Selv om udsætning af råvildt i Irland lykkedes, blev dyrene skudt bort, og ny udsætning er ikke foretaget
Af Henning Kørvel
Kronvildt stortrives her. Det samme gælder for dåvildt og sikavildt.
Men Capreolus c. capreolus brillerer ved fravær.
Råvildt har aldrig været naturligt udbredt i Irland, fordi spredningen hertil fra Skotland og England i forhistorisk tid er slået fejl.
Men når råvildt alligevel har levet på den grønne ø i omkring 70 år, så skyldes det udsætning. Mange udsætningsforsøg blev gjort i midten af 1800-tallet, men ingen af dem kronedes med held, før Sir Henry Gore-Booth udsatte råvildt på sit gods, Lissadell i det vestlige Irland i 1870’erne.
Dyrene, der udsattes her, var indfanget på forskellige godser i Perthshire i Skotland, og blev sendt til den grønne ø med skib.
Succesen på Lissadell byggede imidlertid på en unormal stor dødelighed. Mange dyr overlevede således ikke det første chok og stresstilstanden over at være blevet indfanget.
Andre dyr døde på rejsen, og mange voksne og unge dyr, som overlevede rejsen til Irland og blev udsat på Lissadell, fik til gengæld ikke et langt liv, velsagtens fordi de blev holdt i en fold i for lang tid, før de fik lov til at sive ud i reviret.
Det stod imidlertid hurtigt klart for Gore-Booth, at den kalkholdige bonitet på Lissadell gav bukkene ekstremt gode hovedprydelser.
Nogle af disse er bevaret på godset, og de kendetegnes ved deres kraftige stænger, høje vægt, og de er meget perlede.
Den største af de bukkeskalpe fra 1800-tallet, der stadig findes her, er en mega 12-ender.
Hen imod slutningen af 1800-tallet blev Lissadell-bukkenes hovedprydelser mindre.
Det skyldtes vel sagtens en øgning i råvildtbestanden. I konsekvens heraf gjorde godset i tiden omkring Første Verdenskrig forsøg på at bortskyde den, fordi man ønskede at tilgodese en ny skovpolitik på stedet.
Alle midler blev taget i anvendelse, herunder fældefangst. Lissadell findes på en skovklædt halvø på den irske vestkyst uden korridorer til at fremme en naturlig spredning til andre dele af den grønne ø.
Dette har utvivlsomt gjort bortskydningen af råvildtet nemmere. Men spørgsmålet er, om den lykkedes 100 procent.
Ifølge Richard Prior, engelsk råvildtekspert, foreligger der øjenvidneberetninger fra 1939 om, at der på det tidspunkt er observeret råvildt på stedet.
Det er dog givet, at det på det tidspunkt har været sjældent, og der fra stort set samme tid ikke længere har eksisteret råvildt i Irland.
Skal der atter udsættes råvildt i Irland?
Det er et emne, der ofte debatteres på den grønne ø. Og Prior får af og til stillet spørgsmålet, om han kan give en hjælpende hånd til udsætning af råvildt på fri vildtbane i Irland?
Svaret er, at dette under indtryk af de lokale holdninger ikke huer ham. At udsætte en fremmed dyreart, som er en potentiel pest for skovdriften på en halvø, hvor den drives professionelt, ville være uansvarligt.
På den anden side set synes den engelske råvildtekspert, at det er beklageligt, at råvildtet på Lissadell blev udryddet, både fordi det trivedes godt her, og bukkene satte stærke hovedprydelser op.
