Netop i disse dage giver Miljøstyrelsen tilsagn til de første Klima-Lavbundsprojekter. Projekterne bidrager til at reducerer udledningen af drivhusgasser samtidig med, at de gavner naturen og miljøet

Af Miljøstyrelsen

I sidste uge sikrede fødevareministeren og miljøministeren tilførsel af ekstra midler til den ny tilskudsordning for Klima-Lavbund under Miljøstyrelsen.

Ordningen modtog i første ansøgningsrunde 33 kvalificerede ansøgninger, som til sammen dækker 2.339 ha og har potentiale til at reducere CO2-udledningen med 35.000 tons pr. år. De mange kvalificerede ansøgninger betød en meransøgning på ca. 200 mio. i forhold til de oprindeligt afsatte 94 mio.kr., og det er altså de midler, det nu er lykkedes at finde.

Udtagning af kulstofrig landbrugsjord er er en vigtig brik i den samlede indsats for at reducere CO2-udledningen fra landbruget. Klima-Lavbundsordningen under Miljøstyrelsen er en blandt flere ordninger i den samlede udtagningsindsats, der også omfatter den EU-medfinansierede Lavbundsordning under Landbrugsstyrelsen, samt Naturstyrelsens anlægsmidler til Klima-Lavbundsprojekter.

Klima-Lavbundsordningen er den første af de store udtagningsordninger, som også er åben for at private lodsejere kan søge. En af de private lodsejere, som har valgt at ansøge og som netop har fået tilsagn, er Niels Munch Hansen, ejer af Bodal Gods. Han glæder sig over, at kunne igangsætte undersøgelsen af, hvordan ejendommen kan bidrage til at reducere CO2-udledningen, samtidig med, at der tages ansvar for den grønne omstilling.

Jeg ser det som et aktiv, at jeg selv får mulighed for at træffe beslutningerne om hvad der skal gennemføres på min ejendomme og hvordan det skal gøres,” siger Niels Munch Hansen.

Godt for sjældne arter og natur

Det primære formål med Klima-Lavbundsprojekter er at reducere udledningen af CO2 fra kulstofrige lavbundsjorder. Men Klima-Lavbundsordningen åbner samtidig for projekter med synergi til øvrige klima-, natur- og miljømål. Det er projektet i Vejle Kommune et godt eksempel på.

Vi er rigtig glade for tilsagnet om støtte til vores store klima-lavbundsprojekt i Vejle Ådal ved Ravning.  Med et samlet areal på 355 ha vil Ravning-projektet være et stort skridt på vejen i Vejle Kommunes Klimahandlingsplan, hvor ambitionen er at udtage omkring 1.700 ha lavbundsjord,” siger Jens Ejner Christensen, Borgmester i Vejle Kommune, og fortsætter:

Vejle Ådal er fantastisk, og med Klima-Lavbundsprojektet får vi nu mulighed for at arbejde med de oplagte synergier i området. Vi skal undersøge, om vi kan lave klimatilpasning med vandtilbageholdelse for at reducere oversvømmelse af Vejle midtby. Vi kan give naturen et stort løft og øge biodiversiteten. Og så får vi naturligvis mulighed for at styrke friluftslivet og adgangen til naturen. Netop området Vingsted, Ravning til Tørskind har et stort potentiale.”

 

Foto: Miljøstyrelsen

 

Kontant afregning for lavbundsjord

Til spørgsmålet om hvorfor den nye Klima-Lavbundsordning har fået mange ansøgere svarer kontorchef i Miljøstyrelsen Bettina Helle Jensen:

”Vi har arbejdet målrettet på at designe en simpel tilskudsordning, hvor vi har lyttet til ønskerne fra kommuner og landbrug om hurtig udtagning, et simpelt set-up med én ansøgning og engangskompensation, og hvor det er muligt i projekterne at tilgodese flere formål på en gang ud fra en helhedstilgang. Vi har samtidig hurtigt kunne sætte ordningen op i vores nye it-platform og levere en effektiv og brugervenlig løsning til ansøgerne.” 

Åbner igen til foråret

Klima-Lavbundsordningen åbner for nye ansøgninger igen i foråret 2022. I den forbindelse lanceres også en helt ny screeningsportal – Klima-Lavbundskortet – som er udviklet i samarbejde med Danmarks Miljøportal. Klima-Lavbundskortet skal gøre det endnu lettere for ansøgerne at screene egne arealer og identificere de kulstofrige lavbundsarealer med størst potentiale til udtagning under Klima-Lavbundsordningen.

Klima-Lavbundskortet er en del af udviklingen af er fremtidigt screeningsværktøj til udtagning af lavbundsjorder, som udvikles i samarbejde med Landbrugsstyrelsen.

Den EU-medfinansierede Lavbundsordning åbner også for ansøgninger igen i foråret 2022. Her kan kommuner og Naturstyrelsen søge om tilskud til udtagning af lavbundsarealer.

Læs mere om Klima-Lavbundsordningen

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version