Hvis Landsjagtforeningen af 1923 havde eksisteret i dag som en selvstændig jagtforening, så ville den i januar være fyldt 100 år, men den store 100-års dag udebliver
100-års dag udebliver
Hvis Landsjagtforeningen af 1923 havde eksisteret i dag som en selvstændig jagtforening, så ville den i januar være fyldt 100 år, men fordi foreningen er en del af Danmarks Jægerforbund, er der alligevel grund at kippe med flaget. Foreningen blev stiftet i protest imod 1922-jagtloven, fordi denne med et 50-meter bælte langs de danske kyster begrænsede alminlige folks jagtudøvelse. Foreningen havde en svær start, men fordi den voksede hurtigt, blev den så stærk, at den forud for Rigsdagens vedtagelse af Jagtloven af 1931 aftalte med Dansk Jagtforening, at 50-meter kystbæltet skulle afskaffes. Landsjagtforeningen af 1923 kan også tage æren for dannelsen af Jagtfonden, der rummer jagttegnsmidlerne.
Tekst: Henning Kørvel
Hvis Landsjagtforeningen af 1923 havde været en selvstændig jagtforening i dag, så ville den i år have kunnet fejre 100-års jubilæum 12. januar.
Men selv om jubilæet udebliver, fordi foreningen gik sammen med de to andre landsdækkende jagtorganisationer, henholdsvis Dansk Jagtforening og Dansk Strandjagtforening, og dannede Danmarks Jægerforbund pr. 1. januar 1992, er der alligevel grund til at kippe med flaget.
I modsætning til Dansk Jagtforening, der stiftedes i 1884 for vildtets skyld og indirekte til gavn for jagten i Danmark, for uden vildt, ingen jagt, var Landsjagtforeningen af 1923 en ”protestforening”, fordi den blev stiftet i protest imod Jagtloven af 1922, fordi denne efter ønske fra Dansk Jagtforening havde indført et 50-meter fredet bælte langs de danske kyster, inden for hvilket sejlende jægere ikke måtte jage, men ejerne af de kystnære arealer gerne måtte.
50-meter bæltet, der var et alvorligt anslag imod navnlig fiskeres erhvervsbetonede jagt sideløbende med fiskeriet, var resultatet af Rigsdagens lov, men oprindelig havde Dansk Jagtforening ønsket et 100-meter kystbælte for at forhindre, at fiskere og andre strandjægere skød deres vildt.
Protestmødet blev afviklet 21. december ”klokken 7½” på Hotel Valdemar i Nykøbing F. På mødet dannedes et arbejdsudvalg, og 12. januar indkaldtes til stiftende generalforsamling på Hotel Royal i Nykøbing F., hvor Landsjagtforeningen af 1923 blev stiftet.
Igen var det C.C. Andersen, der var den ledende skikkelse, og han fremlagde de første love, som han selv havde udarbejdet. C.C. Andersen ville ikke blot protestere imod 1922-jagtloven, men viste konstruktiv vilje til at ville arbejde for jagtens sag.
Af udkastet til lovene, der blev vedtaget, fremgår det, at foreningens formål skulle være at varetage medlemmernes interesser i jagtøjemed, men også at medvirke til den billigste ammunition og sikre de billigste priser for andre redskaber til jægere.
Endvidere var formålet med foreningen at få 1922-jagtloven revideret, således at loven ”med retfærdighed blev til at bruge og forstå”.
I 1929 fik Landsjagtforeningen af 1923 sit eget tidsskrift ”Jagt & Fiskeri”. Bladet, der ses her, er udgivet i juni 1973 i anledning af foreningens 50-års jubilæum. Til venstre for bladets navn ses foreningens logo: Cocker Spaniel med nedlagt skovsneppe.
Blev kaldt ”krybskytteforening”
Fra starten var det meningen, at der snarest skulle udgives et medlemsblad, og der endvidere skulle afvikles en sammenkomst med foredrag, hjorteskydning og eventuelt flugtskydning.
Lovene fastsætter, at som medlemmer kunne optages personer, der var fyldt 18 år. Der blev oprettet en reserve- eller værnefond, der kunne yde juridisk bistand i tilfælde, hvor bestyrelsen mente, at den pågældende person var uretfærdigt dømt for formentlig overtrædelse af jagtloven.
Generalforsamlingen var, som det hedder i en senere beretning, livlig og fornøjelig, og med 40 medlemmer blev Landsjagtforeningen af 1923 en realitet.
Til bestyrelsen valgtes C.C. Andersen, Valdemar Olsen, begge Nykøbing F., N.P. Nielsen, Gedser, Marius Rasmussen, Højet, Johannes Rode, Marrebæk og Otto Boesen, Nykøbing F.
Bestyrelsen konstituerede sig med C.C. Andersen som formand, Valdemar Olsen som kasserer og Otto Boesen som sekretær.
Valdemar Olsen blev senere strandjagtkonsulent.
På et enkelt punkt var C.C. Andersen ikke tilstrækkelig forudseende. Det blev nemlig besluttet, at alle afdelingsformænd skulle være medlem af hovedbestyrelsen, men da netop ideen med at oprette foreningen med lokalafdelinger landet over, viste det sig at blive en succes, ville man senere stå med en så stor hovedbestyrelse, at den blev uoverskuelig i arbejdsmæssig henseende.
Fra begyndelsen i 1923 og frem til 1929 havde Landsjagtforeningen af 1923 tidsskriftet ”Grenen” sammen med Dansk Fiskeriforening.
Fordi man havde oprettet en værnefond, som skulle føre de sager for medlemmerne, som bestyrelsen fandt uretfærdige i forhold til jagtlovens bestemmelser, kaldte Dansk Jagtforening foreningen en ”krybskytteforening”. Det var en betydelig provokation, som vi har lettere ved at acceptere i dag end i 1920-ernes Danmark.
I Landsjagtforeningen af 1923 så man stort på, hvad andre (Dansk Jagtforening, red.) kaldte foreningen, fordi foreningen gik støt frem over hele landet. I de første 25 år var de, der kom ind i hovedbestyrelsen både gårdejere, fiskere, købmænd, håndværksmestre, politibetjente, militærpersoner, statsansatte embedsmænd og tjenestemænd såsom togførere, rangermestre, bådførere, toldere, formænd og politimestre. En enkelt proprietær sås også, men forståeligt nok ingen godsejere.
I de første år efter dannelsen var det målet at oprette 10 lokalafdelinger, men det viste sig vanskeligt at nå dette, fordi foreningen ikke havde nogen penge. Efter det første år kunne man fremvise et regnskab, der balancerede med 659 kroner og 14 øre.
Foreningen havde etableret et samarbejde med Dansk Fiskeriforening, der blev brugt i forhold til lovgivningsmagten. Foreningen havde endvidere indgået samarbejde med fiskeriforeningen om et fælles medlemsblad, idet bladet ”Grenen” udgivet af 70 danske fiskeriforeninger fra 1. februar 1924 nu også var medlemsblad for Jagtforeningen af 1923. I forhold til myndighederne brugte man både dette navn og navnet, Landsjagtforeningen af 1923.
Måtte gerne sejle i 50-meter bæltet
Ved retsafgørelser lykkedes det for foreningen at få fastslået, at det var tilladt at færdes inden for 50-meter bæltet langs kysterne. Fra søsiden måtte der også skydes ind over bæltet, men Dansk Jagtforenings juridiske konsulent, overretssagfører Carl Becker der havde været medlem af jagtlovskommissionen for Jagtloven af 1922 fastslog, at 50-meter bæltet kun begrænsede jagten i forhold til anden mands jagtgrund.
En ejer, der har jagtretten på et areal ud til kysten, kan både skyde ud over bæltet fra land og fra båd, og vedkommende må desuden drive jagt ved vadning.
Anden mands jagtgrund blev i loven nemlig fortolket sådan, at når man kom i båd fra søsiden, var kysten anden mands jagtgrund.
Søterritoriet var altså ikke længere frit for enhver, og de begrænsninger som loven havde fastlagt for jagten langs kysterne, var altså ikke gældende for de jægere, der havde jagtretten på landsiden.
I løbet af et år voksede foreningens medlemstal fra 34 til 500, men det var stadig for intet at regne i forhold til Dansk Jagtforening, der havde 2.500 medlemmer. I 1930 nåede Landsjagtforeningen af 1923’s medlemstal op på 2.700, der i 1931 voksede til 3.400, før medlemstallet i 1934 nåede op på 14.000.
I 1924-1925 udarbejdede Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Fiskeriforening et fælles forslag til ændringer af jagtloven af 1922, som forelagdes for landbrugsministeren. Dansk Jagtforening protesterede imidlertid i en nedladende tone, idet man protesterede imod, at Dansk Fiskeriforening under medvirken af den såkaldte Landsjagtforening af 1923 sendte ændringsforslag til jagtloven til landbrugsministeren.
I Dansk Jagtforening var der også folk, der talte for, at foreningen burde samarbejde med Landsjagtforeningen af 1923. En af disse var Carl Becker, der ikke lagde skjul på, at han i 1923 havde været imod, at Landsjagtforeningen af 1923 blev dannet, og at han havde forsøgt at bekæmpe den, men op igennem 1920-erne indså han, at skulle man på et tidspunkt have en ny jagtlov, så måtte man samarbejde. Han fik Dansk Jagtforenings fuldmagt til dette, og de første møder mellem Carl Becker og C.C. Andersen fandt sted i Beckers hjem, men udadtil havde de to jagtforeninger stadig intet samarbejde.
Men det kom. Et fælles forslag til en ny jagtlov blev aftalt imellem de to foreninger, og da de på forhånd havde fået at vide, at kun et enigt fælles forslag ville rigsdagen tage hensyn til, vidste man, hvad man havde at rette sig efter.
For Landsjagtforeningen af 1923 var det helt afgørende, at 50-meter bæltet langs kysterne blev afskaffet, og en jagtafgift blev indført.
Landsjagtforeningen af 1923 havde i 1924 fået den ide, at med midler fra jagtafgiften skulle Jagtfonden etableres, og den blev som bekendt en af de største landvindinger i jagtens nyere historie, men der var modstand imod, at jagtudøvere skulle betale ”jagtskat” til kommunerne, men hvis jagtafgiften kunne indrettes sådan, at der ikke skulle betales mere for at drive jagt på søterritoriet end på egen jord, og afgifterne indgik i en fond, der skulle anvendes til jagtlige formål, så blev skeptikerne overbevist om det rimelige i en sådan.
Jagtfonden en realitet
Dansk Jagtforening kunne ikke støtte denne ordning, idet man mente, at kommunerne skulle yde 25% af jagttegnsafgiften til støtte for jagt og vildt.
På et senere tidspunkt fik Becker dog tilslutning til tanken, og C.C. Andersen havde endvidere foreslået, at der skulle nedsættes et rådgivende nævn til varetagelse af jagttegnsafgifternes anvendelse. Nævnet blev det senere Jagtråd.
Men på andre områder vandt man ikke sejre. Haglbøsser større end kaliber 12 og automatgeværer blev forbudt med Jagtloven af 1931. Jægere, der havde haft storkalibrede haglbøsser, fik dog erstatning for dem, og man fik gennemført, at automatgeværer kunne plomberes, så de totalt set kun kunne rumme to patroner, hvorved de blev fuldt ud lovlige.
Foreningen fik dog ikke oprettelse af vildtreservater gennemført, men i 1936 blev ”Loven om reservater for pattedyr og fugle” vedtaget, og der blev dannet et reservatråd. Det principielle i hele Landsjagtforeningen af 1923’s arbejde, at jægerne skulle have indflydelse på alle områder, der berører jagten, vandt igen terræn.
Landsjagtforeningen var klar i mælet med hensyn til, at vildtet skal have fred i yngletiden. Stillet over for spørgsmålet, hvorvidt skovsneppen burde fredes om foråret, hvor fuglene jagedes, mens de var på vej tilbage til ynglepladserne for at yngle, sagde C.C. Andersen, at det måtte bero på en undersøgelse, men holdningen var dog klar: Vildtet – og også skovsneppen – burde have fred i yngletiden. Skovsneppen blev dog først fredet om foråret i 1972 samtidig med, at knortegæssene blev særfredet for foreløbig fem år.
Den nye jagtlov (1931) blev også debatteret uden for jægernes rækker, og en af den tids fremtrædende fredningsfolk, professor Wesenberg Lund udtalte i en avisartikel om ophævelsen af 50-meter bæltet langs kysterne:
”Dette vil medføre udryddelse af alle vadefugle og et skrækkeligt myrderi på gæssene, da jægerne kan danne kæde langs strandbredden jagende gæssene op, som sidder inde på markerne, og skyde dem ned for fode”.
I årenes løb havde ”Jagt & Fiskeri” forskellige udtryk.
I oktober 1929 fik Landsjagtforeningen af 1923 sit eget tidsskrift ”Jagt & Fiskeri med en række gode medarbejdere: Harald Nyborg, Achton Friis, A.L.V. Mannicke, Ludvig Svendsen og Johannes Larsen.
Redaktør var C.C. Andersen. Harald Thomsen tog snart over, og han efterfulgtes i 1966 af Bent Hansen, der igen efterfulgtes af Hans Chr. Pertl, der imidlertid kun havde posten i et halvt år, før han blev erstattet af Villy Andersen, og da han døde, bestred Sten Axel Hansen posten i nogle få år, indtil dannelsen af Danmarks Jægerforbund, og bladet ”Jæger” blev det nye fælles tidsskrift.
I 1930-erne blev jagtorganisationer ofte debatteret, og en af de der prægede debatten, var redaktør K.W.J. Thureholm, Næstved, der udgav jagtbladet ”Jagtvennen”som havde opnået en ganske god placering. Thureholm ville gerne danne en ny landsomfattende forening, efter at hans første ”Hubertus” aldrig var blevet til den store organisation, som han drømte om. Bortset fra at få navnet ”Danske Jægeres Forbund” blev den nye forening heller ikke til noget.
Inden Jagtloven af 1931 blev en kendsgerning, fastslog Thureholm i ”Jagtvennen”:
”Dansk Jagtforening har under udvalgsforhandlingerne plejet samarbejde med Landsjagtforeningens folk, mens man naturligvis ikke har villet snakke med Danske Jægeres Forbund. Dansk Jagtforening har måttet strække gevær og har måttet gå med til at slette 50-meter bæltet ved vores kyster og har dermed lagt alle disse terræner blot for krybskytteriet”. Den nye jagtlov er, fastslår Jagtvennen, en mægtig sejr for Landsjagtforeningen af 1923.
Ikke Frede Petersens kop te
Da den nye jagtlov er en kendsgerning, er det imidlertid ikke sejren, Jagt & Fiskeri nævner. Bladet giver udtryk for tilfredshed med den nye jagtlov, men fastslår tillige, at ”alt ikke blev helt efter vores ønsker”.
Carl Becker blev formand for Jagtrådet, og som medlemmer udnævntes C.C. Andersen og redaktør Johannes Stampe.
Efter C.C. Andersen blev L. Engsbye formand for Landsjagtforeningen af 1923, og han blev 1966 afløst af Frede Petersen, Næstved, og da han i 1988 gik på pension, blev Kristian Raunkjær, der var jagtkonsulent i foreningen, formand.
Om dette valg har Frede Petersen fortalt til journalisten, der har skrevet denne historie, at fordi ingen tillidsrepræsentanter i Landsjagtforeningen ville påtage sig formandshvervet, tilbød man Kristian Raunkjær posten.
Frede Petersen har efterfølgende fortalt, at så snart han var ude af døren i hovedsædet på Frydendalsvej i København, drejede Kristian Raunkjær rundt på en tallerken og begyndte at tale dannelse af Jægerforbundet med Dansk Jagtforeningens formand, Gustav Rønholt. Det var ikke Frede Petersens kop te.
I 50-års jubilæumsudgaven bringes dette foto af L. Engsbye (til venstre) og Frede Petersen.
Forud for dannelsen af Danmarks Jægerforbund 1. januar 1992 blev potentialet til den nye forening estimeret til 110.000 medlemmer, der fremkom ved, at Landsjagtforeningen af 1923 efter egne oplysninger havde 60.000 medlemmer, Dansk Jagtforening 40.000 og Dansk Strandjagtforening 10.000 medlemmer, men da Danmarks Jægerforbund var en realitet, viste det sig, at potentialet var stærkt overvurderet, fordi Jægerforbundet fra starten kun havde cirka 90.000 medlemmer.
Dette kan måske hænge sammen med, at da Svend Erik Mohr (Jakobsen), tidligere generalsekretær i Dansk Jagtforening, for Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm arkiverede de tre foreningers arkivalier, manglede han fortegnelser over medlemstallet i Landsjagtforeningen af 1923. Til trods for, at han spurgte flere, hvordan foreningen gjorde sit medlemstal op, fik han ikke et tilfredsstillende svar.
Også fra Dansk Strandjagtforening mangler der arkivalier, men i Dansk Jagtforening var der gennemskuelighed, fordi der var tjek på medlemstallet, og det af papirerne fremgik, hvem der i tidens løb havde været medlem af Dansk Jagtforening fra dannelsen af foreningen i 1884 og indtil oprettelsen af Jægerforbundet 1. januar 1992.
Med Frede Petersen for bordenden ses hovedbestyrelsen her samlet til hovedbestyrelsesmøde i hovedsædet på Frydendalsvej i København. Til højre for Frede Petersen ses næstformanden, Helmer Hansen, Bornholm.
