Bramgåsen er én af de største fugle-succeshistorier i de senere årtier. Omkring 1970 talte den nordrussiske bestand kun 40-50.000 fugle, men mod slutningen af 80’erne slog en markant fremgang igennem. Bestanden er nu mere end 20-doblet

Af Redaktionen

I vinteren 2014-15 blev den russisk-baltiske bestand af bramgæs (Branta leucopsis) skønnet til et imponerende antal – nemlig 1.200.000 bramgæs.

Fremgangen skyldes bl.a., at bramgåsen siden 1972 har været fredet i sine overvintringsområder.

Mildere vintre, der generelt byder på mere føde for gæssene, betyder, at denne fremgang formentligt vil fortsætte.

De nordøstlige ynglepladser er blevet bedre. Der bliver ikke som tidligere øvet massiv rovdrift mod gæssene, mens de ruger.

Tidligere forekom bramgåsen kun som trækfugl i Danmark, men siden 1992 har den også været her i landet som en ynglefugl, og bestanden er i stigning.

Den yngler især på Saltholm, på Bornholm og i Sønderjylland.

På vej til vinterkvarteret i Holland raster en stor del af fuglene især ved Vadehavet, i Vestjylland og ved Møn. Et stigende antal bliver nu i Danmark for at overvintre, formentlig på grund af de milde vinterperioder.

Mere end 100 par yngler her i landet.

Bramgåsens levevis

Bramgås er tilknyttet strandenge og kulturgræsarealer. Her lever arten især af græsser, men grønne skud på vintersæd udgør også en del af fødegrundlaget.

For at et område er egnet som yngle- og rastested for bramgås, skal vegetationen være lav, og der skal være mulighed for, at reden kan placeres, hvor ræve ikke kan nå frem til den, eksempelvis på små øer.

For at sikre ynglesucces er det også vigtigt, at redeområdet er uforstyrret.

Hvad kan hjælpe bramgåsen?

Græsning eller høslæt på fødesøgningsarealerne kan medvirke til at sikre det lavtvoksende vegetationsdække, som gør et område særligt egnet for fouragerende bramgæs.

Man kan også hjælpe arten ved at undlade at færdes i nærheden af reden fra midten af marts til slutningen af maj.

Store sammenhængende arealer med strandeng eller kulturgræsareal gør et område egnet som rasteområde for trækkende bramgæs.

Kilde: Miljøstyrelsen


FØLG FUGLEAPP PÅ FACEBOOK
Gå ind på Netnatur eller FugleApp’s facebook side, tryk på knappen “Følger” og marker punktet “Se først”.
Så sikrer du dig, at du får alle nyheder.

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version