Vildtkamera opstillet af Egon Bennetsen afslører efter meget at dømme et “forbiskud” som alligevel ikke var et forbiskud og det får biologen til at genopfriske elementære regler for skud mod hjortevildt
Tekst og foto: Vildtbiolog, Egon Bennetsen
En grim anskydning
Den 3/1 var der jagt på hundyr og kalve i Testcenterområdet i Hjardemål Klit.
Kl. 17 dagen efter tjekker jeg rutinemæssigt et af mine vildtkameraer og finder bl.a. disse tre fotos af en hårdt anskudt hind og dens tæt tilknyttede kalv. (Se fotos nederste i denne update)
Jeg henvender mig straks til en lokal registreret schweisshundefører, som ikke kender til, at der har været nogen eftersøgning i retning af vores ejendom.
Jeg ved ikke, hvem der har afgivet det skæbnesvangre skud, men vedkommende burde tage sin jagtudøvelse op til overvejelse.
Det mest forkastelige er imidlertid, at man ikke melder anskydningen ind og får dyret eftersøgt.
At tro et dyr ikke er ramt, bare fordi man ikke kan se nogen reaktion på dyret, er noget vrøvl.
Det har jeg personligt oplevet flere gange.
I det viste eksempel med hinden, hvor lårknoglen ikke er brækket, vil det måske kun have givet et lille ryk i dyret, hvorefter det vil være fortsat – tilsyneladende upåvirket.
Skyder man flere skud efter et dyr eller en rudel, end der umiddelbart kan redegøres for ved optælling af træffere, bør det registreres som en mulig anskydning, og altid for en sikkerheds skyld eftersøges, for at be- eller afkræfte formodningen.
Moralen er:
- Tøv ikke med at erkende egne fejl og/eller uheld.
- Rekvirèr en registreret schweisshund for at rette op på skaden, eller ved forbiskud få vished herfor.
Scweisshundeføreren mente i det aktuelle tilfælde, at der var gået for lang tid så eftersøgning var nytteløs. Han og hans hunde er ekstremt dygtige, så jeg er helt tryg ved hans vurdering.
Vi har derefter selv eftersøgt og gennemtrævlet den østlige del af min ejendom med privat schweisshund uden resultat. Vi har givet naboer besked om hændelsen, men er derudover magtesløse.
