Hvordan bukken var blevet handicappet, blev aldrig opklaret, men her kan du læse om jagten på den fire år gammel buk, som med tiden fik tilnavnet “Den halte buk”
En fire år gammel buk, der manglede det nederste led på højre forløb, som et år i bukkejagten poppede op i Oreby Skov, fik dette tilnavn. Skytten ville gerne have den skudt, og da det omsider lykkedes for Henning Kørvel, prøvede bukken først at flygte, men løb ind i et hegn igen og igen, og da Henning Kørvel kunne se, at det var den halte buk, slap han kuglen. Hvordan bukken var blevet handicappet, blev derimod aldrig opklaret.
Tekst og foto: Henning Kørvel
”Jeg har set en buk i Oreby Skov, der mangler det meste af det nederste led på højre bagløb og vil gerne have, at du skyder den, når som helst du får mulighed for det”.
Skytten fortalte mig dette, da jeg en aften indfandt mig hos ham, før jeg skulle ud at pyrsche efter bukke.
Han havde set den halte buk i nærheden af ”Sølvhøjbakken”, hvor der stod en pladsbuk – ”Sølvhøjbukken”- som jeg også gerne ville sætte skakmat.
”Den halte buk har antagelig været i karambolage med en af landbrugets maskiner, eller den kan have fået skaden efter at være blevet ramt af en bil”, mente skytten.
Jeg pyrschede ofte efter bukken i Oreby Skov, men inden jeg satte den skakmat, fik jeg en aften en oplevelse, som ikke drejede sig om den halte buk, endsige andre bukke, men derimod var enestående og i et helt andet spor.
Da jeg gik på hovedsporet, lød der en ukendt stemme fra en fugl i ukrudtet på den højre side af vejen, der uvægerligt fik mig til at standse op for at se, hvad det dog kunne være, og mens jeg stod i vildrede og kiggede undersøgende imod det sted, hvorfra den ukendte fuglestemme kom fra, lettede uden varsel en skovsneppe få meter fra mig, og jeg så tydeligt, at imellem dens løb sad en lille sneppekylling. Sneppen fløj lavt hen over vejen og landede i lysningen på den modsatte side af vejen, men den var godt gemt, og jeg kunne således ikke spotte den på jorden med min håndkikkert.
Det var første gang nogen sinde, at jeg spottede dette sjældne syn og følte derfor, at jeg havde været utrolig heldig. Jeg har læst mange udsagn om lignende oplevelser, og var således også bekendt med, at de ofte blev afvist af såkaldte eksperter.
Jagtheld i ”Udgravningen”
Nogle jægere, som jeg fortalte om min oplevelse til, mente, at jeg kunne have taget fejl, men det afviste jeg, fordi jeg nemlig stod så tæt på sneppen med kyllingen, der skreg af forskrækkelse eller overraskelse, da antagelig dens mor satte et løb på hver side af den for ved at flyve at ville flytte den fra det sted, hvor den befandt sig til den anden side af vejen. Jeg har naturligvis ikke have taget fejl, fordi jeg tydeligt så kyllingen sidde imellem løbene.
En kollega troede på mig, og fordi han var i gang med en artikel til ”Dansk Jagt” om fænomenet, at snepper er i stand til at flytte deres kyllinger ved at flyve med dem imellem løbene, skrev han om min oplevelse hin aften i Oreby Skov.
Jeg så dog ikke noget til den halte buk, for man skal befinde sig på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Det er essensen af bukkejagt, og i øvrigt al anden jagt. Når man er på stedet, og for eksempel den buk som, man jager, indfinder sig, så går tingene som regel op i en højere enhed.
En aften, hvor jeg et stykke tid senere efter at være blevet orienteret om den halte buk, atter indfandt mig hos skytten forud for bukkejagt, spurgte han, om han måtte gå med mig på pyrsch?
Jeg svarede, at så skulle han også bestemme, hvor vi skulle hen. Han svarede OK, ”så skal vi en tur i ”Udgravningen” tæt på Ore. Udgravningen opstod i 1930-erne, fordi jord her blev gravet ud til jernbanedæmningen på Masnedø i forbindelse med anlæggelse af Storstrømsbroen, som blev indviet i 1937.
Nået frem til Udgravningen, satte vi os på den nordlige skrænt, og vi havde ikke siddet der i ret lang tid, før vi spottede en stor buk i østlig retning med kurs imod vores position.
Den var en fire-fem år gammel seksender med lidt skæve stænger, fordi den vel sagtens har fået trykket dem, så de blev bøjet, mens opsatsen var i bast og blød og føjelig. Bukken essede sig langsomt nærmere, og nået ud for os stoppede den, og da den vendte bredsiden til, slap jeg kuglen og så bukken forende.
Jeg takkede ham inderligt.
Og så var jeg tilbage i Oreby Skov og gik efter de pladsbukke, som jeg kendte, og selv om den ikke var en pladsbuk, så håbede jeg også at støde på den halte buk.
Løb mod hegn igen og igen
En aften hvor jeg kom fra Skabomarksremisen og Øen og gik mod Oregårdvej, ville jeg se efter den halte buk, og da jeg nåede op på toppen af Sølvhøjbakken, så jeg en buk stå i det høje ukrudt i venstre side af vejen ind imod en hegning med pyntegrøntkultur.
Hvad var det for en buk? Da jeg gik lidt tættere på, vendte bukken rundt, og fordi bagdelen nu sås uden for det høje ukrudt, spottede jeg det afkortede bagløb.
Jeg havde ikke skydestok med, og fordi jeg ikke kunne finde andet fast anlæg andre steder, måtte jeg skyde fritstående, hvilket jeg har gjort mange gange. Bukken ville bort fra stedet, men kom ingen steder, fordi den igen og igen løb med hegnet ind til pyntegrøntkulturen. Da den ville gøre et nyt forsøg, og jeg i et splitsekund kunne se bladet, slap jeg kuglen, og bukken faldt på stedet.
På grund af en krydsforbindelse imellem bukkens løb og opsatsen var den abnorm i modsatte side af det amputerede bagløb. Her havde den en stang i halv højde, der i toppen afsluttedes med en opretstående gaffel.
Til gengæld var den højre stang normalt udviklet med tre sprosser. Bukken blev vurderet til at være fire år, men hvor den kom fra, ved ingen mennesker, men kun bukken selv.
Jeg ved blot, at jeg satte den skakmat den aften i Oreby Skov, hvilket jeg var glad for. Selv om bukken havde måttet acceptere sit handicap, som vi tippede på, at den måtte have fået på grund af at have været i karambolage med en af godsets landbrugsmaskiner, eller den kan have været ramt af en bil, så var dens mobilitet nedsat.
Som følge af, at den manglede det meste af det nederste led på højre bagløb, så sank kroppen ved gang det stykke ned, som løbet manglede, før den kunne støtte på det, men den løb derimod udmærket, fortalte skytten, der i modsætning til ego havde set den løbe.
Som led i forvaltning af en råvildtbestand var det en korrekt handling at skyde bukken, fordi det for omtrent enhver pris gælder om at holde en råvildtbestand sund og i god kondition. At den abnorme opsats så på grund af det afvigende udseende til evig tid vil minde mig om oplevelsen hin aften i Oreby Skov, er derimod en helt anden sag, som ikke tæller negativt i hverken bukkens eller mit favør.
