Bukkejagt i Bøhmen: Henning Kørvel om arbejdsjagt efter afskudsbukke

Et sted i Nordbøhmen, hvor Henning Kørvel i august jagede bukke, måtte kun bukke med dårligt udviklede opsatser nedlægges, hvilket gav jagten karakter af arbejdsjagt

Af Henning Kørvel 2010

– I området her står der fire store bukke,

siger Ladislav, min guide, da vi er på vej op i en hochstand på en kuperet græsslette, omgivet af skov til tre sider.

Til den fjerde side går græssletten via skrub og en afvandingskanal over i opdyrkede marker, endnu domineret af uhøstet korn.

Dato: 2. august 2010. Tidspunkt: 18.45. Sted: Sepsaný nær Ceské Lipé i Nordbøhmen (nordlige Tjekkiet) cirka 65 kilometer syd for grænsen til det tidligere DDR.

I andre dele af reviret, som vi ved introduktionen på skovvæsenets kontor tidligere på dagen fik at vide, dækker 1.500 hektar, jager mine tre spanske venner: Rafa’, hans søn Rafa’ Jr. og Alfredo, og vi er her på dette her tidspunkt – første uge af august – fordi råvildtets brunst da kulminerer. – Men på grund af det kolde, regnfulde vejr har der indtil nu ikke været ret meget gang i brunsten, siger Ladislav.

Jeg tror ham gerne, for i de efterhånden mange år, jeg har drevet brunstbukkejagt i navnlig Tjekkiet, men også Polen, er det min erfaring, at varmt vejr bringer safterne i kog, navnlig om eftermiddagen og først på aftenen. Netop derfor tror jeg heller ikke ret meget på brunstaktivitet på denne – min første af totalt set seks outhings – eftersom det er køligt, og himlen grålig med enkelte mørke regnskyer.

Til det forventede lave brunstaktivitetsniveau føjer sig, at her er stille. Ikke en eneste dunet skabning løfter stemmen. Og det er lige før, jeg savner solsorten, fasankokken og skovskaden, selv om de hver for sig ofte gør pyrschjagten hjemme i Danmark til en nervepirrende oplevelse.

Til stilheden føjer sig endvidere, at stort set ingen medskabning – bortset fra et par ringduer, der flakser hen over en uhøstet hvedemark – stiller sig til skue. Kun i polske skove har jeg oplevet tilsvarende ringe aktivitet. Omkring klokken 19.00 dukker to stykker råvildt – rå og buk – op på den nærmeste hvedemark over 400 meter borte. Men der er ingen lir i luften.

Uden at vise tegn på interesse for råen esser bukken blot i nærheden af den, alt imens de begge under indsamlingen af føde søger længere ud på marken. Kort tid efter, vi har spottet dem, dukker en tredje aktør op på græssletten cirka 300 meter ude: Buk. Linserne i min 10×56 Zeiss håndkikkert afslører, at den er en ældre herre med bagoverbøjede stænger uden bagsprosser og formentlig returnerende. Ladislav bliver helt eksalteret, da han spotter den.

– En super selektiv buk, hvisker han.

Jeg fisker nu en råpibe op af bukselommen. Og da han med et nik indvilliger brugen af den, sætter jeg den for læberne for at udstøde tre pibelyde i forskellige retninger.

Allerede ved den første serie reagerer bukken ved at indstille essingen for snart at søge i den retning, de søde toner kom fra. Men af ukendte årsager stopper bukken op omkring 150 meter ude for at genoptage den afbrudte essing. Gennem lang tid foretages den stort set på samme sted, mens bukken vender bringen i Ladislavs og min retning. Vi ved dog begge, at det kun er et spørgsmål om tid, før den stiller sig med bredsiden til. Og da det sker præcis 20.03, forlader kuglen riffelløbet …

På vejen tilbage til Hotel Merkur i Ceské Lipé, hvor vi er indlogeret, forklarer Ladislav, at bukken jeg har skudt, er et mønstereksempel på den type bukke, skovdistriktet ønsker afskudt.

Trofæbukke, som vi rettelig havde sat næsen op efter, ønskes ikke afskudt, forklarer han, og det er første gang jeg hører om det, eftersom min mangeårige tjekkiske jagtven, Frantisek Havránek, der er praktisk arrangør, ikke har nævnt dette, uden jeg mistænker ham for at ville holde det skjult. Blot har han ikke vidst, at det forholdt sig sådan, da han med kort varsel bookede os ind her, fordi det militærareal i Horni Plana i Sydbøhmen, hvor vi sidst jagede bukke i 2008, og ellers var booket ind på, aflyste bookingen på grund af en akut militærøvelse.

Næste morgen plasker regnen ned, da Ladislav og jeg klokken 4.30 kravler op i en hochsitz, der til gunst for os står op af et træ med en stor bladfyldt krone, der beskytter os mod den værste regn. En ung ræv, der gør entré på marken langs skoven, i hvis kant vi sidder i hochsitzen, lider ikke af vandskræk, men søger ufortrødent efter mus mellem kornstubbene, og vi ser, at den flere gange har held til at fange en mus i et spøjs ”rejehop”.

Ved godt 5-tiden spotter vi et godt stykke ude en buk, som Ladislav betegner som selektiv, og den reagerer promte på råpiben og søger i vores retning. Da den gør stop ved skovhjørnet over for os cirka 80 meter borte, skyder jeg og ser, bukken springe lodret op i luften for snart at spurte af sted og styrte om forendt en halv snes meter fra skudstedet. Om bukken er blot at konstatere, at den er en dårligt udviklet seksender og derfor egnet til afskydning.

Om aftenen skød Alfredo en ligeledes selektiv afskudsbuk. Næste dags morgen skød han endnu én buk, og på vores femte outhing om aftenen skød jeg min tredje afskudsbuk, en dårlig to-tre år gammel gaffelbuk, jeg også ville have afsjælet hjemme i Danmark. Rafa’ og hans søn havde hidtil ikke fået bukke for. Netop derfor spurgte Rafa’ i morges, om jeg havde noget imod, at han og junior skød hver en muflonvædder op til medaljeklasse i tilfælde af, at bukkeheldet fortsat brillerede ved fravær?

Jeg sagde top, og da vi efter vores femte outhing returnerede til Hotel Merkur, hvortil Rafa’ allerede var ankommet, var det så meget desto mere glædeligt straks at erfare, at han havde afsjælet en god muflonvædder, som han var særdeles glad for, og som skovdistriktet vurderede til sølvmedalje. Ikke et øje var tørt. Nu manglede kun Rafa’ Jr. at få jagtheld til enten buk eller muflonvædder.

Den følgende morgen – 5. august – var det kun ham, der blev vækket af mobiltelefonens alarmtone klokken 4.00. Vi andre kunne heldigvis sove videre med ønsket – i underbevidstheden om – at han ville have heldet med sig. Og det havde han.

Han var et stort smil, da han og Milán, skovdistriktets chef, kom tilbage til hotellet omkring 8.30, og glædestrålende præsenterede han byttet: En treårig muflonvædder – hans første, som han om eftermiddagen, efter trofæet i al hast var blevet kogt og renset, blev hædret for ved en spontan ceremoni på skovdistriktets kontor. Ved samme lejlighed blev jeg præsenteret for regningen, der – ydelsen taget i betragtning – var rimelig. Det skyldtes, at bukkeopsatserne afveg fra normalen og den ”bedste” ikke nåede højere op på pointsskalaen end 85 CIC-point.

Jeg havde dog gerne set, at vi havde haft mulighed for at skyde nogle bukke med store veludviklede hovedprydelser, uagtet de også ville kræve et dybere greb i lommen, men omvendt set havde vi på trods heraf et afklaret forhold til, at den type bukke ønskede man ikke afskudt, men kun afskudsbukke, der gav jagten karakter af ”arbejdsjagt”.

Ikke i negativ betydning. Jægerhåndværket, der skal præsteres, er jo det samme uanset størrelsen af hovedprydelsen.

Afskydningen af afskudsbukke forringer heller ikke jagtoplevelsen og jagtens kvalitet. Forskellen findes alene i pointsummen og trofæafgiften. Men da det til hver en tid er jagtherren – i dette her tilfælde jagtdistriktet – der sætter dagsordenen, har vi ikke besvær med at acceptere, at sådan (er) var konditionerne.

Omvendt set kan jeg også garantere for, at når jeg næste gang skal være vært for mine spanske venner i enten Tjekkiet eller et andet land, vil jeg forud for jagten sikre mig, at vi i forhold til afskydning af bukke ikke henvises til ”arbejdsjagt” endnu en gang. Hvis du forstår …