I forårsperioden og om efteråret kan man opleve den blå kærhøg i Danmark, når den lavtflyvende afsøger jorden i jagten efter mus

Blå kærhøg – portræt af en lavtgående musejæger

Af Redaktionen

Den blå kærhøg (Circus cyaneus) er lidt mindre end musvågen, men den har en helt anden adfærd end denne. Den ses næsten altid i konstant bevægelse flyvende lavt over terrænet i sin søgen efter smågnavere eller småfugle.

Hanner kan overfladisk betragtet ligne en måge med den lyse fjerdragt med sorte vingespidser. Ved nærmere undersøgelse fremgår det dog, at den faktisk har lidt mørkere blågrå hoved og hals. Hunner og ungfugle er brunlige fugle med en karakteristisk hvid overgump.

Den blå kærhøg minder i øvrigt meget om sin nære slægtning, hedehøgen, men er en smule kraftigere bygget og virker mere kort- og bredvinget end denne. I vinterhalvåret er det kun den blå kærhøg, der ses i Danmark.

Levesteder

Arten yngler i Europa, det nordlige Rusland samt i Nordamerika. Inden for Europas grænser yngler den primært i de nordlige og sydvestlige dele af kontinentet. Flest yngler i Nordskandinavien samt Frankrig, Spanien og de Britiske Øer.

I Danmark har arten ynglet i det sydlige og vestlige Sønderjylland, primært i store eng- og moseområder med begrænset menneskelig aktivitet. I disse områder yngler den gerne i rørskove.

Den blå kærhøg er en ret almindelig trækfugl i Danmark i marts-maj og igen i august-november. Desuden er arten en fåtallig, men ret udbredt vintergæst, der optræder i det meste af landet.

Blå kærhøgs fødevalg

Blå kærhøg lever mest af gnavere, primært mus, men artens kompakte, lidt høgeagtige kropsbygning sætter den også i stand til at fange småfugle.

Bestandsudvikling

Den blå kærhøg har altid været en meget sjælden ynglefugl i Danmark. I løbet af 1900-tallet er der dokumenteret uregelmæssige ynglefund og -forsøg på en håndfuld lokaliteter i Syd- og Vestjylland.

I starten af 1990’erne var der tegn på en egentlig indvandring, da en mindre bestand på omkring 5 par etablerede sig i det sydlige Jylland. Men formodentlig på grund af forstyrrelser og ægsamling mistede arten hurtigt grebet og har siden kun ynglet med i størrelsesordnen 0-2 par.

Siden har den blå kærhøg desværre kun ynglet meget uregelmæssigt og ikke engang årligt.

Fakta om den blå kærhøg

Vingefang: 100-120 cm
Længde: 47 cm
Vægt han: 300-400 g
Vægt hun: 400-700 g
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 4-6 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 29-31 dage
Ungetid: 35-42 dage

Kilde: dof.dk

LÆS mere om FUGLE

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version