Selv om ræven i denne beretning næppe kom og faldt, som den burde, blev forfatterens første “forbier” til en ræv alligevel til en af jagtlivets blomster
Den første ræv
Forbi til ræv – en beretning fra jagtbogen ned titlen “Den første”. En titel som indeholder en række beretninger fra Michael Sands jagtjournal, som han samlede i en privat udgivelse tilbage i 1995.
Baggrunden for samlingen begrundes med, at førstegangsoplevelsen ofte opleves stærkere end gentagelsen, selv om der aldrig er to jagtsituationer, der er ens og helt sammenlignelige.
Samlingen indeholder beretninger om alt fra nedlæggelsen af den første and til jagten på den første hjort.
Denne beretning beskriver nedlæggelsen af forfatterens første ræv og artiklen er gengivet, som den oprindeligt er skrevet for for mere end 40 år siden. Læseren bedes bemærke, at jagttider er ændret og jagten er underlagt nye regler – ikke kun skrevne, men også på nogle områder uskrevne …
Af Michel Sand
Morgenluften var kold og trods det, at vi snart var i oktober måned, var jeg alligevel klædt på til sommerjagt.
Jakken blev lynet de sidste centimeter, og min uldtrøje blev på det skammeligste hevet ud over fingerspidserne, mens jeg skuttede mig i kulden.
Sommeren og sensommeren kan virke mere kold end selv de mest kolde vintermåneder, da man vel stadig forventer en smule varme og ikke er indstillet på temperaturer omkring frysepunktet og endnu mindre er klædt på til samme.
Luften virkede dejlig ren. Ifølge uret var solen allerede stået op, men her bag bakkerne vil det endnu vare lidt, inden varmen fra de første stråler ville nå os.
I græsset lå en endnu varm krikand, og et sted mellem turene en forendt gråand, som jeg ikke kunne finde i det svage lys for langt over en time siden.
Særlig livagtigt virkede den lille samling plastik lokkefugle ikke i dag, og uden vind lå de klistret til vandspejlet.
Trækket var vel ovre for i dag, og det var ved at være tid til en kop kaffe, da jeg pludselig gloede ind i fjæset på en ræv.
Overraskelsen over det pludselige møde gjorde, at jeg sad som hypnotiseret. Inden jeg nåede at foretage mig noget, forsvandt ræven igen lige så pludseligt og lydløst, som den var ankommet.
Jeg kneb læberne sammen og frembragte en pibende lyd, som jeg selv mente på udmærket vis imiterede en mus.
Det gamle kneb virkede, og med ét stod ræven der igen. Denne gang virkede det som om, at den stirrede mig direkte i øjnene og jeg sad igen fuldstændig lamslået.
Heller ikke denne gang nåede jeg at reagere, førend ræven igen forsvandt. Men min chance var ikke helt forspildt.
– Fortsætter ræven langs søens kant, må den passere en bred sti i det ellers høje, visne græs. Måske vil der her opstå en chance, tænkte jeg.
Jeg nåede lige akkurat at rette geværløbet mod passagen, da ræven travede forbi haglbøssens sigtekorn.
Jeg gav den igen som den ynkelige mus. Ræven standsede omgående og spidsede ører og så igen på mig.
Nu skulle der handles og helst hurtigt.
Sigtet faldt ræven, fingeren fandt bagerste aftrækker, og i næste nu rungede det mellem bakkerne.
I skuddet snurrede ræven rundt, og et øjeblik var det som om, at den tykke hale blev hængende i græsset.
En forbier!
Jeg gik jeg ned til påskudstedet. Det var hurtigt at overskue det visne, nedtrådte græs, og desværre var der ikke noget at tage fejl af. Ræven var væk. Jeg havde præsteret det umulige at skyde forbi til en ræv, der stod stille i.
Tilbage ved min plads ved søen fandt jeg gråanden. Men oplevelsen med ræven gjorde, at jeg indstillede jagten og opsøgte min far. For nu trængte jeg for alvor til en kop kaffe.
Vi fandt en lun plads i kanten af skoven. Herfra havde vi den fineste udsigt over efterårslandskabet.
Duerne havde allerede travlt og søgte mod markerne, mens tid var. Mange af dem var for længst nedpløjet og spildkorn og grønne spirer lå til ingen nytte allerede under en halv meter sort muld.
Vi havde placeret os ved en af duernes morgenentrækruter, men duerne fulgte nu anden rute, og alt imens kaffen sendte tætte dampe ud i morgenluften forsøgte jeg at nyde livet, men episoden med ræven nagede mig.
Jeg fulgte med øjnene en lille flok duer, der trak langs kanten af et kreaturhegn indtil de i sidste øjeblik forsvandt bag en lille bakkekam. Men hvad var nu det, der kunne ses på toppen af bakkekammen?
Snart havde jeg sat kaffen og var på vej for at undersøge mysteriet. Jo tættere jeg kom, jo mere lignede det, for det var da en rævehale. Var det ikke? Grundet bakkekammen kunne jeg ikke se, hvad der lå i den anden ende af den formodede rævehale.
Det var en rævehale, og den store hanræv var gået mindst to hundrede meter. Et øjeblik tvivlede jeg på, om det var den ræv, jeg havde skudt til, men en hurtig obduktion afslørede flere blødende sår fra de indskudte hagl.
Ræven var uendeligt flot. På benet var den dekoreret med fine sølvknapper og halen – lunten, som den kaldes, – var tæt og busket med en fin hvid spids, som i jægersproget benævnes som lygten.
Selvom vi skal værne om den gamle jagtterminologi, er der visse ord og vendinger, der falder mig unaturlig at anvende. Lygten og lunten er absolut et par af slagsen.
Pelsen var tyk og selv omend jeg havde set ræve, der var mere røde …
En ræv, der kommer og falder som en skal, er som at plukke en af livets blomster, skrev en af dansk jagtlitteraturs absolut største skribenter. Det var næppe en episode, som den beskrevne, som var i forfatterens tanker, men for mig blev nedlæggelsen af min første ræv alligevel, som at plukke en af livets blomster.
