Atlinganden er den danske andefugl, som trækker længst væk fra de hjemlige breddegrader i vinterperioden
Atlinganden – en langtrejsende trækfugl
Af Redaktionen
Atlinganden (Anas querquedula) er en svømmeand, som er omkring 39 centimeter lang, og har et vingefang på mellem 63 og 69 centimeter. Det vil sige, at den faktisk kun er lidt større end den mindste af vore ænder, nemlig krikanden.
Hannen er let genkendelig på en hvid stribe hen over øjet, som fortsætter ned ad nakken. Hunnen er helt brun, og minder meget om krikandens hun, men atlinganden mangler det grønne vingespejl.
Atlingandens udbredelse
Atlinganden findes i det tempererede bælte der strækker sig fra Vesteuropa til Stillehavet. Danmark ligger tæt på den nordlige grænse for udbredelsen, og den forekommer derfor kun som fåtallig ynglefugl spredt over hele landet.
Da der ikke findes mange atlingænder nord for Danmark, besøges landet heller ikke af så mange trækgæster, som det er tilfældet ved mange af de andre andearter.
I efteråret trækker de danske atlingænder langt syd på, helt ned til syd for Sahara.
Atlingandens levevis
I Danmark findes atlinganden i lavvandede søer og moser, gerne næringsrige og omgivet af vådområder, samt på strandenge.
De lever både af animalsk føde som vandinsekter og deres larver, små krebsdyr og snegle samt planteføde som vandplanter og frø.
Sådan er arten beskyttet
Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II
Bonn-konventionens liste II
Bern-konventionens liste III
Fredet – uden for jagttid
Jagttid
Hvad kan hjælpe atlinganden?
Mange moseområder er enten blevet drænede, eller er groet til med træer og buske.
Naturgenopretning i sådanne områder vil kunne sikre flere egnede ynglesteder for atlinganden. Fjernelse af vedplanter og hævning af vandstanden er også mulige tiltag.
Kilde: Miljøstyrelsen
Læs mere om andejagt på netnatur.dk/ANDEJAGT
