For tyve-tredive år siden var ålen en helt almindelig fisk, som man nemt kunne fange med stang og snøre eller i en ruse. I dag findes der kun cirka fem procent så mange ål som der gjorde i 1980.
På den baggrund er der netop kommet nye EU-regler, der skal begrænse den internationale handel med den slangelignende fisk. Det oplyser Skov- og Naturstyrelsen. ”I praksis betyder dette, at man fremover skal have en tilladelse af os her i Skov- og Naturstyrelsen, hvis man ønsker at eksportere eller importere ål til og fra lande uden for EU. Ellers risikerer man bøde og konfiskation” , forklarer biolog Niels Kurt Nielsen fra Skov- og Naturstyrelsens CITES-afdeling, der blandt andet har til opgave at administrere reglerne om beskyttelse af alverdens sjældne og truede dyrearter på vegne af den danske stat. De nye EU-regler er indført som følge af en beslutning truffet på et internationalt møde mellem medlemslandene i CITES i 2007.
Danmark er et af de 174 lande, der har tilsluttet sig CITES-reglerne, også kaldet Washington-konventionen. Reglerne er først og fremmest møntet på de professionelle aktører i ålebranchen, men gælder også for alle andre. ”Det vil sige, at man som dansker ikke må have ål med i bagagen, hvis man rejser til eller fra lande uden for EU, f.eks. Norge. Det gælder uanset om der er tale om røget, fersk eller nedfrossen ål. Man kan blive taget af tolderne, som vil konfiskere ens ål. Samtidig kan man også som privatperson risikere at få en bøde, hvis man overtræder reglerne”, forklarer Niels Kurt Nielsen. Ålen er kommet med på den såkaldte CITES liste II over truede dyr i samme kategori som f.eks. mange skildpadder, papegøjer, varaner og kvælerslanger.
Formålet er kort fortalt, at handlen med ål skal være bæredygtig. Skov- og Naturstyrelsen forventer, at der kan komme yderligere stramninger vedrørende ål. ”I EU og andre lande arbejdes på at gennemføre særlige forvaltningsplaner for ål. Planerne skal bl.a. reducere fiskeriet efter ål. Disse forhold indgår i vurderingen af den fremtidige eksport og import af ål. Uanset hvad kan der komme yderlige restriktioner i forhold til eksport og import. Det er dog endnu uklart, hvad der kommer til at ske og hvornår. Vi følger naturligvis sagen tæt og vil løbende informere om dette på vores hjemmeside”, siger Niels Kurt Nielsen. Ifølge CITES-organisationen skyldes den drastiske tilbagegang af ål bl.a. overfiskeri, forurening og ødelæggelse af dens levesteder.