Bukkejægere har altid haft fokus på abnorme råbukke og her kan du læse om årsagerne til at nogle opsatser afviger fra det normale
Abnorme bukkeopsatser
Tekst og foto: Henning Kørvel
Mellem to og fire procent af råbukkes opsatser bliver abnorme, og bukkejægere har altid haft fokus på dem på grund af deres afvigende udseende. Nogle abnormiteter er af forbigående art, mens andre abnormiteter følger bukkene livet igennem. Her kan du læse om årsagerne til både de mest ordinære og nogle af de sjældneste afvigelser fra normalen.
Ifølge tyske erfaringer er to-fire procent af råbukkes opsatser abnorme, og der synes ikke at være belæg for at antage, at andelen af abnorme opsatser skulle være væsentlig anderledes i Danmark end i Tyskland.
Årsagen til opsatsers abnormitet kan med lidt erfaring i bagagen fastslås entydigt af den enkelte jæger. Nogle abnormiteter ligger imidlertid i spekulationernes område, og man må således nøjes med at tro på, at årsagen er den, som man har mistanke om.
Størsteparten af de råbukke, der af forskellige årsager får en abnorm opsats, er op til tre år, og abnormiteten kan enten gælde én stang eller begge stænger.
Men hvor nogle abnormiteter er tidsmæssigt begrænsede og forsvinder, når bukken sætter en ny opsats op, er andre abnormiteter derimod varige og følger bukken hvert år gennem resten af livet.
De mest almindelige abnormiteter opstår ved beskadigelse (overfaldsskader), mens opsatsen er i bast.
På det tidspunkt er den blød og således en ømfindtlig del af kroppen. I basttiden bevæger bukke sig derfor forsigtigt omkring, men alligevel kan der opstå større eller mindre beskadigelser, der kan påvirke den videre udvikling af opsatsen, fx ved, at bukke under flugt løber ind i et hegn, eller grene rammer opsatsen, og den således beskadiges.
Tidlige skader værst
Fordi toppen af bastopsatsen er blodfyldt og blød, skal der kun ringe kraft til at beskadige eller spalte den.
Tryk, slag eller rifter andre steder på stængerne end selve spidsen kan også forstyrre vækstprocessen og føre til abnormitet, men tidspunktet for beskadigelsen influerer på omfanget og karakteren.
Jo tidligere i vækstprocessen, en beskadigelse forekommer, desto større omfang får abnormiteten, fordi udviklingen af stængerne fortsætter, indtil tilførslen af mineraler stopper, og stængerne hærder.
Beskadigelser af basten senere i vækstforløbet får derfor kun ringe indflydelse på opsatsens udseende.
For abnormiteter, der skyldes skader, mens opsatsen er i vækst, gælder, at de kun er synlige i det år, beskadigelsen sker.
Når bukken kaster opsatsen og sætter ny opsats op det følgende år, vil den falde normalt ud, forudsat at den ikke også beskadiges under den nye opvækst.
Det samme gælder, hvis der opstår brud på stænger eller sprosser, og i tilfælde af, at enten den ene stang eller begge stænger brækker over ved sammenstød med for eksempel vildthegn, så påvirker beskadigelsen under forudsætning af, at rosenstokken er ubeskadiget heller ikke den nye opsats det følgende år.
Versus giver skader på rosenstokkene varig abnormitet. I parallel til beskadigelse af opsatser i bast er princippet her analogt, at jo tidligere i vækstforløbet, skaden sker, desto større bliver indgrebet i dannelsen af stængerne, og fra det år, hvor skaden sker, vil bukken resten af livet bære en abnorm opsats.
Årlige ”Trophäenschau” i Tyskland og Tjekkiet giver et unikt indblik i forekomsten af abnorme bukkeopsatser, og interessant er det, at det i Tyskland er erfaringen, at 30-40 procent af abnormiteterne skyldes brud på rosenstokkene, som resulterer i markante afvigelser fra normalen, fordi stangen på den knækkede rosenstok gerne vokser ud til siden.
Hvis rosenstokken derimod brækker af helt nede ved kraniet, opstår der en ny mindre rosenstok af knoglefragmenter og væv, men den nye stang bliver gerne kort og får ofte antydning af en gaffeldannelse.
Vildthegn markant årsag
Vildthegn er årsag til de fleste skader på bukkes opsatser, men særlig ihærdig fejning og bukkes indbyrdes territoriale stridigheder beskadiger også opsatserne.
Hvis en jaget råbuk render mod et vildthegn og kommer til at sidde fast med opsatsen, men ikke har kontakt til jorden med løbene, og således ikke kan befri sig selv, så udmattes den hurtigt og dør af stress.
Hvis en buk derimod sidder fast i et hegn, men løbene er solidt plantet på jorden, så vil den kunne vriste sig fri ved enten at rive en ståltråd over, eller en rosenstok knækker, hvilket ofte sker ved pandeskallen eller en lille smule oven over den.
I ekstreme tilfælde følger et stykke af pandeskallen med den afrevne rosenstok, men pointen er, at bukken overlever.
Skader på løb giver ligeledes varig abnormitet, og på grund af ”krydsforbindelse”, så er princippet, at beskadiges højre for- eller bagløb, så bliver venstre stang abnorm og omvendt.
Uanset naturlige årsager til opsatsers abnormitet, så er de et uomgængeligt naturligt fænomen, som gennem alle tider har haft bukkejægeres bevågenhed.
I modsætning til for eksempel Tyskland og Tjekkiet, hvor bukke afskydes efter et andet mønster end i Danmark, er der ulig større fokus på abnorme opsatser, og jægere her har ofte kun øje for disse, viser deres trofæsamlinger.
I Danmark indgår abnorme opsatser derimod gerne i samlinger af normale bukkeopsatser. Alligevel er det typisk, at gæster i danske jægerhjem med samlinger af bukkeopsatser først og fremmest fokuserer på de abnorme, fordi de bryder med normalen, hvilket også er årsagen til, at abnorme bukke altid får jægeres fulde bevågenhed, straks de spottes i reviret.
Denne buk, der udover tre sprosser på hver stang har udviklet en lang ekstra sprosse på venstre rosenstok, kan have fået beskadiget denne, og den ekstra sprosse er dannet på væv og bensplinter fra skaden.
En buk som denne med en opsplittet – tveget – stang i venstre side har efter al sandsynlighed siddet fast i et hegn, da opsatsen var i bast, og et gæt er, at det skete tidligt i vækstforløbet. Bukken er opmålt til 104,65 CIC-point.
En buk som denne er sandsynligvis blevet abnorm på venstre stang, fordi den i bast har siddet fast i et hegn, hvilket må have hæmmet den videre vækst, fordi stangen er kortere end den højre, og de tre sprosser – for-, mellem- og topsprosser – udgår fra det samme punkt.
En lang ekstra sprosse nederst på højre stang tyder på, at stangen er blevet beskadiget, mens den var i bast. Også forsprossen er afvigende, og på bagsiden findes endnu en ekstra sprosse, altså i alt fem sprosser på højre stang og tre på venstre.
Denne opsats – gaffel – er blevet abnorm, fordi den er faldet sammen og ligger på pandebenet. Årsagen er enten mangelfuld eller for langsom forkalkning under opsatsens dannelse. Bukken var kraftigt angrebet af svælgbremselarver.
Denne buk med en knækket stang blev skudt ved en fejl, men hvis ikke bukken var blevet skudt, ville den kunne have sat normalt op det følgende år.
Hvorfor denne buk, skudt på Engestofte 13. maj 1876 af Henning Wichfeld, ser ud, som den gør, er det ikke så enkelt at forklare. Overfaldsskade kan dog ikke udelukkes.
”Kaffebukken” fra Grevskabet Christianssæde antages at se sådan ud på grund af arvelige egenskaber, som stadigvæk går igen på stedet i dag. Grevskabets ejer, C.D.F. Reventlow fik i 1820 kastestængerne af en skovfogedkone.
Opsats med ekstra stænger
Adam havde spottet den i bast i marts. Let kendelig var den på en gaffelformet ekstra stang vinkelret nederst på højre stang.
Straks efter min ankomst i april begyndte vi at jage den. Dens territorium var vinterhvedemarker, omgivet af levende hegn og småskove.
De første fire gange spottede bukken os og tog flugten, men femte gang var heldet med os, for da sad bukken ved 18-tiden om aftenen i vinterhveden med ryggen til.
Mens vi drøftede strategi, rejste bukken sig og gik i det levende hegn. Vi stod 450 meter derfra og gik nu op langs hegnet for efter 200 meters gang at gå igennem det for at se, om bukken stod på den anden hvedemark.
Da det ikke var tilfældet, kravlede vi 25 meter ud i den hvedemark, bukken havde siddet i. Vi kunne nu se bagdelen af bukken inde i hegnet.
Pludselig vendte den rundt og gik tilbage til marken, som den havde siddet i. Straks den spottede Adam og jeg, gætter vi på, at den så os som fjender, der skulle jages ud af dens territorium, for med et vildt udtryk i øjnene løb bukken nu op imod os.
Cirka 90 meter ude stoppede den, hvorpå skuddet faldt. Ingen af os glemmer det syn, der mødte os, fordi det viste sig, at bukken ikke blot havde en ekstra stang i højre side, men også en kort ekstra stang på venstre rosenstok og således var dobbelthornet (dobbelkopf). Bukken var otte år.
Kraniet bærer ikke spor af skader, men da ekstra rosenstokke opstår på grund af skader på rosenstokkene, så er tesen, at bukken havde beskadiget dem på et ståltrådshegn, og de to ekstra rosenstokke til de to ekstra stænger derpå dannedes af knoglefragmenter og væv fra læsionerne.
Opsatsen er guldmedalje med 141,85 CIC-point.
Den usædvanlige opsats med en ekstra fuldt udviklet gaffelstang på venstre rosenstok og en lille ekstra stang på højre rosenstok. De ekstra stænger skyldes, at bukken har fået beskadiget rosenstokkene, før den begyndte at sætte den nye opsats op. Bukken var otte år gammel.
Bukke med paryk
Bukkes dannelse af opsats er hormonalt styret, og hvis hormonsystemet forstyrres, og testiklerne ikke længere producerer det mandlige kønshormon, testosteron, vil bukken udvikle en parykopsats. Voksne bukke udvikler også paryk, hvis de enten mister testiklerne, eller testiklernes funktion nedsættes.
Hvis en buk i bast mister testiklerne, og produktionen af testosteron ophører, så vil opsatsen udvikle sig til en paryk. Mister en buk med fejet opsats derimod testiklerne, så vil den snart kaste opsatsen, og sætte en ny opsats op, der bliver paryk.
Hvis en buk derimod kun mister én testikel, så vil den testikel, som er tilbage, kunne danne testosteron nok til at sikre dannelsen af en normal opsats.
Parykker vokser vedvarende, og parykbukke lever derfor sjældent over tre år. Parykker udvikler sig gerne nedefter, så bukkens øjne dækkes totalt.
Parykker er ømfindtlige og indeholder blodårer og væv. Ved beskadigelse af parykken, opstår der let betændelse, og hvis der går maddiker i såret, så er bukken dødsdømt.
En type parykopsats dannes ved hurtig vækst og danner brusklommer, som ofte blinder bukken. Bispehue, er betegnelsen for denne type. Andre parykker, der ikke danner lommer af brusk, vokser langsomt, og de betegnes hjelmparykker.
Fælles for begge typer gælder, at parykopsatser som naturlige fænomener er sjældne, og i Danmark forekommer der ikke over et par stykker om året. Når parykbukke nu og da markedsføres i jagtpressen, så er de med usvigelig sikkerhed blevet til ved manipulation, hvilket vil sige, at de er kastreret ved, at der er sat en elastik om testiklerne, der forstyrrede hormonbalancen, og bukken straks kastede og begyndte at sætte en ny opsats op, der vedblivende vokser og bliver paryk.
Parykken på denne buk, der er på vej ned mod øjnene, blev nedlagt tidligt i forløbet, så bukken ikke blev blindet, men alene i kraft af vægten har den været en hæmsko for bukken. Privatfoto
