Under en jagt i 1991 spottede Henning Kørvel en kridhvid råbuk. Året efter vendte han tilbage for at se efter den ejendommelige buk
Efter vel overstået jagt på vildkalkun i Mæhren i Tjekkiet i 1991 spottede Henning Kørvel i et spring råvildt en kridhvid råbuk. Året efter vendte han tilbage og nedlagde bukken på den fjerde pyrsch. I tilgift til uorden i pigmentet, idet bukken var partielalbino, havde den i mellemtiden også fået uorden i hovedprydelsen.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Første gang, jeg så den hvide buk på skovdistriktet Cervenka i Mæhren i Tjekkiet, var en aprildag i 1991. Forinden havde jeg om morgenen haft held til at skyde en vild kalkunkok af imponerende størrelse, der vejede over 11 kg.
Op af formiddagen fik jeg forevist reviret, og da vi i bilen krydsede over en mark imellem to skove, stillede en hvid råbuk sig op til beskuelse som en del af et spring råvildt på omkring 40 styk.
Bukken havde allerede fejet, og distriktets sympatiske jagtchef, Hampl Otto fortalte, at den var to år gammel og partiel albino, hvor den var hvid om vinteren og isabellafarvet i sommerdragten.
Han havde været tæt på den flere gange og havde kunnet se, at dens øje var normalfarvede, hvor øjnene er røde hos rene albinoer.
På den afstand – over 300 meter – vi fra bilen betragtede bukken, tog hverken den eller de andre dyr i springet notits af fredsforstyrreren, og da vi havde betragtet den i nogen tid, spurgte Hampl, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage i bukkejagten for at fravriste den skalpen?
Jeg svarede som ærligt var, at det sandelig ikke var lysten, der manglede. Imidlertid havde jeg ikke mulighed for at rejse til Tjekkiet igen kun fem uger senere.
”Men hvis du har lyst, så kan du i stedet for komme og skyde den til næste år”, tilbød han.
Det sagde jeg OK til, men faktisk havde den hvide buk kun nogle få gange strejfet mine tanker, indtil jeg en dag i februar 1992 fik et brev fra min gode ven, Frantisek Havranek, der koordinerede forskningen på vildtforskningsinstituttet, VULHM i Strnady nær Prag.
Han skrev, at den hvide buk hos Hampl levede i bedste velgående og blot gik og ventede på mig.
Det var dog nok lidt overdrevet, men da jeg syntes, at det kunne være spændende at skyde den ”hvide” buk, og samtidig møde mine gode venner, slog jeg til.
I de første par dage jagede jeg bukke og vildsvin i Nordbøhmen, før min kone, Frantisek og jeg satte kursen mod Mæhren, hvor Hampl residerer i landsbyen, Strelice et godt stykke nordøst for Brno.
Jaget ud af skoven
Jeg skulle allerede begynde at jage den hvide buk samme dags aften, som vi ankom dertil. Hampl var imidlertid ikke hjemme. Han var optaget af andre gøremål i distriktets fasaneri, som eksporterede daggamle kyllinger til Italien og Ungarn.
I hans sted skulle jeg guides af en af distriktets medhjælpere, som fortalte mig, at bukken nu havde sat abnormt op og var ved at skifte den hvide vinterdragt ud med isabellafarvet sommerdragt. Endvidere fortalte han, at bukken straks efter fejningen af opsatsen var blevet sat på porten i ”sit territorium” inde i skoven, og nu holdt til i en tilstødende lucernemark. Der skulle jeg jage den.
Marken viste sig at være mega, og lucernen var så høj, at den let skjulte råvildt totalt. Udsynet blev dog bedre, da guiden og jeg steg til vejrs og satte os i en tomands hochsitz. Da vi var kommet på plads i denne, kunne vi spredt ud over marken spotte en halv snes stykker råvildt, heraf flere afskudsbare bukke på fire år og derover.
Forskellige steder i marken skød nye hoveder konstant op, og vi kunne snart tælle over 20 dyr. Den hvide – isabellafarvede – buk brillerede imidlertid ved fravær, men efter yderligere en halv times tid fik jeg øje på et dyr, der ikke var normalfarvet.
Jeg fik dog kun et kort glimt af den, før bukken var borte igen. Den havde formentlig blot strakt ben for at sætte sig igen, men da jeg ikke var et hundrede procent sikker, undlod jeg at lufte min teori. Fem minutter senere kom bukken til syne igen. I kikkerten kunne jeg nu se, at bagkroppen stadig var hvid, og hovedet og halsen var isabellafarvet. Den fulgtes med tre råer, og da vi havde taget bestik af situationen, enedes vi om, at jeg skulle prøve at pyrsche til den.
Vi steg ned fra hochsitzen, og da han havde skåret en skydestok til mig, indledte jeg kravleturen. Det var dog ikke nemt at kravle i de høje lucerneplanter. Skydestokken var i vejen, og riflen gled hele tiden ned fra skulderen. Men det gik dog frem ad, og efter at have tilbagelagt et par hundrede meter, kunne jeg nu se bukken.
Fulgt af de tre hundyr var den i konstant bevægelse, men det lykkedes mig at komme ind på en afstand af cirka 60 meter fra den. Jeg prøvede flere gange at lægge riflen an på skydestokken, men da jeg kun kunne se lidt af ryggen, hoved og hals, ville jeg ikke afgive skud.
Jeg opdagede nu, at bukken var på vej imod et sprøjtespor. Jeg kravlede derfor frem til dette og ventede på, at øjeblikket skulle komme. Trådte bukken ud på sporet, var der store chancer for, at så meget af forkroppen ville være fri, at jeg kunne afgive skud.
Bukken kom langsomt nærmere og manglede kun nogle få meter i at nå frem til sprøjtesporet, da den gjorde holdt og stirrede i modsatte retning.
Jeg opdagede snart, hvad årsagen var: En sort bil på en tværgående markvej over 300 meter borte. Efter et par sekunders stirren sprang bukken af sted for at smide sig i lucernen kun 35-40 meter fra mig, mens de andre dyr som den fulgtes med, fortsatte med kurs mod skoven, i hvis kant min kone og Frantisek sad på første parket i en hochsitz. Men hvad ”stak” mon bukken?
Jeg hævede mig op på knæene klar til at skyde, hvis bukken rejste sig. Det skete hurtigere end ventet, og i samme sekund den var på benene, satte den i lange spring efter de tre hundyr og blev snart opslugt af skoven. Jeg rejste mig op og gik tilbage til hochsitzen.
I mellemtiden var Hampl ankommet. Han havde overværet den sidste halvdel af dramaet og mente, at chancen ville blive bedre, når bukken næste morgen på ny søgte tilbage til lucernen. På vej til denne skulle den passere ud over en forholdsvis nyspiret vårafgrøde, hvor der ikke ville blive problemer med at få ”frit skud”.
Den følgende morgen var vi tidligt på færde, men da vi ikke fik bukken at se på marken, foreslog Hampl, at vi skulle kigge efter den på det sted i skoven, hvor den havde stået, før pladsbukken havde forvist den til lucernemarken. Det viste sig at være en rigtig beslutning. Bukken forlod dog stedet i samme øjeblik, den spottede os.
Men fjerde gang …
Om aftenen sad vi igen i en hochsitz i skovkanten med vue ud over markarealer, men så kun nogle hundyr. Inde i skoven smælede dyrene intenst. Hampl forklarede, at det skyldtes, at vildsvin var på færde.
Da vi ikke havde set bukken overhovedet, var han sikker på, at den stadig stod inde i skoven, og på pyrsch nummer fire den følgende morgen var det derfor hans ide, at vi skulle kigge os om i denne, før vi koncentrerede os om lucernemarken.
Frantisek og jeg var den morgen endnu tidligere på færde. Hampl var end ikke stået op, da vi ankom til hans hus. Vi bankede ham derfor op, og da vi havde nedsvælget en kop kaffe, kørte vi af sted mod skoven.
Snart pyrschede vi af sted ad et spor frem imod den afdeling, hvor vi den foregående dags morgen havde fået et flygtigt glimt af bukken. Vi havde ikke gået i mere end cirka 10 minutter, før jeg fik øje på et dyr 120-130 meter ude.
Jeg adviserede Hampl og Frantisek, og da jeg i kikkerten havde fået vished for, at det var ”der weisse rehböck, slap jeg kuglen …
Måske et trådhegn
Nogle minutter senere tog vi bukken i nærmere øjesyn. Vinterpelsen på bagkroppen var – som jeg allerede havde set – hvid, mens sommerpelsen på hovedet og ned over halsen til bringen var isabellefarvet.
Den grå farve i hovedet fra pandebenet og ned over næsebenet til snuden manglede totalt. Også hele læbepartiet manglede sort farve. Ligeledes havde klovene samme farve som vores negle på hænder og tæer.
Hampl var sikker på, at der i råvildtbestanden var arvelighed for partiel albinisme. Gennem flere år var det nemlig hændt, at distriktet havde haft helt hvide eksemplarer af Capreolus c. capreolus. Bukken havde heller ikke været normal, idet den havde været ekstremt sky, vel sagtens fordi den havde en instinktiv fornemmelse af, at den på grund af den hvide og isabellafarvede pels var lettere at få øje på.
Hvad opsatsen angår, så er højre stang med tre sprosser og af normal højde. Den venstre stang er derimod kun halvt så høj, lidt bagoverbøjet og kun med forsprosse.
Hampl mente, at den i bast må have siddet fast i et hegl, der gav den skavanken. Det lyder meget sandsynligt.
Bukken er under alle omstændigheder spøjs, og jeg er glad for, at jeg fik den skuldermonteret i Tjekkiet, så jeg den dag i dag kan genopleve den som stort set dengang, jeg skød den hin majdag i Mæhren i 1992.
