Vildsvinet stikker med jævne mellemrum sin muntre tryne frem i de danske medier, og hver gang der nævnes vildsvin, dukker ordet svinepest også frem

Af Peter Thisted

Vi bringer derfor her en række af de facts om sygdommen, der gennem mange år har givet anledning til bortskydning af de vildsvin, som har forsøgt at geninvandre til Danmark.

Smitten

Smitten overføres i den enkelte besætning fra dyr til dyr ved direkte eller indirekte kontakt gennem strøelse, foder og vand, som er forurenet med urin, gødning og næseflåd fra syge dyr. Stier, hvor der har været sygdomsudbrud, er smittefarlige i mange dage.

Smitte fra besætning til besætning sker oftest ved handel med grise, som er smittet, men endnu ikke har symptomer eller ved anvendelse af transportvogne, der ikke er rengjort i tilstrækkelig grad. Mennesker kan også videreføre smitten. Mellem nærtliggende svinestalde kan der ske luftbåren smitte.

Smitten kan tillige overføres ved fodring med ukogt slagteaffald, kød eller -affald indeholdende virus. Dette har været årsag til adskillige sygdomsudbrud. Smittede drægtige søer kan udgøre en smittekilde, da fostre kan blive smittet. Efter fødslen kan grisene vise sig at være sunde smittebærere. De vil kunne udskille virus i perioder hele livet og vil ikke kunne testes positive ved blodprøvning.

Forekomst af klassisk svinepest blandt vildsvin kan give anledning til overførsel af smitte til tamsvin. Dette er en medvirkende årsag til de gentagne udbrud af sygdommen i Europa de seneste år.

Behandling, bekæmpelse og kontrol

Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Såfremt der opstår en mistanke om klassisk svinepest, der ikke kan afvises af den regionale beredskabsafdeling, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Veterinærinstituttet.

Beredskabscentret foretager smitteopsporing til andre besætninger, der har modtaget dyr fra besætningen de sidste 30 dage. Endvidere smitteopspores kontaktbesætninger i de seneste 30 dage. Sådanne kontaktbesætninger sættes også under offentlig tilsyn.

Ved positive diagnose skal den smittede besætning slås ned. Kadaverne bortskaffes enten ved destruktion eller ved nedgravning. Rengøring og desinfektion skal godkendes af beredskabsafdelingen.

Der oprettes 3 kilometer beskyttelseszoner og 10 kilometers overvågningszoner omkring smittede besætninger.

Vaccination

Det er i dag ikke tilladt at vaccinere mod klassisk svinepest i Danmark. Årsagen her til er, at man hidtil ikke ved prøver har kunnet dokumentere, om et svin var vaccineret eller smittet.

DTU Veterinærinstituttet har i marts 2013 udviklet en ny lovende vaccine (DIVA-vaccine), som gør det muligt at vaccinere mod svinepest og med DIVA-vaccinen er det rent faktisk nu muligt også at dokumentere forskellen.

Forekomst

Der har ikke været konstateret klassisk svinepest i Danmark siden 1933. Der er blevet konstateret klassisk svinepest i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika i det seneste årti.

Fakta om svinepest og ricici
I områder i Europa, hvor der er en vildsvinebestand, der er inficeret med klassisk svinepest, sker der en spredning fra vildsvin til tamsvinebesætninger.

Klassisk svinepest har i en årrække været et stort problem i Europa, både i tamsvinebesætninger og i vildsvinebestanden. I områder i Europa, hvor der er en vildsvinebestand, der er inficeret med klassisk svinepest, sker der en spredning fra vildsvin til tamsvinebesætninger.

I 2001-2005 er klassisk svinepest angiveligt blevet overført fra vildsvin til tamsvinebesætninger i bestemte områder i Slovakiet, Tyskland, Luxembourg og Frankrig, der grænser op til et fælles skovområde med vildsvin.

Men der har således ikke været konstateret smitte i tamsvinebesætningerne i disse områder siden 2005, hvilket både kan tilskrives en sund bestand af vildsvin samt at man i de berørte områder er blevet bedre til at træffe modforanstaltninger mod smitte.

Risikovurdering

Risikoen for at danske tamsvin skulle blive smittet med klassisk svinepest er i dag meget lav.

Det vil den fortsat være, også selv om vildsvinet igen bliver en fast bestanddel af den danske fauna, jvf. en rapport, som Wildrisk har udarbejdet i samarbejde med det danske Fødevareministerium.

Med den nye DIVA-vaccine vil den danske export af svin heller ikke være i overhængende fare, hvis det skulle komme til et udbrud af den frygtede sygdom.

LÆS OGSÅ: Vildsvinet – uønsket i Danmark

LÆS OGSÅ: WILDRISK RAPPORTEN

Afrikansk svinepest

I dag er den største trussel mod de danske tamsvin den afrikanske svinepest, som hærger i flere europæiske lande. Læs mere om denne på nedenstående link:

LÆS OGSÅ: Afrikansk svinepest – hvad er det?

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version