“Det er en ommer, DOF” Det skriver Henning Kørvel, som mener, at foreningen fisker i rørte vande, når motorbådsjagt inddrages blandt skurkene i forhold til visse havfugles trængsler

Synspunkt af Henning Kørvel

DOF vil give havfugle som edderfugle, lunder, lomvier og mallemukker en hjælpende hånd og beder om penge til formålet. Iltsvind i danske farvande, fiskeri med bundskrabende redskaber, plasticforurening og motorbådsjagt udråbes som skadelige faktorer, hvorimod foreningen ikke forholder sig til den omsiggribende kitesurfing i fugleområder, og at ræve holder bestande af jordrugende fugle som edderfugle nede. Dette kan enten skyldes uvidenhed eller bevidst populisme, og jeg anbefaler, at folk i stedet for at støtte DOF økonomisk køber en flaske rødvin for pengene, for miljøministeriet har jo allerede iltsvind og fiskeri med bundskrabende redskaber på dagsordenen.

Dansk Ornitologisk Forening kunne ligeså godt have appelleret til den danske befolkning om hjælp til pingviner på den sydlige halvkugle, men i stedet for opfordres danskerne til ”at hjælpe edderfugle, lunder, lomvier og mallemukker på ret kurs”.

Ikke uventet er edderfuglen i spil, men det virker i stil med pingviner på Sydpolen, når man dernæst nævner lunde, lomvie og mallemuk, der ikke er typiske danske havfugle, og antagelig heller aldrig nogen sinde bliver det.

Jeg ville have kunnet forstå det, hvis man efter edderfugl havde nævnt sortand, fløjlsand og havlit, fordi de vel også må være omfattet af den gruppe havfugle, som foreningen henvender sig til folk om at få hjælp til at frelse.

Foreningen mener, at de fire nævnte arter har det svært, fordi ”de er afhængige af de danske havområder, der ikke er optimalt beskyttede”, men derimod ”trues af mange års alvorlige overudnyttelse og forsømmelse”.

Jeg vil gå med til, at edderfuglene er i spil, men det tenderer enten uvidenhed eller populisme, når man kæder ”truslerne” imod edderfugle, lunder, lomvier og mallemukker sammen med iltsvind som følge af udledning af kvælstof, fiskeri med bundskrabende redskaber, overfiskeri, motorbådsjagt og plasticforurening.

Man kan ikke pege på motorbådsjagts virkning på fuglene, fordi der på den jyske vestkyst er fundet cirka 10 mallemukker, der er døde på grund af plasticforurening.

Fordi Den Grønne Trepart og SMV-regeringen allerede har fokus på udledning af kvælstof fra landbruget, og miljøminister Magnus Heunicke (S) ligeledes har initiativer i gang imod fiskeri med bundskrabende redskaber i nogle af vores farvande, er det ”spildte ord på Balle-Lars”, når DOF fokuserer på disse emner, og tilmed fremhæver motorbådsjagt som en problematisk jagtform, og i hvert fald problematisk for netop DOF, der overhovedet ikke sympatiserer med nogen former for jagt, men helt bevidst derimod overser andre støjkilder på søterritoriet end beskeden motorbådsjagt.

Hvis DOF havde nævnt motorbådsjagt som et potentielt problem i nogle af de danske farvande i 1970-erne, 1980-erne og 1990-erne, ville det have haft mening, men at nævne motorbådsjagt i 2024, beror på uvidenhed om de faktiske forhold, eller det er ren spekulation og DOF-politik, for hvor i Danske farvande drives der motorbådsjagt, som udgør et sagligt problem for havfugle, og ikke kun er et problem for DOF-er, der sidder lunt og godt bag tastaturet på kontorer i København?

Kitesurfing et større problem end motorbådsjagt

Hvis DOF havde opdateret sin viden om forstyrrelsestryk på søterritoriet, så ville man i stedet for motorbådsjagt have peget på kitesurfing. Mange steder i endda vildtreservater og Natura 2000-områder bliver der på dage med blæst surfet så intenst, så områderne er totalt renset for fugle. End ikke havørne kan gøre jobbet bedre. Jeg har set det i Karrebæk og Dybsø Fjorde. Det skulle DOF hellere bruge energi på at få begrænset eller forbudt i stedet for at udråbe den smule motorbådsjagt, der er tilbage, som en synder i forhold til havfugles trivsel.

Antallet af strand- og havjægere er jo raslet ned, og der bliver i dag kun produceret få nye skydepramme, mens havjagtbåde anskaffes og bruges til alt andet end havjagt.

Sagen er jo den, at de jagtfjendtlige foreninger i Danmark som fx DOF har fået havjagt fra motordrevne fartøjer beskåret ind til benet, fordi kun edderfugleandrikker og sortand i øjeblikket har en jagttid, mens havlit og fløjlsand er fredet, men man har ikke fokus på disse arters reelle tilbagegang, for det er sjovere for DOF og andre kun at fokusere på jagt og hænge jagtudøverne ud og kræve motorbådsjagt forbudt.

LÆS også: DOF’ jagtpolitik

Samlet set betyder dette, at fordi den danske edderfuglebestand også er veget fra 25.500 til nu 17.500, er havfuglejagt i flere farvandsområder i Danmark, bl.a. omkring Fyn, indstillet og udøves kun af ganske få jægere, men når blot en eller to motorbåde er for mange for DOF, så skal motorbådsjagt absolut forbydes, mens kitesurfere der vel sagtens kan være DOF-medlemmer, kan surfe fuglene bort fra store farvandsområder.

Der er intet nyt heri. DOF vil helst have fjernet al jagt fra jordens overflade, og et forbud imod motorbådsjagt har officielt stået på foreningens agenda siden udgivelsen af kampskriftet ”Kystfuglejagt og Kystuglebeskyttelse” (Lorenz Ferdinand) i 1975.

I forhold til kampskriftet mangler man kun at få forbudt motorbådsjagt og jagt i EF-Fuglebeskyttelsesområder, men hvorfor skal det forbydes? Vi har i Danmark tradition for motorbådsjagt og jagt i fuglebeskyttelsesområder, uden at bestandene går tilbage af den grund.

Så det er i virkeligheden en gammel travhest, som DOF nu lufter endnu engang, og jeg har en mistanke om, at opråbet om hjælp til de danske havfugle, er udtænkt af ”den gamle garde” i foreningen (Meltofte, Flensted m.fl.), for de unge ornitologer er til at tale med for os jægere, og er fremkommelige, hvor den gamle gardes medlemmer er indædte jagthadere, og altså tilmed er bagud med reel viden, når de vil have den smule motorbådsjagt, der er tilbage i Danmark, forbudt. Vi skal derimod hellere passe på den som kulturbærende faktor og i stedet for begrænse eller forbyde kitesurfing, som er en ren forbandelse for det maritime miljø. I må være dårligt seende, når I ikke kan se det.

Bekæmp rævene af hensyn til jordrugende fugle

Jeg forstår dog ikke, hvorfor foreningen nævner lunde, lomvie og mallemuk, men det er nok for at få budskabet til at glide lettere ned hos uvidende danskere, som DOF forestiller sig, vil forbinde ”havfugles mistrivsel” med iltsvind og fiskeri med bundskrabende redskaber samt motorbådsjagt.

Lunder (søpapegøjer) overvintrer i Nordsøen, og det er formentlig fugle herfra der lejlighedsvis ses i Danmark. Kan man så kalde den en dansk fugl?

Nej, men lomvie yngler derimod på Græsholm ved Christiansø. Det samme gælder for alk, men jeg tvivler på, at motorbådsjagt er til hinder for, at den trives i danske farvande, for hvor meget motorbådsjagt bliver der dog udøvet i den østlige del af Østersøen nær Christiansø og Græsholm?

Motorbåde kan få fuglene til at lette, hvorpå de flyver et andet sted hen. Og hvad så?

Hvis DOF ønsker at gøre noget positivt for ynglende edderfugle og andre jordrugende arter, så skulle man hellere fokusere på ræve. Nyord er et lysende eksempel på den ynglesucces, som jordrugende fugle får, når ræve holdes nede af jægere.

Se i modsætning hertil på Karrebæk Fjord. Her ynglede der for 20-25 år siden hundreder af edderfugle på øen Lindholm. Edderfugleællinger fyldte havnebassinet i Karrebæksminde, men i dag ses ikke en eneste ælling, fordi ræve på Lindholm sørger for, at edderfugle ikke kan yngle på øen længere, og står det til præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, så skal ræve uhindret have lov til at æde rub og stub af ynglen fra jordrugende fugle. Og ”når arter har nået bunden, så giver vi bare jægerne skylden for tilbagegangen”, gætter jeg på, må være hendes ræsonnement.

DOFs opråb er et ynkeligt forsøg på at fiske i rørte vande, men det er direkte plat og helt uhørt, at man i håbet om at få danskerne til at ryste op med kroner til nytteløse initiativer, påberåber sig, at alke, lomvier og mallemukker er pressede på grund af bl.a. jagt fra motordrevne fartøjer. Den holder simpelthen ikke, DOF, men er en ommer.

I kan kun få den yderste venstrefløj med på den galej, men fordi de heldigvis (endnu ikke) har majoritetsmagt i Danmark, så rækker det som ”en skrædder i helvede”, hvilket sås, da Alternativet ville have forbudt udsætning af vildt til jagt i Danmark.

I bruger helt bevidst disse argumenter, fordi de i pressen jævnligt bliver udråbt til nogle af tidens store problemer for de danske farvande, og I håber, at uvidende danskere så tager dem for gode varer og betaler til jer ved kasse 1.

Jeg må dog advare imod dette, og jeg vil endvidere anbefale danskerne at bruge penge til noget andet end at sende dem til DOF, der på opråbet har sat flueben ved indbetaling af 100 kroner til formålet. Køb i stedet for en flaske rødvin for pengene.

Hvad kan DOF dog gøre ved iltsvind i farvandene og fiskeri med bundskrabende redskaber?

Intet. DOF kan kun skubbe på hos regeringsinstanser, hvilket vil sige, skrive til dem, der allerede ser på disse problematikker, men det ville jeg ikke give så meget som en krone for, og jeg håber heller ikke, at miljøministeriet smider skatteyderkroner eller for den sags skyld jagttegnspenge ud til så spektakulære formål, der ikke fortjener nogen seriøsitet overhovedet, men er et flop og en ommer, og intet som helst andet.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version