”Til konerne, der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”. Dette stod på et trykt kort, som forfatteren, Svend Fleuron i 1934 sendte til en række danske godsfruer sammen med et eksemplar af sin da nyudkomne bog ”Fasandyret”
”Fasandyret”
Tekst: Henning Kørvel
I 1934 udkom en af de hidtil mest polemiske bøger om jagt herhjemme ”Fasandyret” af Svend Fleuron, der anklagede godsbesiddere og jagtbetjente for ulovlig skydning af alt med ”næb og klør” for at beskytte den larmende mongolske drage, ”fasanen”. Bogen, skrevet i romanform, skabte stort røre indadtil. Udadtil var reaktionerne få, idet de tæller et par indlæg i Dansk Jagttidende. Bogen, der endnu huskes med gru, fik i et vist omfang også praktiske konsekvenser …
”Til konerne, der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”.
Dette stod på et trykt kort, som forfatteren, kaptajn Svend Fleuron (4. januar 1874 – 5. april 1966) i april 1934 sendte til en række danske godsfruer sammen med et eksemplar af sin da nyudkomne bog ”Fasandyret” (Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag).
Kortet såvel som bogen (174 sider), men nok så væsentligt bogen, vakte bestyrtelse.
Det var var også forfatterens dybeste hensigt, fordi han her anklager godsbesiddere og jagtbetjente for med oplagt ulovlige midler at føre en nådeløs udryddelseskrig imod såvel fredede som jagtbare rovfugle og rovdyr, der udgjorde en trussel mod den ”larmende mongolske drage”, fasanen.
Krigen blev ført med træde- og pælesakse, høgefælder og stryknin. Metoder, der var billigere end anvendelsen af riffel og haglbøsse.
Jagtelev Knudsen
Handlingen udspilles ved jagtvæsenet på et sjællandsk gods, der kaldes Galtenborg, men i virkeligheden var Bregentved Gods.
Hovedpersonerne er jagtelev Knudsen og hans principal og overjæger, kaldet ”Bomben”, skulle være identisk med overjæger Frederik Saurbrey.
Øgenavnet kom af, at han ofte ”eksploderede”, når han gik i rette med sit personale.
Knudsen, der kom fra de jyders land med en sand kærlighed til naturen og dens skabninger, går ind til jobbet med romantiske forestillinger om jagt og det frie liv i de vidtstrakte skove.
Hans drømme brister snart, fordi han opdager, at en stor del af arbejdet består i med ulovlige midler at tilintetgøre såvel fredede som jagtbare rovdyr og rovfugle, pindsvin, hunde og katte.
I begyndelsen føler han afsky, men efterhånden kommer han ”efter det” ud fra devisen:
Ædelvildtet skal beskyttes, og så giver rovtøjet ”skydepenge”. Langsomt bliver Knudsen, naturens egen søn, brutal og hensynsløs.
Knudsen er just ankommet fra Jylland for at tiltræde elevstillingen. Han giver møde i overjægerboligen (”Dyrehavehus”), og Bomben starter med en længere manuduktion.
Knudsen får at vide, at skydepengene for ræv er fem kroner, for hønsehøg (duehøg) to kroner, og for hvert par musvågeklør, væsel- og kattehale, han præsterede, en krone. Patronerne skulle han selv betale. ”Men det var en dum jagtelev, der brugte bøssen for tit”, sagde overjægeren.
”Sakse og fælder var billigere, og dem fik han udleveret gratis, ligeså mange han ville have. Og så var der giften. Strykninflasken står på hylden i skuret ved fasaneriet, hvor han snart skulle blive hjemmevant. Men pas endelig på ikke at slikke på fingrene, når De har været i lag med den”.
” De har ikke lov til at kaste smuds på en hel stand, fordi der muligvis findes enkelte sorte får i denne som i alle andre erhverv, ” skrev en dansk godsejer til forfattren Svend Fleuren umiddelbart efter udgivelsen af “Fasandyret” , hvor godsejeren dog medgav, at jagten skal tage vare på den danske fauna og drives så humant som muligt.
Fasantyve!
Inden audiensen er forbi, tilføjer Bomben:
”Her på godset udrydder vi alle rovfugle, og vi regner musvåger og ugler til rovfuglene uden hensyn til fredningsbestemmelserne”.
Et par dage senere kommer Knudsen for skade at spørge Hundstrup, jagtassistenten, om jagtlovens bestemmelser for ravn, og han svarede:
”Jeg husker ikke jagtloven, men kender kun godsets bestemmelser”.
På vej op til sit hummer i gavl-værelset over stalden ser Knudsen et bundt tårnfalke på et søm.
Han stopper, tager en af dem i hånden. Hvor er den smuk i sin rødbrune trøje, og slagfjerene som malet med solbleget tush. Han kunne blive ved med at beundre dem.
”Små fasantyve, sagde Hundstrup. Vent til sommer, De kan nappe dem (fasankyllingerne) lige til femugers alderen”.
Lidt træt og desorienteret går Knudsen til ro.
”Går det sådan til her”?
Han tænker på jagten derhjemme og på sin jægerfar, der tidligt havde indprentet ham at være lovlydig og tage hensyn til faunaen.
Han drømte om jagtmarker, hvor det vrimlede med vildt. Nu havde han endelig fået lov til at lære håndteringen. Han havde nået ungdomsdrømmens himmelstige, og nu gjaldt det om at stige til vejrs, gøre et godt stykke arbejde og få en pæn anbefaling.
Svend Fleuron mente, at den oprindelige fauna måtte vige til fordel for ”den langhalede mongoler” – fasanen. Foto: Henning Kørvel
Kulturjagt
Næste dag lærer Hundstrup ham kunsten at sætte sakse, kaldet fangstjern.
Knudsen gør indvendinger og siger, at de er ulovlige. Hundstrup svarer, at det må han vænne sig til, ”for her jager vi med gift og sakse”.
Da de skrår over et stykke grønjord, rammer Knudsens støvlenæse et pindsvin. Assistenten dræber det med foldekniven, skærer benene af og rækker dem til den forbavsede Knudsen
”Ind i banken med dem. Pindsvin er en af de værste ægtyve. Ja, overjægeren har selv set et pindsvin æde en harekilling. Bare mas på”.
En af pælesaksene havde fanget en ugle. Den lå på ryggen, og åndede endnu. Jagtassistenten skærer de mishandlede kløer af og træder den gule, silkebløde fjerbylt ned i grøftesølet.
Medfølelsen lyser ud af Knudsen, og Hundstrup udbryder:
”Når det kommer til stykket, er du måske en rovfugleven, måske også ræveven, men så skulle du hellere i tide pakke klunset og forsvinde hjem til heden. Herregud, forstår du ikke, dit pattebarn, at den jagt du og din far driver ovre i plantagen, er et, og kulturjagt noget andet”?
”Hvordan skulle Galtenborg kunne være med i konkurrencen med de andre godser, hvis vi ikke brugte de samme utyskestreger? Mas bare på, du har allerede tjent tredive øre”.
Knudsen finder ikke jægerhumør og stemning på Galtenborg. Arbejdsdagen er lang, tjansen slidsom, og ustandseligt udsteder Bomben ordrer.
Ofte længes han hjem til de fattige hedeplantager, hvor brokken (Grævling red.) trimler af i skumringen, og ræven lusker i bakkerne.
Og jægerne, de var af Blichers skole, elskede naturen, havde tanker for vildtet og nærede respekt for jagten som idræt.
Det var ikke så meget om at få noget på tasken som at fylde sjælen med friske, muntre indtryk. Men kulturjagten, den forstod Knudsen sig ikke på.
”For mange jægere, kunne Bomben udbryde? Nej, det er det, vi skal slås med rovtøjet om. Altså bort med rovdyrene. Ræven bort, fasaner i stedet, krager bort, agerhøns i stedet, høgen og blishønen bort, ænder i stedet”.
Den lede, som Knudsen føler, deltes af mange på Galtenborg, for eksempel skovfolkene. Fleuron lader således Rasmus skovfoged sige:
”I mine dawe havde vi både lærkefalke og tårnfalke, og musvågerne sejlede hen over hver bøgebakke. Kom man uden for skoven, åh så skulle De se, der stod glenterne, disse store fugle med sildehalen på blafrende vinger. Duehøge havde vi også, men tro ikke, at der manglede harer af den grund eller agerhøns”.
Langsomt, men sikkert sker forandringen med Knudsen. Drømmen om jagten på heden glider i baggrunden, og afskyen over for drabene af rovfugle, herunder sjældenheder som ørn og vandrefalk, ugler og pindsvin, afløses af en iver efter de eftertragtede skydepenge og stige i Bombens anseelse.
Mentalitetsændringen ses blandt andet i en dialog med skovfogedaspirant Sørensen.
Denne fandt en dag i en pælesaks en ugle, mishandlet til døde af sult. Sørensen føler sig som medvider ved stiltiende at se på de mange ulovligheder, som de ansatte på Galtenborg snakker stadig mere åbent om, men som ingen turde gøre noget for at standse.
Knudsen fejer det af. Sætter nu med største sindsro sin støvlehæl på hovedet af den stakkels maltrakterede ugle. ”Dens lidelser må han lukke øjnene for”.
”Hvordan skulle man egentlig kunne følge jagtlovene og dog avle fasaner”?
Knudsen begynder nu selv at bruge ordet, kulturjagt. En dag han får sagt det til Sørensen, giver denne ham øgenavnet, Columbus.
I hånden har Knudsen en fælde med et væsel. Sørensen føler på den, der er mælk i patterne. Jeg kan ikke tro det, siger han til sig selv.
”I er jo ikke jægere, en ordentlig jæger kan ikke stå sig ved at være i selskab med jer”.
En dag siger Skovmorten til Hundstrup:
”Staten tåler ikke i længden sådan en samling marodører. I begår voldtægt mod naturen, men det skal den nok selv hævne, ikke på jer, men på jeres efterkommere. Og kan I ikke selv indse det, så må I på stationen med hele jeres uhyggelige udstyr af gift og torturinstrumenter”.
For hver dag bliver Knudsen mere og mere skrupelløs. En dag ser han en stork guffe i sig af fasankyllinger, vel sagtens i mangel på frøer og tudser.
Her masede man med dette kunstvildt, og nu stod han magtesløs, ikke så meget på grund af den lov, der hyttede storken, men på grund af den barndomskærlighed, som han nærede til fuglen med de lange røde hoser. Fik Bomben kendskab til den, ville han brøle: Få den væk!
Næste morgen stak Knudsen den en kugle. ”Skulle hans opdræt være spisekammer for fremmede? Nej, overjægeren havde ret, man måtte sætte sig ud over fredningsbestemmelserne”.
Men ulovligheder, begået af naboer, det var noget andet. Således indstævnedes gårdmanden i Nissebakker, fordi han havde drevet jagt 20 minutter efter solnedgang.
Han fik en mild dom, der begrundedes med, at han havde været sognefoged, og for nylig var blevet dannebrogsmand.
Godsets juridiske konsulent bemærkede, at netop sådan en hædersmand burde vise lovlydighed.
Knudsen bliver nu jagtassistent, og på turene ledsages han ofte af Bryggeren, en ældre jæger, der har slået sig ned hos overjægeren.
En dag står Bryggeren og betragter skydepengene for et kvartal: Slørugler, natugler, hornugler, afskårne ben, musvåger og alliker.
” Min Bank”, griner Knudsen.
”Hm-hm, brummer Bryggeren og tager en rødtoppet lappedykker ned. Er det også et skadedyr”? Lidt flov svarer Knudsen: ”Ja, den og blishønsene ødelægger vildællingerne”.
Brygger Andersen er forarget, ikke blot over svaret, men over den skånselsløse forfølgelse af faunaens smukkeste skabninger.
En dag tager han mod til sig til at tage en samtale med lensgreven, til hvem han fortæller om de mange ulovligheder og påpeger det skæve i, at fasaneriet drives på bekostning af den oprindelige fauna.
Lensgreven svarer blandt andet, at der vel ikke er to meninger om, at alle rovfugle , ræve, ravne og krager er svorne fjender af vildtet.
Bryggeren forlader Galtenborg, og på vejen til stationen møder han skovfolkene samlet til frokost.
Sørensen tordner: ”Ejerne af store jordarealer har ødelagt natur og fauna for at kunne byde på rekordafskydning af opdrættede dasaner.
Under slagordet ”rationel vildtpleje” har de gennem en menneskealder ladet deres jagtpersonale udrydde alle rovfugle og alle rovdyr. Lige fra uglen til det sølle væsel.
Den eneste redning er, at den offentlige mening siger stop. Lad alle os ornitologer, dyrebeskyttelsesvenner og almindelige mennesker, der elsker og kan tåle at se den levende natur, organisere os”.
Bestyrtelse
På godserne vakte bogens beskyldninger bestyrtelse. Således fremgik det af interviewet med forfatteren Aage Weitemeyer (Dansk Jagt, februar 1984), at han på det gods, hvor han i 1935 blev ansat som skytte, fik pålæg om ikke at måtte bruge sakse, for ejeren ville ikke have ”fasandyrsståhejen” om.
I Dansk Jagttidende kom harmen til udtryk i et læserindlæg 15. maj 1934 af H.C. lensgreve Schimmelmann, Lindenborg Gods.
Lensgrevinden var blandt modtagerne af det i indledningen nævnte kort med teksten: ”Til konerne, der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”.
Schimmelmann forlangte en berigtigelse, fordi tilsendelsen af bogen til lensgrevinden, og især teksten på kortet, sigtede til Lindenborg.
Fleuron gjorde gældende, at Galtenborg var et opdigtet navn, for at han i den for den ramme og i agitatorisk form kunne rejse de spørgsmål, som efter hans opfattelse tjente jagtens og faunaens ve og vel.
I et andet brev beklagede Fleuron det famøse kort, og tillige gav han udtryk for, at ejeren af Lindenborg med sit storvildt ikke i mindste måde havde grund til at tage anstød af tendensen i ”Fasandyret”.
”Netop De, der mig bekendt er en freder af faunaen, troede jeg nærmest, ville forstå bogens ide og gode hensigt”, skrev Fleuron.
Hertil svarede Schimmelmann:
”De skriver, at jeg er Dem bekendt som en freder af faunaen. Deres bog sigter godsejeren og hans jagtbetjente for lige det modsatte, og denne bog sender De til min kone med bemærkningen: ”Til konerne, der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”.
”Vil de venligst forklare mig, hvorledes jeg så skal opfatte dette bogen vedlagte kort? I brevet erklærede lensgreven sig enig med Fleuron i, at Danmarks oprindelige fauna bør bevares, og at jagtmetoderne bør være så humane som muligt.
Dog kan jeg ikke anerkende den form, De har givet Deres bog, og navnlig føler jeg mig forpligtet til at forsvare en agtet og lovlydig stand af jagtbetjente mod deres angreb.
De har ikke lov til at kaste smuds på en hel stand, fordi der muligvis findes enkelte sorte får i denne som i alle andre erhverv, sluttede Schimmelmann.
I sit svar skrev Fleuron:
”Det gør mig ondt, at De må misbillige min bogs form, men jeg må skrive, som jeg kan og håbe, at andre må tage tanken op og arbejde videre, hvor jeg slap.
Smuds på en hel stand kan der aldrig blive tale om, og det er min overbevisning, at den almene læser heller ikke vil få dette indtryk af min bog”.
”Hensigten var og er at fremelske den rigtige jægerånd og modarbejde alt i tiden og dens udvikling, der kunne skade Nordens fauna”.
Epilog: Da Dansk Jagtforening markerede sit 100-års jubilæum i 1984, tilbød en jæger i Køge at skrive en artikel i jubilæumsudgaven af ”Dansk Jagt” om godsernes betydning for fasanens udbredelse i Danmark.
Da han kontaktede godserne og forelagde dem sin ide, vendte ejerne tommelen nedad, og ideen blev derfor opgivet.
Ingen af de adspurgte godsejere ville medvirke, fordi Svend Fleurons bog fra 1934 endnu var i frisk erindring, og de ønskede ikke at hælde benzin på bålet ved at åbne deres jagtjournaler og give information om fasanudsætning.
Svend Fleuron blev upopulær blandt godsejere på grund af Fasandyret, men hans bøger solgte i store oplag i Tyskland indtil 1980-erne. Privatfoto
Svend Fleuron blev født på Katrinedal ved Keldby, Møn 4. januar 1874, og han døde i Humlebæk 5. april 1966.
Kaptajn i artilleriet i 1911. Tog sin afsked fra hæren i 1920 for at hellige sig sit forfatterskab. Han debuterede i 1906 med den lille samling ”Jagtbreve”, men slog sig op på romaner, hvor hovedpersonerne er dyr med menneskelige følelser og evner til at ræssonere. Bøger som ”Haren den grå” og ”Det tuder om natten” var meget populære, og udkom i utallige oplag.
”Fasandyret”, 1934 gjorde ham forhadt i godsejerkredse.
Før Anden Verdenskrig var Svend Fleuron en respekteret forfatter, og han nød stor anerkendelse i Tyskland. Hans forbindelse til Tyskland medførte, at Fleuron efter krigen blev betragtet som kollaboratør.
Han var medlem af en Europæisk Forfatterforening (stiftet i Weimar i 1942). Han blev ekskluderet af Dansk Forfatterforening i 1946, og en villavej i Søborg der i 1925 var blevet opkaldt efter Svend Fleuron, blev omdøbt til Maglegårds Allé.
I 1952 blev Svend Fleuron tilbudt at genindtræde i Dansk Forfatterforening, men han afslog, fordi han ønskede en total renselse og undskyldning for sin eksklusion af foreningen i 1946.
Han er begravet på Sorgenfri Kirkegård.
