Brakvandsaborrens hemmelighed klarlagt i nyt studie

Aborren er udbredt i brakvand

Aborren er egentligt en ferskvandsfisk, men den har også stor udbredelse i den danske del af Østersøen, herunder i den vestlige Østersø. Her lever der aborrer fra Københavns Havn i nord ned langs Køge Bugt, bl.a. bestanden i Store Vejle Å, som indgår i den nye undersøgelse, og rundt langs den sydsjællandske kyst. Også omkring Møn og ved Lolland-Falsters kyster finder man mange brakvandsaborrer, eksempelvis i Guldborgsund.

Saltholdigheden i den vestlige Østersø kan svinge betragteligt. Når stærk blæst fra nordvest skubber havvandet fra Kattegat ind i Østersøen, bliver saltholdigheden så høj, at det burde være dødeligt for aborrer, som man sommer tider ser det hos gedderne i området – man siger, de bliver ”saltslåede”. Men aborrerne klarer sig oftest gennem perioder med højt saltindhold, og det har længe undret forskerne.

Brakvandsaborrer har en særlig fysiologi

Det nye studie viser, at den høje salttolerance hos brakvandsaborrer skyldes en fysiologisk evne til at holde salt- og vandbalance stabil i vand med høje saltholdigheder.

Det er en evne, som aborrer fra ferskvand ikke har. Som hos mennesker er en fisks salt- og vandbalance afgørende for, at kroppens organer fungerer korrekt. Den fysiologiske tilpasning hos brakvandsaborrerne er derfor det, der gør, at aborrer fra brakvand kan overleve i vand med højt saltindhold.

Aborren er ikke kun en ferskvandsfisk

De nye forskningsresultater viser, at aborren ikke kun skal betragtes som en ferskvandsfisk, men til dels også som en fisk, der særligt kan tilpasse sig livet i brakvand, hvilket gør den i stand til både at overleve perioder med saltvandsindstrømning og at udnytte opvækstområder i brakvand, som ellers ville være utilgængelige.

Aborrer vandrer normalt ind i ferskvand for at gyde, men gydning i brakvand kan forekomme. En undersøgelse fra 2012 fandt, at aborrer kan gyde i det brakke vand i Ishøj Havn.

Sårbar bestand

Andre studier har vist, at brakvandsaborrer i den vestlige Østersø er genetisk forskellige fra aborrer i ferskvand på trods af, at disse populationer nogle gange lever ganske tæt på hinanden geografisk. 

Det viser, at brak- og ferskvandspopulationerne sjældent blander sig, heller ikke når de gyder. Det kan skyldes, at aborrer fra ferskvand ikke tåler lige så høje saltholdigheder som aborrer fra brakvand, men kan også være forårsaget af, at de er fysisk adskilt.

Det har den konsekvens, at hvis en population af brakvandsaborrer af den ene eller den anden grund kollapser, kan bestanden sandsynligvis ikke genskabes med fisk fra nærliggende ferskvandsbestande. Der skal formentlig ske en genindvandring fra en anden brakvandsbestand, eller man skal vente rigtig mange år på, at tilpasningen til saltvand opstår igen.

Statistikken over fiskernes landinger af aborrer fra den vestlige Østersø viser, at bestandene af brakvandsaborre svinger meget i størrelse over årene, og at de i øvrigt er på tilbagegang i Østersøen generelt, dog ikke så tydeligt i den vestlig Østersø. Forhold som forringet miljøtilstand, spærring af adgang til gydeområder, fiskeri, øget prædation fra skarv og lignende kan begrænse bestandenes nuværende størrelse. Den viden kan sammen med den nye viden om de unikke brakvandsaborrer anvendes i forvaltningen af bestanden.