Dr. Phil. Hans Helmuth Strandgaard satte dansk vildtforskning på verdenskortet og i Danmark blev han bl.a. kendt for at indføre høstprincippet, som en forudsætning for bæredygtig jagt
Tekst: Henning Kørvel
Dr. Phil. Hans Helmuth Strandgaard, der indtil 1994 var forskningsleder på DMU, Kalø, døde 6. januar. Som ikke akademisk person satte han sig selv i karakter, da han udførte forskning over råvildt, der blev banebrydende, og den dag i dag citeres af europæiske råvildtforskere, fordi han fandt ud af, at råvildtbestande der ikke jages, regulerer sig selv ved, at unge bukke og unge råer som der ikke er plads til i reviret, udvandrer til andre revirer.
Han var den fødte forsker. Som 14-årig ville han være arvelighedsforsker, men i 1940 var det lidt for aparte for en dreng til, at ønsket kunne realiseres.
Alligevel blev Hans Helmuth Strandgaard, der døde 94 år gammel 6. januar 2022, forsker på Vildtbiologisk Station. Højdepunktet i karrieren nåedes, da han forsvarede en disputats om råvildt og således blev Dr. Phil.
Hans forskningsresultater er højt skattede og citeres den dag i dag igen og igen, fordi den viden han fremlægger, er enestående og giver os et unikt indblik i råvildtets liv.
Inden det kom så vidt, havde han bestået eksamen som skovfoged, og han var kaptajn i Hæren og kompagnichef i Hjemmeværnet. Eksamen fra Jægerskolen på Kalø føjede sig til, og sit virke på Kalø indledte han ved, at han blev assistent på Vildtbiologisk Station, der førte videre til en stilling som leder af kontoret for vildtudbyttestatistik, og senere blev han leder af de videnskabelige undersøgelser om hjortevildt, især råvildt, som han blev Doktor Phil. i.
Da Vildtbiologisk Station blev oprettet i 1949, var det meningen, at den skulle opdrætte vildt til udsætning, men man blev hurtigt klar over, at det var omsonst at udsætte ynglefugle af en vildtart i et område, hvor den fandtes i forvejen. Det var dog vanskeligt at overbevise jægerne om dette.
I det hele taget fik Vildtbiologisk Station en vanskelig start, fordi jægerne ofte kom med input til, hvad de ønskede undersøgt. Efterhånden gik det op for de ansatte på Vildtbiologisk Station, at en sådan forskning var for ensidig og kortsigtet til at have nogen vægt i andre befolkningsgrupper end hos jægerne. Vildtbiologisk Station skulle jo ikke være en prøveanstalt, og efter amerikansk mønster fik grundforskningen efterhånden større vægt.
Fortaler for høstprincippet
Mange jægere havde svært ved at forstå nødvendigheden af grundforskning, og det bekymrede Strandgaard, at jægerne ikke kunne indse, at kyllingefoder, andehuse og kunstgrave var bagateller i sammenligning med den vilde fauna og floras trivsel eller det internationale vandfuglesamarbejde. Og det var hans faste overbevisning, at dansk jagt på længere sigt var dødsdømt, hvis den ikke bygger på vildtforskning på et bredt biologisk grundlag.
Den ikke-akademiske forsker, Strandgaard, huskes for, at han indførte høstprincippet som en forudsætning for jagt i Danmark, forstået sådan, at jægerne kun må høste af det overskud, der alligevel skal dø i løbet af året.
Hans Helmuth Strandgaard. Kolleger siger om ham, at han havde klæbehjerne, og når han havde læst en bog, kunne han gengive indholdet ordret. Foto: Dansk Jagt.
Strandgaard erkendte, at det var svært for ham at vinde gehør for høstprincippet, men tog hatten af for, at det lykkedes for Dansk Jagtforenings formand, Gustav Rønholt at overbevise jægere og andre naturbrugere om det rigtige i princippet. Og han fik også en stærk fortaler for høstprincippet af Kristian Raunkjær, da han blev formand for Landsjagtforeningen af 1923 og i 1992 den første formand for Danmarks Jægerforbund.
Strandgaard oplevede overflytningen af jagten fra Landbrugsministeriet, og Vildtbiologisk Station således blev en del af Miljøministeriet som et gevaldigt fremskridt, fordi al forskning dermed blev ligestillet og samlet i Danmarks Miljøundersøgelser. Han mente, at overførslen skete for sent, fordi den gav Vildtbiologisk Station problemer, der sandsynligvis kunne være undgået, hvis der ikke blandt jægerne selv var stærke kræfter, der strittede imod.
Strandgaard gik af som forskningsleder for DMU på Kalø i 1994, og i 1999 udgav han den populærvidenskabelige bog ”De Borris rådyr” om forskning over råvildt på Borris Hede, der i lighed med den forskning, der var udført på Kalø, var banebrydende.
Han var også selv jæger i praksis med både hagl og kugle, og i tiden omkring, at han forlod Kalø, nedlagde han et par hundrede stykker vildt om året.
Nu ligger ”de evige jagtmarker” åbne foran ham.
Æret være hans minde.
