Henning Kørvel beretter om James H. Sutherland, der går under navnet “Elefantjægernes elefantjæger”, da han har nedlagt flere elefanter end nogen anden – herunder gigantisk elefant i Belgisk Congo
Tekst: Henning Kørvel Fotos: ”The Adventures Of An Elephant Hunter” (1912)
Han har skudt 1.300-1.600 elefanter, og den største tyr med stødtænder på 207 pounds (94 kg) og 205 pounds (93 kg) fik han i Belgisk Congo. James H. Sutherland (1872-1932) har derfor fået prædikatet ”elefantjægernes elefantjæger”. Han kom i 1896 til Cape Town uden ideer om, hvad han skulle lave. Da Boer-krigen brød ud i 1899, flyttede han til Afrikas bagland for at jage elefanter.
Elefantjægernes elefantjæger, er det prædikat, som hæftes på James H. ”Jim” Sutherland (1872-1932), der i lighed med John A. Hunter var skotte.
Med 1.300-1.600 elefanter har han skudt lidt flere end Hunter, som har skudt over 1.400 elefanter, og derudover har Hunter den suveræne verdensrekord i antallet af nedlagte næsehorn.
Med 500 GBP på lommen ankom James H. Sutherland 24 år gammel i 1896 til Cape Town, men havde ingen ideer om, hvad han skulle give sig til i Afrika.
Han engagerede sig i forskellige erhverv i Johannesburg, Mafeking, Matabeleland, Tanganyikasøen og Belgisk Congo.
Han prøvede også kræfter som professionel bokser og var tilsynsførende på opførelsen af Beira-Mashonaland-jernbanen, før han ved udbruddet af Boer-krigen i 1899 flyttede ind i det afrikanske bagland for at indlede jagt på elefanter.
Han jagede hovedsagelig i portugisisk og tysk Østafrika, og da han havde skabt sig et navn som elefantjæger og var blevet berømt, udgav han i 1912 ”The Adventures of an Elephant Hunter”. Da han var i London i 1913, blev han feteret som ”verdens største elefantjæger”.
James H. Sutherland poserer her på en nedlagt elefant. (“The Adventures Of An Elephant Hunter”, Macmillan, 1912).
Big business
Han betragtede elefantjagt som ”big Business” med mange hjælpere, som havde deres koner med på jagtekspeditionerne, og de boede i en hel by af telte.
På nogle af sine elefantsafarier havde han cirka 800 hjælpere med deres koner med.
Populærpressen beskrev ham senere som ”elfenbenskonge”, der blev båret fra elefant til elefant i en bærestol. Denne historie startede senere i hans karriere, da han rekreerede efter et alvorligt forgiftningstilfælde.
En anden ”avisand”, som cirkulerede, gik på, at han tog sig til indtægt for stødtænder, som andre hvide jægere havde skudt.
I 1904 flyttede Sutherland til Tysk Østafrika, hvor han jagede i det næste årti.
Fra 1905-1906 var han involveret i Maji-Maji-oprøret og kæmpede imod oprørerne sammen med tyske kolonistyrker, og for sin indsats skulle han have fået Jernkorset. I tilgift gav den tyske guvernør ham licens til uden begrænsninger at jage og nedlægge elefanter i kolonien.
I ”Legends of the African Frontier” mener David Chandler, at det er mere sandsynligt, at hans jagtoperationer var så succesfulde, at han var i stand til at bestikke sig til den ubegrænsede licens til elefantjagt adskillige år før Maji-Maji-revolten.
Chandler anser også historien om jernkorset for yderst tvivlsom, fordi medaljen knytter sig til den Fransk-Tyske krig og Første Verdenskrig (samt Anden Verdenskrig), men anfører, at Sutherland derimod blev tildelt britiske, franske og belgiske ordner, herunder Legion d’Honneur.
Jim H. Sutherland hygger sig her med sin bull terrier. (”The Adventures Of An Elephant Hunter”, Macmillan, 1912).
Efter udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 var Sutherland på jagt i tysk Østafrika, og de tyske myndigheder forsøgte at tilbageholde ham. Men ved at foretage en omvej på 800 kilometer tog han gennem portugisisk Østafrika til Nyasaland, hvor han blev ansat af guvernøren som Chief Intelligence Officer med rang af løjtnant, og i 1916 blev han udnævnt til kaptajn.
Sutherland og Charlie Grey væddede 100 GBP på, hvem af de to, der døde først, og da Grey blev dræbt af en bøffel i 1930, indkasserede Sutherland sine 100 GBP.
Elefanttyr, nedlagt af James H. Sutherland. (“The Adventures Of An Elephant Hunter”, Macmillan, 1912).
Forgiftet af Azandestammen
Sutherland død kun to år senere er indhyllet i mystik. Den generelle og accepterede version af hans død er, at han blev offer for en sammensværgelse og blev forgiftet af Azandestammen gennem sin mad.
Om doseringen var forkert i Sutherlands favør, eller hans indre organer var stærkere end normalt, får vi aldrig opklaret, men forgiftningen lammede ham kun delvist, og han genoptog elefantjagt, men døde 26. juni 1932. Nogle påstod, at han døde af en simpel sygdom, og i ”Kill or be Killed” (1933) hævdes dødsårsagen at være dysenteri.
James H. Sutherland (til højre) sammen med vennen, major G.H. Anderson. (”The Adventures Of An Elephant Hunter”, Macmillan, 1912).
Fordi Sutherland kun skrev en bog, udgivet i 1912, er der mange huller i vores viden om hans karriere.
Han blev beundret, fordi han præcist gjorde alt det, som han havde lyst til, og det blev ligefrem fashionabelt at nævne hans navn i erindringer, og mange forfattere tog sig således friheder i sandhedens navn.
En af dem – Marcus Daly – hævdede, at det var ham, der inspirerede ham til at jage elefanter tilbage i 1898, men det mener Chandler, ikke holder i byretten.
I The Adventures of An Elephant Hunter fortæller Sutherland, at en elefanttyr kastede ham op i luften, og han landede på ryggen, hvor det lykkedes ham at få fat i en nedhængende gren og svinge sig op i træet, hvorefter han lod sig falde til jorden igen, greb sin riffel og skød elefanten.
I bogen fortæller han, at det største par stødtænder fra en hanelefant, som han skød, vejede 152 pounds (69 kg) og 137 pounds (62 kg), og de næststørste stødtænder vejede 145 pounds (66 kg) og 140 pounds (64 kg). I 1929 skød han i Belgisk Congo sin allerstørste elefanttyr, hvis stødtænder vejede 207 pounds (94 kg) og 205 pounds (93 kg).
James H. Sutherland poserer her med den ene af tre elefanttyre, som han nedlagde en eftermiddag. (”The Adventures Of An Elephant Hunter”, Macmillan, 1912).
Sutherland brugte forskellige kalibre, men i modsætning til Karamojo Bell foretrak han svære rifler til jagt på elefanter og næsehorn., og han foretrak at skyde med en .577 dobbeltriffel med en 750 grains kugle. På den åbner savanne brugte han desuden en .318 Westley Richards boltaction riffel.
I 1912 mødte Sutherland sin livslange ven, major G.H. ”Andy” Anderson, som han introducerede til elefantjagt. I sit testamente testamenterede han sin ejendom til Anderson.
Sutherland blev begravet nær Yubo i det sydlige Sudan, og hans venner rejste senere en statue af bronze over ham, indgraveret med to elefanter stående under et palmetræ med inskriptionen:
Til mindet om den store elefantjæger, Jim Sutherland.
