Denne kraftfulde kaliber er ikke at finde i rækken af de ældste hæderkronede safari-kalibre, idet .460 Weatherby Magnum så dagens lys i året 1957

Af Peter Thisted

.460 Weatherby Magnum er udviklet specielt til kategorien “dangerous game”, til jagt på tungt og tykhudet vildt.

Hylstret er flaskeformet (bottlenecked) og forsynet med et bælte. Patronen er baseret på en anden af Weatherby’s magnumpatroner, nemlig kaliber .378 Weatherby Magnum. Denne blev modificeret således, at den kunne klare en 11,6 mm kugle.

Igennem hele 29 år var .460 Weatherby Magnum den absolut ukronede konge blandt magnum-kalibrene, lige indtil en anden stor-kaliber kom på banen i 1993 – nemlig kaliber .700 Nitro Express.

Masser af energi

.460 affyrer en 500 grain kugle (32 gram) med 2.700 ft/s (820 m/sek.) fra et 660 mm løb. Mundingsenergien er hele 11.000 Joule. Ret imponerende – og noget mere end f.eks. .600 Nitro Express, som ellers indtil da var den kraftigste på dette område.

Selv med en riffel på 5,4 kg, skubber .460 tilbage med et masserende skulderpuf på 140 Joule. Det er faktisk 50% mere, end der leveres fra en .458 Winchester Magnum!

Kaliber .460 er så kraftig, at den med en bonded kugle trænger 100 cm ind i et tykhudet dyr som f.eks. en flodhest.

Roy Weatherby var sikker på, at hans nye kaliber ville lande i et “smørhul” blandt professionelle jægere i de afrikanske lande, hvor der stadigt måtte jages eller reguleres blandt andet næsehorn, elefanter, flodheste og bøfler, og hvor barren for minimumskravet til kaliber samtidigt var sat højt.

Rent faktisk var Weatherby ikke den første, til at lave en 11,6 mm riffelpatron. En amerikansk bøssemager ved navn John Buhmiller i Montana, USA, fremstillede faktisk en .45 tilbage i 1956, året før Weatherby gik igang med sit projekt.

 

Skematisk tegning

Alle dimensioner i inches (i parantes angivet i mm).

Hylstret til .460 Weatherby Magnum er en modificeret udgave af .378 Weatherby Magnum (som i øvrigt er baseret på designet fra .416 Rigby).

Det kræver en ordentlig ladning krudt at affyre et 32 gram projektil med 820 m/sek. Og hylstret til .460’eren  er da også ret rummeligt – den kan indeholde 9,17 cm3 vand. Krudtmængden er på 7,8 gram – og sammenligner vi med f.eks. en kaliber .458 Winchester Magnum, er denne “kun” ladet med max. 5,2 gram.

Præcis og fladtskydende

.460 er en fladtskydende kaliber på line med .375 H&H. Men .460 leverer faktisk 75% mere energi end denne. .460 er endvidere også en meget præcis kaliber, på trods af størrelsen. Rent faktisk garanterer Weatherby 1,5 MOA (ca. 44 mm) på 100 meter, hvilket må siges at være i den fine ende af skalaen for sådan en roterende “bowlingkugle”.

For sammenligningens skyld ses her fra venstre .458 Winchester Magnum,  .458 Lott og til sidst .460 Weatherby Magnum.

Kuglevægte

Til en kaliber som denne, kan man få kugler fra 19 til 39 gram (300 til 600 grain). Mundingshastigheden varierer fra 760 m/sek. med en 39 gram kugle til 940 m/sek. med en “lille” 19 gram.

Udbredelse

Som både jagt- og sportspatron er denne kaliber ikke særligt udbredt. .460 har til formål at stoppe farligt vildt – og det gør den også ganske effektivt. Men det er i dag en meget lille niche.

Selv om .460 kan bruges til andet vildt, så vil de fleste nok betegne det som “overkill” at anvende den til eksempelvis elg og bjørn.

I nedenstående tabeller kan ses et par sammeligninger med de forskellige kuglevægte.


 

pt@netnatur.dk

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version