Blandt abnorme hovedprydelser fra råbukke er parykopsatsen både den mest sjældne og tit direkte bizar
Af Henning Kørvel, 6. juni 2008
Baseret på praktiske erfaringer skønnes det, at mellem to og fire procent af bukkene i en national råvildtbestand udvikler abnorme opsatser. Desuden synes størsteparten af de bukke, der gør det at være mellem et og tre år gamle.
Abnormiteter er enten forbigående eller varige. Forbigående misdannelser, der er de mest almindelige, skyldes overfaldsskader, dvs. skader, tilføjet opsatsen, mens denne var i bast og sårbar over for berøring med grene og kulturhegn. For alle overfaldsskader gælder det, at opsatsen vil udvikle sig normalt, når den afvigende opsats kastes, og en ny sættes op det følgende år.
Andre misdannelser skyldes angreb af indvoldsparasitter, fødemangel, sygdomme eller kan være medfødt. Desuden kan det ikke udelukkes, at nogle misdannelser skyldes forurening. Udvikling af parykopsatser, der er de sjældneste afvigende hovedprydelser, skyldes enten manglen på kønshormonet testosteron eller underudviklede eller beskadigede testikler.
Resultatet bliver, at opsatsen ikke kastes, men fortsætter med at vokse. I de mest ekstreme tilfælde vokser opsatsen ned over panden og blinder bukken.
Netop derfor bliver parykbukke sjældent over to-tre år, svarende til det generelle indtryk, at størsteparten af alle bukke med abnorme hovedprydelser er unge, dvs. mellem et og tre år.
Blandt navnlig tyske jægere er efterspørgslen på afvigende hovedprydelser stor. Men da parykopsatser er sjældne, så er udbuddet af disse yderst begrænset. Så meget desto mere spektakulært er det, at det er set, at jagtrejseudbydere havde parykbukke i udbudsviften, hvilket ikke overraskende har ført til spekulationer om, at de måtte være menneskeskabte.
Ellers ville der næppe være inddækning for at brede udbudsviften ud til så sjældne trofæer og prissætte dem.
I Polen har jeg og andre danske jægere indtil flere gange talt med jægere, der gav udtryk for, at de havde kendskab til dette i deres land og vidste, at indfangede bukke blev kastreret eller fik beskadiget testiklerne, så den deraf følgende uorden i hormonsystemet udviklede parykopsatser med henblik på afskydning af tyske klienter.
Jeg kender af gode grunde ikke sandhedsværdien af udsagnene, men skal blot fastslå, at hvis der er det mindste om snakken, så er der tale om en bizar business, som er i klar modstrid med det etiske og moralske kodeks, som gælder for jagt i almindelighed og trofæjagt i særdeleshed.
At vi tager en abnorm hovedprydelse med, når den – kendt eller ukendt i reviret – byder sig til, og efterfølgende hænger den op i jagttrofæsamlingen, er både legitimt og almindeligt.
Men derfra og så til, at nogle revirer „producerer” specielle abnormiteter (parykopsatser) for at kunne tilgodese en samlermani hos enkelte jagtudøvere, der er ude af kontrol, er uetisk og ligeså usmagelig som „put-and-take-jagt”, hvor trofæbærende dyr, opfostret i fangenskab et sted, flyttes til en hegning et andet sted for at blive nedlagt af en „trofæjæger”.
Trofæjagt nyder i forvejen stor offentlig bevågenhed uden „kunstige tiltag”. Og hvis både trofæjagt og al anden rekreationsjagt skal kunne stå distancen på den lange bane, så kan det kun ske ved, at jagten er bæredygtig og i enhver henseende tåler offentlig bevågenhed. Tydeligere kan det ikke udtrykkes, vel?
