Bestået buejagtprøve er en forudsætning for buejagt i Danmark og overvejer man at gå til prøve prøve, bør man være opmærksom på, at Miljøstyrelsen har valgt at offentliggøre aktuelle og vigtige informationer
Miljøstyrelsen d. 20-05-2021
Buejagtprøve: For at måtte gå på buejagt i Danmark skal man have bestået buejagtprøven. Består man buejagtprøven, har man ret til at gå på buejagt i det jagtår buejagtprøven aflægges og i de følgende fem jagtår med den type bue, prøven er bestået med. Miljøstyrelsen varsler buejægere, der skal have fornyet deres buejagtberettigelse 3 måneder inden buejagtberettigelsen udløber.
LÆS OGSÅ: BUEJAGTPRØVEN – SÅDAN FOREGÅR DET
Husk coronapasset: I foråret 2021 er det et krav, at du medbringer gyldigt coronapas, når du skal aflægge buejagtprøve. Hvis du møder op uden, har du spildt et af dine tre prøveforsøg, og du skal betale gebyr igen, når du tilmelder dig næste gang.
Før du kan aflægge en bueprøve, skal du have bestået jagtprøven. Derudover skal du have gennemført det obligatoriske buejagtkursus, efter endt kursus indberetter ens buejagtkursuslærer dette til Miljøstyrelsen. Det er godkendte buejagkursuslærere under Foreningen af Danske Buejægere (FADB), der underviser på det obligatoriske buejagtkursus.
Når din buejagtkursuslærer har indberettet til Miljøstyrelsen, at du har gennemført det obligatoriske buejagtkursus, kan du tilmelde dig en buejagtprøve. Tilmelding til en buejagtprøve foretages ved at indbetale prøvegebyr på 540,00 kr, og derefter kan du tilmelde dig en åben buejagtprøve. Betaling og tilmelding sker på Mit jagttegn under fanen “Prøver”.
Der afholdes buejagtprøver på to tidspunkter af året, og det er som udgangspunkt i april til juni måned og september til oktober måned. Offentliggørelse og aflæggelse af buejagtprøver kan variere for det enkelte prøvedistrikt i Naturstyrelsen.
Du kan finde en kørselsvejledning til prøvestedet for din buejagtprøve på “Mit jagttegn” under fanen ”Prøver”.
LÆS mere om:
Buejagtprøvens indhold
Buejagtprøven består af en skriftlig og en praktisk del.
Den skriftlige prøve består af 20 spørgsmål, der besvares ved afkrydsning. Når den skriftlige prøve er bestået, kan man aflægge den praktiske prøve. Ved den praktiske prøve skal man ramme træfområdet på mindst 5 af 6 vildtfigurer.
Som aspirant er der nogle ting, du skal vide, før du kan gå op til buejagtprøven. Du kan læse mere i “Huskeliste til buejagtprøve” og “Instruks for buejagtprøvesagkyndige” (find begge filer i øverst til højre).
Forlængelse af buejagtberettigelse
Når du har bestået buejagtprøven, har du ret til at gå på buejagt i de følgende 5 jagtår. Buejagtberettigelsen vil fremgå af dit jagttegn i den periode.
3 måneder inden buejagtberettigelsen udløber vil Miljøstyrelsen varsle udløbet, og dermed behovet for aflæggelse af en praktisk prøve, hvis man fortsat ønsker at kunne gå på buejagt. Man vil i en 5-årig periode have mulighed for at aflægge den praktiske buejagtprøve, for på den måde at blive berettiget til buejagt igen.