Bestanden af vildsvin i Danmark har været støt stigende, men om dette fortsætter efter etableringen af vildsvineheget, må tiden vise
Af Redaktionen
Vildsvinet har gennem årtusinder levet i Danmark, indtil den blev helt udryddet i begyndelsen af 1800-tallet.
I takt med, at Tyskland har en stigende bestand af vildsvin, så har flere dyr fundet vej over den dansk/tyske grænse.
Der kan være flere forklaringer på denne udvikling, men der er ingen tvivl om, at den stigende bestand i Nordtyskland, kombineret med de mange majsmarker, er én af årsagerne.
I modsætning til ulven, som er beskyttet af EU’s habitatdirektiv, så er vildsvinet i Danmark af landbruget og offentlige myndigheder erklæret for uønsket – men det skal understreges, at vildsvinet ikke betragtes som en invasiv art, da vildsvinet oprindeligt er hjemhørende i Danmark.
LÆS OGSÅ: Hvad siger ministeren til vildsvin i Danmark?
At vildsvinet er erklæret uønsket, indebærer et krav om, at alle indvandrende vildsvin skal bortskydes. Dette indbefatter, at man kan få dispensation til stort set alt. Nedskydning efter solnedgang og jagt ved foderpladser, natkikkerter m.v. Men tager det åbenbart heller ikke så tungt, om man bruger korrekt ammunition eller regulerer drægtige dyr (se bl.a. JÆGER nr. 5/97). I flere tilfælde er der dispenseret efter at regulering rent faktisk har fundet sted – og i andre tilfælde har man blot valgt at vende det blinde øje til.
Skovbruget i Danmark ser meget gerne vildsvin i skovene igen, da de er med til at øge biodiversiteten i skovbunden, hvor de konstant roder rundt.
Også Danmarks Naturfredningsforening har et positivt syn på vildsvinets tilbagevenden i den danske natur.
Truslen fra øst
Det kan vække undren, at man nu om dage stadigt mener, at vildsvin udgør så stor en trussel mod vores svineeksport, som tilfældet er. Specielt når man betænker, at bl.a. rapporten Wild Risk allerede i 2005 konkluderede, at denne smitterisiko er yderst minimal. Faktisk vil en kasseret madpakke fra en eksportchauffør udgøre en større risiko i dag, hvor man desuden har vaccine mod klassisk svinepest.
Det rejser i al fald nogle spørgsmål; Er “svinepest” blot et skjold, som skal dække over noget helt andet? F.eks. markskader?
Der er naturligvis god grund til at frygte den afrikanske svinepest, som hærger i østeuropa og senest også i Belgien. Men skal denne holdes ude af Danmark, så er vejen frem rengøring af exportlastbiler og mere kontrol med importeret fersk kød fra disse lande, frem for at bygge vildsvinehegn, som kun udgør et populistisk indslag over for export-markederne ud fra devisen “så gør vi da noget”.
Det må nærmest betragtes som utænkeligt, at det skulle være vildsvin, der har bragt smitten til Belgien.
LÆS MERE: Vildsvin i Danmark
LÆS MERE: SE WILD RISK RAPPORTEN HER
Fakta om vildsvinet
Vildsvinet har længere ben end tamgrisen, og den er gråsort. Om vinteren er pelsen tyk, med lange dækhår og brun underuld. Sommerpelsen er sparsom og derfor virker farven lysere. Forrest på ryggen er der en kam af lange hår.
De lange og skarpe hjørnetænder, kan hos ornen (hannen) blive mere end tyve centimeter lange.
Vildsvinet er et kompakt dyr, der fra snudespids til halerod måler omkring 150 cm, og som har en hale der er 20-25 cm lang. Vægten ligger som regel mellem 50 og 75 kg – men kan blive meget større. Hunnen, som man kalder soen, er mindre end ornen.
Føde
Vildsvinet æder både animalsk- og planteføde. Langt den største del af føden består af urter, græs, skud, blade, underjordiske plantedele samt majs, korn og kartofler. Men vildsvinet æder også bær, frugter, olden, larver, regnorme, æg, mindre dyr og ådsler.
Levevis
Vildsvin foretrækker løv- eller blandingsskov, hvor der er agerjord i umiddelbar nærhed.
Når dyrene fouragerer, foregår det oftest ved, at de bruger den lange tryne til at rode i jorden med. At et vildsvin har været ude og fouragere kan ses på de dynger af oppløjet jord og vegetation, den efterlader. Vildsvinene er som regel et meget sky dyr, og derfor er de nataktive de fleste steder.
Ornen færdes kun sammen med søerne i forbindelse med parringen. Resten af tiden strejfer de omkring hver for sig, mens en eller flere søer og deres unger samt ungdyr danner små flokke (rotter). Yngre hanner kan også danne små flokke.
I parringstiden er ornerne aggressive overfor hinanden, og de kæmper om søerne. I kampen bruges deres store hjørnetænder, som dyrene altid kan holde skarpe ved at hjørnetænderne i overkæben slibes mod hjørnetænderne i underkæben.
Inde i en skovbevoksning laver soen en fordybning i jorden, som dækkes til med plantemateriale. Og efter en drægtighedsperiode på cirka fire måneder fødes et kuld på 4-7 unger. Ungerne, som kaldes grisene, dier indtil de er 4-5 måneder, men allerede når de er et par uger gamle, begynder de at søge fast føde.
Kilde: Miljøstyrelsen
