“Adaptiv vildtforvaltning fører ikke til såkaldt hollandske tilstande, hvor jagt ikke længere tillades. Dette har intet med adaptiv forvaltning at gøre”, skriver gåseforsker Jesper Madsen i denne redegørelse om de nye forvaltningsprincipper, der måske skal indføres i Danmark …
Af Jesper Madsen, Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, Kalø
Der har gennem længere tid på netnatur.dk verseret en debat om adaptiv forvaltning i relation til jagt.
Der er skrevet en række indlæg, som rummer misforståelser om hvad adaptiv forvaltning er og konsekvenserne for dansk jagtforvaltning, hvis man begynder at anvende adaptiv forvaltning.
Blandt andet er det skrevet, at adaptiv forvaltning vil føre til såkaldt hollandske tilstande, hvor jagt ikke længere tillades, hvorimod man gør brug af radikale reguleringsværktøjer, herunder gasning af skadevoldende gæs. Dette har intet med adaptiv forvaltning at gøre.
Ingen Europæiske erfaringer
Adaptiv forvaltning er et værktøj til at strukturere beslutningsprocesser til at opnå en fleksibel og målrettet forvaltning af arter og deres levesteder.
Adaptiv forvaltning er ofte brugt i Nordamerika og Australien, men der er stort set ingen erfaring med værktøjet i europæisk, inklusive dansk, naturforvaltning.
I Nordamerika har jagtforvaltningen af trækkende vandfugle flyttet sig fra en temmelig kaotisk og kraftig kritiseret situation i 1980’erne til en strømlinet, fremadskuende proces, som har skabt tillid blandt aktører og involverede stater om forvaltningen af jagt på vandfugle.
De nordamerikanske jægere har fået forholdsvis sikre jagtbare bestande og højere grad af forudsigelighed i jagtreguleringerne, selv om der kan være variationer fra år til år i baglimits eller sæsonlængder, afstemt i forhold til bestandenes størrelse og yngleresultat.
Struktur i beslutningerne
Det europæiske argument imod adaptiv forvaltning har været, at landene er for forskellige, og at vi ikke har tilstrækkelig viden til at indføre adaptiv forvaltning.
Intet er mere forkert; adaptiv forvaltning er netop velegnet til at strukturere beslutningsprocesser og bringe mennesker sammen under forhold, hvor der mangler viden, og hvor man har aktører med forskellige synspunkter og tradition.
Hele ideen med adaptiv forvaltning er at opnå en beslutningsproces, hvor der er en sammenhæng mellem det forvaltningsmæssige problem eller spørgsmål man står over for, det mål man vil opnå og de virkemidler, der skal til for at nå målet.
Virkemidlerne kan blive tilpasset, efterhånden som man bliver klogere på det biologiske system og dermed får et stærkere fagligt grundlag til at forudsige udfaldet af forvaltningstiltag.
Omhyggelig overvågning og løbende evaluering af tiltagene og deres effekt fremmer den faglige forståelse og understøtter tilpasning af indsatsen.
Læring er en vigtig del af processen – ‘learning while doing’.
På tværs af landegrænser
I Nordamerika har målet være at sikre jægerne stabile jagtbare bestande. I forhold til dansk jagtforvaltning kan adaptiv forvaltning tilsvarende være et effektivt redskab til at sikre jagtens bæredygtighed og samtidig sikre en bred accept i samfundet.
Jeg har i de seneste fem år været koordinator for udvikling af den første adaptive plan for en trækkende bestand af vandfugle i Europa, nemlig Svalbards ynglebestand af kortnæbbet gås, som passerer gennem Norge til overvintringspladser i Danmark, Holland og Belgien.
I lighed med mange andre europæiske gåsebestande er bestanden af kortnæbbet gås i kraftig vækst.
Vi arbejder tæt sammen med nordamerikanske forskere, der er specialister i adaptiv forvaltning. I dette konkrete tilfælde er målet at sikre en levedygtig men stabil bestand under hensyntagen til økonomiske og rekreative interesser.
Der er mellem de fire lande opnået enighed om at holde bestanden på omkring 60.000 individer for at undgå stigende problemer med markskader og risiko for overgræsning af tundravegetation på Svalbard.
Landene er også enige om at anvende jagt som redskab til at holde bestanden på et stabilt niveau. Arten har jagttid i Danmark og Norge, mens den er fredet i Holland og Belgien.
For mange gæs
I øjeblikket, hvor bestanden er større end målet, har jægerne mulighed for at skyde flere kortnæbbede gæs. Det kan man opnå ved at organisere jagten bedre og ved at øge jagttiden.
Det har givet sig udslag i at der både i Danmark og Norge bliver gjort forsøg med at organisere gåsejagten bedre ved frivillige aftaler mellem jægere og lodsejere (se http://kortnaeb.au.dk). Endvidere har det åbnet for forlængelse af jagttiden i Danmark med januar siden sidste jagtsæson.
Det ser ud som om forvaltningsplanen virker.
Bestandskurven er knækket, og forudsigelsen er, at vi når bestandsmålet inden for få år.
Det fører naturligvis til, at effekten af jagten skal overvåges nøje for at sikre, at bestanden ikke falder under bestandsmålet.
Kommer bestanden ned på målet, kan der i sagens natur ikke skydes så mange gæs som i dag.
Jagtorganisationer og myndigheder i de to lande er nu ved at aftale, hvilke reguleringer af jagten der skal til og som giver mest tilfredshed hos jægerne.
Reguleringerne skal på den ene side være så fleksible, at bestandsstørrelsen kan styres, og på den anden side give jægerne en vis forudsigelighed og frihed i jagtmulighederne fra år til år.
Forsker overvåger udviklingen
Vi forskere bidrager til processen ved at overvåge udviklingen i bestanden og jagtudbyttet, og vi laver forudsigelser af hvor højt jagttryk (målt i antal individer), der kan tillades for at holde bestanden omkring bestandsmålet.
Danmarks Jægerforbund og Norges Jeger- og Fiskerforbund er gået aktivt og ansvarsfuldt ind i processen for at sikre at jægerne får indflydelse på, hvordan jagten skal tilrettelægges og koordineres mellem landene.
Dette er et eksempel på, at alle parter står sammen om en forvaltningsplan, dvs. jægere, landmænd, ornitologer og myndigheder. Jægerne opnår en sikkerhed for, at jagtmulighederne kan opretholdes på langt sigt. Reduktion af anskydninger er også en del af planens mål. Processen og de løbende resultater kan følges på http://pinkfootedgoose.aewa/info.
I disse år forberedes flere internationale planer for trækkende vandfugle (alle i regi af Vandfugleaftalen).
En plan for skovsædgås er på vej. Bestanden er desværre i tilbagegang, og der drives fortsat jagt på arten i Sverige, Tyskland, Polen og Rusland, hvorimod den blev ‘de facto’ jagtfredet i Danmark ved sidste forlig om jagttider og i Finland siden sidste jagtsæson.
Bid af international kvote
Der lægges nu op til at indføre en adaptiv jagtforvaltning, som skal indføres med henblik på at sikre jagtens bæredygtighed.
Sagen er, at såfremt landene ikke kan enes om en adaptiv jagtforvaltning, vil det medføre en generel lukning af jagten. Danske jægere er i øjeblikket udelukket fra jagt på skovsædgås, men kan forhåbentlig se frem til at få del i en internationalt koordineret jagt, hvis planen gennemføres og fører til positive resultater i form af en stabilisering eller forøgelse af bestandens størrelse.
Adaptiv forvaltning kan med fordel anvendes i de fleste vildtforvaltnings-sammenhænge, f.eks. forvaltning af hjortevildt, bæver, ulv og sæler, hvor der er forskellige holdninger og interesser forbundet med en art, men også til sikring af truede arter.
Vi arbejder i øjeblikket på udvikling af en adaptiv forvaltning af den udryddelsestruede sommerfugl, hedepletvinge; det sker i et samarbejde mellem kommuner, Naturstyrelsen, grundejerforeninger, private lodsejere m.fl. i Nordjylland, hvor arten har sine sidste levesteder i Danmark.
Den adaptive proces skal fremme en fælles målsætning og hurtigst muligt skaffe viden om, hvilke forvaltningstiltag, der er mest effektive til sikring af arten og dens levesteder.
Tillid og medejerskab
Sikring af levedygtige bestande af markvildt er et andet godt eksempel på, at en adaptiv tilgang kan medvirke til en lokalt baseret forvaltning af en truet ressource. I sidste ende vil det forhåbentligt resultere i styrkede bestande og sikring af jagten på længere sigt.
Fra flere sider er der udtrykt skepsis over for adaptiv forvaltning, fordi det vil føre til en mere styret forvaltning af naturen og arterne
Ornitologer udtrykker, at arter skal have lov til at udvikle sig naturligt uden at vi sætter grænser for hvor store bestandene skal være, og jægerne ønsker størst mulig frihed til at udøve deres jagt.
Begge synspunkter er berettigede, og man behøver ikke stram styring, så længe arterne har en gunstig status eller ikke er i konflikt med væsentlige økonomiske, økologiske, sundheds- eller sikkerhedsmæssige interesser.
Derfor skal man prioritere, hvor den adaptive tilgang giver flest fordele. Men der er ikke grund til at frygte, at den adaptive tilgang er et argument for flere fredninger, unødvendige jagtbegrænsninger eller politisk betonede hovsa-beslutninger. Tværtimod! Adaptiv forvaltning medvirker til at der træffes beslutninger på et solidt fagligt grundlag og at der bliver en gennemskuelig proces, hvor alle involverede parter har en stemme. Det er med til at skabe tillid og medejerskab.
Læs mere om adaptiv forvaltning
