Tilladelser til regulering af bramgæs er gået hårdt ud over beskyttede engfugle ved Vadehavet. Derfor bør der ikke reguleres gæs om foråret i vigtige yngleområder, mener Egon Østergaard, DOF
Pressemeddelelse om Fugle & Natur
Sårbare bestande af ynglende engfugle på Mandø er gået dramatisk tilbage de seneste to år, hvor der er givet stribevis af tilladelser til regulering af bramgæs i engfuglenes yngletid og midt i et Natura 2000-område.
– Den praksis kalder bestemt ikke på en gentagelse i 2017, siger Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
Det er forskere fra Aarhus Universitet (DCE), som har undersøgt konsekvenserne af reguleringen af bramgæssene.
Reguleringen er indført for at begrænse den voksende bestand af bramgæs, som gør skade på landmændenes afgrøder.
Men den ny rapport fra DCE viser, at reguleringen helt utilsigtet går ud over flere vadefuglearter, som i forvejen er i alvorlig tilbagegang.
Andre fugle rammes
Bestanden af stor kobbersneppe, strandskade og vibe på Mandø er gået tilbage med 50 pct. som følge af reguleringen i 2015 og 2016.
– Ynglebetingelserne på øen i 2015 og 2016 var ellers ekstra gode efter meget nedbør i marts-april, så bestandene burde have været i top. Men når reguleringsjægere løber rundt på engene og skyder til højre og venstre, eller når landmænd med diverse skræmmemidler jager rundt med gæssene og engfuglene dag efter dag, så går det ud over de ynglende store kobbersnepper, strandskader og viber, skriver Egon Østergaard i en leder i DOF’s medlemsblad Fugle & Natur.
– Med de nye reguleringsregler, der også er et ønske fra to ministres side for at vise handlekraft, er bramgåsen nu reelt fredløs, selvom der ikke er jagttid på den. Arten kan reguleres efter meget lempelige regler i alle årets måneder også i internationalt naturbeskyttede områder. Juridisk er det ikke jagttid, men det er meget tæt på.
– Efter den klokkeklare konsekvensvurdering fra forskerne på Aarhus Universitet vil det være at handle mod bedre vidende, hvis der gives tilladelser til regulering i områder med ynglende engfugle i årene fremover. Udfordringerne med den stærkt stigende bestand af bramgæs skal løses intelligent ved en international forvaltningsplan i stedet for skadelige hovsaløsninger, mener Egon Østergaard.