Er der luft i økonomien til at bevare Afrikas vilde dyr, for udfordringen er, at det skal afbalanceres med afrikaneres socioøkonomiske krav?
Bevarelse i Afrika står ved en skillevej
Tekst: Herning Kørvel
Hver verdensdel har sine problemer. Overordnet udfordrer klimaforandringer verdenssamfundet, og i Europa trues freden på grund af Ruslands krig imod Ukraine, og i Sydøstasien rasler Kina med sablen over for Taiwan, mens sorte afrikanere migrerer i tusindvis til Europa, og mexicanere og andre folkeslag i Sydamerika vælter ind over grænsen til USA. Behovet for finansiering er mega, og det er svært at se, hvordan der skal kunne blive luft i økonomien til andre livsvigtige opgaver som at bevare Afrikas vilde dyr, for udfordringen er, at det skal afbalanceres med afrikaneres socioøkonomiske krav.
Udmeldingen fra Botswanas præsident, H.E. Mokgweetsi Masisi, om potential eksport af elefanter til Tyskland har ifølge Conservation Frontline antændt en længe ventet debat, som verden hidtil har undgået alt for længe.
Uanset om hans udmelding er blevet opfattet positivt eller negativt, tjener den som en skarp præsentation af realiteterne i mange afrikanske lande, der kæmper med bevaringsudfordringer i monumental skala.
Sagens kerne ligger i et grundlæggende spørgsmål:
Hvordan kan afrikanske nationer effektivt afbalancere bevarelsen af deres uvurderlige naturarv med deres befolkningers socioøkonomiske krav?
Spørgsmålet rækker langt ud over nogle få elefanters skæbne. Det indkapsler den bredere kamp for at navigere i den indviklede sammenhæng imellem bevarelse af dyreliv, bæredygtig udvikling og globalt ansvar.
I årtier har afrikanske nationer kæmpet med den komplekse opgave at beskytte deres rige biodiversitet midt i presserende socioøkonomiske behov. Bevarelsen af ikoniske arter som elefanter er blevet symbolsk for denne udfordring, der symboliserer kontinentets naturlige pragt og vedvarende bevaringsdilemmaer.
Står ved skillevejen
Midt i utallige kompleksiteter dukker en kritisk sandhed op. Afrikansk bevarelse står ved en skillevej, og tiden for ærlig dialog og proaktive løsninger er nu. Præsident Masisis bemærkninger katalyserer en tiltrængt samtale, der overskrider politiske skel, og konfronterer de barske realiteter ved bevarelse af dyrelivet.
I dialogen er det bydende nødvendigt at anerkende den mangesidede karakter af Afrikas bevaringslandskab. Mens kontinentet kan prale af nogle af verdens mest berømte beskyttede områder og bevaringsinitiativer, kæmper det også med systemiske udfordringer med at afbalancere befolkningstilvækst, fødevaresikkerhed, energi, økonomisk infrastruktur og urbanisering.
Disse spørgsmål understreger det presserende behov for innovative, kontekstspecifikke tilgange, der prioriterer økosystemernes bæredygtighed og vores økonomiske vækst. Disse spørgsmål kan ligeså godt bestemme den plads, der er tilbage til vildmark.
Præsident Masisis udmelding understreger den globale indbyrdes forbundethed i bevaringsindsatsen. Bevarelse af vilde dyr og planter er ikke udelukkende de afrikanske landes ansvar.
Det er en fælles bestræbelse, der kræver kollektiv handling og samarbejde på tværs af grænser. Da verden kæmper med presserende miljømæssige udfordringer som klimaændringer og tab af biodiversitet, antager bevarelse af Afrikas dyrelivsarv øget betydning som en global nødvendighed.
I erkendelse af den brede vifte af synspunkter blandt interessenter er det afgørende at deltage i denne diskussion med en omfattende forståelse af videnskabelig støttede bevaringsstrategier, der understøtter bæredygtig økonomisk udvikling.
For effektivt at forfølge bevaringsmål skal vi derfor sikre, at vores værktøjskasse indeholder alle nødvendige værktøjer og anvende dem med omtanke.
En bevaringsspecialist understreger den centrale rolle, som ordentligt regulerede jagtinitiativer, der styres af videnskabelige principper og strenge standarder, spiller med hensyn til at styrke bevarelsen og forvaltningen af arter og bevare habitatets integritet.
Det er vigtigt at anerkende den kulturelle betydning af bevarelse i mange afrikanske samfund og respektere afrikanske nationers suveræne rettigheder til at forvalte deres dyrelivsressourcer i overensstemmelse med deres kulturelle værdier og udviklingsprioriteter. Mens etiske overvejelser fortsat er afgørende, er det bydende nødvendigt at opretholde afrikanske regeringers autonomi og støtte deres bestræbelser på at afbalancere bevaringskrav med socioøkonomiske realiteter og videnskab.
Det primære ansvar for at beskytte det afrikanske dyreliv ligger hos det afrikanske folk selv som vogtere, mens fordelene ved afrikansk dyreliv er globale.
Denne problemstilling fremhæver den gåde, som de fleste ledere i afrikanske lande står over for, og afslører nogle spørgsmål, som alle har brug for svar på såsom:
Hvad er den bevaringsvision for Afrikas dyreliv og vilde lande, der er afgørende for landbrug, græsarealer til husdyr, energi til industrier, vand, ren luft osv.?
Hvordan engagerer vi os med virksomhedsledere og statsoverhoveder og gør bevarelse til en økonomisk og national politisk prioritet? Hvordan får vi almindelige afrikanere – især ungdommen, der udgør 60% af Afrikas befolkning – til at træde op og give udtryk for deres interesser i at bevare dyreliv og vilde lande?
Bevarelse udfordrer andre aspekter
Hvordan får vi afrikanske regeringer til at omfavne bevarelse – ikke kun som turistindtægter, men også for at løfte landdistrikterne, skabe lønnet beskæftigelse og diversificere økonomien?
Vigtigst af alt, hvordan accepterer vi undgåelige afvejninger af bevarelse og udvikling?
Det presserende behov for et radikalt skift i, hvordan samfund verden over værdsætter og finansierer bevaringsindsats, understreges.
Bevarelse kræver økonomiske ressourcer. Indtil videre ser det ud til, at afrikanere har outsourcet ansvaret for bevarelse til det globale samfund. Afrikas proaktive holdning til at udvikle sine egne finansieringsstrømme til bevarelse af biodiversitet er central for denne bestræbelse. I erkendelse af begrænsningerne i eksterne ressourcer – ofte uforudsigelige og utilstrækkelige – bør Afrika føre an i paradigmeskiftet, hvor ekstern finansiering supplerer snarere end erstatter internt genererede ressourcer.
En anden stor udfordring ligger imidlertid i at øge dyrelivets iboende værdi. Hvordan kan nationalparker værdsættes udover turisme? Hvordan kan skovdække værdiansættes udover tømmer? Hvordan kan vådområder værdsættes mere for deres økologiske systemer end vandveje? Hvordan ser vi på vådområder til deres økonomiske formål og ikke kun som ødemarker?
Hvordan kan arter som leoparder og løver værdsættes mere end husdyr som geder og kyllinger?
Hvis vi ikke imødegår denne udfordring, bringer det dyrelivet i fare, hvilket bringer deres sikkerhed og overlevelse i fare. Dette tvinger os til at overveje drastiske foranstaltninger, der tilpasser vores økonomiske ambitioner til bevarelsen af biodiversiteten. Alternativt styrer det os fra at udvikle først og bevare senere, der sigter imod at forhindre de skadelige konsekvenser af udvikling, der observeres i Europa, Nordamerika og Asien.
I sidste ende udgør det dilemma, der blev udløst af Masisis bemærkninger, en mulighed, der opfordrer til handling for alle interessenter, der er investeret i fremtiden for afrikansk bevarelse. Det opfordrer os til at konfrontere ubehagelige sandheder, engagere os i konstruktiv dialog og skabe innovative løsninger, der opretholder Afrikas naturarvs iboende værdi samtidig med, at befolkningens velfærd fremmes. Dernæst ærer vi ikke kun de majestætiske elefanter i Botswana, men også nogle af den bevaringsånd, der forener os alle.
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker.
Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhol
