Ålen er stadigvæk omgæret af en del mystik, og det er ikke så underligt, da der stadigvæk er mange ting, som vi ikke ved om denne fisk
Af Redaktionen
Ålens farver ændrer sig gennem forskellige stadier i dens livscyklus. Larverne og de helt unge ål, som kaldes glasål, er mere eller mindre gennemsigtige.
Ved ankomsten til Europas kyster bliver de unge ål bundlevende og begynder at blive pigmenterede. De bliver efterhånden mørke på oversiden og gullige på underside, såkaldte gulål, om end farven kan variere og være brunlig til grønlig. Disse ål kaldes dog stadig gulål.
Ål bliver kønsmodne i en alder af 6-12 år for hanner og 9-20 år for hunner, og overgår til et nyt stadie, som kaldes blankål. Siderne bliver sølvskinnende og bugen hvid. Kroppen bliver samtidig fastere som forberedelse til den lange gydevandring.
Ålen opdeles desuden under tiden efter hovedfacon i såkaldte spidssnudede ål og bredsnudede ål. Der er dog tale om den samme art, og hovedfaconen afhænger af hvilke byttedyr der er lettest tilgængelige.
Ålen kan forveksles med lampretter, men kendes fra disse på at ålens gællespalte er meget lille og næsten usynlig, mens lampretterne har en række tydelige åbninger på siden af hovedet. Lampretter har desuden en rund sugemund, mens ålen har en ”almindelig” mund.
Ålens udbredelse
Ålen er udbredt i hele Danmark, inklusiv mange af de mindre øer. Nogle steder er det dog sandsynligt at den er udsat, da den her lever i små damme og vandhuller uden forbindelse til havet, men da ålen er i stand til at bevæge sig korte afstande over land er dette ikke sikkert.
Den europæiske ål er udbredt i det meste af Europa i vande med forbindelse til havet, dog er den fåtallig i Sortehavet.
Ålens levevis
Ålen findes både i ferskvand og saltvand. Ålen er nataktiv og skjuler sig om dagen nedgravet i bunden eller mellem sten og trærødder.
Ålen søger ofte sin føde på bunden, hvilket gør at de er særligt udsat for giftstoffer der ophobes i bundmaterialet, så som tungmetaller.
Voksne ål æder stort set alle dyr de kan gabe over, herunder fisk (inklusiv mindre ål), snegle, muslinger, krebs og andre invertebrater. Særligt store ål kan endda tage frøer og ællinger. Ålen tilpasser sit fødevalg efter hvad der er lettest tilgængeligt, og som nævnt kan dette ses afspejlet i hovedfaconen.
Blankål tager ikke føde til sig, men over en fjerdedel af kropsvægten udgøres af fedtreserver, som ålen tærer på under gydevandringen.
Tarmsystemet hos blankål er stærkt reduceret og bruges primært til at regulere saltbalancen i kroppen, da ålen har en lavere koncentration af salt i kropsvæsken end man finder i de store have
Ålen er varmeelskende, og vokser bedst ved relativt høje vandtemperaturer. Om vinteren tager ålen ikke føde til sig. Ålen kan, så længe gællerne holdes fugtige, klare sig relativt længe oven vande, idet den kan fylde gællehulen med luft og optage atmosfærisk ilt på denne måde. De små gællespalter hjælper her med at forhindre udtørring. Ålen kan endda bevæge sig over land hvis det vand den befinder sig i bliver iltfattigt.
Der er historier fra 1800-tallet om et udtømt vandhul, hvor man fem år senere skulle have fundet levende ål, der antageligt havde nedgravet sig i søbunden da søen blev drænet. Trods dette er ålen følsom over for lavt iltindhold i vandet, og er derfor ofte offer for iltsvind i fjorde eller overisede søer.
Yngleforhold
Ålens yngleforhold var i lang tid ukendt. På trods af at ålen herhjemme har været fisket siden stenalderen var det først i 1922 at det lykkedes at kortlægge ålens yngleplads. Det viste sig at alle ål fra hele Europa svømmer til Sargassohavet i det vestlige Atlanterhav, ud for Nordamerika, for at yngle.
Det er aldrig lykkedes at fange gydemodne ål i Sargassohavet, og det vides heller ikke med sikkerhed om ålene dør efter gydning, selv om det antages, da ålene ikke har energi til at svømme tilbage til fødeområderne, og sådanne ål aldrig er fundet.
Ålens larver driver efter klækning med strømmen og vestenvinden mod Europa, hvor de fordeles langs kysterne.
Det menes, at de ål der ankommer til Danmark, primært svømmer nord om Skotland.
Ål er relativt langsomtvoksende, og kan, hvis de ikke har adgang til havet, blive meget gamle. Den ældste ål man med sikkerhed kender alderen på blev således 88 år i et akvarie på Helsingborg museum. Der er endda en historie om en ål der efter sigende skulle være blevet 155 år i en brønd på en svensk gård.
Vidste du i øvrigt, at …
Ålens skind er meget tykt, og udgør 8-10% af den samlede vægt.
Ålens blod er giftigt hvis det injiceres eller kommer i åbne sår, 0,2 ml er nok til at dræbe en hund og hos mennesker kan det give kvalme, hovedpine og opkast. Giften nedbrydes dog ved opvarmning og fordøjelse, så det er ikke farligt at spise ål.
Læs mere om ålen her
Læs mere om europæisk ål på fiskepleje.dk
Læs mere om fisketegn på Fisketegn.dk
Læs mere om mindstemål og fredningstider på Naturervhervsstyrelsens hjemmeside
Fiskeri og opdræt af ål
Ålen er en vigtig spisefisk, og man kender til ålefiskeri siden ældre stenalder i Danmark. I middelalderen havde mange klostre ålekister til fangst af blankål når disse trækker ned gennem vandløbene. Ål fiskes også med ruser, bundgarn og vod, og ålen var i starten af 1900-tallet en af de økonomisk vigtigste fiskearter i Danmark. Siden 1950’erne er fangsten dog faldet.
Fangsten af ål er de sidste 30 år blevet suppleret med opdræt af glasål indfanget i Sydeuropa, og denne produktion er nu væsentligt større end fangsten af vilde ål. Man har forsøgt at få ålen til at gyde i fangenskab, men selv om det er lykkedes at få æggene til at klækkes tager larverne ikke føde til sig, og opdrættet af ål er derfor afhængigt af vildtfangne glasål.
Ålen er fortsat i tilbagegang, og da det ikke vides med sikkerhed, hvad tilbagegangen skyldes, kan det blive svært at vende udviklingen. Sandsynligvis spiller flere faktorer ind, blandt andet et mere effektivt fiskeri, udretning og blokering af vandløb, dræning af vådområder og anden forværring af ålens levesteder samt indførslen i ålens svømmeblæreorm i 1970’erne.
Ålens svømmeblæreorm (Anguillicolides crassus) er en rundorm der inficerer ålens svømmeblære, hvor den suger blod og med tiden ødelægger svømmeblæren. Det menes, at ålen derved kan have svært ved at gennemføre gydevandringen, hvilket kan have bidraget til ålens tilbagegang.
Kilde: Miljøstyrelsen
FØLG NETNATUR.DK PÅ FACEBOOK
