DEBATINDLÆG: Fundet af ulveunger på vildtkamera i Vestjylland skaber overskrifter om ulve-frygt i medierne, men sandheden er, at ulve ikke udgør nogen fare. Tværtimod gavner de naturen …
De sidste par dage er der i bogstaveligste forstand blevet råbt ulven kommer i de danske medier. Årsagen er, at et ulvepar og deres unger er blevet filmet lidt syd for Holstebro i Vestjylland.
Det betyder altså, at ulven er tilbage og yngler i Danmark. Det er en god nyhed for naturen, fx fordi ulve er med til at holde bestanden af krondyr sunde. De tager de svageste, mens jægerne skyder de stærke dyr. Men det er naturligvis også en nyhed, der forståeligt afføder en del frygt og bekymring. Bliver det nu farligt at færdes i naturen? Vil ulvene angribe mennesker?
Sådan har det også været i de andre lande, hvor ulven har været udryddet og vendt tilbage, og det er naturligvis en forståelig frygt og bekymring, som selvsagt må tages dybt alvorligt. I respekt for, at ulven vel nok er verdens mest kontroversielle rovdyr og har været fraværende i 200 år. For hvad vil ulvens genindvandring til Danmark dog betyde?
Frygt bliver taget alvorligt
Heldigvis bliver den frygt taget alvorligt, og der er stort set intet, der tyder på, at ulve vil angribe mennesker. Århus Universitet konkluderede i et notat fra marts 2013 at “Risikoen for, at ulve angriber mennesker og dermed sårer eller dræber os, er ekstremt lille”, og udpegede i et notat fra februar 2013 ti konkrete områder, hvor ulve kunne tænkes at etablere sig.
På baggrund af undersøgelserne, blev der lavet en forvaltningsplan for ulve i juni 2014 med fuld opbakning fra et enigt Vildtforvaltningsråd bestående af landbruget, skovbruget, jægerne og grønne organisationer. Planen, der stadig er gældende, indebærer at der betales erstatning for husdyr som tages af ulv, støtte til ulve-sikker hegning og et håndslag på at eventuelle “problem-ulve” kan fjernes indenfor rammerne af EU lovgivningen.
Som et af få lande i verden lykkedes det dermed at nå til enighed blandt interessenterne om rammerne for både at respektere ulven som et fredet dyr, og samtidig sikre kompensation og forebyggende foranstaltninger. Konflikterne, ikke ulven, skulle fjernes. Planen var resultatet af, at alle parter holdt sig til fakta og afstod fra henholdsvis forherligelse og dæmonisering af ulve både i pressen og under udarbejdelsen af planen.
Ingen ulve-angreb i dette århundrede
Forvaltningsplanen angiver, at der i Europa nu er 10.000 – 20.000 ulve. Der er i Tyskland nu ca 45 ulvepar eller -flokke. Siden de indvandrede fra Polen til Østtyskland i 2000 har de populært sagt spredt sig som ringe i vandet mod nordvest til Danmark – via den grønne korridor, der ligger der.
Men til trods for det store antal ulve, så har der ikke været ét eneste dokumenteret ulveangreb på mennesker i dette århundrede. Og dermed er risiko for angreb fra en ulv er ufatteligt lille.
I Sverige har der været ulve i mange år, og nu er der ca. 350. I broderlandet har der heller ikke været angreb på mennesker. Den svenske naturfredningsforening Naturskyddsföreningen opgjorde i 2014, hvad vi dør af i naturen. Her er flåter, svampe og insekter langt farligere end ulve, som ingen jo er døde af. Alligevel er det den frygt, som medierne spiller på.
Ulve frygter mennesker
Historisk set har ulve været farlige for mennesker, hvis de har været syge eller unaturligt udhungrede. Ulve med rabies, voldsomt udsultede ulve, og “tamme” ulve kan under særlige omstændigheder udgør en fare for mennesker. Der er ikke rabies i ulvebestanden. Og der er med en eksploderende kronvildtbestand oceaner af føde, og ingen ulve med unaturlig adfærd er set i Danmark.
Én ulv i Tyskland valgte man at fjerne. Ikke fordi den var truende, men fordi den ikke udviste en naturlig skyhed overfor mennesker. I Danmark har vi den samme aftale om at fjerne eventuelle ikke-sky ulve, selvom de ikke er truende. Ulve skal være bange for mennesker, ikke omvendt.
Risikoen for angreb fra en ulv er altså ufatteligt lille. Men dermed ikke sagt, at ulvene ikke har forvoldt konflikter.
Ulve-angreb på får skyldes i høj grad hunde
Ulve tager får, hvis de kan komme til det. Og hvor ulvene pludselig indfinder sig, er der ikke ulvesikker hegning. Der, hvor ulveparret nu har etableret sig, har Miljø- og fødevareministeriet derfor udpeget et område, hvor der kan gives støtte til ulvesikker hegning, også før et angreb har fundet sted. Man er nu på forkant. Og hvor der er korrekt opsat ulvesikker hegning, virker den. I praksis er der typisk tale om, at man på det eksisterende fårehegn med tre el-tråde, sætter yderligere to tråde på: en for neden, og en for oven. Det er ikke teknisk kompliceret, men det er effektivt.
I Danmark har vi i 2017 dog kun ét bekræftet ulvepar, som holder til i et af de ti områder, som Århus Universitet pegede på i deres notat. Der, hvor man nu kan få støtte til hegning. Der til kommer måske op til knap en håndfuld solo-ulve andre steder i Jylland. Det mest tankevækkende er, at mange formodede ulveangreb på får via DNA undersøgelser faktisk viser sig at være forårsagede af hunde, der trods lovgivningen løber frit omkring. Hunde angriber og dræber får og lam, på samme måde som ulve.
Man kender ikke det præcise omfang, men der er i Miljø- og fødevareministeriets Ulvegruppe
en stor bekymring over, at løse hunde i tilsyneladende langt større omfang end ulve angriber får. Det betyder på ingen måde at man skal bagatellisere ulveangrebene på får.
Men det viser, at de Folketingspolitikere, der har været i pressen med ønsker om, at man skal kunne skyde ulve – henholdsvis Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen og Liberal Alliances Carsten Bach – måske skyder mod de forkerte problemer. Vil man fra politisk side hjælpe fåreavlerne mod den væsentligste andel af angrebene på får og lam, er det ikke løsningen tillade bortskydning af den håndfuld ulve, der er i Danmark pt. I stedet skal man sætte ind over for hundeejerne.
Udryd konflikterne – ikke ulven
Det siger sig selv, at alle har lov at danne deres egen holdning for eller imod ulve. Men man må kunne forvente, at holdninger baserer sig på fakta samt, at der er en selvfølgelighed omkring respekten for international og national lovgivning.
Det afgørende vigtige er, at det ikke bliver den enkelte landmand, der står alene med et problem. Derfor bør den fungerende ordning med kompensation for husdyr opretholdes, og fortsat ledsages af den reelle og permanente løsning: hegning og evt. vogterhunde. Ligesom i landene omkring os. Og vi er nødt til at vide nogenlunde hvor ulvene er, og omtrent hvor mange. Så man kan sætte hurtigt ind med hegning, hvis det bliver nødvendigt. Derfor bør den netop nu igangværende planlægning af overvågningen munde ud i, at vi sikrer et løbende overblik.
Jeg har en forhåbning om, at vi i det 2100 århundrede lader håndteringen af konflikter mellem natur- og erhvervsinteresser svare til tidens teknologiske muligheder.
I stedet for at søge at skyde os ud af konflikterne som i 1800-tallet. Vi skal udrydde konflikterne, ikke ulven.
