Af Thomas Møller Pedersen
Forventningerne var store, da vi mødtes til den første jagt i Korsø Plantage ved Hjardemål. Der havde været mange forberedelser med opsætning af nye tårne samt omplacering af de fleste af de gamle tårne. De første to sæsoner havde givet nogle meget spændende jagtoplevelser.
Udbytterige havde de også været, ikke mindst med de to store hjorte som Lars og Bjørn havde nedlagt. Så alle var spændte på hvad der ville ske. Morgenen var fantastik med en rigtig flot solopgang med tågebanker i de laveste områder. Første såt var meget stor, og gav en ræv, et par snepper og et rålam, som jeg selv stod for.
Altså lammet. Men hov!, hvor var de alle sammen henne? I anden såt blev posterne sat ud i et stort område. Der var lavet nye tårne og et stort område skulle dækkes. I den ene ende af såten var der et stort stykke ret ung gran- og fyrreskov. En del var meget tæt granskov og en del var ret åbent fyrrebevoksning. Et perfekt område for både råvildt og kronvildt.
Det var min tur til at drive. Jeg var lidt spændt på hvordan min unge labrador ville klare denne opgave. Det var første gang jeg havde den med i skoven til denne jagtform. Den syntes vist det var meget sjovt, men da den pludselig havde fået fært og øje på et rålam var det som om den var kommet på andre tanker. Tja, væk var den!
Der blev skudt et par snepper, men eller ikke set meget. Efter første halvdel af såten, vendte vi om for at drive den sidste del af. Midt i denne del sad Karsten i en stige, der var placeret i en mindre lysning. Da vi havde passeret ham, fik vi over radioen besked på, at han havde set en hind med to kalve, og at de var forsvundet ind i et lille hjørne med tætte graner.
Vi vendte om og forsøgte at få den drevet i den rigtige retning. Men de var som sunket i jorden. Lidt senere var der en ny melding fra Karsten. Han havde set kronvildt længere væk i såten. Omkring igen, jeg udenfor på en brandvej og Ole forsøgte at trænge gennem noget meget tæt bevoksning.
Planen var at vi skulle forsøge at drive vildtet op til Karstens lysning. Pludselig lød der to skud. Det var Ole, der lige skulle have en sneppe på tasken. Stadig intet tegn på det kronvildt Karsten havde set. De måtte være der, da ingen havde set noget forsvinde. Pludselig lød det som om en firhjulstrækker kørte gennem en stak hegnspæle, der bare knækkede som tændstikker blot 10–15 meter inde i de tætte graner!
Jeg gav straks besked i radioen om, at nu kom der vildt. Ingen havde set hvad det var, men hverken Ole eller jeg var i tvivl om, at det måtte være en hjort, der lavede den larm ved at brase gennem de tætte graner. Ganske kort efter lød der et riffelskud, efterfulgt af en melding fra Karsten i radioen: Stor hjort nedlagt Yes! Over en halv times drev frem og tilbage havde givet bonus.
Faktisk var der kommet to hjorte. En 10 ender og den han havde skudt. Nå, der var faktisk stadig den der hind med de to kalve. Mogens sad i et tårn længst borte, så vi fortsatte med drevet ned mod ham. Men vi fandt dem ikke. Mit bud er, at de simpelthen ikke kunne drives ud. Da vi var færdige skulle vi se hjorten Karsten havde nedlagt.
Det var en flot 13’ender, som sikkert vil vise sig at indbringe en medalje. Toni, der var jagtleder, var meget tilfreds. Ingen anskydning og en ret imponerende parade med 1 hjort, 2 hinder, 1 kalv, 2 rådyr, 3 ræve, 2 harer, 8 snepper, 1 fasan, 1 krikand og 1 bekkasin.
