“Glem jagt til husbehov” lyder synspunktet fra Henning Kørvel, som mener, at jægere ofte tager et forkert udgangspunktet i debatten og derfor kommer til at tale jagten ned …
Glem jagt til husbehov
Synspunkt af Henning Kørvel
Nogle plæderer for ”jagt til husbehov”, og udsætning af skydefugle, trækjagt på søterritoriet og trofæjagt skulle forbydes, men hvad vil der så være tilbage? Trampejagt på ingenting. I og med, at fasaner kan udsættes i yderligere 10 år, og i 2034 vil blive forlænget i yderligere 10 år osv., vil jagt til husbehov blive overhalet inden om, for også på godsers og Miljøstyrelsens trykjagter på hjortevildt skydes der mere vildt end til husbehov. Jeg mener, at de jagtudøvere der taler jagten ned, hellere skulle bruge krudtet på at få lettet bureaukratiet, så familien Danmark får lettere ved at købe vildt, fordi danskernes positive holdning til jagt i høj grad går igennem ganen.
Jagt skal kun udøves til eget forbrug, mener nogle jagtudøvere, som selv synes, at deres standpunkt er enestående, fordi jagt til husbehov efter disses opfattelse accepteres af hr. og fru Danmark, som i henhold hertil så må antages at være imod jagt med udbytter, der er større, end de kan henregnes til eget forbrug.
Udsagn som disse får mig til at mindes en svunden tid, før udsætning af ”skydefugle” slog igennem og blev hvermandseje, og husmænd, bønder og jagtlejere drev trampejagt på deres arealer en-to gange årligt og skød nogle få stykker naturligt vildt – ofte harer – til eget forbrug.
”Husmandsjagt” blev ofte udøvet med kaliber 16, der oprindelig var et ”sparekaliber” til 12-er, som var billigere i anskaffelse og brug end denne.
Nu er der stort set ingen jagtudøvere, der driver trampejagt, for i modsætning til 1940-erne og 1950-erne, hvor der i Danmark blev skudt op imod en halv million harer, er harejagt anno 2023 en parentes, og harer er således ikke længere ”hvermandskost”.
Skal man bygge på synspunktet fra de mange jagtudøvere, der på en jagt takker nej til at tage en hare med hjem, er der blandt disse mange, som gerne sætter andet vildt på bordet, men blot ikke harer, hvilket er sært, for haresteg smager fortræffeligt, og sovsen er superb. Men harer står alligevel ikke på den moderne danske families menukort.
Når jeg ser tilbage på den ”gammeldags jagtudøvelse”, blev den udøvet i flere spor. Ved siden af trampejagt en-to gange årligt på småjorder inviterede godsejerne deres venner på klapjagt, og flere steder udsattes fasaner, som undertiden blev passet af en professionel herregårdsjæger (skytte), men oftest af en skovfoged eller skovarbejder.
”Fasandyret” skabte røre i andedammen
Det foregik lidt ”under radaren”, indtil forfatteren Svend Fleuron (1874 – 1966) i 1934 udgav den polemiserende bog ”Fasandyret”, der tog udgangspunkt i Galtenborg (Bregentved), hvis jagtvæsen blev ledet af overjæger Frederik Christian Sophus Saurbrey (1861 – 1932), der dengang residerede i ”Dyrehavehus”, som i dag er beliggende imellem Sydmotorvejen og Hovedvej 2 tæt på Thurebyholm. Han blev kaldt for ”Bomben”, fordi han eksploderede, når hans ansatte fortalte ham om problemer på deres fasanudsætningspladser.
Saurbrey producerede og udsatte dengang fasaner til jagter for Bregentveds ejer, og der findes et foto af ham på en klapjagt på Bregentved sammen med Kong Christian 10 og Dronning Alexandrine. Fordi Kong Christian besteg tronen i 1912, kan fotoet altså reelt være 111 år gammelt, og er et bevis på, at klapjagter med et udbytte af en vis størrelse er en gammel foreteelse, som der bygges videre på i dag.
Fordi der i Danmark i dag udsættes cirka en million fasaner årligt, og klapjagt (drivjagt) lever videre i bedste velgående, er det grotesk, når nogle jagtudøvere desværre tror fuldt og fast på, at de har fat i den lange ende, når de taler klapjagt ned og postulerer, at hr. og fru Danmark ikke bryder sig om jagt med store udbytter, men derimod foretrækker, at jagtudøverne skyder lidt af det overskud, som naturen selv producerer uden udsætning. Hvor ved de det fra? I hvert fald har de det ikke fra danskere, der elsker at spise vildt.
Jeg har endda set, at en person ikke holder sig tilbage for at (mis)bruge tidligere overjagtkonsulent Egon Sørensens navn for at fremme sin sære ide om, hvordan jagt i Danmark bør udøves.
Ukritisk bruger han Egon Sørensens polemiske tale til Nordisk Jægersamvirke i Elverum i Norge i 1982 til fremme af sine egne mål, fordi han fastslår, at jagtudøvere og jægere skal gå på jagt, som Egon Sørensen til stor forargelse for forsamlingen, og ikke mindst formanden for Landsjagtforeningen af 1923, Frede Petersen, plæderede for, da han efterlyste ”den grå jæger i syvmileskoven” og de få stykker vildt, der blev nedlagt under ”syvmilejægerens” jagtudøvelse.
Samme person er samtidig modstander af udøvelse af andetræk på søterritoriet og trofæjagt, og når det er taget væk sammen med udsætning, så er der kun trampejagt på ingenting tilbage. Men rolig nu. Det sker ikke.
Fordi fjernelse af retten til at udsætte fasaner vil udløse erstatningskrav, der vil få minkskandalens 19 milliarder kroner til at blegne, har udsætning af fasaner fået 10 år mere frem til 2034. Og når den udløber, så bliver den forlænget med endnu 10 år. Og sådan vil det køre i mange årtier.
For 50-60 år siden, før man begyndte at lave ”exitpolls” og altså spørge danskere om deres mening om alting imellem himmel og jord, var modstanden imod jagt ringe.
I fiske- og vildtforretninger kunne danskere i almindelighed nemlig købe alskens vildt, endda blishøns, edderfugle, vadefugle og måger, indtil EU fik handel med disse vildtarter forbudt. Mange mennesker havde på den tid et afslappet forhold til jagt, fordi de på sin vis selv var en del af den ved, at de spiste noget af det vildt, som blev skudt.
Har de samme jagtudøvere, der er modstandere af denne og hin form for jagt, mon tænkt på, hvad der vil ske med den folkelige opbakning til jagt, hvis ikke befolkningen selv kan købe og smage noget af det vildt, der skydes i Danmark?
”Nak & Æd” god PR for jagt
Jeg vil vædde på, at opbakningen til jagt vil dale drastisk, og i mangel på ”jagtens stemme” i det offentlige billede, bør alle danske jægere være taknemmelige for DR-TVs udsendelsesrække ”Nak & Æd” med kokken Nikolai Kirk og Jørgen Skouboe som aktører.
De er et par herlige PR-magere for jagt. Skouboe er ingen stor jæger, hvilket han heller ikke giver sig ud for, men sammen med Nikolai – der aldrig kan holde sin kæft, når han skal være stille – gør han god PR for jagt, og at det er herligt at tilberede og spise vildt, som man selv har skudt.
Nikolai er en ørn til at trylle med potter, pander og forskelligt tilbehør, og selv en skarv og et stenbukkehundyr kan han få til at smage godt.
Danskerne har i den grad taget de to herlige gutter til sig, og danske jagtudøvere og jægere bør være kisteglade for, at de udfører det PR-arbejde, som burde udføres af en jagtorganisation, men i stedet for at være en stemme i den offentlige meningsdannelse, som da Kristian Raunkjær sad i førerstolen, producerer jagtorganisationen i Danmark i dag bevidstløse indlæg til deres hjemmeside, der læses af medlemmer, men ikke når ud over rampen, og således ikke ses af hr. og fru Danmark.
Der er i Danmark bred opbakning til jagt, og hvis den skal bibeholdes og gerne styrkes, så bør jagtudøvere arbejde benhårdt på at få reduceret bureaukratiet, så hr. og fru Danmark får lettere adgang til at købe vildt i supermarkedet og hos fiskehandlere.
Meget af det vildt – fx fasaner – som nogle danske supermarkeder sælger i jagtsæsonen, er desværre ikke danske, men britiske.
I England bliver der årligt skudt over 20 millioner fasaner, men i betragtning af, at vi i Danmark skyder nær en million fasaner, og der på dagjagter ofte skydes 500-600 fasaner, som godsejeren ikke selv kan sætte til livs, så bør danskere kunne købe dem i supermarkedet på linje med britiske fasaner, men både vildtbehandlingsstedernes latterlige lave priser og bureaukratiet lægger hindringer i vejen for dette.
Lettere er det for private jagtudøvere at formidle vildt til familien Danmark, fordi den enkelte jæger må afhænde 500 stykker småvildt (fasaner, agerhøns, gråænder, krikænder, grågæs, canadagæs, ringduer og skovsnepper) og 15 stykker hjortevildt (råvildt, kronvildt, dåvildt og sikavildt).
Reglen gør det forholdsvis enkelt for jagtudøvere, der skyder mange grågæs (og canadagæs) at sælge dem eller forære dem til private forbrugere, for klart er det, at ingen jagtudøver selv orker at spise udbyttet af en vellykket gåsejagt, hvor der kan være skudt 100-150 gæs, og jagtudøvere der regulerer ringduer, heller ikke vil kunne forbruge over 100 ringduer, når seancen gentages, og der på flere jagter skydes (reguleres) over 100 duer pr. gang.
Og hvad skal Miljøstyrelsen stille op med udbyttet af jagt i sine skove, hvor der reguleres hjortevildt? Det bliver naturligvis solgt. Og det samme gælder for udbyttet fra ”kongejagt”, samt al det hjortevildt (500-700 stk.) der årligt skydes i Jægersborg Dyrehave.
Glem derfor al snak om, at der ved jagt i Danmark kun skydes vildt til husbehov af naturens overskud, for det er ikke gangbart, fordi mens nogle skyder til husbehov, hvilket er deres egen sag, skyder der i andre sammenhænge til gengæld mange flere stykker vildt, end de selv kan sætte til livs. Og det hverken kan eller skal udenforstående prøve at lave om på.
Men vi bør sørge for, at al jagt er bæredygtig. Jeg vil her gentage mig selv, at man bør se på især bukkejagten. DCE anbefaler en afskydning på 25% råer, 25% bukke og 50% lam, men fordi der afskydes 53% bukke, kan enhver se, at det overskrider den ideelle afskydning.
Det er ikke nogen ny foreteelse, og det kræver efter min opfattelse en undersøgelse af, hvad det betyder for råvildtbestanden. Findes der flere bukke i en bestand, end vi antager, og bliver mon alle råer beslået, i givet fald af hvilke bukke? Hænger faldet i råvildtbestanden sammen med, at der skydes over dobbelt så mange bukke som anbefalet, og ikke alle råer bliver beslået?
Hvis jeg sad i VFR, ville jeg ikke sove roligt om natten, før jeg har fået dette undersøgt til bunds.
