Ewart Scott Grogan, der kom til Afrika i 1895, viede sit liv til eventyr, business og det britiske forsvar. Han fik dog en uheldig start som elefantjæger
Den sidste pioner i Afrika
Tekst: Henning Kørvel – Fotos: ”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008)
Ewart Scott Grogan (1873-1966), der kom til Afrika i 1895, viede sit liv til eventyr, business og det britiske forsvar. Han fik en uheldig start som elefantjæger, men han lærte metieren og fik succes, og i tre år skød han i Lado Enclaven hundredvis af elefanter. Da han døde, ejede han 500.000 acres i Kenya, og han forstod at tjene kassen, når han solgte ud af sine besiddelser.
Ewart Scott Grogan (1873-1966) var født i London og besøgte Afrika første gang fra 1895-1897, og kom til at bo der fra 1903. Han fik ikke nogen glorværdig start som elefantjæger, men blev alligevel en af de sidste store elefantjægere.
Under Matabele-krigen i Rhodesia (Zimbabwe) i 1896 gjorde han tjeneste som kaptajn i 4th Royal Fusiliers og modtog en medalje for sin indsats.
Efter krigen rejste han til New Zealand for at rekreere efter malaria. Syg af feber og træt af hærrationer havde han fået et første chok over Afrika. Og da han forlod Beira med damperen, lovede han sig selv, at han aldrig ville vende tilbage. Det holdt dog ikke, fordi han vendte tilbage til Afrika godt et år senere.
Han returnerede til Sydafrika i 1898, og sammen med vennen, Arthur Sharp tog han på en ekspedition til the Ruwenzori Mountains og Tanganyika, men de skulle først beslutte, om de skulle følge kysten eller Nilen og således blive de første europæere, der gjorde turen fra Cape til Cairo.
De valgte turen langs Nilen på grund af den strategiske værdi, og fordi de mente, at den bedre matchede det victorianske overherredømme.
Læs mere på:
netnatur.dk/JAGTHISTORISK
Ewart Scott Grogan poserer her med sin dobbeltriffel.
(”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
En morgen ville de to mænd, der hver især var bevæbnet med en .303 magasinriffel fiske i en flod med krokodiller. Fordi de holdt god afstand til flodbredden, og således gik nær buskadset, kom de for tæt på en sovende bøffel, der angreb. Fordi Grogan havde set bøfler før og således vidste, at de var farlige, hoppede han i floden.
Sharp havde derimod ikke erfaring med bøfler og skød efter den. En kugle brækkede dens underkæbe, og en anden kugle brækkede et ben. Da bøflen omsider var forendt, tilkendegav han, at han næste ville tage benene på nakken i stedet for at tage kampen op.
Ved Zambezi River skød de antiloper og 17 løver. De fangede også fem løveunger, og tre af dem endte i Zoologisk Have i London. De forlod Zambezi River i oktober 1898 for at vandre op langs Shire River til Britisk Centralafrika.
Anskød to elefanttyre
Efter at have taget færgen op til den nordlige ende af Lake Nyasa, skiltes de for en tid. Grogan besøgte the Chiperoni Hills og Sharpe tog til Tanganyika, og de mødtes senere i byen Mtowa, men Sharp var blevet syg og havde feber. Han var kollapset i Ujiji og var blevet bragt til Mtowa for at blive tilset af lægen i en ekspedition, ledet af Mohun, den amerikanske konsul i Congo.
Sharpe følte sig bedre i løbet af nogle dage. Teamet fortsatte til Ujiji, hvor den tyske hospitalskommandant blev en del af det, og nu kunne hoveddelen af safarien indledes.
Efter at have hyret 130 bærere fra Manyema-stammen, forlod Grogan og Sharpe Ujiji og gik op langs Lake Tanganyika. Sharpe pådrog sig en mild grad af hedeslag, mens Grogans malariafeber vendte tilbage. Igen kom hjælpen fra tyske koloniofficerer. Den befalingshavende officer i garnisonen i Usambara, løjtnant von Gravert arrangerede, at Grogan blev båret i en hængekøje, der blev bundet fast til en lang pæl, selv om victorianske kolonifolk generelt ikke brød sig om at blive båret omkring på ”det sorte kontinent” i hverken hængekøje eller bærestol.
Grogan betalte tilbage til tyskerne ved i 1900 at organisere en form for militær efterretningstjeneste, der var til tyskernes fordel i slavekrigen i Congo Free State, idet de med baggrund i hans informationer flyttede deres grænsestation 40 mil ind på belgisk territorium.
Nået frem til Kivu spottede de den første flok elefanter. Rwandan-elefanten var en variant, men først efter en uges hård stalking i tæt skov lykkedes det for Grogan at anskyde en elefanttyr, der tog flugten, og et år senere skrev han: Jeg tror, at den stadig løber.
Dagen efter anskød han endnu en elefanttyr, der blev rasende og slyngede ham 10 fod ind i et tornekrat. Mens Grogan lå der, gik elefanten amok og trak træer op, som den slyngede i forskellige retninger. Forestillingen gav Grogan mareridt i flere år. Blodig, forslået, kold og sulten forfulgte han den sårede elefant resten af dagen, men han fik ikke gjort en ende på dens lidelser.
Da de fortsatte ekspeditionen, enedes de om at undgå det vestlige Rwanda på grund af et aggressivt folk ved navn Baleka, som havde ry for at være kannibaler. I stedet for gik de nordpå langs den østlige bred af Lake Albert Edward. Her stødte de på få afrikanere, som ernærede sig af fisk og søde kartofler, men undertiden fangede de også en flodhest i en vildtfælde. Da de nåede til det, der i dag er Uganda, var de begge angrebet af feber og hvilte ud i Fort Gerry (Portal).
Fordi Sharp havde fået sin eventyrlyst styret, forlod han Grogan og satte kurs mod Afrikas østkyst for at tage en damper hjem. Grogan fortsatte alene.
Ewart Scott Grogan ses her med elefantstødtænder. Man kan gætte på, at den største stødtand kan være fra en af enhjørningerne på 96 pounds.
(”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
To mega enhjørninger
Grogan havde stadig mod på elefantjagt, og i Fort Portal købte han en elefantlicens for 25 GBP og tog på elefantjagt igen. Med et følge på 30 bærere forlod han Wadelai på vestbredden af Nilen.
Det er svært at sige, om Grogan nu var blevet dygtigere til elefantjagt, end han hidtil havde været, eller om Sharp havde været en hæmmende ulykkesfugl, eller om elefanter i Wadelai var mindre smarte end Rwandan-elefanter, men Grogan havde større succes denne gang.
Vest for Mboga skød han ved Semliki River to entandede elefanttyre. Den ene stødtand vejede 98 pounds, og den anden 86 pounds. De to stødtænder blev de bedste under hele ekspeditionen.
Hans beskrivelse af stødtænderne i et brev til the American Smithsonian Institution tydeliggør, at disse elefanter var, hvad der nu kaldes for skovelefanter, og fordi deres stødtænder generelt er mindre end savanneelefanters, var stødtænderne fra de to elefanter, som han skød, således sensationelt store.
Grogan fortsatte mod nord og skød elefanter undervejs. Han befandt sig på britisk territorium, men fordi landet for nylig var blevet plyndret af askaris fra Congo Free State, var lokalbefolkningen mistænkelig over for ham. For at overbevise dem om sine engelske aner, viste ham den et foto af Lugard, som de havde stor tillid til, og snart fulgte en stor skare af dem med ham, og de blev ivrige af alt det elefantkød, som han gav dem.
I Wadelai sejlede Grogan i en stammekano over til Nilens østbred, og han gik gennem bushen til Fort Berkeley og Kero, og i nogen tid sejlede han med en belgisk hvalbåd. Han var tæt på sit mål at være det første menneske, der havde krydset kontinentet fra syd til nord.
Det mest farlige øjeblik på ekspeditionen opstod i Bohr nord for Rejaf. På det tidspunkt havde han kun 13 bærere tilbage. Grogan var blevet vant til, at nysgerrige Dinkakrigere i hundredvis kom til hans lejr hver dag og undersøgte hans ejendele og truede ham på en godmodig måde.
Tidligt en morgen lagde Grogan imidlertid mærke til et stemningsskifte hos krigerne, der pludselig dræbte hans bæreres leder med spyd, og to andre bærere blev dræbt med køller. De 10 tilbageblevne bærere søgte tilflugt i skoven, og iblandt dem var en ung mand, bevæbnet med Grogans revolver. Grogan selv stod med sin dobbeltriffel, ladet med blødnæsede ”dum-dum-kugler”, og han skød nu Dinkahøvdingen og en anden leder. Den nærmeste kriger prøvede at ramme ham med sit spyd, men Grogan skød ham.
Skød endnu to krigere
Bange for riflen løb krigerne nu cirka 300 yards bort for at regruppere sig. De troede, at de var uden for livsfare, fordi de byggede på erfaringer fra sortkrudtsvåben. Grogan sigtede omhyggeligt på en kriger, der var seks fod høj, og som prøvede at få krigerne til at indlede et nyt angreb, men Grogan skød ham. Efter at have skudt endnu en kriger på lang afstand, havde Grogan kun nogle få patroner tilbage, og da hans bærere kom tilbage fra skoven, forlod de i hast stedet fulgt på behørig afstand af krigerne.
Elefanttyr, tegnet af Ewart Scott Grogan, men det foreligger ikke oplyst, om den var en illustration til artikler eller bøger.
(”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
Grogan og hans bærere nåede ud af Dinkaterritoriet med krigerne i hælene. I 10 dage holdt de til ved Zaraf River, hvor der fandtes solbagt mudder, inficeret med myg, og floden var fuld af krokodiller, der levede af flodheste og pelikaner. Mændene blev modløse, men helt uventet rendte de ind i en europæisk safari. Det var Major Duun, et medlem af Malcolm Peakes ekspedition, som var gået op langs Zaraf for at jage. Herfra var det nemt, næsten luksuriøst, at rejse med damper ned ad Nilen til Ægypten.
Grogan returnerede til New Zealand og giftede sig med Gertrude Edith Watt. Han skrev bogen ”From Cape to Cairo” (1900), og den efterfølgende foredragsturne bragte ham ind i jagt- og eventyrerkredse. Under Boerkrogen gjorde Grogan tjeneste i den britiske hær som kaptajn, men blev indlagt på hospitalet med malaria. Efter krigen rejste han til Kenya og gav sig i kast med tømmerfarming, der medførte mange rejser til Europa og USA.
I 1907 var han tilbage i Kenya som fredens tjener. Han var en streng mand med en klar britisk attitude. Moderne biografer udnævnte ham til at være både anti-asiatisk og antisemitisk. Samme år foretog han en officiel inspektion af fængslet i Nairobi og fandt, at forholdene her var rystende. Han vidste ikke, at han selv snart skulle få dem at føle på sin egen krop.
Om natten 13. marts 1907 forulempede tre berusede Kikuyu rickshawchauffører to kvindelige passagerer – miss MacDonald og Mrs. Hunter. Uheldigvis for de tre chauffører var Dorothy Hunter Grogans søster. Næste morgen ledte Grogan efter rickshawchaufførerne, som han snart fandt og lagde i håndjern.
Ledsaget af to andre briter, Bowker og Gray, bragte Grogan de tre mænd til retsbygningen for at få dem dømt. Men fordi dommeren, E.R. Logan bad dem om at opgive sagen, gav de hver af de tre richshawchauffører 25 slag med en pisk, og de blev bragt til behandling på hospitalet. En af dem havde været døden nær.
I fængsel for piskeslag
De tre briter blev sigtet for overfald, og Grogan blev idømt en måneds fængsel og en bøde på 500 rupee. Bowker, der blev arresteret på en safari og Gray skulle hver tilbringe to uger i fængslet og betale en bøde på 250 rupee, og de blev alle tre straks indsat i fængslet til afsoning.
Fængslingen af de tre mænd spredtes som løbeild, og nybyggere begyndte at samle sig i Nairobi med skydevåben og køller. Kolonien syntes at være på randen af oprør.
Guvernør Frederick Jackson beordrede nybyggerne til at forblive i husarrest, så de tre mænd kunne afsone i sikkerhed. Grogan overfaldt dog en fængselsansat, som han følte, havde truet ham. Domfældelsen blev senere omstødt på grund af uregelmæssigheder i retssagen.
Grogans røgsvage dobbeltriffel, men kalibret oplyses ikke.
(”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
I 1909 Grogan rejste til Lado Enclaven for at jage elefanter, hvilket var profitabelt på grund af manglende civil kontrol over området. Han tilbragte tre gode år i enklaven, men det er desværre ikke oplyst, hvor mange elefanter han skød, men et gæt er hundreder.
I Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i den engelske hær og blev udnævnt til oberst. Han var i efterretningsafdelingen under Richard Meinertzhagen og blev dekoreret for sin indsats.
I mellemkrigstiden boede Grogan fortrinsvis i Nairobi. Under Anden Verdenskrig blev han sendt til vestkysten i USA for at fungere som forbindelsesofficer for britiske tropper, der var udstationeret der.
Grogan og hans kone, der var sammen i over 50 år, fik senere en farm nær Taveta på Tanganyikasiden. Grogan spillede en central rolle i Kenya i mange år, og han var en af de sidste legender fra pionertiden. Da han døde, ejede han over 500.000 acres i Kenya.
I 1906 havde Grogan og hans indiske partner, Sharif Jaffer, købt 99-års lejemål af den såkaldte Gertrude Swamp for 100 GBP. Området bestod af 120 acres tæt på centrum af Nairobi, men var ubrugeligt, fordi det var sumpet. Grogan hyrede en entreprenør til at dræne hovedparten af arealet og købte sin partner ud i 1910 for 3.000 GBP.
Gennem mange år lejede han dele af området ud til indiske handelsfolk, og de byggede snart en hel bydel med små grønssagshaver. I 1929 ønskede Nairobi byråd at købe området af ham. Da han forlangte 60.000 GBP for det, gik handelen i vasken. I 1930 tilbød byrådet ham imidlertid de 60.000, som han havde forlangt året før, men han afslog, og han solgte endelig området i 1948 til byrådet for 180.000 GBP og følte, at han havde fået hævn.
David Chandler: ”Legends of the African Frontier”. Safari Press, USA, 2008.
