Først på en rejse til Sydamerika fik Henning Kørvel af sin rejsefælle bekræftet sin længe nærede mistanke om, at han 20 år tidligere var blevet ”tørret bag ørerne” af en jagtudlejer
Jeg havde påtaget mig at sætte skytterne af ved en stor remise, der var som skabt til fasaner. Og jeg så derfor frem til, at den ene fugl efter den anden ville komme susende ud over skyttekæden i god højde, efter jeg med et råb til lederen af jagtherrekonsortiet, der ledede drevet, havde tilkendegivet, at skytterne var ”sat af”, og drevet kunne indledes.
Men jeg må blankt erkende, at eftersom det var første gang i den sæson, der skulle skydes fasaner fra omhandlende remise, undrede det mig såre, at der fandtes fodaftryk og aftryk af hundepoter i den harvede jord på den rute, hvor jeg satte skytterne af.
Den danske jæger og jagtbogsforfatter Henning Kørvel erfarer, at der er svindlet med en fasanjagt, som han har lejet
Jeg stødte endda på friske patronhylstre, der i forening med fod- og poteaftrykkene i jorden uvægerligt gav næring til mistanken om, at her allerede havde været drevet jagt.
– Nej, det kunne selvfølgelig ikke være tilfældet, trøstede jeg mig med. For det ville jo være lig bedrageri over for os konsortiemedlemmer, eftersom vi finansierede udsætningen af fasaner på stedet i dyre domme, og de kontraktligt var øremærket til et vist antal jagter til os og ingen andre.
Jeg slog mig derfor i første omgang til tåls med, at der måtte være en anden, plausibel forklaring på fodaftryk, aftryk af hundepoter og patronhylstre ved remisen. Men hvilken?
I skyttekæden fulgte vi spændt drevets fremrykning. Men da det var nået halvvejs igennem remisen, vendte mistanken om, at der allerede havde været afviklet en jagt på stedet, tilbage med fornyet kraft.
Ikke en eneste fugl havde nemlig endnu svunget sig på vingerne.
Først lige efter, driverne havde passeret midten af remisen, lettede en enkelt fasankok. Konsortielederen nærmest skreg ”tiro hane”, men om det var derfor, kokken steg for at vinde højde for at redde skindet, før den nåede ud over skyttekæden, ved jeg ikke. Blot er det evident, at den faldt for et velrettet skud – det eneste, der blev afgivet i såten, hvor der på den første jagt året forinden var blevet skudt over fyrre fugle.
Nået igennem remisen råbte konsortielederen så højt, han formåede, at ”fuglene desværre ikke var hjemme i dag”, men det var unægtelig en unødvendig serviceoplysning, for det vidste vi, der havde dannet skyttekæde jo allerede alt om.
Da selskabet kort efter samledes for enden af remisen, gjorde jeg konsortielederen opmærksom på, at der rundt om den fandtes fodaftryk og aftryk af hundepoter, og jeg tillige havde fundet friske patronhylstre, som – i sammenhæng med, at der i remisen kun var én fasankok hjemme – mere end antydede, at der allerede havde været afviklet jagt på stedet. Han nægtede pure og hævdede, at patronhylstre og fod- og poteaftryk stammede fra, at han for et par dage siden havde skudt ”rovtøj” på stedet. Hvilket, konkretiserede han ikke.
Jeg protesterede og gjorde gældende, at hvis han havde skudt rovtøj, dvs. krage, skade, ræv eller husmår, så ville han kun have brugt én, maksimum to patroner, men ikke syv-otte stykker, for det var det antal hylstre, jeg samlede op og stak i lommen.
Jeg gjorde endvidere gældende, at hvis han havde færdedes i marken alene den pågældende dag, så skulle der kun have været ét sæt fodaftryk og ikke aftryk fra flere forskellige jagtstøvler.
Han prøvede igen at joke sig ud af klemmen. Det kan også godt være, at han selv troede på, det virkede, men min mistanke om ”snyd på vægten” forblev dog intakt.
Ovenstående udspillede sig for godt 20 år siden på et sjællandsk godsrevir, lejet af den pågældende person, der på kontrakt så solgte et antal fuglejagter til et af ham fastsat antal jægere.
Antallet af fugle, der skulle udsættes, fremgik af kontrakten, men da der var tale om et jagtherrekonsortium, hvor han var enerådende, og jagtdeltagerne uden medindflydelse, så blev ingen af os betalende ”konsortiemedlemmer” inviteret til at overvære udsætningen af fasaner for at få vished for, at der nu også blev udsat det antal, der var indgået kontraktlig aftale om.
Vedkommende havde altså – hvis det var det, han ønskede – gode muligheder for at fifle med antallet. Min tilgang til vedkommende var den, at jeg nogle år forinden havde lavet et interview med ham til et tidsskrift. Og da jeg senere kom til at mangle efterårsjagt, fordi jeg havde bukkejagt andetsteds, og havde fået kendskab til, at han arrangerede efterårsjagt, ringede jeg til ham og blev inviteret til en fasanjagt, der var en super god oplevelse med mange, velflyvende fugle i såterne.
Året efter gik jeg så med i arrangementet, men da jeg ikke syntes, det var helt så vellykket som året før, fordi der ikke var fugle nok i såterne til det antal jagter, det bestod af, så besluttede jeg mig for, at jeg ville give det én sæson mere.
Hvis den gik på samme måde som den første, så var min holdning klar, idet jeg så ville stoppe og bruge pengene et andet sted, hvor jeg fik mere for dem.
Oplevelsen i indledningen af denne historie er fra mit andet år på stedet, som også blev mit sidste. Jeg ville ikke betale flere penge for at være til grin.
Efter jeg havde forladt stedet, indvilgede en jagtkammerat (håndværker) i at udføre noget arbejde i konsortielederens hus. Det var aftalt, at betalingen for hans arbejde, der var ret omfattende og krævede et stort timeforbrug, skulle være deltagelse i fasan- og andejagt.
Men efter jagtkammeratens udsagn var der så få fugle i såterne, at han efter deltagelse i et par jagter gjorde det klart over for konsortielederen, at han ikke havde lyst til at deltage i resten af jagterne, fordi der efter hans opfattelse ikke var noget at komme efter, hvilket faldt godt i tråd med det indtryk, jeg selv havde fået af jagten på stedet i de to sæsoner forinden.
Jeg gjorde ikke mere ved sagen efter at have kvittet det pågældende jagtarrangement … havde lidt røde ører over at være blevet taget ved næsen af en plattenslager og betragtede den derfor som en dyrekøbt oplevelse, der har givet mig en erfaring i, hvordan jagtudlejning åbenbart også kan drives.
Jeg havde dog aldrig fået min mistanke om fifleri bekræftet, men det fik jeg 20 år senere under ande- og gåsejagt i Argentina sammen med en bekendt, som jeg havde kendskab til, kendte omhandlende jagtudlejer godt.
Da jeg havde fortalt ham om min mistanke, at vedkommende ”solgte” de samme fugle til to forskellige hold jægere, og dette måtte være forklaringen på, at såterne var tynde, når det hold jeg var på, skulle på jagt, indrømmede han uden den mindste tøven, at han som gæst hos konsortielederen ofte havde været med til at skyde ”vores” fasaner på en dag midt i ugen forud for, at vi der havde betalt gildet, skulle på jagt om søndagen. Jeg blev ikke lamslået. Mistanken havde jo naget i årevis.
Nu blev den blot bekræftet. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle rejse til Sydamerika, før det skete. Men selv om jeg fik bekræftelsen oversøisk, og jeg skulle vente så lang tid på den, er jeg alligevel godt tilfreds med at have fået lukket den sag.
