Vildtbiolog afvises af Miljø- og fødevareministers rådgivere. Biologen må ikke fremlægge hjortevildtplan renset for kvoter og arealbegrænsning

Kommentar af Netnatur

Vildbiolog Egon Bennetsen mener ikke det er nødvendigt at indføre arealbegrænsning og afskydning styret af licens og uddelte kvoter etc. Faktisk tværtimod.

Tiltagene kan ifølge biologen føre til uheldig forvaltning til skade for ikke mindst det danske kronvildt.

Det danske hjortevildt kan og bør ifølge den nordjyske biolog og skovejer afskydes ved hjælp af tilpassede jagttider.

Det har han argumenteret for i en lang række fagligt underbyggede artikler på bl.a. Netnatur.dk

Men synspunkterne kan han ikke få lov til at fremlægge direkte over for Den Nationale Hjortevildtgruppe. En gruppe nedsat af Vildtforvaltningsrådet, der er Miljø- og fødevareministerens officielle rådgiver i spørgsmål og jagt og vildt.

Fagligt og farligt

Rådet afviser det tilbudte oplæg og man vil ikke lytte til hans mange års iagttagelser samt forslag til det, som han kalder en ikke-bureaukratisk forvaltningsmodel.

Det kan man læse i referat fra Den Nationale Hjortevildt gruppes (DNH) møde d. 8-12-2017, hvor der bl.a. skives følgende:

”DJ (Danmarks Jægerforbund red.) har fået henvendelse omkring Egon Bennetsen og hvorvidt han kan deltage i årsmødet med et oplæg om forvaltning af hjortevildt som et fagligt partsindlæg i den verserende debat vedrørende forvaltning af hjortevildt”.

Men biologens henvendelse faldt ikke i god jord og i referatet skrives:

”Gruppen afviste en sådan deltagelse med begrundelse i, at der alene er tale om en privatperson, som ikke repræsenterer en organiseret gruppe af interessenter. ”

Privatpersoner: Ingen stemme

Afvisningen af den nordjyske vildtbiolog har afstedkommet kritik på de sociale medier.

En debattør mener ikke, at et offentligt råd kan og bør afvise at lytte til en vildtbiolog med hjortevildt som speciale. I Danmark er der redaktionen bekendt kun et par stykker af slagsen.

At vildtbiologen ikke er politisk organiseret, styrker kun troværdigheden i hans indlæg, fremføres det af debattør. Men dette punkt er Miljø- og fødevareministerens rådgivere ikke enige i.

Gruppen betragter ham som privat person og dem lytter man ikke til.

Som argument fremfører gruppen desuden:

”Derudover er det gruppens vurdering, at når det gælder videnskabelige og faglige udredninger på området, er det DCE Aarhus Universitet som fagligt og professionelt er garant for dette.”

Supplerende fagligt indspark

Afvisningen har i gruppen Hjortevildtforvaltning i Danmark modtaget skarpe bemærkninger fra gruppens stifter og administrator.

” … det er tilsyneladende ligegyldigt om enkeltpersonen er en person som har en kandidatgrad i vildtbiologi med hjortevildt som speciale. En kvalifikation som jeg ikke en gang er sikker på at nogen som helst i DCE eller Den Nationale Hjortevildtgruppe kan levere”

Sådan lyder det fra gruppens stifter, der de seneste år har mandsopdækket Den Nationale Hjortevildtgruppe og ikke mindst Danmarks Jægerforbunds gøren og laden i gruppen.

Administratoren giver i samme indlæg desuden udtryk for, at han ikke er imponeret over DCE’s garant for det faglige.

Han fremhæver bl.a. den faglige kritik, der er rejst af DCE’s tandsnits-undersøgelse.

Denne sag mener han burde styrke interessen for, at der lyttes til den nordjyske hjortevildtbiolog.

Det er nemlig biologen, der har påpeget, at DCE’s tandsnitsundersøgelse ikke står distancen, selv om det modsatte er fremført af både DCE og Danmarks Jægerforbund.

Også regionale oplæg

Ikke kun overfor Miljø- og fødevareministerens rådgivere tilbyder Egon Bennetsen at holde sit foredrag om forvaltning af kronvildt.

Men interessen i Danmarks Jægerforbund har virket begrænset. Det er konklusionen efter kampagne gennemført på landets mest besøgte web-magasin for jægere.

Det er således ikke Danmarks Jægerforbund, men “en kreds af nordjyske jægere”, som f.eks. står bag Egon Bennetsens foredrag i Tranum den 25. januar 2018.

Hvad siger fagligheden?

Her på redaktionen kan vi kun opfordre alle, der har indflydelse på fremtidens hjortevildtforvaltning såvel lokalt, regionalt eller nationalt til at vise interesse og melde sig til mødet i Tranum. Der er stadig ledige pladser.

Enhver er naturligvis salig i sin tro, men det kan næppe være farligt at lytte til til fagligheden … På det område vil vi give den omtalte debattør ret: Det må være en pligt.

En mulighed som nuværende minister på området da også har gjort brug af.

Under åben høring i Folketinget om hjortevildt inviterede han Egon Bennetsen til at holde et oplæg under overskriften “Hvad siger fagligheden?”

Desværre gik ministerens egne rådgivere i spørgsmålet om hjortevildt glip af dette oplæg. Den Nationale Hjortevildtgruppe – nedsat af Vildtforvaltningsrådet – udeblev nemlig fra høringen.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version