Ærkehertug Franz Ferdinand er mest kendt for sin rolle forud for første verdenskrig, men også som jæger, har han efterladt dybe spor i historiebøgerne
Den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand var en lidenskabelig jæger og dygtig militærperson. Før han og hans hustru, Sophie, blev dræbt ved et attentat i Sarajevo i 1914, der senere udløste Første Verdenskrig, havde han nedlagt 274.899 stykker vildt. Fra 100.000 af disse tog han trofæer, som hænger på slottet Konopiste i Tjekkiet. Hans onkel, kejser Franz Joseph I, der selv havde nedlagt 48.000 stykker vildt, mente, at nevøens jagt var ”massemord”. Franz Ferdinands trofæsamling består stadig og kan i dag ses på Konopiste.
Jagthistorisk artikel: Henning Kørvel
I sit relativt korte liv gjorde han en bemærkelsesværdig karriere inden for henholdsvis militæret og i jagtens verden.
Som ni-årig begyndte ærkehertug Franz Ferdinand, der også kendes som Ferdinand d’Este (18. december 1863 – 28. juni 1914), som i 1896 blev tronfølger til det østrigske-ungarske imperium efter sin onkel, kejser Franz Joseph I (18. august 1830 – 21. november 1916), at gå på jagt, og han må have haft store evner for det, for i år 1900 blev han anset for at være verdens bedste haglskytte.
Sin militære karriere indledte han som 12-årig. Som 27-årig blev han oberst, og i en alder af 31 år blev han generalmajor, før han i 1913 blev generalinspektør for den østrigske-ungarske hær.
Han blev betragtet som en dygtig militærperson, og selv om hans kongelige aner i den Habsburgske slægt var ham til hjælp, synes der ikke at være grund til at betvivle hans militære kompetencer. Han blev tilmed uhyre velhavende.
Ærkehertug Franz Ferdinand (Ferdinand d’Este) havde en meget sammensat natur, og han elskede at gå på jagt.
I 1914 blev han inviteret til Serbien for at overvære en militærmanøvre, og selv om han var blevet advaret om, at det kunne blive farligt, tog han 28. juni herefter alligevel på en køretur i åben bil i Sarajevo sammen med sin kone, Sophie, hvorunder de begge blev snigmyrdet af den 19-årige Gavrilo Princip fra organisationen Sorte Hånd, der kæmpede for Serbiens befrielse fra Østrig-Ungarn.
Mordet fik fatale følger, fordi Østrig-Ungarns en måned senere erklærede krig imod Serbien, hvilket medførte eskaleringer imellem verdensmagterne og deres allierede og udløste Første Verdenskrig, der kostede ni millioner soldater og syv millioner civile livet.
Slottet Konopiste i Tjekkiet, som det ser ud i dag. Ærkehertugen købte det i 1887 og byggede det om og installerede moderne bekvemmeligheder.
Onklen: Det er massemord!
Franz Ferdinand var blevet tronarving til det østrig-ungarske Imperium efter sin onkel, Kejser Franz Joseph I, da først hans ældre bror, Rudolph døde i 1889 og dernæst hans far, ærkehertug Karl Ludvig (1838-1896) fulgte efter i 1896
Franz Ferdinand var en dedikeret jæger, og fordi han livet igennem førte jagtjournaler, vides det med sikkerhed, at han frem sin død i 1914 nedlagde 274.899 stykker vildt.
Han jagede både med haglbøsse og riffel, og ud af de 274.899 stykker nedlagt vildt tog han trofæer fra 100.000, som hænger på slottet Konopiste syd for Prag i Tjekkiet. Han købte slottet i 1887 og ombyggede det totalt.
Til sammenligning skød hans onkel, kejser Franz Joseph I 48.000 stykker vildt. Selv om det er et højt antal, havde onklen et ambivalent forhold til sin nevøs jagttilgang, som han mente, var ”fjollet og ineffektiv”. Og han betragtede Franz Ferdinans masseafskydning af navnlig fasaner, agerhøns og harer som ”massemord”.
Ærkehertug Franz Ferdinand med sin hustru, Sophie. Fordi hendes slægt, Hohenberg ikke var fin nok til hans slægt, blev hun ikke kongelig, og parrets børn kunne ikke blive tronfølgere.
Selv havde Franz Ferdinand også et anspændt forhold til onklen. En af onklens tjenere skriver således i sine memoirer, at når Franz Ferdinand og onklen mødtes, så ”rasede torden og lyn altid”, når de havde diskussioner. Franz Ferdinand blev tillagt at lide af ”kolerisk konservatisme”.
Flere adelige og kongelige jægere i 1800- og 1900-tallet præsterede i lighed med Franz Ferdinand store afskydningstal på fuglejagter, men ingen europæisk jæger overgik Lord Ripon fra Yorkshire (1852-1923), der skød 556.813 stykker vildt. Han skød på en dag 575 ryper og en anden dag 116 fasaner på 10 minutter.
Dette foto må givetvis vise ærkehertugen på fasanjagt. Som det ses, har han fire haglbøsser til rådighed, og de ser kortløbede ud.
Ærkehertug Franz Ferdinands personlige rekord var 2.140 stykker vildt på en dag. Han blev naturligvis ”båret på hænder” og havde hjælpere til at lade sine haglbøsser, registrere det skudte vildt og til at apportere det.
Givet er det desuden, at han altid fik den bedste post: Kongeposten, men uden at være en god skytte opnåede han ikke så høje afskydningstal. På fotos fra fasanjagter ses det, at han havde tre-fire ladere til rådighed, og han altså på skift skød med fire haglbøsser.
Alene i 1911 skød han 18.799 stykker vildt. Størsteparten var fasaner og agerhøns, der blev opdrættet og udsat til jagt for østrigske adelige og kongelige personer, herunder på Konopiste, der i dag driver kommercielt jagtvæsen.
Mit smukkeste jagtminde
Jagt var også stærkt inde i billedet, da Franz Ferdinand i 1892 med det kejserlige skib, Kaiserin Elizabeth, sejlede ud på sin uddannelsesrejse til Ceylon, Indien, Nepal, Australien, Nordamerika, Canada, Ny Guinea, Salomonøerne, Hong Kong og Japan.
Hans dagbog kortlægger ikke blot de diplomatiske op- og nedture på rejsen, men også de” larmende fejringer” af dem. Dagbogen beskriver endvidere hans jagter som varige beviser på hans dedikerede hobby.
På Ceylon fik ærkehertugen skudt elefant, men den er ikke nogen stor trofæelefant med mega stødtænder. Kropsstørrelsen er også beskeden og indikerer, at dyret er ungt.
På Ceylon formåede han i første omgang ikke at skyde en elefant, men kun at såre en sådan, og det glædede ham derfor at erfare, at den sårede elefant var blevet spottet dagen efter, han havde skudt til den, og han forfulgte den på ny, men igen undslap den. I frustration over det skød han et stort firben, og han og ledsagerne ”druknede det uinspirerede drab i spiritus til langt ud på natten og beklagede, at jægerens forbandelse havde ramt dem”.
Dagen derpå lykkedes det for ham at skyde ikke blot én, men to elefanter, og senere samme dag skød han aber og fugle.
Da han ankom til Indien, blev han glad, da han erfarede at den elefant, som havde anskudt i Ceylon, var fundet forendt. I Indien havde han større held med sig, og listen over byttedyr var lang, da han begyndte at jage tiger, men nem var tigerjagt ikke, og han mente, at det manglende held skyldtes de indfødtes sløvhed og upålidelighed, selv om han dog fandt den lokale gæstfrihed forfriskende. Da han omsider skød og dræbte en tiger, blev han overvældet af glæde og beskrev det sådan:
”Mit smukkeste jagtminde, og jeg takker Sankt Hubertus for den vellykkede jagt”.
I Indien skød Franz Ferdinand blandt andet en tiger. Let var jagten ikke, og han mente, at det skyldtes de indfødtes tilgang til jagten.
Udover at jage svælgede han på rejsen i museer, botaniske og zoologiske samlinger, og han begyndte at indsamle levende dyr, som han skulle have med sig hjem. I Darjeeling så han junglen brænde for at gøre plads til te-dyrkning. Hans kommentar lød sådan ”Træerne vil hævne sig menneskene”.
Jeg kan ikke forbydes jagt noget sted!
Da Franz Ferdinand og hans følge nåede til Nepal, var jagt på tigre det eneste, som de tænkte på. Og her havde han heldet med sig, idet både de store katte, elefanter og ørne blev taget som jagttrofæer, og Australien var et sandt overflødighedshorn, hvor han skød emuer og kænguruer. En koala og dens unge blev også jagtbytte for den jagtglade ærkehertug.
I Japan fik han ikke brug for hverken rifler eller haglbøsser, fordi han ankom til det asiatiske land uden for jagtsæsonen. I stedet for nød han Japans turistattraktioner og mødte honoratiores. Han fik lavet en stor tatovering, ”som jeg nok kommer til at fortryde”, skrev han.
I Canada var han på grizzlyjagt, men en hunbjørn og dens unge undslap, og ærkehertugen måtte modstræbende erkende sit nederlag.
Da han ankom til Yellowstone Nationalpark, blev han opstemt over stedets vildtrigdom, men det blev vendt til magtesløshed, fordi han ikke kunne skyde noget her, da jagt var forbudt. Da han mødte nogle tyske jægere på vej til filmoptagelse i nationalparken, opdagede han, at deres rifler var forseglede, så der ikke kunne skydes med dem.
Fast besluttet på at tage et bytte i Yellowstone Nationalpark slog han og hans ledsagere et stinkdyr ihjel. De angreb også pindsvin og egern, og det hele er beskrevet med frydefuld morskab. Franz Ferdinand var glad for, at han fik hævn over myndighederne, og han følte sig overbevist om, at han – tronfølgeren til den østrig-ungarske trone – ikke kunne forbydes at jage noget sted.
Med skibets lastrum fyldt med jagttrofæer og levende dyr begyndte hjemrejsen til Europa i oktober 1893.
Udsnit af samlingen af rustninger på Konopiste, der skal være Europas største og den tredjestørste på verdensplan.
I 1913 besøgte Franz Ferdinand og Sophie George V og dronning Mary i England. Parret boede på Windsor Castle, og han var på fasanjagt på Welbeck Abbey i North Nottinghampshire.
Hvilken slags menneske var Franz Ferdinand? Michael Freund, tysk politolog og historiker, beskrev ham som en person af uinspireret energi, mørk i sind og følelser, der udstrålede en aura af fremmedhed og præget af vold og hensynsløshed.
Den østrigske forfatter, Karl Kraus beskrev ærkehertugen som en person, der ikke ville hilse på dig. Han følte ingen trang til at række ud efter den uudforskede region, som wienerne kalder deres hjerte.
Ved en nedlagt kapital kronhjort poserer Franz Ferdinand og hans hustru, Sophie, her med børnene Sophie (yderst til venstre) og sønnerne, Maximilian, hertug af Hohenberg og prins Ernst af Hohenberg.
I 1921 blev Konopiste tjekkisk ejendom, men slottet forblev et minde over Franz Ferdinand og hans familie. På slottet, som Franz Ferdinand fik udstyret med elektrisk lys, elevatorer og varmt og koldt vand på badeværelserne, der var luksus først i 1900-tallet, opbevares udover hans mange jagttrofæer hans samling af våben og rustninger, som skal være den tredjestørste af sin art i verden. Og den kugle, der i 1914 kostede ham livet, udstilles også her, samt hans mange antikviteter.
Der er trængsel på trofægangen på Konopiste, men en række andre jagttrofæer hænger i andre rum på slottet.
Under Anden Verdenskrig blev Konopiste hovedkvarter for tyske SS-enheder. Efter krigen førte tjekkerne slottet tilbage til dets oprindelige udseende, så det i det væsentlige i dag fremstår som på ærkehertugens tid. Slottet administreres i dag af National Heritage Institute, Prag, og i bjørnegruben – Bearrarium – ved indgangen til slottet, findes den sjældne asiatiske sortbjørn.
Snigmordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo 28. juni 1914, der senere udløste Første Verdenskrig.
