De nye bekendtgørelser for vildtreservaterne skal tage højde for fritidsaktiviteter som kitesurfing og paddleboarding, så bl.a. ynglende og fældende fugle bliver skånet for forstyrrelser
Af Miljøstyrelsen
Der er 92 vildtreservater i Danmark, hvor dyrelivet er særligt beskyttet, men fugle og pattedyr er mange steder under pres, fordi de bliver forstyrret af mennesker og nye former for aktivitet i naturen.
Den stigende interesse for at bruge naturen i fritiden betyder gode oplevelser for blandt andet kitesurfere, kajakroere og andre, som dyrker friluftslivet, men blandt andet ynglefugle og sæler lider flere steder under forstyrrelserne.
Derfor vil Miljøstyrelsen revidere en række af de bekendtgørelser, som bl.a. lægger begrænsninger på, hvor i vildtreservaterne, man må gå på jagt, ro kajak eller gå tur med hunden. Samtidig vil Miljøstyrelsen overveje, om der er behov for nye reservater inden for Natura 2000-områderne.
Kortlægning af forstyrrelserne
For at få det bedst mulige udgangspunkt for at forebygge forstyrrelser af dyrelivet i de beskyttede områder har Miljøstyrelsen bestilt en udredning hos DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet.
Redegørelsen er netop kommet i form af tre store rapporter, som kortlægger de menneskeskabte forstyrrelser i Natura 2000 områderne, herunder i vildtreservaterne. Rapporterne rummer en række anbefalinger til den fremtidige beskyttelse, som skal indgå i det arbejde med revision af bekendtgørelserne, som Miljøstyrelsen er i gang med.
Vildtforvaltningsrådets reservatgruppe inddrages tæt i arbejdet, som vil løbe over de kommende år.
I reservatgruppen sidder foruden embedsmænd fra Miljøstyrelsen også repræsentanter for Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening.
Beskyttelse mod nye fritidsaktiviteter
En del af reservatbekendtgørelserne er ikke revideret siden i 1990´erne, og dengang var det især jagt, windsurfing og sejlads med motorbåd, som kunne forstyrre dyrelivet. Siden er der kommet nye friluftsaktiviteter til som for eksempel kitesurfing, der ifølge forskerne er en af de mest forstyrrende aktiviteter i forhold til yngle- og vandfugle.
Kajakroning forstyrrer også mere end tidligere, bl.a. fordi man i de moderne havkajakker kan ro i en langt større del af året end tidligere. Desuden er paddleboard kommet til som en ny, populær aktivitet, og stand-up paddleboarderne kan bevæge sig i områder, hvor mennesker ellers sjældent kommer. Dermed opstår der uro på steder og tidspunkter, hvor dyrene før havde fred.
Miljøstyrelsen lægger ikke op til, at de populære fritidsaktiviteter skal forbydes over alt i vildtreservaterne, men i nogle af de reviderede bekendtgørelser, kan der være behov for at stramme reglerne for offentlighedens adgang til områderne.
Læs rapporterne “Vurdering af forstyrrelsestrusler i Natura 2000-områderne”: