“Jeg kan dog ikke se, at det er et problem, når jagten er bæredygtig, og den drives etisk forsvarligt” Det skriver Henning Kørvel som svar på indlæg af Finn Watson, der opfordrer til italesættelse og ignorering af enkelte jægeres ekstraordinære høje afskydningstal
Synspunkt af Henning Kørvel
Det er en farlig traver, Finn Watson trækker ud af stalden.
LÆS:
FINN WATSON: KILLERMENTALITETEN SKAL IRETTESÆTTES OG IGNORERES
Principielt har jeg dog svært ved at forstå, at jægere som udlever den frie jagt fuldt ud, skal udsættes for smagsdommeri, for hvem kan og skal afgøre, hvor mange stykker vildt den enkelte jæger må nedlægge, når jagten er bæredygtig?
Det kræver en enorm personlig indsats at nedlægge over 1.000 stykker vildt på en jagtsæson, men der er en del, der gør.
I dag er det nok ikke havjægere, der når så høje antal, men i højere grad jægere der skyder gæs på vintersædmarker, ænder i ”smørhuller” og regulerer ringduer.
Desuden skyder mange jægere fasaner ad libitum, og jeg kender flere danske jagtudøvere, der skyder over 2.000 stykker vildt pr. sæson.
Jeg kan dog ikke se, at det er et problem, når jagten er bæredygtig, og den drives etisk forsvarligt.
Finn Watsons tese, at det er uetisk at skyde over 1.000 edderfugle på en sæson, er direkte forkastelig, men ikke afstemt med Jægerforbundet, der i ”Jæger” gerne bringer artikler med en dansk jæger, som har skudt over 50.000 krager og mange tusinde gæs og ænder, og som stadig er meget aktiv og effektiv med sin haglbøsse.
Enhver jæger vil gerne opleve den ultimative jagt. Hvem stopper dog med at skyde vildt midt i et godt ande-, due- eller gåsetræk? Jeg kender ingen, og jeg ønsker ikke et system i Danmark, hvor man pr. jagt f.eks, må skyde to gråænder, en krikand og en af hver af de øvrige arter svømmeænder og gæs, men det er desværre det, som spirer frem af Finn Watsons smagsdommeri, som Jægerforbundet har sået frøene til, og som udspringer af adaptiv forvaltning.
Finn Watson mener, at vi skal gå stille med dørene. Hvorfor? DOF, DN og andre jagtfjendtlige organisationer kan jo hente fakta-oplysninger om jagtudbyttet i vildtudbyttestatistikken. Her kan man se, at der blev skudt cirka 23.000 edderfugle (andrikker) i Danmark i 2019-2020 mod 150.000 edderfugle tidligere.
Når jagten på edderfugleandrikkerne er bæredygtig, er det så ikke ligegyldigt, hvem der skyder dem, og hvor mange den enkelte jæger skyder? De, der skyder meget vildt, opnår kun høje udbytter ved dygtighed, flid og udholdenhed.
Jeg er ikke enig med Finn Watson i, at vi mangler en Egon Sørensen (den sidste overjagtkonsulent), hvis opgave det skal være at få danske jægere til at skyde færre stykker vildt.
Det klares udmærket af jægerforbundet, som ikke har bestilt andet end at forkludre hjortejagten ved at være fortaler for tvangslav og samforvaltning i stedet for at sige det, der skal siges, nemlig, at brunstjagten droppes, og store hjorte får en måneds jagttid fra 15. oktober. Det vil løse problemet, at der skydes for mange store hjorte.
Med et jægerforbund, der ikke ved, på hvilket ben det skal stå, gruer jeg for fremtiden og den jagt, som fremtidige jagtudøvere får mulighed for at udøve, når jagtfjendtlige organisationer skal sætte dagsordenen, fordi jægerne ikke er klædt på til at forsvare jagt i Danmark.
I stedet for at angle efter en ny Egon Sørensen, vil jeg hellere høre Finn Watson sige, at han vil bruge sin energi på at rette jægerforbundet op, så det igen får det go og den gennemslagskraft, som det havde under Kristian Raunkjær, hvor der blev lyttet til jægerne, der sad forrest i bussen, men nu er henvist til bagsædet og bageste kofanger, og vi konstant taber terræn, fordi vi er berøringsangste og ikke tør sige og gøre det, som er tvingende nødvendigt, nemlig at skille jægerforbundet ad og sætter det sammen igen med nye kræfter.
Læserbreve, der ønskes optaget på Netnatur.dk, bedes sendes til info@netnatur.dk
