Herman Göring betragtes som en grådig trofæjæger, og da han i 1933 blev preussisk statsminister, beslaglagde han straks det 25.000 hektar kejserlige Rominter Heide til sit personlige jagtrevirer
Tekst: Henning Kørvel
I Rominter Heide i det tidligere Østpreussen i Nordøstpolen nedlagde Herman Göring den store kronhjort ”Matador” i 1942. Han var en grådig trofæjæger, der efter nazisternes magtovertagelse beslaglagde det 25.000 hektar store revir til sig selv. I flere hundrede år havde Rominter Heide været jagtrevir for preussiske konger og tyske kejsere. Ved afslutningen på Anden Verdenskrig mistede Tyskland Østpreussen, og af den berømte skov findes en tredjedel i dag i Polen, mens to tredjedele er russisk. I dag har jagtturisme taget over i Rominter Heide, der især besøges af tyske jægere.
Tekst: Henning Kørvel
Preussiske konger, tyske kejsere og topnazister jagede især kronhjorte her. Og på grund af det historiske islæt tiltrækkes tyske jægere den dag i dag af Rominter Heide i det tidligere Østpreussen i Nordøstpolen for at opleve stemningen og mærke historiens vingesus.
Rominter Heide er på trods af sit navn ikke en hede som Lüneburger Heide, men derimod en naturlig skov med gamle ege, graner, store fyrretræer, mørke skovsøer og ufremkommelige hedearealer.
I middelalderen var Rominter Heide, der har navn efter floden Rominte, som løber igennem skoven, en naturlig barriere mod rovdyr fra hedenske og slaviske naboer, og den blev derfor bevaret igennem århundreder. Omkring år 1900 dækkede Rominter Heide 25.000 hektar, men den er større i dag.
Riddere af den germanske orden med blandt andet hertug Albrecht af Brandenburg i spidsen og de preussiske konger jagede ”Rominter-kronvildt” her i århundreder.
Kejser Wilhelm II ved en kronhjort, han nedlagde i Rominter Heide. Han skød i alt 321 kronhjorte i reviret.
Efter den tyske revolution i 1848-1849 blev kronvildtbestanden i Rominter Heide opgjort til blot to gamle hinder, otte hjorte, et smaldyr og to kalve.
Bestanden var med andre ord i fare for at uddø, og det var chefskovfoged Carl Freidrich Wilhelm Reiffs store fortjeneste, at det ikke skete.
Han bad nemlig stædigt kongen om at få levende kronhjorte fra Postsdam Wildlife Park. I 1867 blev chefskovfogeden skudt af krybskytter, men kronvildtbestanden var forinden blevet sikret med dyr fra Potsdam.
Her skød kejseren 321 kronhjorte
I 1891, hvor Kejser Wilhelm II jagede i Rominter Heide for første gang, gjorde han skoven til sit personlige jagtrevir. Uden om skoven lejede han cirka 10.000 hektar som bufferzone.
Reiffs indsats blev videreført af den kongelige preussiske skovfoged, Baron Speck von Sternburg. Han forbedrede skovens enge og såede velsmagende græsser, anlagde fodermarker, og til vinterfoder satte han kartofler og såede rødbeder og gulerødder. Til samme formål blev agern og kastanjer indsamlet i de kongelige parker og haver.
Kort over Rominter Heide, hvoraf fremgår, at to tredjedele ligger på russisk territorium og en tredjedel er polsk. En noget mindre del af skoven ligger i Litauen.
Men fodring året rundt med sesamkage som i Riechsjägermeister Herman Görings tid i reviret fra 1933-1945 for at ”avle” store gevirer som jagttrofæer eksisterede ikke i Sternburgs tid. Han havde derimod fokus på kronvildtets vé og vel, og at der fandtes fire-fem hjorte pr. 100 hektar.
Ud af i alt 2.133 kronhjorte skød Kejser Wilhelm II (27. januar 1859 – 4. juni 1941) 321 kronhjorte i Rominter Heide. Mindesten, som stadig eksisterer, informerer om flere af disse, og der blev blandt andet rejst en mindesten over, at han 28. september 1912 skød en 14-ender kronhjort, der blev hans kronhjort nummer 2.000.
Kejser Wilhelm lod i 1891 en jagthytte i norsk stil bygge i Rominter Heide efter projekt af Holm Hansen Munthe og Ole Sverre. Den kom til at hedde ”Jagdhaus Rominter” og lå nær landsbyen Theerbude, der blev omdøbt til ”Kaiserlich Rominten” i 1897.
Denne mindesten blev rejst over Kejser Wilhelms kronhjort nummer 2.000. Den var en 14-ender, som han skød 28. september 1912.
I tilknytning til jagthytten blev der i 1893 bygget et kapel i norsk stavkirkestil, tegnet af professor Friese. Kapellet var tilegnet jagtens skytshelgen, Sankt Hubertus, og ved kapellet og jagthytten blev der tilføjet en kronhjorteskulptur.
Der kom også skolebygninger, og huse blev bygget i samme norske bjælkehyttestil, og Rominter Heide blev gradvist et populært udflugtsmål i Østpreussen.
Efter afslutningen på Første Verdenskrig abdicerede Kejser Wilhelm II 9. november 1918 og gik i eksil i Holland, og Rominter Heide blev preussisk statsrevir under Weimarregeringens vinger, og den preussiske ministerpræsident Otto Braun (28. januar 1872 – 15. december 1955), der bestred posten fra 1920-1932, jagede ofte i Rominter Heide.
Skovfogeder forfærdede over Görings trofæjagt
Da Herman Göring (12. januar 1893 – til sit selvmord 13. oktober 1946) i 1933 blev preussisk statsminister, beslaglagde han straks Rominter Heide til sit personlige jagtrevir, og sideløbende havde han Schorfheide 65 kilometer nordøst for Berlin, hvor han opførte jagtslottet, Carinhall, som blev sprængt i luften, da russerne nærmede sig Berlin i foråret 1945.
Ved sit giftermål i 1935 med skuespillerinden Emma Sonnemann havde han fået Reichsjägerhof Herman Göring nær Braunschweig i bryllupsgave.
Kejserens jagthytte ”Jagdhaus Rominter” i norsk stil, som blev opført i 1891. I 1904 tilføjedes ”Kejserindefløjen” og et tehus ved bredden af Rominte.
Skovfogederne i Rominter Heide, der guidede ham på jagt i det tidligere kongelige og kejserlige jagtrevir, var forfærdet over Görings uhæmmede trofæjagt, fordi de ikke anså den for bæredygtig.
Fordi Kejser Wilhelm fra sit eksil i Holland ikke ville acceptere, at Göring anvendte Jagdhaus Rominter”, som var hans personlige ejendom, fik Göring i 1936 bygget sin egen jagthytte, som han først ville navngive Emmahall efter sin anden kone, men det endte med, at han gav den navnet ”Reichsjägerhof Rominten”, der lå ikke langt fra kejserens jagthus, som Göring tvang kejserens familie til at sælge til sig efter kejserens død i 1941. Han brugte den til indkvartering af sine jagtgæster.
Udover til jagtlige formål brugte han sin egen jagthytte til uformelle politiske møder, og han opholdt sig her under ”Slaget om England”, ligesom han tilbragte en del af tiden i jagthytten under krigen mod Rusland.
Kronhjorteskulpturen ved kejserens jagthytte. Den findes i dag i Glinka Park, Smolensk.
Efter at en general som hans gæst havde skudt en stor kronhjort, som Göring gerne selv ville have skudt, reserverede han altid de største hjorte til sig selv, mens politikere, ledere i Wehrmacht, Luftwaffe og industrien, som blev inviteret på jagt her, blev inviteret til at skyde mindre gæstehjorte.
Efter at Göring havde beslaglagt Rominter Heide, og stedet blev et statsligt jagtrevir, blev Walter Frevert (1897-1962) i 1933 udnævnt til chefskovfoged og leder af Rominter Heide og besad denne stilling indtil Anden Verdens afslutning i 1945.
I 1936 stod Herman Görings jagthytte – Reichsjägerhof Rominten” – færdig til at blive taget i brug. Hytten blev stukket i brand, da russiske styrker i oktober 1944 gik ind i Østpreussen.
Göring var besat af tanken om at skyde de største kronhjorte i verden i Rominter Heide, og i 1942 lykkedes det for ham at skyde hjorten ”Matador”, men efter de ansattes opfattelse blev den i lighed med de fleste af Görings andre hjorte skudt i for ung alder. Skovfogederne kunne næsten ikke afholde ham fra at skyde unge hjorte, fordi hans overdrevne trofægrådighed og uhæmmede forfængelighed ikke afholdt ham fra noget som helst.
Da den sovjetiske hær under Anden Verdenskrig invaderede Østpreussen, beordrede Göring 20. oktober 1944 Reichsjägerhof Rominten stukket i brand. Som vidnesbyrd om jagthyttens eksistens ses i dag kun rester af murværk og fundament, der er tilgroet med træer og buske. Reichsjägerhof Herman Göring i Braunschweig overlevede derimod, og bygningen består den dag i dag.
Herman Göring poserer her ved kronhjorten ”Matador”, som han skød i 1942, men efter skovfogedernes opfattelse var den for ung.
Administration i kejserens jagthytte
Jagthaus Rominter, som Kejser Wilhelm lod opføre, overlevede også og ligger i dag i de to tredjedele af Rominter Heide, som siden afslutningen på Anden Verdenskrig har tilhørt Rusland under navnet (Krasniej Les = rød skov), mens en tredjedel (Puszcza Eomincka), der betyder Rominten Wilderness, er polsk.
Hytten blev først brugt som rekreationshjem for 3. Hviderussiske Front, før den i 1950 blev flyttet til Luiserwahl, og i reduceret og forenklet form i dag fungerer som kontor for parkadministrationen. Andre bygninger blev revet ned, og kronhjorteskulpturen blev flyttet til Smolensk.
På den internationale jagtudstilling i Berlin i 1937 og Düsseldorf i 1954 var der en informativ stand om Rominter Heide, designet af den sidste chefskovfoged, Walter Frevert. Udover information om skoven informerede standen om kronvildt, og der udstilledes gevirer fra kapitale kronhjorte nedlagt i Rominter Heide.
Siden 1970-erne er navnlig tyske jægere blevet tiltrukket af Rominter Heide, fordi reviret tidligere var kendt for flere og større kronhjorte end andre steder i Europa, og jagten på brunsthjorte var derfor fuldbooket flere år i forvejen.
Interiør fra Reichsjägerhof Rominten”.
Vildtbestanden i den polske del af Rominter Heide udgøres ifølge chefjæger Krajewski af 30 elge, 220 kronhjorte, 180 stykker råvildt, 120 vildsvin, 12-15 ulve, seks-syv losser, 30 grævlinger, 70 skovmår, 55 ræve, 360 harer, 15 urfugle, 150 mårhunde og 250 bævere.
Den russiske del af Rominter Heide i Kaliningradskaya Oblast (Königsberg-regionen) var forbudt område for udlændinge i over 40 år. Det var sikret af militæret og absolut utilgængeligt og blev først åbnet for udlændinge i 1991.
Tyskerne i Østpreussen blev udvist efter 1945, men savnede deres hjemland. Da de omsider fik mulighed for at gense det, kom de til et fuldstændigt forsømt, nedslidt, øde, fattigt og uigennemtrængeligt land, og de konstaterede, at 700 års tysk historie var forsvundet for altid.
Fra 1992-1995 blev der skudt nogle få stærke kronhjorte i Nordøstpreussen, og den ubetinget stærkeste blev skudt af Dieter-Klaus Bielicki, der var skovfoged i Rominter Heide. Han solgte senere geviret til en amerikaner.
Personale dækker op til jagtmiddag i Herman Görings jagthytte i Rominter Heide.
Det østpreussiske statsmuseum i Lüneburg dedikerer en del af sine samlinger til Rominter Heide, og på jagt- og fiskerimuseet i München hænger kapitale kronhjortegevirer fra hjorte skudt i Rominter Heide. Museet råder desuden over malerier af kronhjorte fra Rominter Heide, udført af jagtmalerne Richard Friese (1854-1918) og Gerhard Löbenberg (1891-1967).
Med Walter Frevert (til højre) som tilskuer vurderer Herman Göring geviret fra en hjort, skudt af en gæst. Han ser utilfreds ud, fordi han måske gerne selv ville have skudt hjorten.
I bogen ”Görings Revier” af Uwe Neumarker og Volker Knopp findes uddybende information om Rominter Heide og politikkerne, der knyttede sig til reviret. Bogen (240 sider) er spækket med fotos, hvoraf flere er sjældne.
Ruinen efter Reichsjägerhof Rominten”, der blev brændt ned efter ordre fra Göring, da russerne rykkede ind i Østpreussen 20. oktober 1944.
