Bukkejagt bliver næppe bedre end her, mener Henning Kørvel, der her berettet om bukkejagt på Strathmore Estate i Skotland
Bukkejagt på 1. klasse
Tekst og foto: Henning Kørvel
Selv om det er 28. april, og foråret burde have været her, så vælter sneen ned, da Adam og jeg i firetrækkeren kører ud af Glamis ved 18-tiden.
– I det elendige vejr har vi større chancer for at finde en god buk inde i skoven end ude på markerne og heden, siger han, da vi fra hovedvejen uden for landsbyen drejer fra til Hunters Hill, en smuk skov med gamle træer og rododendronkrat.
Skoven er opkaldt efter en stor forhøjning – minibjerg – som er berømt for høje fasaner, og pakket ind i sne fremstår skoven som et julekortmotiv.
Vi spottede en stor buk her i aftes og vil se efter den til fods, men da den ikke lader sig skue, fortsætter vi til Mains of Glamis, hvor jeg i 2015 fravristede en stor guldbuk skalpen og i 2014 skød en ditto bronzemedalje.
Selv om tiltroen til, at råvildt er ude i snevejret, ikke er stor, så skuer vi desuagtet snart tre råer ved et levende hegn, og kort efter spotter Adam langs et andet levende hegn endnu en rå, ledsaget af en bedaget buk.
LÆS OGSÅ:
Landskabet, hvor den buk som landmanden havde klaget over, blev skudt, er en smuk ramme om bukkejagt.
Aldrende finalebuk
Dyrene er godt 300 meter ude, men løber snart op imod os og reducerer derved afstanden mellem dem og os til godt 150 meter.
Vi skynder os ud af bilen. Bukken jager nu rundt efter råen ude på marken, og da den standser, mens råen fortsætter tilbage til hegnet, slipper jeg kuglen, og kort efter er vi i stand til at nærlæse bukken, der er stærkt på retur og op imod 10 år gammel.
I øsende regnvejr skød Henning Kørvel på den sidste outhing denne 10 år gamle returbuk, der trods høj alder jagede efter sin rå på den våde pløjemark.
– Når her kan skydes så gammel en buk, så ved jeg, at det er den rigtige politik kun at skyde 35 trofæbukke pr. år i stedet for 45. Da vi skød 45 trofæbukke om året, havde vi ikke gamle returbukke som denne i reviret, siger Adam bevidst om, at jeg er ligeså henrykt som han for at have sat en kugle til den bedagede buk.
Returbukken var den anden buk, jeg fravristede skalpen den dag og den femte og sidste buk, som jeg nedlagde på denne min tredje bukkevisit på Strathmore Estate, Glamis i Skotland anno 2016.
I morges nedlagde jeg under guidning af Adams kollega, Steven, en fem-seks år gammel five-pointer, som i Danmark betegnes ulige seksender.
Vi udnyttede dog først chancen til en potentiel medaljebuk på en græsmark. Ved at gå en lang omvej langs skoven nåede vi ind på en afstand af cirka 70 meter fra bukken, men for mange buske, grene, tørt græs og ukrudt i kuglebanen gjorde et skud risikabelt, og mens vi overvejede et nyt træk, sprang bukken over vejen, som vi stod på og løb op langs skovkanten på modsatte side og forsvandt ind i skoven. Vi fulgte efter, men så ikke skyggen af bukken igen.
Lige til sølvmedalje
Vi kørte herefter ud til en rapsmark neden for Berry Hellock – et bakkelandskab – som minder om højland.
En landmand her har flere gange klaget over, at råvildt gør skade på vinterrapsen. Mens vi ser ud over rapsen, springer en stor buk over et stengærde nær selve gården, og kropsstørrelsen viser, at bukken er ”mature” og jagtbar.
Close-up af den ti år gamle returbuk, (til venstre), på engelsk “fivepointeren”, og den store buk skudt sammen med Steven, som scorer 114,25 CIC point.
Vi indleder en pyrsch langs det paralleltgående stengærde, men bukken ser os og sætter sammen med en rå kurs mod bakken og er snart ude af øjesyn.
Ad en sidevej kører Steven og jeg omtrent op til toppen af bakken, og efter et par hundrede meters gang og kryben ser vi bukken og råen.
Råen har spottet os og er nysgerrig. Vi frygter, at den vil komme for tæt på og vil smæle. Den forholder sig dog tavs, men da den begynder at løbe opefter, følger bukken efter. Da bukken stopper op 130 meter ude, falder skuddet, og landmanden har nu et stykke råvildt mindre at klage over skader på vinterrapsen for.
Målt i bukkeskalpe blev finalen et spejlbillede af første jagtdag 25. april. Da fravristede jeg også to bukke skalpen. Om morgenen, hvor jeg blev guidet af Steven, gik turen til Balgownie, hvor han på en græsmark med skov på begge sider dagen forinden fra bil havde spottet en stor buk, som han var sikker på, er i medaljeklasse.
Den store pladsbuk, som vi spottede på Heden. Fotoet blev taget fra bil. Da den bød sig til, mente Adam at der var for mange ståltråde foran den til, at det var forsvarligt at afgive skud.
Vi ser også bukken sammen med to råer på græsmarken, da vi i bilen passerer forbi og kører rundt om skoven for at indlede pyrshen til bukken i den modsatte ende af skoven.
Vi går et par meter inde i skoven langs græsmarken og sikrer os med jævne mellemrum, at bukken stadig er til stede.
Da vi når ind på skudhold og sætter skydestokken op, sætter bukken og råerne pludselig i løb. Vinden har svøbet og givet dem fært af os. Foran nogle store gyvelbuske gør bukken holdt. Afstanden er 188 meter, og skuddet falder omgående. Urets visere står på 5.45, og kort efter når vi frem til den afsjælede buk, der er otteender, og stængerne vokset sammen cirka 10 centimeter opefter.
Adam tager gennem sit spotting scope bestik af en potentiel stor buk.
Unægtelig et unikt trofæ, og hvis vægten holder, når opsatsen er kogt og renset, så er sølvmedaljen hjemme.
Vi kører herefter ud til Handwick – heden. Adam og jeg spottede efter tjek af riflerne søndag aften her en stor buk, givetvis i medaljeklasse.
Steven og jeg får den dog ikke at se, men ser et par to- og treårige bukke, der ikke er jagtbare, da vi kører tilbage til Glamis.
Foræring på heden
Samme dag ved middagstid blæser det kraftigt op, og selv om sand og jord fyger fra lette jorder, så ser Adam og jeg om aftenen på en græsmark alligevel tre siddende fejede seksendere.
De er dog kun tre år og således ikke jagtbare. Turen går herefter til Hunters Hill, hvor bilen stilles, og vi går rundt om højen.
Herunder støder vi en stor buk, der smæler vredt, mens den opsluges af rododendronerne. Vi kører herefter til Handwick for at se efter bukken, vi havde set i slugten og sætter os bag en busk med vue ud over sænkningen. Ved godt 21-tiden kommer bukken på banen 150 meter ude bagved et masket ståltrådshegn.
Henning Kørvel med den store buk, som han skød på 190 meters afstand. Den er i lighed med mange andre store bukke grov og knoklet. Sølvmedaljen holdt dog ikke, men bukken er en stor bronzemedalje med 114,25 CIC-point.
Adam mener, det er for risikabelt at skyde. I det samme spotter vi en anden buk, der fra heden kommer ind foran os fra højre side.
Adam siger, at den er mature, og skuddet falder 21.30. Bukken, en god seksender med gods i stængerne op til forsprosserne, er antagelig på retur.
Dagen derpå – 26. april – er landskabet hvidt om morgenen, fordi det har sneet om natten, og om aftenen står sneen ned igen.
Den femte buk nedlagde jeg 27. april om morgenen i Lera Quarry. Fra bilen spottede Steven og jeg en god buk sammen med en rå på en skråning, som de forsvandt om bag.
Vi parkerede bilen og gik i retning af, hvor de forsvandt. Med ét kommer bukken tilbage imod os uden at have set os, og da den stopper op kun 60 meter fra os, falder skuddet, og opsatsen er en potentiel bronzemedalje.
Med de fem bukke, der blev resultatet i 2016, har jeg på Strathmore Estate indtil videre nedlagt 18 bukke, heraf en guldmedalje, forventet sølvmedalje og to bronzemedaljer samt tre andre bukke tæt på bronzemedalje.
Denne buk nåede ikke bronzemedaljen, idet den er opmålt til 93,63 CIC-point.
Bedre end her bliver bukkejagt ikke, og billig er den derfor heller ikke. Priserne på medaljebukke og bukke under medaljeklasse er imidlertid faste, og i jagtforløbet har man således tjek på slutregningen, hvilket jeg holder af ved bukkejagt i UK.
Det er dog den høje trofækvalitet, ægte skotske stemning når den er bedst og guidning af Adam og Steven, der er fagligt kompetente, rare at være sammen med og altid leverer varen, som igen og igen får mig til at vende tilbage til Strathmore Estate. På gensyn i 2017.
Strathmore Estate
Til Strathmore Estate, berømt for Glamis Castle, hører 16.500 acre landbrugsareal, skov, hede, eng og mose, og Bowes-Lyonfamilien har været ejer siden 1300-tallet. Nuværende ejer er den 19. jarl af Strathmore og Kinghorne, Simon Bowes-Lyon. Hans slægtning, Elizabeth Bowes-Lyon (1900-2002) – mor til Dronning Elizabeth II – havde som datter af den 14. jarl Strathmore Estate som barndomshjem. Jarlen er således en fjern nevø til Dronning Elizebeth II.
Jagtvæsenet beskæftiger Adam Smith (headkeeper) og hans bror, Brian som under keeper. Her udsættes fasaner og rødbenede agerhøns, som skydes på jagter med op til 300 fugle på paraden. Herudover afvikles rough shooting med fasaner som primært jagtudbytte, efter kaninerne i Skotland er gået drastisk tilbage.
Henning Kørvel efter en morgenpyrsch foran Glamis Castle – Skotlands mest spektakulære slot.
Råvildt er den eneste hjortevildtart på godset, og her nedlægges årligt 35 trofæbukke fra fire år og op, heraf 10-14 i medaljeklasse og cirka 100 råer og lam. Bukkejagten udbydes af Scotsport og Jelling Jagtrejser. Bowes-Lyon-familien ejer også Holwick Estate i Nordengland, hvor der årligt nedlægges cirka 5.000 grouse. Grousebestanden på Strathmore Estate var under opbygning i 2016, og målet er fremtidig walk-up jagt på grouse.
