– Brasen, tænkte Henrik Larsen, da en kroget fisk blev stående på bunden af Gudenåen med rystende hoved, men synet af en lys side afsluttede enhver mistanke om brasen
Tekst og foto: Henrik Larsen
Sidst jeg fiskede i Gudenåen trivedes sandart og brasen i det brune vand. Men nu, mange år senere, var meget forandret. De store piletræer var borte og grødebuske bølgede i det klare vand
Himlen var rød og nattefrosten nappede i fingrene, da jeg langede morgenens første kast ud over åen. Med glæde mærkede jeg, at loddet stadig kunne hoppe over de store sten, hvor åen snævrede ind.
En halv time senere havde jeg fisket mig gennem snævringen og var nået ned til et stort hul. Gennem linen kunne jeg mærke, at strømmen trak loddet over grusbunden. Indimellem gik loddet fast mellem småsten indtil snøren strammedes og loddet atter var fri.
Ved en af bundkontakterne fortalte umiskendelige små-nap, at en fisk have taget rejen. Modhugget blev besvaret af rolige stød i linen. Brasen, tænkte jeg, da fisken blev stående på bunden med rystende hoved.
Efter nogle omgange på hjulet var der kontakt til fisken, der kvitterede med dybe rusk. Efter lidt tovtrækkeri hen over bunden strøg fisken pludselig tværs over åen, i en fart som brasen aldrig præsterer. Langsomt fik jeg fisken bugseret tilbage i midten af åen, hvor den stillede sig på bunden. Forårsvandet var koldt endnu så jeg tænkte, at det måske var en sen nedgangsørred.
Et jævnt træk fik fisken til at flytte omkring i hullet og pludselig væltede den sig overfladen. Synet af en lys side afsluttede enhver mistanke om brasen.
Med en nedgænger i tankerne var nerverne helt i ro. Jeg nød bare fiskens faren omkring i dybet. Efter nogle opstrøms udløb langs modsatte bred, begyndte fisken at gå højere i vandet. Da den kæntrede i overfladen afslørede en sølvblank flanke med grove skæl og store pletter, at krogen sad i en nystegen laks. Hvilken herlig overraskelse. Fisken tog stadig udløb, men kræfterne svandt og til sidst gled laksen udmattet ind til brinken.
Jeg var koncentreret om landingen og først da livet forlod laksen, med sitrende finner, gik det op for mig hvilken prægtig gensynsgave Gudenåen havde givet.
Mæt og taknemmelig sad jeg længe ved den blanke laks i det grønne græs, mens solen lagde an til en herlig forårsdag.
