Grev Ahlefeldt, gennemførte i 1937 sin første safari til Kenya, som vakte opsigt, fordi han blandt andet nedlagde impala, der blev en ny verdensrekord
Grev Ahlefeldts safari
Af Henning Kørvel, Fotos fra bogen Impala
Grev Ahlefeldt, gennemførte i 1937 sin første safari til Kenya, som vakte opsigt, fordi han blandt andet nedlagde impala, der blev en ny verdensrekord.
I værket ”Impala”, beretter han om safarien, og cirklen sluttede på tragisk vis, da han og hustruen, Nonni, blev dræbt ved en trafikulykke i Kenya i 1985.
I steghede, snesjap, vindstille vejr, brandstorm, øsende regn og hård frost blev pilene – cirka 2.000 – testet.
Han havde omhyggeligt selv fremstillet dem, og 600 gik gennem nåleøjet ved 50 testskud i en time om dagen i fire måneder, svarende til 120 timers effektiv skydning i fem døgn, hvor han med to fingre ”flyttede” cirka en million pund i daglige doser á 7.000.
”En Energi, der er en bedre sag værdig”, erkender Grev Ahlefeldt i ”Impala” om sin første safari til Kenya, som udkom for 83 år siden, og er en klassiker i jagtlitteraturen.
”Men tiden er ikke stjålet fra nogen andre, og som fritidssyssel giver sporten både gode fingerkræfter og mere til”.
Afrika havde svedet i hans hjerte i 20 år. Længslen var blevet en besættelse så stærk, at den måtte have udløsning, når chancen bød sig til. ”Og den skulle begynde som en leg med noget så tilsyneladende uskyldigt som en flitsbue”.
Trangen til at give vildtet den størst mulige chance og ham selv optimal udfordring havde tændt ham på buejagt, da den fik renæssance i USA og England.
Han sværgede til den nordiske langbue, som vikingerne bragte med sig til England. Briterne tog den til sig, og langbuen gjorde tjeneste i 500 års britiske krige.
Med sine hjemmelavede pile er Grev Ahlefeldt klar til sin safari. Drengen ved bordet er Anders Lassen, der var i det engelske SOE under Anden Verdenskrig. Han faldt i Italien i april 1945 og fik postumt Victoriakorset.
Som i riddertidens dage
Foruden rifler medbragte han syv buer, heriblandt en af osage – ”stradivarius” – bygget af USA’s fineste buemager, James Duff, og den var en gave fra filmmanden Carl Dreyer.
Med den havde han nedlagt kronvildt, dåvildt, råvildt, vildsvin og en masse andet vildt.
Den kraftigste bue, han medbragte, krævede en kraft på 85 pund for at ”trække pilen til oden”, og den svageste bue var en 45 punds, hvormed han havde nedlagt over 150 stykker vildt fra råbuk og nedefter.
Han medbragte også en bue af stål i tilfælde af, at ”en klodset neger brækkede en af træbuerne”.
Han var således godt klædt på, da han med den fineste samling buer og pile siden riddertidens dage 24. april 1937 gik ombord på Afrikalineren i Hamburg, og efter 32 døgns rejse steg i land i Mombasa for at fortsætte med tog til Nairobi, hvor han traf sin ”white hunter” – den legendariske Sidney Downey.
Da de havde provianteret i ”Safariland” med ”konserves til os hvide og majsmel til negerne”, satte de kurs mod Masaireservatet.
Her mødte Ahlefeldt masaierne, og skuede så meget vildt, at ”ens hjerne var ved at sprænges”.
Totalt overvældet udnævnte han den ellers frygtede tsetseflue til ”royal game”, fordi menneskers angst for at blive stukket af den med risiko for at få malaria, holdt mennesker og kvæg ude af reservatet.
Med riffel nedlagde han på den første jagtdag på 40 meters afstand en impala-buk, som blev ny verdensrekord med et normalt og abnormt horn på henholdsvis 34 og 36½ tomme.
En af hans gode venner, Ivar Sporon-Fiedler, som havde jaget sammen med Downey tre år tidligere, havde fortalt ham om denne mageløse impala, som Sporon-Fiedler havde spottet, men ikke havde kunnet komme til at nedlægge.
Han nævner ikke vennens navn, men da Ahlefeldts våbenbærere havde båret jagtvåben for Ivar Sporon-Fiedler tre år tidligere, så ligger det lige til højrebenet, at han havde fået informationen om den mageløse impala, der i 2017 stadig er verdensrekord. af ham.
”Dette var en sensation, men ingen bedrift”.
Til gengæld mener Ahlefeldt, at heldet til at nedlægge impalaen på sin første jagtdag i Kenya helt svarer til, at en jæger fra en anden verdensdel rejste til Europa for at jage råbukke, og på den første morgen nedlægger det fineste eksemplar af en buk, der nogen sinde var set.
Grev Ahlefeldt med den imponerende abnorme impala, som han skød med riffel på den første jagtdag. Senere skød han en anden og mindre impala med bue og bil.
Mankehår giver jagtheld
Bue og pil havde første prioritet, og riffel blev kun anvendt, når afstanden var for stor, trofæet så fremragende, at der skulle være sikkerhed for, at det blev erhvervet, eller buen ikke matchede objektet: Bøffel, løve og leopard.
Med riffel nedlagde han således gepard – hans første store kat.
Samme aften kom en af de sorte hjælpere ind i teltet til Ahlefeldt og Downey og klagede over smerter fra et insektstik på det ene lår.
De to mænd kunne se, at det var helt ufarligt, men Ahlefeldt kom så i tanke om, at ”negere elsker medicin”.
Han gav nu manden nogle gurgletabletter, som han havde fået af Bøje Benzon, og han og Downey kluklo, da manden forlod teltet. Næste morgen smilede den sorte fyr over hele hovedet, for pillerne havde kureret smerterne, og Ahlefeldt blev således bekræftet i, at troen flytter bjerge.
Ahlefeldt satte stor pris på Downey og betegner ham som den bedste jæger, han havde kendt. En dag kørte de bogstaveligt talt ind i en flok vildhunde på 11 stk. Med ”den lille .22” skød Downey ni af dem.
”Den skabede køter fik løn som fortjent”, mener Ahlefeldt.
Sideløbende med at høste trofæer og indtryk i Masailandet nedlagde Ahlefeldt antiloper til såvel kost i lejren som kill til løver. Da han og Downey tilså et kill, samlede han mankehår fra en hanløve op og stak dem i lommen.
”Det bringer held”.
Held bragte det også, da hans kone, Nonni, i bogen blot N, stødte til efter sit ophold hos venner i Nairobi, for nu lykkedes det for ham at skyde en hunleopard med en stor unge, men de blev begge anskudt.
Ved eftersøgningen, hvor han og Downey var bevæbnet med haglbøsse, blev først ungen fundet forendt.
Downey spottede derpå den voksne leopard på en kandelaberkaktus og gav den et skud med riflen, men det var unødvendigt, fordi leoparden var allerede forendt.
”Først da talte vi sammen igen”, skriver Ahlefeldt, der var betaget af masaierne, og fordi kvinderne bar store messingringe om halsen, armene og på benene, betegner han dem som bronzealderfolk.
Med sin 8×60 skød han en mankeløve, og Downey mente, at den var den bedste, han nogen sinde havde set.
Grev Ahlefeldt poserer her ved nedlagt mankeløve sammen med sin kone, Ninon og en fæles vej, Pierre v.d. Vliet.
Mankeløven var nummer 25 ud af 28 løver, de havde set indtil videre.
En roantyr fik han også – takket være ”Downeys forbandede dygtighed”.
Herefter fik de bøfler for, og efter en lang kravletur skød Ahlefeldt til en tyr med .470-eren, men da flokken løb hen imod dem, kravlede de op i hver sit træ.
Da flokken var passeret forbi og kommet 50 meter bort, sprang de ned, og Ahlefeldt skød nu tyren to gange i nakken.
Den havde de sværeste horn, Downey havde set.
En ny verdensrekord var den også med horn på 46 tommer og et udlæg på 117 centimeter. Heldet til at skyde den ”skyldes måske, at ingen mere end jeg simpelthen kan sætte mere pris på hendes (Dianas) milde gaver – hvem ved”, spørger Ahlefeldt.
Han skød nogle pile i den døde tyr for at se virkningen. Det dybeste, en pil trængte ind, var seks tommer, hvilket ikke ville have været nok til at dræbe den. En klipspringer blev den sidste vildtart, han skød på vejen tilbage til Nairobi. I Safariland gav lederen udtryk for, at hans trofæer var de bedste, han havde set, hvilket Ahlefeldt tilskrev Downey.
Den nye verdensrekord, som Grev Ahlefeldt nedlagde, har 46 tommer horn og et udlæg på 117 centimeter.
Et svært farvel
Efter atter at have provianteret drog teamet af sted til Northern Frontier nær Mt. Kenya.
Her var der ikke så meget vildt som i Masaireservatet. Med salonbøsse skød Ahlefeldt dog snart steinbuck, og han skød atter bøffel og spottede løve nummer 33.
Kommet ind i Tukanernes og Somaliernes land skød han oryx, og senere nedlagde han en leopard, der slæbte af sted med en grant gazelle, som den havde dræbt.
Omsider skød han også lesser kudu.
”Aldrig har noget glædet mig så meget, fordi den havde kostet så meget slid”.
Endnu en oryx og flere kudutyre blev nedlagt, før turen gik tilbage til Nairobi.
Totalt så udbyttet nu sådan ud: 21 antilopearter og 18 andre trofæbærende arter. Han havde dog ”et regnestykke at gøre op”, for han havde ikke nedlagt bushbuck.
Med tilbagevenden til Nairobi fulgte opbruddets øjeblik, og det ”gjorde forbandet ondt at sige farvel – ikke mindst til Downey, der var blevet en ven for livet”.
Ægteparret rejste nu til Belgisk Congo, hvor han skød fem krokodiller – ”modbydelige dyr”.
Han fik også lejlighed til at skyde mod en elefant, der vandaliserede en majsmark, erhvervede etnografika og mødte pygmæerne, før rejsen gik tilbage til Danmark via Hamburg.
”Vildmarken kaldte på mig. Bogen er mit svar på dens kalden”.
Kenya kaldte greveparret til sig igen i 1985, hvor grev Ahlefeldt blev 80 år, og cirklen sluttede på tragisk vis, da han og Nonni blev trafikdræbt, og sønnesønnen, Michael, der i dag fører Egeskov videre, mirakuløst overlevede.
Sidney Downey, som grev Ahlefeldt knyttede et nært venskab til, og som han betegnede som en af de bedste jægere, jan havde mødt.
Grev Ahlefeldt
Preben Julius Gregers greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille (14.2.1905-18.2.1985). Studerede forst- og jagtvæsen og blev 1930 skovrider på farens godser, Egeskov og Fjellebro. I 1943 blev han medejer, og eneejer fra 1948-1962, hvor de deltes mellem ham og hans to børn. Han var optaget af etnologi, historie, natur og jagt og tog buejagt til sig, da bueskydning fik renæssance i USA og England. I 1937 gennemførte han safarien til Kenya, beskrevet i ”Impala”, og i 1941 udgav han ”Moderne bueskydning”.
Grev Ahlefeldt foran Egeskovs hovedbygning, fotograferet af Bent Hansen til Jagt & Fiskeri, da Landsjagtforeningen af 1923 i 1973 blev 50 år.
I 1947 fulgte ”Tandella”, og ”Over alle Bjerge i 1952. Sammen med Herluf Petersen redigerede han 1954 ”Jæger, jagt og vildt verden over” og skrev selv kapitler i værket. I 1939 blev han valgt ind i Dansk Jagtforenings hovedbestyrelse, og 1940 blev han medlem af præsidiet, der forberedte Jagt- og Skovbrugsmuseet. Han var hovedredaktør af Dansk Jagtleksikon, 1941-1944. Senere var han medlem af redaktionen af ”Jeg er jæger”, udgivet første gang i 1959 og Den store Jagtbog 1963. Fra 1945-1963 var Grev Ahlefeldt overjagtkonsulent, og 1959-1970 formand for Jagtrådet. Sammen med sin hustru, Nonni, gjorde han Egeskov slot og park til en historisk turistattraktion, som føres videre af sønnesønnen, Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.
