For år tilbage var haren stærkt repræsenteret i den danske fauna. Men i takt med forandringerne i agerlandet er den de senere år gået stærkt tilbage
Af Redaktionen
Haren (Lepus europaeus) vejer tre til seks kilo, måler fra snudespids til halerod 55-70 cm og er dermed større end vildkaninen. Den har længere ører og længere ben end vildkaninen, og ørerne har en sort spids. En hvid ring omgiver øjnene. De to køn ligner hinanden, men hunnen er en anelse større end hannen.
Den lange pels er broget, med gulbrun som den grundlæggende farve, men med både lysere og mørkere partier. Den er mørkere på oversiden end på siderne, og på bugen er den hvid. Den omtrent ti centimeter lange hale er sort på oversiden og hvid på undersiden.
Fortænderne i både overmund og undermund er mejselformede, og de er, ligesom kindtænderne, rodåbne, hvilket betyder, at de vokser kontinuerligt.
Føde
Haren lever udelukkende af planteføde. Om sommeren æder haren primært urter, græsser og markafgrøder, mens den om vinteren især lever af kviste, skud, bark og frugt.
Harens levevis
Haren lever i tilknytning til åbne arealer som dyrkede marker, enge, heder og moser, hvor den enten færdes alene eller i små flokke. Den er overvejende nataktiv, og hvileperioder tilbringes under buske, i højt græs eller i en fordybning i vegetation.
Haren spiser sin egen afføring, og det gør den for at optimere udnyttelsen af næringsindholdet i føden. Den har et specielt fordøjelsessystem med en meget stor blindtarm.
Når haren spiser, bliver de let fordøjelige dele af føden optaget i blindtarmen, mens de dele af føden, der er sværere at fordøje, afgives som ekskrementer, der kun er delvist nedbrudt. Når dyret æder ekskrementerne vil bakterier i blindtarmen nedbryde føden yderligere, og derved udnyttes føden bedre.
I løbet af ynglesæsonen kan haren få 3-4 kuld, og det første kuld fødes som regel allerede i slutningen af februar.
Et kuld på to til fem unger fødes i et skjul i højt græs, under en busk eller i en fordybning på åbent areal efter en drægtighedsperiode på ca. 42 dage.
Selvom ungerne dier i en måned, kan de allerede få dage gamle begynde at spise græs, og når diegivningen stopper er de i stand til at klare sig selv.
Naturlige fjender
Kun ulv og ræv kan tage en fuldvoksen hare, mens mindre rovdyr og rovfulge i større grad tager harekillinger.
Udbredelse
Haren er vidt udbredt og almindelig i Danmark. Specielt de østlige egne har en større bestand.
Haren tilhører, sammen med vildkaninen, en gruppe af pattedyr, der hedder lagomorpha. Denne gruppe minder om gnaverne, men adskiller sig fra gnaverne ved, blandt andet, at have ekstra fortand bag de store fortænder.
Trusler og bevaring
I Danmark er der fastsat jagttid på hare, og der nedlægges årligt omkring 40.000 individer.
Tidligere blev der årligt nedlagt mere end 350.000 harer, men på grund af forringede levevilkår er bestanden blevet væsentlig mindre. Årsagerne kan være mange, men specielt har ændringerne i landbruget, hvor der bl.a. er blevet meget langt mellem roemarkerne, formentligt én af hovedårsagerne.
I det faldende vildtudbytte bør også indregnes, at mange jægere har valgt frivilligt at frede haren lokalt.
Tusindvis af harer bliver trafikdræbt hvert år, og det kan sandsynligvis have betydning for de lokale bestande.
Trafikdræbte dyr – aktionsplan
