Naturligt findes vildkaninen ikke mange steder i Danmark. Det er primært Sønderjylland og ellers på Øerne, at arten kan findes
Af Redaktionen
Vildkaninen (Oryctolagus cuniculus) og haren kan ligne hinanden til forveksling, men kaninen er dog med sin vægt på 1,5 til 2,0 kilo og kroplængden på mellem 35 og 50 centimeter noget mindre end haren.
Hanner og hunner er omtrent lige store, men den kønsmodne hans hoved er en smule bredere end hunnens. Ørerne og bagbenene er kortere end hos haren.
Pelsen består af to lag; den inderste lyse underuld, og de ydre dækhår. På oversiden er dækhårene gråbrune, mens de er lysegrå eller hvide på bugen. Halens underside og bagenden er helt hvid, hvilket ses tydeligt, når dyret løber.
Fortænderne i både overmund og undermund er mejselformede, og de er, ligesom kindtænderne, rodåbne, hvilket betyder, at de vokser kontinuerligt.
Vildkaninens føde
Vildkaninen lever udelukkende af planteføde. Den æder mange forskellige arter græsser og urter, og tager tillige blade, skud, bark og rødder. Markafgrøder indgår også i menuen.
Levevis
Skovkanter, levende hegn og krat der vender ud mod åbne arealer som enge og marker, er vildkaninens foretrukne leveområder.
Vildkaninen er et socialt dyr, der lever i kolonier. Kolonien holder til i et stort kompleks af underjordiske gangsystemer med mange åbninger. Der er både hanner og hunner i kolonien, og der hersker en streng rangorden. Det dominerende individ er en han og hans rang tillader ham at parre sig med flest hunner.
Når dyrene søger føde foregår det oftest i nærheden af kolonien, og de er overvejende nataktive.
Især i hvileperioden udviser vildkaninen en speciel adfærd; Den spiser sin egen afføring. Vildkaninen har et specielt fordøjelsessystem med en meget stor blindtarm. Når kaninen spiser, bliver de let fordøjelige dele af føden optaget i blindtarmen, mens de dele af føden, der er sværere at fordøje afgives som ekskrementer, der kun er delvist nedbrudt.
Når dyret æder ekskrementerne vil bakterier i blindtarmen nedbryde føden yderligere, og på denne måde kan næringsindholdet udnyttes optimalt.
Selvom vildkaninen kan få unger året rundt, fødes de fleste i februar-oktober, og der fødes i gennemsnit 3-4 kuld om året. I et kuld er der 2-10 unger, og ungerne dier hos moren i ca. en måned, hvorefter de må klare sig selv.
Vildkaninens udbredelse
I Danmark findes der en stor bestand af vildkaniner i Sønderjylland. Denne bestand blev etableret ved, at arten indvandrede fra Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Vildkaninen forekommer også på Bornholm, Lolland, Endelave, Fanø og Fyn, men bestandene her stammer fra udsatte dyr.
Naturlige fjender
Ræv og mårdyr tager især ungerne, mens ørne og våger kan tage voksne individer. Rovdyrene er årsagen til, at kun få af ungerne overlever.
Trusler og bevaring
Sygdommen myxomatose, som er en virussygdom, kan være en trussel mod bestanden af vildkaniner.
Der er fastsat jagttid på vildkanin, og der nedlægges årligt omkring 5.000 individer.
