Ruhåret standard gravhund Startax Etion (kaldet Bertil) er den første danskopdrættede vinder af en udenlandsk drevprøve nogensinde.
Af Redaktionen
Drevprøverne er den drivende gravhunds formel 1 løb, kan man sige. Det er her vi afprøver om vore avlsmål er nået. Drevprøverne foregår så lig jagt som muligt. Det er det man kalder støverjagt. En jagtform med få mennesker og få hunde. Startax Dione også ejet af Laila og Bo Ottesen, Aabybro, som havde kvalificeret sig til Danmarks landshold, havde taget sin søn Bertil med til Nordisk Mesterskab i Finland. Dog deltog Bertil ikke på landskampen, men var med for at skulle starte på en såkaldt rørlig prøve dagen efter landskampen. Det er en prøve, der løber over typisk 3 uger.
Alle drivende gravhunde kan deltage på disse prøver. Hver hund bliver bedømt af erfarne dommere som, i Finland, giver point efter en skala på 10 egenskaber. Der bedømmes i søg, optag, drevmåde, hals, nuancering, drevfart, kontakt, lydighed, helhedsindtryk m.m. En hund kan højst opnå 100 point i Finland. Bertil opnåede 87,5 point. Det er den højeste pointsum dommer Thomas Korkman, nogensinde, har givet til en hund. Thomas Korkman blev årets dommer i 2006 så man kan vel ikke kalde ham andet end erfaren. Bertil startede prøven på en vindstille dag på et terræn med en pæn vildtbestand. Han tog op efter at have søgt stort. Hans optag lød voldsomt og dommeren troede, det var et såkaldt standskall på en elg.
Det lyder voldsomt i og med en elg normalt ikke flytter sig for en lille hund, som en gravhund jo er. Han spurgte mig om hvordan det, normalt, lyder når han var i kontakt med elg. Jeg kunne kun sige til ham med et smil, at jeg ikke vidste dette i og med vi ikke havde elg i Danmark. Jeg skal lige indskyde, at en gravhund ikke kan præmieres på elg.
Lovlige drevdyr er hjort, rådyr, hare og ræv. Heldigvis fik vi kontakt med et stykke råvildt kort efter. 30 sekunder efter kom Bertil nøjagtigt på sporet af dyret. Dommeren var et stort grin over hele hovedet. Aldrig havde han hørt en så lille hund lyde så stor. Dommeren var så opstemt over dette, at han ringede til en dommerkollega således hun kunne komme og lytte på drevet. Det skal siges, at en støverjæger vægter en hunds stemme særdeles højt i og med man følger drevet. Dette kan ikke lade sig gøre med en hund, der ikke kan høres.
Det skulle vise sig, at dette dyr var af den slags, der er en hver jægers drøm.
Dyret gik stille og roligt, som det jo normalt gør på en støverjagt, men på en prøve skal der også lidt held til. Dette gik rundt om os i en radius som ikke var ret stor. 98 % af drevtiden kunne vi med lethed høre drevet og måden dette foregik på. Vi kunne tydeligt høre når der var problemer, når det gik som det skulle og hvad ellers man tager i betragtning.
Efter den nødvendige drevtid blev jeg beordret til at koble Bertil, hvilket skete efter lidt tid. Her efter skulle han slippes igen og skulle søge ud og forhåbentligt finde et drevdyr igen, for derefter at drive det.
Terrænet var dog blevet lidt tomt, men efter en halvtimes tid fandt Bertil en snehare, som han dog havde lidt problemer med at tage op. Dette lykkedes endeligt og han drev haren fint til han på ny beordredes koblet. Jeg skulle nu vente i knap tre uger inden jeg fik den endelige besked om Bertil havde vundet prøven. Jeg vidste jo, at han havde fået en 1.pr. med et utroligt højt pointantal.
D.17. december kom så beskeden fra Finland. Prøven var vundet med 87,5 point. Hunden der kom ind på 2. pladsen opnåede 80.0 point P.S. Bertil’s mor, Startax Dione blev nr. 9 individuelt og nr. 2 for hold på det Nordiske Mesterskab i Finland
