejbygning i det nordlige Tanzania. Denne gang uden for parkens grænser, men alligevel indenfor det store Serengeti netværk, som har stor betydning for de vandrende dyr.

Desuden har regeringen stadig planer om at opgradere den eksisterende sæsonmæssige grusvej, selv om den ligger i et udpeget beskyttelsesområde, hvor offentlige trafik ikke er tilladt.

Trafikken gennem nationalparken forventes derfor fortsat at stige i det verdenskendte økosystem, som strækker sig langt ind i nabolandet Kenya.

Med i vurderingen af regeringens kontroversielle motorvejs-ambitioner hører, at Tanzania allerede har udlagt cirka 20% af sit samlede areal som beskyttet område.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version