I ”Sun Over The Dark Continent” beretter Charles Bazzy om 55 års storvildtsjagt i Afrika, der ikke blot går i blodet på ham, men også fører ham ind i jagtindustrien …
Af Henning Kørvel 17. september 2010
Selv om næsehornsjagt ikke nyder folkelig forståelse, så er kendsgerningen den, at det hvide næsehorn der findes i to varianter – en sydlig i Sydafrika, der også er introduceret i Botswana, Namibia, Zimbabwe og Kenya, og en nordlig i det sydvestlige Sudan, nordøstlige Zaire og den Centralafrikanske Republik Congo – kan nedlægges i Sydafrika i mindre målestok. Her koster næsehornsjagt ikke overraskende ”spidsen af en jetjager”.
Men kan du forestille dig, at du som alternativ tager på ”øko-safari”, hvor du ikke dræber næsehornet, men blot ”skyder” det med dart med et bedøvelsesmiddel, der pacificerer det i så lang tid, at du har tid til at opmåle dets horn og få taget fotos af dig og ”byttet”, før det normaliseres med antibiotika og vender tilbage til bushen, med mindre det foretrækker at jage dig i stedet for? Jeg gætter på, at du vil vende tommelen nedad.
Den vej vender min i det mindste, idet jeg til enhver tid foretrækker ”den ægte vare”, alternativt ingenting. Men sådan ser alle jægere ikke på det.
I værket ”Sun Over The Dark Continent” retfærdiggør Charles (Chuck) Bazzy i det mindste øko-safari, fordi den kunne gennemføres for 7.000-9.000 USD, mens det kostede 30.000-35.000 USD eller mere at skyde og dræbe et næsehorn i nationalparker, som bortauktionerede gamle tyre til private safarioperatører med henblik på afskydning, fordi de med alderen bliver aggressive og udgør en trussel for artsfæller, som de enten sårer eller ligefrem dræber.
Selv om rigtig næsehornsjagt – alt andet lige – er mere interessant set med hardcore-briller end øko-versionen, så evner Bazzy alligevel at formidle sidstnævnte på en interessant måde, og man får bl.a. at vide, at den CO2-opererende darting gun er betydeligt bedre end den, der baserer sig på energien i kaliber .22.
Man får også at vide, at der skal handles hurtigt, efter næsehornet er blevet ramt af pilen i enten skulderen eller køllen, fordi det kun kan være immobiliseret i 12-15 minutter uden at tage skade, i værste fald dø af bedøvelsen.
Ufarligt er det heller ikke for mandskabet at have med næsehorn på op til 2.700 kg at gøre, og specielt er farlige situationer opstået, når immobiliseringen ophæves, efter næsehorn har lagt krop til et game, der har en vis lighed med ”catch and release”, som praktiseres inden for flere former for lystfiskeri.
Jeg kan også garantere for, at jeg ikke selv nærer noget ønske om øko-safari og få taget fotos af ego med foden plantet på et immobiliseret næsehorn med en bedøvelses-dart i ballen. Jeg tror heller ikke på, at andre danske jægere nærer ønske om noget sådant.
Men jeg ville derimod ikke have haft det fjerneste imod at have været i Charles Bazzy’s sko på alle de safarier i Afrika, der fulgte i lind strøm efter den første i Tanganyika i 1953, hvor han skød en lesser kudu, der på verdensplan stadig rangerer blandt de fem største, som nogen sinde er blevet opmålt.
For helhedens skyld, men også til anskueliggørelse af den jagttæft, Bazzy er i besiddelse af og det held, der ofte følger den kløgtige, skal med, at han på sin første safari også nedlagde sin første elefanttyr og et sort næsehorn, som på den tid endnu ikke var truet og – modsat i dag – kunne jages legalt, uden der blev set skævt til det og det fik den tids miljøforkæmpere på barrikaderne. På sin første safari fik Bazzy i lighed med andre storvildtsjægere før og efter ham, ”Afrika-bacillen” i sig.
Han måtte tilbage til det mørke kontinent igen, men det blev ikke ved det, for kærligheden til Afrika stak så dybt, at han besluttede sig for at blive en del af jagtindustrien og fik licens som PH, i hvilken egenskab han begyndte at tage klienter med til Afrika. Han gennemførte flere safaris, hvor de fleste af ”The Big Five” blev nedlagt.
Sideløbende hermed voksede hans eget register i et nært parløb med hans kone, Karen Ann, der delte jagtens glæder med ham. I 1961 bredte han viften ud til Sudan, som han faldt pladask for og efterfølgende henlagde safarien til. Her traf han de store navne i jagtindustrien: Tony Sanchez-Arinô, Angelo Dacey og Franz Coupe. Men med tiden blev Bazzy selv et stort navn, om hvem det hedder, at kun få i jagtindustrien har så stort et kendskab til Sudan som han.
Viften blev desuden bredt ud til Zimbabwe, Zambia, Kenya, Etiopien, Cameroon og Botswana, og her fik han en perlerække af sublime oplevelser, kombineret med en del gode trofæer, bl.a. en mega mountain nyala og i tilgift alle de andre oplevelser, en PH må forvente at komme ud for fra klienter, der har fået stjålet deres bagage over problemer med flyforbindelser til ineffektive myndigheder, oprørere, banditter og krybskytter.For blot at nævne nogle af dem.
Gennem tiden er meget skrevet og sagt om jagtens guldalder i Afrika. Desuagtet kan det alligevel diskuteres, hvornår den begyndte, og om vi på en måde stadig er i den i dag, fordi jagtindustrien i en række afrikanske lande – minus tidligere tiders topscorere som fx Kenya – kører ufortrødent videre til glæde og gavn for internationale trofæjægere. Ubestrideligt er det også, dokumenterer ”Sun Over The Dark Continent”, at Charles (Chuck) Bazzy har oplevet noget af den mest sublime storvildtsjagt, Afrika kunne byde på gennem de sidste fem årtier, hvor han havde det store held at gøre Afrika.
Derfor er hans tilbageblik på de mange oplevelser på det mørke kontinent en eminent oplevelse i et letlæst sprog, som kompletteres af fotos fra både hans egne jagter og fra safarier, hvor klienter under hans kyndige guidning erhvervede sig fine trofæer.
Under læsningen af værket er man helt tiden i godt selskab, og når sidste side nås, sidder man tilbage med indtrykket af, at hvor har Bazzy dog været fulgt af held. Gid, andre jægere kunne være (næsten) ligeså heldige! Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 127)
