Hvad sker der ved kugletræf og piletræf?

Hvad sker der egentlig i sekunderne efter et dyr træffes af skud? Der ser Jack Hansen nærmere på sit indlæg, som han har kaldt “Hvad sker der ved kugletræf og piletræf?”

Hvordan dør et dyr ved skud?

Tekst, foto og illustrationer: Jack Hansen, 18.12.2023 (Illustration 1 hentet fra oplyst kilde).

Livs- systemer, shocktyper og måden dyret dør på.

Hvad sker der ved et kugletræf/piletræf?

Flugtdistancer og ”Tid fra træf til flugtstop”.

Find det sorte får – ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

De forskellige træfs dødeligheder.

De 10 parametre for et våbens jagtlige effektivitet.

– alt som jeg læser og opfatter dette, beregner dette og efter min mening og erfaring:

Livs- systemer, shocktyper og måden dyret dør på

26.06.2005 i skov i Midtsjælland. – En svær øvelse, at fotografere gennem kikkertsigtet. – Det brune under trådkorset er en buk, som faldt bevidstløs i knaldet efter en CNS- kugle. – Det er nemlig rigtigt, som skrevet på ”Netnatur.dk/kan-dyr-doe-i-knaldet”, at ”ingen dyr dør i knaldet” – hvilket dog ikke udgjorde nogen forskel for denne buk, da han var bevidstløs.

I dette læserbrev er hentet og vist de ting man kan læse om, når det gælder om at forstå, hvad et dyr egentlig dør af, når det bliver skudt. – Da buejagt på større hjorte tillades fra 1. januar 2024, bliver bue og pil naturligvis også bearbejdet i dette materiale.

Vi hjortejægere har nok tit undret os over, at én hjort falder i træffet – og at den næste er i stand til at flygte fra skudstedet. Dette skyldes, at nok ikke to af vore afgivne skud til dyr er ens.

Træfpunkter og skudvinklerne er hovedårsag til dette – sammen med dét forhold, at det er uhyre svært at afgøre inden skuddet, hvor skråt dyret egentligt står, i forhold til kuglebanen. Ofte bliver man forbavset, når man vender dyret og ser hvor indgangshul befinder sig i forhold til udgangshul – og det er disse to huller som bestemmer hvilke anatomiske dele der træffes inde i dyret – og dette afgør det videre forløb efter skuddet.

Ved at vælge det bedste træfpunkt ved den antagede bedste skudvinkel gennem dyret, opnår man det bedste forløb efter skuddet – både for hjorten og for én selv.

For at forstå hvordan en kugle og en pil påvirker den påskudte hjort, er man nødt til at se på bl.a. livs- systemer, nervesystemet, shockeffekter, shocktyper og selve de processer som dyret dør af:

3 livs- systemer:

”I princippet har dyr 3 livs- systemer, som er indbyrdes afhængige og forbundet til hinanden – og hvor svigt i ét system vil føre til svigt i de andre (Link)”.

”En hjortejæger skal sætte mindst ét af disse systemer ud af funktion, for at hjorten dør”.

”Disse 3 livs- systemer er”:

Nervesystemet
Kredsløbssystemet
Åndedrætssystemet

De 3 måder dyret dør på, er:

Koma – svigt i nervesystemet
Synkope – svigt i kredsløbssystemet
Asfyksi – svigt i åndedrætssystemet

”Selv om disse 3 måder er sikre måder at dø på, fører de ikke nødvendigvis til øjeblikkelig død”.

Koma er dyb bevidstløshed.
Synkope er et pludseligt tab af bevidsthed, som skyldes nedsat blodforsyning til hjernen.
Afyksi er en tilstand der opstår på grund af nedsat iltindhold i blodet og ophobning af kultveilte og organiske syrer – dette som følge af svigt i vejrtrækningen, som ellers ilter blodet, og hvor kultveilten (kuldioxid) ikke forsvinder fra lungerne ud gennem munden.

Når et påskudt dyr mister bevidstheden skyldes dette én eller flere af følgende årsager:

Beskadigelse af hjernen og rygmarven (CNS-området) i øvre rygsøjle og nakkehvirvler.
For lavt blodtryk og for lavt blodvolumen i kredsløbssystemet, hvor f.eks. en beskadiget større arterie lækker blod og giver blodtab – eller et beskadiget hjerte der pumper for lidt og giver blodtryksfald.
Utilstrækkelig iltning af blod i åndedrætssystemet – f.eks. begge lunger der kollapser.
Svær bakterieinfektion – bakterier fra tarme til blodbanen.

Kredsløbssystemet og åndedrætssystemet arbejder tæt sammen. – Åndedrætssystemet tilfører (i lungerne) livsvigtig ilt til blod der tilgår organer og cellevæv, og hvor dødelig kultveilte udåndes. – Og det er kredsløbssystemet (hjerte, arterier, vener, arterioler, venoler og karnet) der fører det iltede og rensede blod rundt til alle organer og til alt cellevæv – hvor udveksling af ilt, næringsstoffer og affaldsstoffer sker i kredsløbssystemets sidste led, i kapillærerne.

Nervesystemet:

Involveres altid initialt i skud til hjortevildt, hvor nervereceptorer på musklernes muskelfibre og i organerne – ved træf melder påvirkning til hjernen, som tager stilling til om smerten skal ignoreres – om der skal flygtes fra den (faktisk mener man, at selv stor smerte kan ignoreres, hvis dyret herved ser mulighed for at undslippe en klar livstruende fare) – eller om hjernen skal lade udsende smertestillende hormoner, eller få andre organer til at gøre dette. – Både nervesystemet og hormonsystemet indregulerer funktioner i kroppen på hver sin måde, men der foregår et samspil disse to systemer imellem.

Nervesystemet gør det muligt for forskellige dele af kroppen at kommunikere, regulere processer og koordinere handlinger.

Nervesystemets funktion er groft sagt, at få legemet til at styre de fysiologiske processer, ved f.eks. at få kroppen til at reagere på baggrund af udefra kommende påvirkninger, f.eks. ved træf af kugle/pil (selve indskudslæsionen), samt indefra kommende informationer (fra organer, nerver eller væv, der er truffet af kugle eller pil).

Centralnervesystemets anatomiske opbygning:

* ”Centralnervesystemet (CNS)” (er storhjernen, lillehjernen og rygmarven (den forlængede rygmarv)).

Nervesystemets hovedfunktion er registrering, overførsel og behandling af information.

Overførsel af informationer mellem nervecellerne sker ved hjælp af signaler i form af elektriske impulser (millivolt) og små molekyler, som man kalder neurotransmittere.

Informationsvejen er rygmarven (Medulla spinalis), som ligger beskyttet inde i en kanal i hvirvelsøjlen (columna vertebralis). Rygmarven ender med rygmarvsspidsen ud for 1. lændehvirvel. – Igennem rygmarven sendes signalerne til og fra hjernen og til og fra resten af kroppen. F.eks. sender hjernen signaler til musklernes nerveendeplader via rygmarven og det perifere nervesystem, og omvendt.

Det er altså gennem rygmarven, at information fra de perifere nerver kommer til og fra hjernen.

Centralnervesystemet styrer alle funktioner i kroppen, og i centralnervesystemet ligger centre, der fungerer som overordnede koordinationscentre for bevægelser og reflekser.

* ”Det perifere nervesystem” (PNS) omfatter nerver der udgår fra hjerne og rygmarv til de øvrige dele af kroppen. – Rygmarvsnerverne, der løber gennem huller i hvirvellegemer (korpora), forgrener sig ud fra rygmarven, i finere og finere nerver, som har forbindelse med sanseceller i huden, i musklerne og i de indre organer.

Det perifere nervesystem styrer processer i kroppen og sender informationer om kroppens tilstand til centralnervesystemet, og dermed til hjernen som afkoder signalerne, og udsender signaler, som svar på disse signaler.

Det perifere nervesystem opdeles i to dele, med forskellige fysiologiske funktioner:

* Det somatiske nervesystem: Er viljestyret (bevidst) og regulerer i legemet på basis af det ydre miljø og ydre påvirkninger. F.eks. dét at syns- og høreindtryk omdannes til bevidste sanseindtryk, som får dyret til at reagere med f. eks. bevægelse/flugt.

– Dette nervesystem inddeles i ”De sensitive nerver”, som varetager den fysiologiske funktion at forvandle påvirkninger fra omgivelserne til bevidste sanseindtryk, i form af: høre, syns, lugte- og smagsindtryk samt føleindtryk.

– Og ”De motoriske nerver”, som varetager regulering af de viljestyrede bevægelser.

* Det autonome nervesystem: Står udenfor viljens kontrol og påvirkes altså ikke af vilje og bevidsthed.

– Det autonome nervesystem indgår i nervesystemets fysiologiske funktioner, og er forbundet med nogle af kroppens vigtigste organer, da det autonome nervesystem styrer og samordner organismens indre funktioner, såsom åndedræt, kredsløb, legemstemperatur og væskebalance.

Det autonome nervesystem opdeles i 2 dele:

Det parasympatiske nervesystem, som styrer de processer der foregår når legemet er i hvile. F.eks. sænker det parasympatiske nervesystem hjertets rytme, og fremmer de peristaltiske (rytmiske, stødvise) bevægelser i tarmen.

Det sympatiske nervesystem, styrer de processer der foregår når legemet er i fuld aktivitet:

Bliver hjorten påskudt, truet og føler at den har brug for at stikke af, kæmpe, eller reducere effekt af skader – sker der flere ting styret af det sympatiske nervesystem:

– F.eks. vejrtrækningen speedes op og lungeblærerne udvider sig for at forøge iltoptagelsen.

– Leveren frigiver mere sukker til blodet. – Leveren øger mængden af fibrinogen og protombin til blodbanen, for at være klar til at koagulere blodet ved sår for at undgå blodtab – og for begyndende heling.

– Blodets hvide blodlegemer (Lymfocytterne) gør sig klar til at reparere eventuelle vævsskader.

– Milten trækker sig sammen og frigør herved store mængder røde blodlegemer, hvilket øger blodets evne til at transportere ilt til kroppens celler.

– Der dannes et behov for øget energi til musklerne, hvorfor hjertefrekvensen stiger og musklernes blodkar udvider sig, og således pumpes mere blod (indeholdende f.eks. energien glukose) ud i musklerne.

– Tarmbevægelserne bliver neddroslede for at spare energi, ligesom sekretionen fra bugspytkirtlen bliver nedsat. Blodkarrene i mavesækken trækker sig sammen.

– Blodkarrene under huden trækker sig sammen.

– Hypofysen frigiver hormonet ATCH og binyrerne frigiver hormonerne adrenalin, noradrenalin og cortisone.

Reflekser er reaktioner, der ikke igangsættes af hjernen, men er ufrivillige bevægelser der udføres meget hurtigt, som reaktion på informationer fra sanseceller – og det kan diskuteres om en hjorts flugt efter påskydning, er en refleks eller en bevidst handling igangsat af hjernen.

Af Link ses: ”Et skud i hovedet på en hjort kan forårsage skade på hjernen, og afhængigt af hvilke dele af hjernen der er påvirket, vil det resultere i, at visse funktioner i kroppen bliver deaktiveret. – Men hvor centralnervesystemet (CNS) ødelægges, så – og først da – vil døden være øjeblikkelig”.

* CNS omfatter rygmarven (Medulla spinalis), og beskadiges eller ødelægges denne helt, i området i forreste del af korpus (den thorakale del) og nakke (den cervikale del), desorienteres alle normale organfunktioner samtidigt (hjerte, lever, nyrer og lunger m.m.) og nogle vil blive utilstrækkeligt virkende eller stoppe – og sammen med den af kuglen skabte trykforplantning og lydbølgetransmission, perforerende bensplinter og evt. fragmenterende projektil samt forblødning – kan ingen anden kugleplacering være mere dødelig og mere shockskabende, end CNS- kuglen.

Nogle skriver: ”Skud midtvejs eller lavt i nakken – hvor rygmarven er ødelagt – vil dog næsten helt sikkert forårsage permanent lammelse, men vil efterlade dyret meget levende og stadig følsomt over for lyd, syn, duft og berøring (inklusive smerter)”. – Men dette må være tvivlsomt når det gælder riffelskud, som det ses ovenfor og nedenfor.

Andet sted kan læses: ”Ethvert dyr, der rammes i hjernen eller rygsøjlen, falder øjeblikkeligt i skuddet”. – Og hér må tilføjes, at det er meget vanskeligt at træffe rygsøjlen med riffelkugle, uden at CNS ødelægges af ”Den temporære kavitet” (kuglens skabte ”eksplosive” højdepunkt, som destruerer meget væv et stykke inde i dyret).

Det skrives: ”Et skud i nakken, hvor rygmarven er beskadiget, kan forårsage midlertidig lammelse, men kan ligeledes resultere i, at dyret kommer sig. Permanent lammelse vil generelt kun opstå, når rygmarven er blevet ødelagt. Skud højt i nakken kan forårsage shockbølger til hjernestammen, hvilket normalt vil resultere i øjeblikkelig død”.

Læst på nettet: ”En velplaceret kugle op ad bagsiden af forbenet og halvvejs op af kroppen, som almindeligvis betragtes som ‘bladskuddet’, vil potentielt forårsage alvorlig skade på både åndedræts- og kredsløbssystemet. Dette vil resultere i sikker, men ikke øjeblikkelig død”. – Hér ses så en ny version af ”bladskuddet” (”halvvejs oppe”) – og det er vel den øjeblikkelige bevidstløshed/død vi jægere går efter, og som er det mest etiske. – Se mere om bladskuddet på: Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ og Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

* Der må skelnes mellem shockeffekter som er øjeblikkelige ved træf (og hvor dyret falder), og shoktyper, som først indtræder en vis tid efter træffet.

Kronhind i rent sideskud. – Jeg ville hér vælge CNS- træfpunkt (den gule cirkel) med riffel, hvorved der skydes igennem skulderbladet (Scapula) og ind i rygsøjlen, hvor rygsøjlehvirvlerne (korpora) forskubbes eller bliver knust, hvorved rygmargenen gives letal læsion og neurogent shockeffekt, og dette sker samtidigt med trykforplantning, lydbølgetransmission, perforerende bensplinter og fragmenterende projektil – og sammen med ”Den temporære kavitet”, giver dette: ”Fald og bevidstløshed i knaldet”.

Og den hvide cirkel ved bue og pil, som vil træffe i overkanten af hjertet og samtidigt give dobbelt lungetræf i lungeområdets ret vitale dele – og måske tilmed overskære den Dorsale Aorta eller Aortic Arch, hvorved forblødningen og blodtryktab bliver optimal hurtig. – Dette ender i det hæmoragiske shock (blodtab på akut basis) sammen med kardiogent shock (hjertepumpesvigt) og Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig blodcirkulation) – og som oftest træder i effekt, enkeltvis eller i kombination, efter en vis flugtdistance eller sporlængde (dén længde som schweisshunden tilbagelægger).

Træf til venstre for den røde streg, kun et par centimeter bag dyrets forløb, bør altid undgås, da lever og mave ligger imellem de to lunger, som også er tyndere hér og med mindre arterier – forblødningsperioden, og dermed flugtdistance kan hér være meget lang. – Fra hjerte til formave, er der kun et par cm – og bl.a. derfor er et rent hjerteskud meget risikabelt.

Hvornår vil en hjort miste bevidstheden?

Når shockeffekt indtræffer i dyrets centralnervesystem (cerebralt/neurogent shock), hvor impulser (kommunikation) mellem hjernen og alle organer desorienteres, gøres utilstrækkeligt fungerende eller ophører – mister dyret bevidstheden, fordi også trykforplantning og lydbølgetransmission, og ikke mindst ”Den temporære kavitet” (den midlertidige sårkanal), automatisk deltager i CNS- træffet (riffel).
Ved shockeffekt som følge af omfattende hydrostatisk trykforplantning (tryk der opstår i indespærret væske), som kan sammenpresse, ryste og herved shockere organer til dysfunktion eller direkte stop, og som også siges at kunne bryde knogler (riffel).

– samtidigt med shockeffekt som følge af lydbølgetransmission (mekanisk trykbølge der transmitterer energi hurtigt gennem vævsvæske), og som når langt ud i dyret (riffel).

Når organer og især hjernen mangler ilt, forårsaget af mangel på iltet og renset (for kultveilte og organiske syrer) blod i systemet for blodgennemstrømning, kombineret med et hurtigt blodtrykstab – vil dyret miste bevidstheden (af shocktype) (riffel og bue og pil).

* Når riffelkuglen rammer CNS- området, er der helt automatisk samtidigt omfattende direkte shockeffekt fra ”Den temporære kavitet”, hydrostatisk trykforplantning og lydbølgetransmission i både nervevæv, organer, øvrigt væv og i kraftigt knoglesystem, samt perforerende effekt fra bensplinter og eventuelt fragmenterende projektil (som giver flere skudbaner gennem dyret), og dette tillige med omfattende forblødning, fordi også den bagudgående Aorta ofte involveres i træffet via ”Den temporære kavitet”.

– Og derfor er CNS- kuglen den hurtigste af alle skudplaceringer, til at medføre bevidstløshed og død. – Bevægelse umuliggøres, og det antages sandsynligt, at følesansen (altså smerte) afbrydes helt eller delvist – når rygraden (hvor CNS befinder sig) er brudt helt, og hvor dyret er bevidstløst, eller i koma (dyb bevidstløshed).

Shocktyper:

Af shock findes flere typer (aktuelle for hjortevildt):

Hæmoragisk shock (blodtab på akut basis)
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolume)
Kardiogent shock (hjertepumpesvigt)
Cerebralt shock (vedrørende hjernen og nervebaner/neurogent shock – CNS)
Septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion)

Shock er en akut, livstruende tilstand. – Shock er livstruende kredsløbssvigt karakteriseret ofte ved vævs- og cellulær iskæmi (manglende iltforsyning), som følge af utilstrækkeligt ilttilbud. – Hjerte, nyrer, muskler, hjernen og andre organer bliver svækket, når der er manglende iltforsyning, og shock kan medføre (senere opstået) celledød.

Shock er således ofte defineret ved utilstrækkeligt flow af iltet blod til perfusion (vævsgennemblødning) af vitale organer. – Kun få shocktyper opstår øjeblikkeligt i træffet, men shock kan opstå pludseligt med hurtigt indsættende kredsløbskollaps.

Shock der forårsager øjeblikkelig fald hos påskudte dyr er øjeblikkeligt virkende, og shock der medfører bevidstløshed i skudafgivelse er øjeblikkeligt virkende (cerebralt schok – CNS- træf, og trykforplantning og lydbølgetransmission) – men shock der opstår efter tab af blodcirkulation (hypovolæmisk shock) eller blodtab (hæmoragisk shock), eller som følge af infektion (septisk shock), er ikke øjeblikkeligt virkende. Se Link. – Heller ikke kardiogent shock (tab af blodtryk) er øjeblikkeligt virkende, hvilket også ses ved endda små hjorte såsom fuldvoksne rådyr der er hjerteskudte, og som let løber 50-100 meter, med et helt sønderrevet hjerte.

Hæmoragisk shock er en tilstand der opstår, når kroppen begynder at lukke ned på grund af en stor mængde blodtab (Link). Blodtab kan være ekstern blødning (synlig), eller indre blødning (ikke synlig). – Forblødning kan være hurtig eller langsom.

Et menneske har en blodvolumen på 70 ml/kg, og en hjort har en blodvolumen på ca. 6-9 % af kropsvægten.

– For en hjort vil stigende risiko for bevidstløshed indtræde efter et tab af ca. 30 % af blodvolume (hvor det hæmoragiske shock starter), og hvor hjorten hyperventilerer, har nedsat blodtryk og bliver konfus – og herefter besvimer. – Efter besvimelse har hjorten stigende risiko for at dø efter et tab af ca. 40 % af blodmængden, hvor blodtrykket falder yderligere – hvorefter hjertet stopper og hjorten dør, fordi hjerne og alle andre organer ikke iltes.

– Når arterier i kroppen bliver slappe og ikke længere kan trække sig ordentligt sammen, er blodtrykket meget svært at kontrollere og vil falde. – Et fald i blodtrykket kan give et stort fald i kropstemperaturen, hvilket kan være livstruende. – Ved blodtab på 15-30 % ses nedsat perfusion (vævsgennemblødning) af de vitale organer. – Ved blodtab større end 30 %, vil der ses faldende blodtryk og tiltagende grad af nedsat organperfusion.

Hypovolæmisk shock er en tilstand som opstår ved insufficient (utilstrækkelig) cirkulerende blodvolumen i karbanen, og skyldes tab af væske eller blod fra karbanen/kredsløbet (blodåresystemet og karnet) og/eller kompensatorisk omfordeling af blodvolumet.

Denne omfordeling, som tilstræber at sikre blodforsyning til de væsentligste organer, sker ved at modstanden i blodstrømmen ændres ved spændingerne (tonus) i karrene (blodårerne), der indeholder muskulatur, som kan (mere eller mindre) åbne og lukke blodårerne.

Omfordelingen af blodmængden sker ved kontraktion (sammentrækning) i muskelvæv og følgende konstriktion (mindskning af diameteren) i arterioler (små arterier med jævn blodstrøm), hvorved perfusionen (blodgennemstrømningen) til livsvigtige organer som hjerne, hjerte, lever og diafragma (åndedrætsmuskel, også kaldet mellemgulv) søges bevaret – dette på bekostning af perfusion til ekstremiteterne (løbene) og fordøjelsessystemet. – Interstitiel væske (vævsvæsken som findes mellem cellerne og uden for blodbanen) rekrutteres ved øget lymfedrænage.

Med faldende hjerteminutvolumen (den samlede mængde blod som hjertet pumper ud i løbet af et minut) opstår bevidsthedspåvirkning, nyresvigt samt lever- og tarmiskæmi (manglende iltforsyning) – Blodtryksfald optræder i reglen først, når det centrale blodvolumen er reduceret med ca. 30 %.

Ved et lavt blodtryk er der utilstrækkelig blodgennemstrømning i de vitale organer. – En menneskehjerne kan overleve 4-6 minutter uden en cirkulerende tilførsel af ilt.

Kardiogent shock skyldes hjertepumpesvigt med fald i hjertets minutvolumen, og giver altså en tilstand med nedsat vævsperfusion på grund af hjertedysfunktion – og skyldes en nedsat sammentrækningskraft i hjertet, som medfører faldende blodtryk.

Det kardiogene shock er således defineret som kredsløbssvigt og nedsat organperfusion pga. kompromitteret hjertepumpefunktion.

Cerebralt shock /neurogent shock sker i forbindelse med svære CNS-skader.

Skyldes oftest en direkte skade på rygsøjlen, og et projektil giver naturligvis en langt større skade, end dén skade som f.eks. et fald vil kunne skabe.

Inden i ryghvirvlerne løber kroppens nerverbaner (i rygmarven/Medulla spinalis), og hvis blot én af disse ryghvirvler bliver forskubbet eller beskadiget, kan dette påvirke og beskadige nervebanerne inde i rygsøjlen. – Dette neurogene shock kan derfor give bevægelseslammelse, og det kan aktivere nogle nervebaner til at udvide alle blodårer syd/bagud for skaden, og dette kan være kritisk, hvad angår både afpasset, regelmæssig blodcirkulation og ved forblødning.

Rygmarven kaldes på latin Medulla, og en beskadigelse af denne, kan afbryde rygmarvens funktion fra skadens niveau og bagud/nedad, i form af lammelser og tab af følesans. Tabet af bevægelighed og følesans kan være helt eller delvist, afhængigt af om rygraden er helt eller delvist afbrudt. – En kuglebane lige i, under, eller over rygraden, vil i kraft af ”Den temporære kavitet” (se senere), involvere flere af rygradens hvirvler ved forskubning eller knusning, hvilket vil lædere eller helt kappe Medulla spinalis i et stort område – og som da ikke vil kunne viderebringe signaler til og fra det perifere nervesystem (PNS), hvilket ellers opretholder kontrol over organer, muskler mv. via kontrolcentre i hjernen. – Jo tættere mod hoved rygsøjlen træffes, jo mere dødeligt er træffet (Link), og jeg selv har truffet flere rådyr i rygsøjle i lodret flugt med forløbs albue, hvor dyret er faldet livløst i knaldet.

Septisk shock er svær, dødelig organpåvirkning ved infektion, og skyldes en bakterieinfektion i kroppen, hvor organer på skift bliver sat ud af drift.

”Septisk chok, som er fuldstændig ligeså dødelig som f.eks. akut blodtab. – Hér forårsager tarmindfald i bughulen, at bakterier kommer ind i blodbanen, hvorved dyret dør af en infektion eller af et septisk chok. – Døden indtræder fra 5-10 minutter op til 2-3 dage, afhængig af hvilken del af tarmen som er skadet og af tyktarmens indhold og bakterieindholdet – og jo højere bakterieindhold, jo hurtigere død”.

En meget betydende effekt ved bevidstløshed efter shockeffekt i træffet:

En meget væsentlig effekt for det i skuddet faldne og bevidstløse dyr (grundet shockeffekt i træffet) er, at dyret forbløder meget hurtigere i immobiliseret tilstand (hvor dyret falder i træffet), og er i mere eller mindre lammet og bevidsthedspåvirket tilstand.

– Et lammet/bevidsthedspåvirket dyr vil nemlig være afslappet i muskelvæv, arterievæv og venevæv, hvilket vil give langt kortere forblødningsperiode (og hermed kortere tid til bevidstløshed/død), end hvis dyret flygter, hvor kontraktion (sammentrækning) i muskelvæv, arterievæv og venevæv (sammentrækning af blodkarrene), vil forsøge (med en vis succes) at reducere forblødningen herfra.

Arterier bliver i denne situation slappe, og mister evnen til at kunne udvide sig og trække sig sammen – hvorved også blodtrykket bliver meget svært at kontrollere, og vil falde.

Dør en hjort omgående af shockeffekt i træffet?

Meget sjældent, men den dør som følge af samarbejdende shockeffekter i træffet – og den dør hurtigere ved shockeffekt, som får dyret til at falde i træffet (ofte bevidstløst), og som derfor kan kaldes øjeblikkelig shockeffekt.

– Og disse samarbejdende shockeffekter er den cerebrale/neurogene shockeffekt, shockeffekten hydrostatisk trykforplantning og shockeffekten lydbølgetransmission, samt den omfattende skade efter ”Den temporære kavitet”. – I sjældnere tilfælde kan ske omgående shockeffekt (og fald) efter et træf i Aorta lige over hjertet.

– Især helt unge rådyr, som er intetanende om jægerens tilstedeværelse, kan dog også falde bevidstløs i knaldet, med en hjertekugle eller en højt placeret dobbelt lungekugle:

Denne 1- årige buk faldt bevidstløst i knaldet, ved denne højt placerede dobbelte lungekugle, som traf Lungearterierne og Hovedbronkie – meget sårbare punkter. – Skuddet kom lidt ovenfra, og berørte ikke rygsøjlen (CNS). – 9-10 cm. længere bagud (gul cirkel), ville der være tale om et dobbelt – lungeskud i tyndere dele og i leveren (på den anden side af dyret), givende ofte lang flugtdistance. – Står dyret skråt nok mod skytten, vil den gule cirkel være et enkelt- lungeskud, med op til meget lang flugtdistance.

Havde skudplacering været 6-7 cm mod kl. 8 for dette træf (rød cirkel), ville træffet være i de forreste, indsnævrende dele af lungerne, mod dyrets bringe (Sternum) – givende lang flugtdistance. – Den grønne cirkel er et lungetræf i de allernederste dele, samtidigt med et formavetræf, da maven buer indad mod hjertet, og befinder sig kun et par cm fra hjertet (dette træf giver lang, til meget lang flugtdistance – se senere Illustration 2).

Også hjortens størrelse har betydning for, hvor hurtigt dyret rammes af de shocktyper der indtræder senere end shockeffekterne ved træffet. – Dette afspejler sig i data om flugtdistancer fra TR257 side 14, hvor det fremgår, at ved buejagt, har kalve og subadulte hjorte ca. 28 % kortere flugtdistancer, end de voksne, og at bueskudte handyr (kronhjorte og dåhjorte) har gennemsnitlig flugtdistance på 72,7 meter – dåer og hinder 57,6 meter og kalve 45,4 meter.

Det er nok meget sjældent, at en hjort dør omgående af shockeffekt. Men om shockeffekten er øjeblikkeligt dræbende, eller sker over tid, er for så vidt underordnet – når blot shockeffekten skaber øjeblikkeligt fald i skuddet, og hvor dyret ikke er ved bevidsthed (er bevidstløst eller i koma) til død på faldstedet, som følge af shockeffekten.

– Shockeffekten er i denne situation en primær, omgående direkte effekt af en påvirkning, hvorimod shoktyperne som følge af blodtab, nedsat blodtryk, utilstrækkelig blodcirkulation (og deraf nedsat ilttilførsel til hjerne og væv) er sekundære indirekte effekter som opstår senere efter en vis flugtdistance, for at ende med Hæmoragisk shock, Hypovolæmisk shock, Kardiogent shock, eller Septisk shock – førende til død.

Effektiviteten af shockeffekt i træffet afspejler sig bedst i parameteren: ”Hvor mange % af påskudte hjorte falder i træffet?” – Af TR257 side 12 ses, at ca. 5,3 – 5,8 % af bueskudte hjorte falder i træffet (15 hjorte ud af 260 registrerede skudte hjorte, ud af 282 skudte), imod riffeljagtens (37 – 48 %), påvist i flere store udenlandske undersøgelser, i forbindelse med overgang fra bly til ikke bly i riffelpatroner.

Det er bl.a. denne forskel i parameteren for effektivitet: ”Fald i træf”, som genererer længere flugtdistancer hos bueskudte hjorte, end hos riffelskudte.

Hvad sker der ved et kugletræf/piletræf?

22.09.2016. – Min polske deerstalker blev meget forbavset over at denne kronhjort faldt i knaldet, og var død efter nok få sekunder. – Han kendte ikke CNS- kuglen.
Sigtepunkt for CNS- kuglen for kronhjort: Knap 2/3 del op på kroppen, lodret fra kronhjortens forløb lidt over midten (- i rent vandret sideskud). – Står dyret skævt for, under eller over skytten, skal der korrigeres sigtelinje. – Se: Netnatur.dk/cns-kuglen-og-den-nye-alternative-hjerte-og-lungekugle + Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader + Netnatur.dk/cns-kuglen.

Træfpunktet og kuglebane gennem dyret er de vigtigste variabler for dræbeevnen. – Dette er den almindelige antagelse, som også lyder rigtig – ved brug af lovlig patron og bue og pil, og ved rimelige skudafstande.

Alt efterfølgende i dette afsnit skal på ingen måde opfattes som en påvisning af hvad der er bedst – en kugle eller en pil, men skal alene fremføre de ting som indgår i at finde de hurtigst dræbende skud til hjortevildt – for både riffeljægere og buejægerne. – Dette vil have en meget stor indvirkning på et jagtvåbens effektivitet, og hermed også på etikken.

Kugletræf:

Kugletræfs kinetiske energi:

Der ser ud til at være opstået: ”en ny forståelse af projektilets dræbeevne, hvor det grundlæggende ikke er anslagsenergien, men projektilets evne til at overføre energien (den terminale effektivitet) til vildtkroppen. – Undersøgelser har vist, at der ingen klar sammenhæng er mellem anslagsenergi og dræbeevne. – Flugtafstanden anvendes som mål for dræbeevnen. – Og alt andet lige har større dyr større flugtafstand end mindre dyr. (Link)”.

Én af de vigtigste forskelle på en riffelkugle og en pil er, at riffelkuglen har en langt større mængde af kinetisk energi. – ”Kinetisk energi, som er dén energi et legeme har i kraft af sin bevægelse og masse. Størrelsen af den kinetiske energi afhænger af legemets masse (m) og kvadratet på legemets hastighed (v2)”.

”Jo højere den kinetiske energi er, desto større påvirkning. – Almindelige riffelpatroner har anslagsenergi på cirka 1500 til 3500 J”.

”Sårpotentialet (sårkanalens maksimale tværsnitsareal) af et projektil afhænger af dets kinetiske energi og af dets evne til at overføre denne energi til målet. Diameteren af vævsdestruktion stiger signifikant mellem indgangspunktet og en dybde på 5 og 10 cm. – Sårdiametre er væsentligt større efter 5 og 10 cm penetration end ved indgangspunktet. (Link)”. – Ved gennemskud er udgangshullet stort set altid større end indgangshullet.

For kugletræf: ”Dennes enorme energiomsætning fremkommer i kraft af hastigheden, der ligger over det tidobbelte af en jagtpils”. – En jagtpil flyver i start 61 – 84 m/s – riffel ca. 823 m/s.

Når der tales projektiler til jagt, findes fragmenterende kugler og delvist fragmenterende projektiler, som ved antræf mister masse og dermed kinetisk energi. – Der findes også deformerende kugler, som ikke mister masse ved antræf og derved ikke mister energi, men som får skærende effekt.

Efter projektilets anslag vil projektilet få større diameter, som sammen med projektilets hastighed bestemmer den kinetiske energis størrelse – og hermed vævsdestruktionens omfang som er permanent, selv om den midlertidige maksimale sårhule (”Den temporære kavitet”) efter kuglepassage trækker sig delvist tilbage (delvist sammenfald af sårkanal til ”Stationær sårkanal”) efter sit ”eksplosive” toppunkt (se senere illustration 1).

Kuglens ekspansion vil medføre, at penetrationsdybden bliver mindre, men de fleste projektiler giver dog gennemskud i f.eks. rådyret (altså udgangshul/udskudsåbning).

Når der ikke er gennemskud (altså udgangshul/udskudsåbning), bliver al kinetisk energi absorberet i dyrekroppen. (Link).

”Afhængigt af kaliber mm. flyver projektilet med måske 2,5 gange lydens hastighed mod målet. F.eks. en .30-06 med kugle 180 grains har en udgangshastighed på 823 m/s, og skudt i 35 grader fra vandret, vil den flyve ca. 3.800 meter, hvorefter den vil slå i jorden efter 29,8 sekunder – og kuglen vil hér have en anslagsenergi på 94 J, og er altså stadig livsfarlig (Link)” – fordi det kræver: ”omkring 21 til 45 Joule kinetisk energi ved anslagspunktet, at passere gennem ethvert dyr af stor størrelse”.

”Minimumskravet til det større hjortevildt (I Danmark), herunder kronvildt, er følgende: Kuglevægt mindst 9 gram (139 grains) og en anslagsenergi E100 på min. 2700 J – eller Kuglevægt mindst 10 gram (154 grains) og en anslagsenergi E100 på min. 2000 J. (Link). – Råvildt kræver Kuglevægt > 3,2 gram (50 grains) E 100 > 800 Joule. – Elg kræver i Finland (Link): Kuglevægt ≥ 7,5 g (116 gr), E100 ≥ 1.900 J”.

Andet sted skrives: Et menneske kan dø af en anslagsenergi på ca. 65 joule.

Ved Kugletræf:

Et riffelprojektil adskiller sig fundamentalt fra en jagtpil på en række fysiske parametre, og jagtpile og riffelkugler har derfor selvfølgelig ikke hverken særlig lignende, eller samme virkninger på skudte hjorte. – Se dette Link.

Der kan næppe foreligge nogen tvivl om, at en riffelkugle giver større skader end et piletræf. – Kuglen giver knusning, og når den deformerer, bliver den også skærende.

Den aktuelle kuglebane gennem dyret (skabt af træfpunkt og skudvinkler) afgør hvilke organer, nervebaner, nervereceptorer, arterier og vener der træffes direkte, og hvor omfattende skaderne bliver herved – og hermed afgøres tidsperioden: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, hvilket er den mest afgørende parameter for et jagtvåbens effektivitet og etik, fordi man antager at det bevidstløse dyr ikke føler angst, stress og smerte.

Ved indskudsanslag kan ikke undgås at træffe nervereceptorer i både væv og i organer der træffes, og disse nervereceptorer melder voldsom påvirkning til hjernen. Dersom dyret ikke falder i træffet, kan det nok antages, at flugtens start aktiveres i refleks (uden hjernens indblanding), men at den fortsatte flugt skabes af hjernens meldinger, via centralnervesystemet (CNS) og det perifere nervesystem (PNS), til musklernes receptorer (nerveendeplader), som på normal vis (viljestyret/bevidst/frivilligt).

Ved kugletræf med dyret påvirkes dyret straks, ved at smertereceptorerne melder mere eller mindre kraftig påvirkning og fare til hjernen, som da udsender hormoner – eller hjernen får organer til at udsende kamphormoner og smertestillende hormoner.

Hér kan det muligvis tænkes, (dersom kugletræf ikke i sig selv giver lammende og smertehæmmende shockvirkning og bevidsthedstab), at kuglen måske giver initial og ikke kvantificerbar større smerte ved indtrængen end pilen giver, men at kuglens eventuelle større smerte må kalde på flere hormoner – herunder de smertestillende hormoner endorfin og effekten af noradrenalinens dæmpning af smertesignaler til hjernen, end piletræffet. – Disse ting er dog ikke påvist, men er mere at betragte som mulige sandsynligheder. – Se vedrørende hormoner på: Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

Den aktuelle kuglebane giver den direkte virkning i indskud: knusning og skæring gennem dyret (bestemt af træfpunkt og skudvinkler), og kuglebanen afgør hvilke organer, nervebaner, nervereceptorer, arterier og vener der træffes direkte af kuglen. – Skaderne herved skal tillægges vævsskaderne fra den meget betydende midlertidige udvidede sårkanal (”Den temporære kavitet”) som kuglens kinetiske energi giver:

Illustration 1. – Kilde: retsmedicin.au.dk, bragt hér med dét nye formål, at fremvise ét altafgørende led i riffelprojektilets effekt, i den hér illustrerede: ”Temporære kavitet” (midlertidige sårkanal) ved skudgennemgang, og den sammenfaldne (permanente) kavitet herefter. – Kavitet vil være størst i væv med størst densitet og mindst elasticitet.

– Det er ”Den temporære kavitet” som skaber riffelkuglens største vævsødelæggende effekt, og indenfor dette meget store område/areal, er trykforplantning og lydbølgetransmission størst – og der kan være voldsom forblødning fra væv i dette område, da vævet er sønderrevet, fordi vævets elasticitet er overskredet og sønderrevet.

Med reference til Link og Link: Efter kuglens antræf, når den et stykke ind i dyrekroppen, hvor trykbølgen fra kuglens kinetiske energi vil danne en midlertidig sårhule (”Den temporære kavitet”) som, 5-15 cm (afhængigt af patron) inde i dyrekroppen, giver et maksimalt tværsnitsareal (hulrum) ved ”eksplosiv” hydrostatisk vævslæsion (hvor vævs elasticitet overskrides, flænses og sønderrives), hvilket er betydeligt.

Kuglens hurtige fremdrift vil medføre en kraftig hydrostatisk trykbølge som forplanter sig foran kuglen og til siderne for denne, og som altså kulminerer i ”Den temporære kavitet”, og også i en transmitteret trykbølge og lydbølge. – Kuglens trykvirkning og lydbølgevirkning omkring sårkanalen kan medføre læsion af organer og knogler, der ligger uden for både den permanente og den temporære sårkanal.

Det kan læses: ”Denne trykbølge (chokbølge) udsætter organerne for voldsom vibration, som kan gøre at organerne bliver insufficiente” (utilstrækkeligt virkende), og det siges ”at selv knogler kan knække af denne trykbølge”.

Efter kuglens ”eksplosive” læsion, et stykke inde i dyret, hvor vævsdestruktion vil ske ved sønderrivning i et forholdsvis stort areal, som følge af at vævets elasticitet overskrides – vil den temporære sårkanal fra kuglen blive mindre (falde delvist sammen) til noget større kanal end kuglens permanente sårkanal i skudindgang, men vævslæsionen fra den temporære sårkanal (kavitet) er da sket. Udgangshullet (ved gennemskud) vil normalt altid være større end indgangshullet, og åbner hurtig ekstern afblødnings- mulighed.

Vævsdestruktion kan være lidt forskellig efter hvilket organ man træffer, da organer har forskellige vævselasticiteter. Lungevæv har stor vævselasticitet – givende lidt mindre vævsdestruktion, og levervæv er mindre elastisk – givende lidt større vævsdestruktion.

Jeg antager, at dén vævsødelæggelse (vævs elasticitet der overskrides) der sker i det store område som den temporære kavitet omfatter, vil medføre betydelig forblødning – udover forblødningen fra hjerte, lunger, andre organer, vener, arterier og øvrigt væv, som træffes i kuglebanen. – Se Link.

Kuglebanen giver altså indirekte skader fra trykforplantning og lydbølgetransmission skabt af kuglens store kinetiske energi, og dertil kommer yderligere skader fra kugletræf i kraftig knoglemasse (som også indeholder blodkar og nerver), og hvor træf kan medføre at adskillige udslyngede bensplinter perforerer organer, nervebaner og øvrigt væv, samt yderligere skader fra projektil der fragmenterer, og finder nye kuglebaner gennem dyret:

Hér ses huller efter bensplinter som kuglen gav ved træf med kraftige knogler. – Dette gav således yderligere 3 læsions- baner gennem væv og organer. – Hér passerede kuglen lige under dyreryggen ved overgang til hals, og på en lang strækning kappede rygsøjlen, hvorigennem centralnervesystemets ”hovedvej” Medulla Spinalis (rygmarven) løber.

Riffelprojektilet dræber altså som følge af den direkte virkning af kuglepassering: Knusning/skæring og den direkte virkning: ”Den temporære kavitet” – og af 3 mere indirekte virkninger (shockeffekter): Trykvirkning, Lydbølgevirkning og Centralnervepåvirkning – og hvor især disse tre indirekte virkninger kan danne øjeblikkelig shockeffekt og give øjeblikkelig bevidstløshed – hvorefter døden indtræffer, som følge af én eller flere af de fysiologiske processer (shocktyper):

Cerebralt shock /neurogent shock (svære CNS-skader), som kan afbryde rygmarvens funktion, som er at bringe meldinger frem og tilbage mellem hjernen og alle organer i kroppen, hvilket skal sikre disses funktioner. – Hér sætter altså livsvigtige funktioner ud.
Hæmoragisk shock (akut forblødning),
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig blodcirkulation og omfordeling af blodmængder),
Kardiogent shock (hjertets pumpesvigt),
Og ved mavetræf: Septisk shock ved svær, dødelig organpåvirkning af bakteriel infektion i blodbanen (fra maveindholdet).

Et stort udgangshul ud for lungers tykke dele, vil disponere for hurtigt indtrædende lungekollaps (pneumothorax), og som giver akut ventilationsinsufficiens og organsvigt.

Dødsårsag efter riffelkuglen vil da oftest være destruktion af organvæv, overrivning af arterier og vener, shockforplantning der desorienterer eller stopper vigtige organer, shock efter tab af blodtryk, shock ved utilstrækkelig blodcirkulation og shock ved forblødning, hvor hjernen og organerne (især hjerne, nyrer og lunger) ikke får tilførsel af ilt og svigter.

* Alle 3 mulige måder at dø på, er til stede ved riffelkuglen:

Koma – svigt i nervesystemet,
Synkope, svigt i kredsløbssystemet
Asfyksi, svigt i åndedrætssystemet.

Og der er flere mulige shockeffekter til stede ved riffelkuglen:

* De omgående virkende shockeffekter – som kan bringe dyrene til fald og bevidstløshed, som er:

Shockeffekten Cerebralt schok (vedrørende hjernen og nervebaner/neurogent).
Shockeffekten Hydrostatisk trykstød (shockforplantning),
Shockeffekten Lydbølgetransmission (shockforplantning).

* Og de senere indtrædende shocktyper – som dyrene dør af, som er:

Hæmoragisk shock (blodtab på akut basis),
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig) cirkulerende blodvolumen i karbanen),
Kardiogent shock (hjertepumpesvigt)
Septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion).

Overlevelsestid efter riffelkuglen afhænger af hvor den temporære kavitet bliver placeret, og deraf følgende lokale vævsdestruktion og/eller af shockeffekterne og styrken heraf, skabt af cerebralt shock, hydrostatisk trykforplantningen og lydbølgetransmission – og af intensitet af forblødningshastighed (blodtab) og blodtryktab – og alt afhænger naturligvis også af hvilke og hvor mange organer, arterier og vener og nervebaner der træffes i kuglebanen gennem dyret. – Jo flere organer der involveres (beskadiges) i skuddet, desorienteres og sætter ud, jo hurtigere vil dyret gå i koma og dø.

Af riffelskudte større hjorte falder mellem 37 % og 48 % i knaldet, iht. TR257.

Og vedrørende flugtdistancer for riffelskudte større hjorte:

TR218 side 22: ”Kanstrup m.fl. (2016) viser, at flugtafstanden for alle typer af ammunition på alle typer af jagtformer, træfpunkt, skudreaktioner etc. for dåvildt og kronvildt i gennemsnit var 34 meter, og 37 %faldt med en flugtafstand på 0 meter”.

TR218 side 22: ”Kanstrup and Balsby (2021) fandt en gennemsnitlig flugtafstand for dådyr, krondyr og sika dyr nedlagt med både blyfri og blyholdig ammunition i kalibrene 22-250, 6,5×57 og 308 Win på 24 meter, når der ses bort fra skud i hoved og på hals”.

Disse 24 meter svarer til 4-5 sek. med en gennemsnitshastighed på 20 km/tim

Nylige undersøgelser (med kobber- projektiler) (Link + Link): I et tysk studie hvor 260 dyr (større hjorte) blev skudt, var flugtafstanden 0 meter for 48 % af skudte dyr – og dyr der flygtede efter skuddet havde en flugtdistance på gennemsnitlige 14 meter.

Disse 14 meter svarer til 2-3 sek. med en gennemsnitshastighed på 20 km/tim

– Men til alle ”Tid fra træf til flugtstop” skal tillægges den for dyret meget betydende: ”Tid fra flugtstop til bevidstløshed”, og tillægges yderligere den ikke så vigtige: ”Tid fra bevidstløshed til død”, ligesom ved buejagt – og disse to tidsperioder kender man ikke.

Faktisk kender vi ikke den vigtigste parameter for riflens effektivitet: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, men riffelkuglens jagtlige effektivitet i de 10 parametre for effektivitet viser fine resultater, som vi har altid accepteret gennem rigtigt mange år, og der findes jo heller ikke et mere effektivt jagtvåben end riflen, hvor man oven i købet kan vælge kuglevægte og typer, der langt overgår de gældende minimumskrav til forskellige dyr. Riflens yderligere fordel er, at der kan repeteres – og de optiske sigtemidler er optimale.

Herlig kold vinterdag. – I et sådant terræn, skal man være yderst forsigtig, når kuglen afgives. – Hér skød jeg kun igennem de lige, ”frie spor” mellem ungtræerne. – Lige præcist dette sted narrede en sikahjort mig tidligere gang på gang. – Sikahjorte kan godt nok være snue, og de har et skarpt, fremadrettet syn og en formidabel lugtesans.

Ved Piletræf:

Den aktuelle pilebane gennem dyret (skabt af træfpunkt og skudvinkler) afgør hvilke organer, nervebaner, nervereceptorer, arterier og vener der træffes direkte, og hvor omfattende skaderne bliver herved – og hermed afgøres tidsperioden: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, hvilket er den mest afgørende parameter for et jagtvåbens effektivitet, fordi man antager, at det bevidstløse dyr ikke føler angst, stress og smerte.

Også ved piletræf må det antages, at der ved indskudsanslag træffes nervereceptorer i både væv og i organer, og at disse nervereceptorer melder voldsom påvirkning til hjernen, som da udsender hormoner – eller hjernen får organer til at udsende kamphormoner og smertestillende hormoner. – Disse hormoner kan formentlig forventes, at i dosering blive tilpasset dén smerte der opstår ved træffet.

Et piletræf ender oftest med bevidstløshed, som indtræder efter en vis flugtdistance – som følge af senere indtrædende forblødning (Hæmoragisk shock), eller for lavt blodtryk (Kardiogent shock), eller for lille blodcirkulation (Hypovolæmisk shock) – eller ved mavetræf givende Septisk schok efter bakteriel infektion – hvorefter døden indtræder.

Disse shocktyper indtræffer først en vis periode efter træf: ”Tid fra træf til flugtstop” – (helt afhængig af hjortens størrelse, træfpunkt og pilebane/skudvinkler), og fører til bevidstløshed, oftest efter at dyret har sat sig, og derpå besvimer – og derefter dør.

I nok sjældne tilfælde kan CNS- træfområdet træffes og beskadiges af pilen, og medføre cerebralt shock, som må betegnes som øjeblikkeligt, hvis dyret hér falder i træffet – men da pilen kun giver overskæring, vil dette træf formentlig kun medføre lammelse syd/bagud for overskæringen og uden tab af bevidsthed.

På lignende måde vil også et træf i Aorta lige over hjertet kunne immobilisere dyret, men ikke nødvendigvis føre til bevidstløshed direkte i træffet, men kort tid efter.

Af bueskudte større hjorte falder ca. 6 % i træffet iht. TR257, og bl.a. dette er årsagen til at flugtdistancer og sporlængder er længere for bueskudte dyr, i forhold til riffelskudte. – Dette må betyde, at ca. 94 % af bueskudte større hjorte besvimer og dør efter en vis flugtdistance af Hæmoragisk chok (blodtab på akut basis), Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolumen i karbanen), Kardiogent shock (hjertepumpesvigt), eller Septisk chok (akut organpåvirkning fra infektion).

Ved træf med pil, er der ingen ”Temporær kavitet”, og nok meget sjældent omgående shockeffekt med bevidstløshed eller koma, og læsionerne er begrænset til sårkanalen og pilens skærende effekt, som også er en permanent læsion – og som i øvrigt er ens hele vejen gennem dyret, når der er gennemskud.

Det er en forudsætning for et hurtigt dræbende piletræf, at pilen ikke tamponerer (forbliver i dyret og delvist lukker sårkanalen og herved hæmmer hurtig forblødning) – der kræves gennemskud, hvilket kan mislykkes ved pils træf med kraftige knogler, eller dersom pilen ”drejer af” ved møde med kraftige knogler. – Det er påvist, at pile ikke kan gennembryde f.eks. rygsøjle (Link), men om dette stadig gælder (med vore moderne buer og pile) ved jeg ikke.

– Det fremgår i TR257 side 17, at der ikke blev fundet gennemskudt pil ved 35 % bueskudte dyr, og om 35 % af skudte hjorte så havde tamponerende pile fremgår ikke – men hvis dette er tilfældet, er dette en høj procentdel af skudte hjorte, hvor forblødningstiden forlænges ganske betydeligt.

”Energien som en bue leverer i forhold til riffel m.m. er meget lavere og kompenseres til dels ved kortere skudafstande (Link)”.

Franske undersøgelser viser: ”Studiet indikerede en ligefrem proportional sammenhæng mellem skudafstand og flugtafstand”, og 43 % af de danske større hjorte skydes i afstandsintervallet 20-40 meter, iht. TR257 – og hvor FADB anbefaler max. skudafstande på 20 meter.

TR218 side 23: ”En pils effekt er sammenlignelig med effekten af fuldkappede riffelprojektiler (ikke ekspanderende), som ikke ændrer form, og som ikke udløser betydelig trykøgning. De er ikke tilladt til jagt på hjortevildt”.

Link: ”Ved påskydning af et dyr med en pil, vil afhelingen ske hurtigere, da vævet ikke er knust (som ved en kugle), men udelukkende har fået et snitsår”. – Dette betyder formentlig så også, at snit fra pilen skær lettere kan presses sammen af musklers og andet vævs kontraktion under flugtaktivitet, hvilket sinker forblødning, i hvert fald i den sidste del af forblødningstiden, hvor blodtrykket mindskes.

1 minuts flugt (”Tid fra træf til flugtstop”) med en gennemsnitshastighed på 20 km/tim giver en flugtdistance på 330 meter (se senere Illustration 2).

Iht. TR257 side 12, var den gennemsnitlige flugtafstand, indberettet af buejægerne i den 4- årige prøveperiode: 59,1 meter for kronvildt op til 200 kg, dåvildt op til 80 kg og sikavildt op til 42 kg (- en meget ulige sammenligning, da større hjorte har længere forblødningstid end mindre hjorte).

– De 59,1 meter svarer til: gennemsnitligt ”Tid fra træf til flugtstop” efter 10 sekunder ved gennemsnitlig flugthastighed på godt 20 km/tim. (Se senere illustration 2).

Iht. (iht. TR257 side 14), var den gennemsnitlige flugtafstand, indberettet af buejægerne i den 4- årige prøveperiode: 72,7 meter for kronvildt og dåvildt. – I Frankrig sås gennemsnitlige flugtafstande for kronvildt på 89 meter iht. (TR218 side 21).

Disse 89 meter svarer til 16 sek. med en gennemsnitshastighed på 20 km/tim.

– Men til alle ”Tid fra træf til flugtstop” skal lægges den for dyret meget betydende: ”Tid fra flugtstop til bevidstløshed”, og tillægges yderligere den ikke så vigtige: ”Tid fra bevidstløshed til død”, ligesom ved riffeljagt – og disse to tidsperioder kender man ikke.

”Ved buejagt på Kronvildt, dåvildt og sikavildt kræves anslagsenergi (E0) mindst 80 joule, pilevægt mindst 33 gram og mindst 3-bladet fast spids med skærende diameter på mindst 25 mm. (Link). – 40 Joule i anslagsenergi på en 25 grams pil er rigeligt til at skære sig igennem ribben samt hjerte/lunger på f.eks. et rådyr (Link)”.

Det fremgår af TR257 side 11, at 70 % hjorte blev nedlagt med den ikke mest effektive (men dog lovlige) pilespids (3- bladet). – Det er for mig uvist, hvorfor man ikke til alle større hjorte anvender de mest effektive pilespidser, og de kraftigste buer? Selv om loven herom overholdes, må disse i sagens natur og logisk være bedre dræbende – givende bedre værdier for effektivitet, alt andet lige.

* Der er normalt 2 mulige måder at dø på til stede ved bue og pil:

Synkope – svigt i kredsløbssystemet.
Asfyksi – svigt i åndedrætssystemet.

* Og de senere indtrædende shocktyper – som dyrene dør af, som er:

Hæmoragisk shock (blodtab på akut basis),
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig) cirkulerende blodvolumen i karbanen),
Kardiogent shock (hjertepumpesvigt)
Septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion).

* Faktisk kender vi ikke den vigtigste parameter for bue og pilens effektivitet: ”Tid fra træf til bevidstløshed” – trods forudgående ønsker og indsigelser herom, og trods bekendtgørelsesmæssige planer herom.

*Gæt hvem! – Jo, det sorte får er den vigtigste parameter for et jagtvåbens effektivitet: **”Tid fra træf til bevidstløshed”** – og dette mangler.*

Disse planlagte forsøg blev ikke til noget – men måden sådanne forsøg kunne gennemføres på, uden dyre obduktioner og klinisk laboratoriearbejde mv., og i økonomisk overkommeligt format, ville være at:

* I forsøg afklare ”Tid fra træf til bevidstløshed”, ved at afskyde et vist antal kronhjorte og dåhjorte i større indhegninger/Dyrehaven, under kontrollerede forhold, og under samme aflivningsmetode, som nu bliver tilladt ude i naturen. – Disse forsøg, hvor hjorte skydes i store indhegninger (eller i Dyrehaven, hvor afskudshjorte kan udpeges), kan sagtens foregå dyreværnsmæssigt korrekt og endda kontrolleret, og måske under overværelse af dyrlæge – og dette også i betragtning af, at dette (den samme aflivningsmetode) nu er tilladt udenfor indhegninger, hvor tingene aldrig kan siges at være under kontrollerede forhold.

Rådet for dyreforsøg vil formentlig næppe modsætte sig, at der foregår helt det samme (skydes hjorte med pile) i større indhegninger (eller f.eks. i Dyrehaven, hvor der også skydes hjorte med riffel), som det er tilladt i den frie natur, og især ikke når dette dokumentérbart og uvildigt vil kunne sikre dyreværnsmæssige hensyn for rigtigt mange hjorte fremover, også fordi antallet af buejægere må forventes at stige nu. – Altså ingen dyre og komplicerede kliniske tiltag som obduktioner og laboratorieundersøgelser mv., som slet ikke er nødvendige.

Selveste ”Det dyreetiske råd” har jo eftersøgt ovenfor omtalte forsøg (Link), og disse kan stadig nås – og dette ville understøtte og konsolidere trufne beslutninger. – Dette kunne også finde sted i internationalt samarbejde, og det må undre, at dette ikke allerede er sket.

Kronhind med kalv 07.08.2016. – Hinden er kun i brunst 1 døgn (september/oktober), hun er drægtig i ca. 8 måneder og hun føder én kalv omkring maj/juni.

Flugtdistancer og ”Tid fra træf til flugtstop”:

Ovenfor er flere steder nævnt flugtdistancer (afstand fra skudsted til hvor dyret sætter sig eller falder) – og dette har noget at gøre med, hvordan dyret dør, og hvornår.

Flugtdistancer og ”Tid fra træf til flugtstop” hænger sammen, og efter et træf som ikke fælder hjorten, vil den oftest flygte hurtigst muligt, og når afmatning efter blodtab når et vist niveau, vil den sænke farten og gå videre og til sidst måske stå stille, for derefter sætte sig/falde, og straks, eller nok snarere efter en vis tid, besvime – for derefter at dø.

Én af de negative ting ved lange flugtdistancer (og sporlængder, som er schweisshundens ret nøjagtige opmålte sporlængdeafstand) er, at den påskudte hjort let kan passere nabogrænsen, hvilket straks involverer schweisshundeeftersøgning.

Det er formentlig sjældent, at flugtdistancer bliver nøjagtigt udmålt.

Flugtdistancer baserer sig på hvor alvorligt dyret er ramt, og det påskudte dyrs hastighed:

1 km/tim: 0,2778 m/s. – Råvildt kan løbe max. 98 km/tim i en spurt (27 m/sek.) og whitetail (størrelse ca. som dåvildt) kan løbe max. 76 km/tim (21 m/sek.).

I Illustration 2 ses gennemsnitlige flugthastigheder og flugtdistancer ved forskellige tider fra træf, til hjorten efter nedsættelse af max. flugthastighed falder eller sætter sig – for derefter at besvime og derefter dø:

Illustration 2. – Flugtdistancer ved forskellige flugtperioder og gennemsnitlige flugthastigheder. – Min erfaring er at påskudte hjorte, ved hjerte/lungetræf, altid starter flugten med deres maksimale fart de kan præstere, når de ikke ”Falder i træffet”.

De forskellige træfs dødeligheder

På nettet kan man finde en del oplysninger fra ind- og udland om de forskellige træfs dødeligheder, som mest drejer sig om whitetail, når buejagt, og både vedrørende kugletræf og piletræf. – Der er i det følgende udvalgt udtalelser (tekst i kursiv) fra almindelige jægere og fra mere videnskabelige platforme, bl.a. udtalelser fra Ph.D ére og fra en kirurg som også er jæger, og fra en dyrlæge som også er jæger. Se f.eks. Link, Link, Link og Link.

Øverst på listen over dødsårsager hos skudt hjortevildt står shock og organsvigt. – Af shock findes 5 typer:

Hæmoragisk shock (blodtab på akut basis)
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolume)
Kardiogent shock (hjertepumpesvigt)
Cerebralt shock (vedrørende hjernen og nervebaner/neurogent shock – CNS)
Septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion)

Herunder ses én af de fundne rækkefølger, som nok de fleste er enige om – med nr. 1 som hurtigste død (under jagt), og gældende for både riffel og bue og pil:

Hjerne (0 fordi jægere i Danmark ikke skyder i hovedet)
Sammenføjning af hoved og rygsøjle (konverteres hér til CNS- område)
Hjerte
Større kar – Aorta, Vena Cava og Carotider
Lunger (begge – dobbelt lungetræf)
Lever
Én lunge (enkelt lungetræf)
Mave – Tarm

Ovenstående inddelt i vitale træf og i ikke vitale træf:

Vitale træf:

Træf i CNS- område (indenfor thorax- og halsområdet) – primært ved riffeljagt
Træf i hjerte (men mest i hjertets centrale og øvre dele) – ved riffeljagt/buejagt
Træf i større blodkar (arterier og vener) – ved riffeljagt/buejagt
Træf i begge lunger (især i begge lungers centrale øvre dele) – ved riffeljagt/buejagt

Ikke vitale træf:

Træf i lever (involverer ofte træf også i formave) – ved riffeljagt/buejagt
Træf i én lunge (involverer ofte træf også i lever/formave) – ved riffeljagt/buejagt
Træf i mave/tarm – ved riffeljagt/buejagt

Ad. 0 og 1: Jægere skyder ikke i hjernen, og nr. 1 ovenfor er CNS- område – som løber igennem alle halshvirvler og igennem de fleste ryghvirvler, og det er underordnet hvor dette CNS- område træffes, i halsdelen fra hovedet (hvor hjernestammen sidder) og ca. til helt hen i dyrets rygsøjle i lodret linje med dyrets mellemgulv (i thorax- området). – Det centrale nervesystem består af hjernen, hjernestammen og rygmarven (Medulla spinalis).

Det kan læses: ”De eneste skud, der dræber et dyr på stedet, er skud mod hjernen og den øvre rygsøjle og halshvirvler” (den cervikale del) – og da danske jægere ikke anvender kugletræf i hjerne (hovedet), er CNS- Området altså nr. 1 – dvs. dét træfområde som er mest dødeligt (- som hurtigst fører til bevidstløshed og død).

Et træf i CNS- området giver et spinal- eller cerebralt shock, og overføres tilstrækkelig energi til rygmargenen, fører dette til omgående bevidstløshed i træffet, og kan betegnes: neurologisk rygmarvskollaps. – CNS- træf fører til organsvigt.

Ligesom ved alle andre træf, findes CNS- kuglen naturligvis også i en version, hvor kuglens eller pilens penetration er lige netop så langt væk fra rygmargenen, at en kun utilstrækkelig mængde energi/skade påvirker selve rygmargenen, og hér opnås kun at dyret gives en midlertidig dysfunktion. – Hér falder dyret, men kan så måske rejse sig igen og flygte, hvorfor man skal være klar til andet skud.

– Jeg vil tro, at det er denne type cerebrale shock som buejægerne taler om, i deres negative udtalelser om ”det høje bladskud”, hvor dyret bevægelseslammes, forårsaget af et neurogent chok. – Af alle mine afgivne CNS- kugler har jeg aldrig oplevet dette, og til dato har jeg faktisk aldrig taget ladegreb efter et riffelskud, og kun brugt ét skud til alle mine skudte dyr, og ingen ”tapskud”, og ingen mistede dyr og kun én schweisshundeeftersøgning.

Det fremgår flere steder, at: ”Et skud i hovedet på en hjort kan forårsage skade på hjernen, og afhængigt af hvilke dele af hjernen der er påvirket, vil det resultere i, at visse funktioner i kroppen bliver deaktiveret. Men hvor centralnervesystemet (CNS) ødelægges, så – og først da – vil døden være øjeblikkelig”. (Link).

I henhold til (Link): ”falder én hjort altid ved direkte træf i det øvre centralnervesystem, som kan være et højt rygsøjletræf eller et træf i hjernestammen (som forbinder storhjernen, lillehjernen og rygmarven) – og som normalt vil resultere i øjeblikkelig død” – når kuglens egenskaber passer til det skudte dyr.

Et træf disse steder behøver ikke være et helt direkte træf, da et træf i nærheden (f.eks. lige under rygsøjlen, eller lige over) vil indebære at det fra kuglen skabte hydrauliske tryk (shockbølge) vil omslutte rygsøjlen, hvori CNS befinder sig. – I denne situation vil det hydrauliske tryk give en temporær kavitet (et hulrum/en sårkanal), hvor vævets elasticitet simpelthen overskrides og sønderflænses, herunder nervevævet i CNS, som følge af trykstigning i vævsvæske og eksplosiv læsion. – Således kan ”Den temporære kavitet” skabe en absolut og varig vævsødelæggende læsion, som næppe kan være voldsommere og mere effektfuld.

En anden indirekte effekt er: hydrostatisk stød (et shocks trykforplantning). ”F.eks. blodets hydrostatiske tryk er det tryk som blodet yder indefra på blodåren (altså en væske som er ”spærret inde”). – Dette er skaden på hjernestammen eller hjernen ved et skud et andet sted i kroppen (f.eks. skulderen), hvor energipulsen fra stødet (kuglen) bevæger sig via det vaskulære system (kredsløbssystemet der via arterier og blodårer (vener) bringer ilt og næring til væv) og kan slå ind i de ret sarte nervecentre i hjernen”.

En tredje indirekte effekt er: ”en lydbølge (akustisk kompressionsbølge), der passerer gennem legemet med en hastighed på omkring 1500 m/s (Stokke og Anemo, 2012)”, Link. – Kuglens kæmpe energi skaber denne lydbølge i vævet, der vil udbredes i hele dyrets krop, og det væsentlige med denne chokbølge er, at den momentalt (”i knaldet”) påvirker organer og skader nerver og væv (altså en omgående primær effekt ”I knaldet”).

Og alt dette stemmer helt overens med min erfaring med mange afgivne CNS- kugler, hvor alle dyr er faldet livløse i skuddet, og alle dem jeg har kunnet se fra skudstedet, har ikke rørt et øre eller et ben, og alle øvrige har været døde ved min ankomst til faldstedet (gældende for råvildt, dåhjort og kronhjort). – En kronhjort falder også på stedet, og kan lige løfte hovedet mod himlen, for derefter at være klinisk død efter måske ½-1½ minutter. – Til dato har jeg aldrig været nødt til at aflive nogen hjort og heller ikke en hjort skudt med CNS- kuglen, fordi disse alle ”Besvimede i knaldet”, med død til følge.

Det ser ud til, at der er buejægere, som godt er klar over eksistensen af, og effektiviteten ved træf i CNS- Træfområdet – da disse udtaler, ”at den eneste garanti for ikke at skulle vente på at opsøge dyret, efter at pilen er sluppet, er at anvende hoved- og rygsøjleskud”. – Men ulempen (”manglen”) ved træf med pil (i forhold til træf med kugle) er, at piletræffet ikke skaber hydraulisk tryk eller hydrostatisk stød (trykforplantning), grundet pilens manglende kinetiske energi – ligesom hovedskud er bandlyst og rygsøjleskud undgås af buejægerne – bl.a. fordi pilen kan tamponere (blive siddende i dyret).

Jeg tror ikke et øjeblik på, at danske riffeljægere og buejægere kunne finde på at skyde en hjort i hovedet.

Ad. 2: Når træf i hjerte ”som er dødeligt, og man siger indenfor et par minutter”, er det afgørende herfor, om hjertet træffes distalt (yderligt) eller centralt i den øvre ende (hvor aorta og Aortic Arch, lungearterier og øvre hulvene befinder sig), i hjertekamrene, eller i den nederste ende (hvor der kun er tværstribet muskelmasse) – hvilket afgør flugtdistancer: ”Tid fra træf til flugtstop” og også ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

Det siges: ”Det vil tage 10 til 12 sekunder for et dyr med et hjertetræf med riffel, at forbløde, hvis dyret har en meget hurtig forblødning. Ved en langsom indre blødning, kan dyret faktisk løbe i op til 20 sekunder, før det forbløder”. – Men dette kommer sandeligt an på dyrets størrelse og træfpunkt i hjertet.

Andre siger at døden ved et hjertetræf indtræder indenfor et par minutter. Det sidste er jeg enig i, når det gælder mindre hjortevildt, idet et dyr med en langsom indre blødning ved f.eks. strejfskud i hjertet (især mod mave/leverregion) dog kan overleve timer.

Det må antages at hjerteområdet med hjertekamrene og hjertets centrale øverste del er det mest effektive sted at træffe hjertet. – Men selv med helt sønderrevet hjerte (fra kugletræf), kan f.eks. et rådyr flygte 50-100 meter, og de større hjortearter meget længere. – De fleste hjertetræf vil dog også træffe én eller to lunger (afhængig af skudvinkel), men i deres nedre tyndere dele uden større arterier og vener, eller i lungekanten – og faktisk er det muligt at træffe hjertet, uden at træffe lunger.

Kardiogent kredsløbsshock opstår, når hjertets pumpeevne svigter, hvilket fører til faldende blodtryk og nedsat vævsgennemblødning – og denne choktype skaber sjældent fald træffet, men indtræder gradvist i løbet af flugtdistancen, og som regel sætter dyret sig, eller falder – for derefter at besvime og derefter dø af shocktypen og organsvigt.

Et hjertetræf, som oftest også træffer lunger i deres nederste dele, vil også kunne medføre hæmoragisk shock, altså forblødning, hvor dyret i flugten afmattes, og begynder at vakle efter et blodtab på ca. 30 % – hvilket er et tab af blod på ca. 4,8 liter blod for en kronhjort, en dåhjort ca. 1,9 liter, en sikahjort ca. 1,1 liter, et rådyr ca. 0,6 liter, og en elg ca. 10 liter – udregnet ud fra formel: (blodvolumen(L) =0,08 * kropsvægt(kg)).

”Hvis et kugletræf kun er centimeter bag hjertet, perforeres kun lungekanten plus formaven og eventuelt leveren (på dyrets højre side), hvilket kun forårsager minimal indre blødning, og altså meget lang flugtdistance” – se en kendt dyrlæges erfaringer i (Link).

Dr. Joe R. Bumgardner, en kirurg og jæger i USA citeres i Link: ”Den mest almindelige type chok, hovedsageligt ved jagt med bueskydning, er et hæmoragisk chok. Dette betyder blodtab på akut basis; akut betyder 3-4 minutter op til 30 minutter før dyret mister en passende mængde blod for at dø”. – Men igen er dette afhængig af hjortens størrelse, træfpunkt og kugle/pilebane. – F.eks. 1½ minuts flugt med en gennemsnitsfart på 20 km/tim er 495 meters flugtdistance.

Andre buejægere skriver: ”Der er tilfælde, hvor hjerteskudte hjorte er flygtet op til 183 meter”. – Altså 183 meter til dyret satte sig (eller faldt) af svaghed, for derefter at besvime efter en uvis tidsperiode, for derefter at dø efter en uvis tidsperiode. – Derfor fortæller en flugtdistance eller en sporlængde intet om ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

”Selvom hjertet måske er blevet fuldstændig ødelagt, kan der være lige nok resterende blod leveret til hjernen gennem muskelbevægelser rundt i arterierne, mens dyret løber, men uden nogen mekanisme til at pumpe blod til lungerne via lungepulsåren, vil iltet blod hurtigt mangle. Da den indledende spurt kan være hurtigt, kan dyret tilbagelægge afstande op til 100 meter på kun få sekunder”.

Jo større og tungere hjorten er, jo mere skudstærk er den. – Jeg er sikker på, at en elg aldrig falder bevidstløst i et piletræf i hjerte/lunger, og at flugtafstande for pileskudte elge må være op til horrible, og (hvis sandt) dyreværnsmæssigt og etisk helt uacceptable.

På nettet (Link), kan man læse, at elge skudt i hjerte med riffel har flugtafstande på 150 – 200 meter. – Kombineret hjerte og dobbelt lungetræf kan give flugtafstand på 110 meter.

Ad. 3: Træf i store og større arterier og vener (f.eks. Den Dorsale Aorta, Aortic Arch og halspulsåren Arteria Carotis og Postrior Vena Cava), kan være hurtigere dødelige end et ikke rent hjertetræf. Træf i lidt mindre arterier og vener med stort tryk, kan få dyret til at kollapse, men det kan stadig være i live.

Hér er tale om et hæmoragisk chok og dette betyder blodtab på akut basis. – ”Når dyret begynder at udvise usædvanlig adfærd (f.eks. løber ind i grene), kaldes det cerebral iskæmi, som er en dårlig blodforsyning til hjernen”.

”Hos f.eks. et menneske vil 70 % af blodet stå i venerne, 15 % i arterierne og 12 % i kapillærerne (resten 3 % står i hjertekamrene). Et blodtab på 30 % betragtes som et massivt blodtab, og udgør en umiddelbar dødelig trussel”.

”At træffe f.eks. nyrepulsåren (arterie til nyren) – selvom den er lille, er lige så dødeligt som at ramme dyret i hjertet eller i begge lunger”. – Visse arterier har højere blodtryk end andre.

Enhver forblødning vil være afhængig af, om træf giver hurtig eller langsom forblødning (ydre forblødning ud af skudhuller, eller indre forblødning) – og dette vil afgøre dén tid der medgår til besvimelse og klinisk død. – Hér anser jeg besvimelse lige så vigtig som den kliniske død, da dyret ikke lider når det er besvimet – og hvor døden må antages at indtræde smertefrit og ubemærket for dyret.

Ad.4: Et dobbelt lungeskud betragtes som et vitalt træf, og dobbelt lungeskud beskrives af nogle buejægere: ”at være et hurtigt dræbende træf”, mens andre bueskytter hævder ”at dyret kan leve 30-90 minutter efter skuddet” (nok i nedre tynde lungedele).

Hér er tale om et hæmoragisk chok (forblødning) og organsvigt.

Nogle siger: ”Det vil tage 10 til 12 sekunder for et dyr med et dobbelt lungeskud at forbløde, hvis dyret har en meget hurtig forblødning. Ved en langsom indre blødning, kan dyret faktisk løbe i op til 20 sekunder, før det forbløder”. – Igen: dette kan ikke generaliseres, da dette er afhængigt af dyrets størrelse, og af træfpunkt og af kuglebane eller pilebane gennem dyret (altså hvilke dele af lungerne der træffes).

Bueskytter hævder, som det ses ovenfor, at dyret faktisk kan leve i antagede 30-90 min. efter skuddet (- men dette må være træf i lungers nedre dele, eller i lunger indsnævrende dele mod bringe, eller langt bagud på dyret).

Andre buejægere skriver: flugtdistancer ”91-137 meter”.

På nettet (Link), kan man læse, at lungeskud til elge med riffel giver flugtafstande på 150 – 400 meter. – Stressede elge der træffes langt tilbage i lungerne, kan løbe fra mange hundrede meter til flere kilometre.

Dette vil være afhængigt af hvor det dobbelte lungetræf rammer, hvor mange større arterier som beskadiges og ”lækker” blod til lunger, kropshulen og/eller ud af ind- og udgangshul, samt afhænge af tidspunkt for lungers kollaps (pneumothorax), som kan afhænge af penetrationens størrelse og placering, og af udgangshul/udskudsåbning.

”Samlet set er lungerne under et undertryk inde i brysthulen, og det påvirkende ydre tryk er det atmosfæriske tryk. Således holdes en lunge under normale omstændigheder udfoldet ved hjælp af et undertryk mellem de to lungehinder. – Derfor kollapser lungerne ved træf (perforering) da de ikke kan udvide sig, når luften fra atmosfæren kan ækvilibrere (gå i ligevægt) med trykket inde i brysthulen. – Lungerne kollapser altså, når der samles luft uden på lungerne, men indenfor brystkassen (thorax)”.

Ved et dobbelt lungeskud indtræder bevidstløshed enten fordi begge lunger kollapser – dvs. bevidstløshed som følge af ventilationsinsufficiens, eller fordi dyret vil besvime af forblødning (altså som følge af kredsløbsinsufficiens) – eller en kombination af begge. – Således vil dyret besvime (gå i shock) og dø af manglende iltning af blodet i lungerne, og/eller utilstrækkelig blodcirkulation til at ilte organer, herunder hjernen.

Selve blodtabet (forblødningen) er formentlig større ved et højt placeret dobbelt lungetræf end ved et lavt placeret dobbelt lungetræf (afhængigt af hvilke arterier og vener der punkteres, og som er flest og størst i øvre lungedele). Og ”ved det højt placerede skud, vil blodet normalt først flyde ud af indgangs- og udgangshul (ved gennemskydning), når lunger og kropshule via indre forblødning er fyldt med blod op til disse”.

”Ved det lavt placerede lungetræf vil blodet ret hurtigt begynde at løbe ud af indgangs- og udgangshul (ved gennemskydning)”. – Og jeg antager, at dette er én af grundene til at buejægere tilsyneladende anbefaler riffeljægerne ”en lav blad bladkugle, fordi buejægerne tilsyneladende oftere skal eftersøge de påskudte hjorte, som er nemmere at eftersøge med hurtigere spor af blod efter skuddet (opnået ved ”Det lave bladskud)”.

Lungevæv er meget elastisk. Kuglens midlertidige hulrum/sårhule (den temporære kavitet/kavitation) giver normalt vævsdestruktion, men denne vævsdestruktion er ikke så stor i lungevæv, fordi dette er elastisk. (Link). – Det kan være vanskeligt at vurdere skadesomfang på gennemskudt lungevæv, da lungerne kollapser ved gennemskud.

* Der vil altså være større chance for hurtigere forblødning ved de højt placerede dobbelte lungeskud (hvor der er større arterier, vener og bronkier) end ved det lavt placerede dobbelte lungeskud – og dette gælder både riffel og bue og pil.

Angående lungetræf generelt:

Der vil være en kæmpe forskel på forblødningsperioden (- og dermed både flugtdistance, sporlængde og ”Tid for bevidstløshed”) ved et dobbelt- lungetræf (Ad.4 ovenfor) – i forhold til et enkelt- lungetræf (se senere: Ad.6), hvor dyrets blod fortsat bliver iltet af den ene fungerende lunge.

Det afgørende for tid fra lungetræf til dyret mister bevidstheden synes at være, om én eller to lunger træffes, og hvornår lungerne kollapser (pneumothorax) – men også hvor i lungerne det dobbelte træf befinder sig, da de øvre og mediale dele af lungerne har hovedbronkierne, er tykkere og har større arterier og vener, end de nedre og distale (yderlige) dele af lungerne.

Alle træf med kugle og pil et par cm. bag en lodret linje bag dyrets forløb, vil give væsentlig længere periode fra træf til dyret mister bevidstheden. – Til støtte for dette, kan man i Link se at den kendte dyrlæge Dr. Bengt Röken udtaler: ”Hvis en kugletræf kun er centimeter bag hjertet, perforeres kun lungekanten plus formaven og eventuelt leveren (på dyrets højre side), hvilket kun forårsager minimal indre blødning” – og altså forholdsvis meget lang flugtdistance.

Ad. 5: Et leverskud sker tit ved skrå skudvinkler, hvor skytten ikke har kompenseret rigtigt herfor (korrigeret sigtelinje), se: Netnatur.dk/cns-kuglen – og dette er faktisk sværere end man måske tror, og tiden man har hertil er oftest meget kort.

Det skrives: ”Et leverskud er dødeligt, men forblødningen kan forløbe over 2 til 6 timer”, fordi blodtabet er langsommere fra leveren end fra et hjerteskud eller et dobbelt lungeskud. – ”Størrelsen af karskaden inde i leveren, bestemmer hvor lang tid det tager inden døden indtræder. – Lidt overraskende kan et leverskudt dyr falde i knaldet og dø ret hurtigt. – Træffes ingen større arterier, kan dyret falde sammen, men lever stadig”.

Andre skriver: ”Et leverskud er dødeligt, men det tager længere tid for hjorten at forbløde (normalt omkring to timer), fordi blodtab er langsommere fra leveren end fra et hjerte- eller lungeskud”. – Flugtdistance med pil, andre skriver: ”indenfor 180 meter”.

En anden buejæger siger: ”Jeg kender en leverskudt buk, der løb omkring 73 meter, før den stoppede. Den stod derefter ét sted i 15 minutter, før den langsomt døde”.

”Ved et leverskud kan leveren spilde galde (bugspytkirtelsaft), som er meget irriterende, ind i bughulen. Derfor, fordi det er meget ubehageligt for dyret, går det bare afsted og lægger sig lidt længere væk”.

”Leveren er et abdominalt organ, og leveren kan ikke træffes, uden træf også i bughulen, og dette omfatter tarmene. – Så andre organer bliver også altid ramt ved et leverskud. Hvis det er et alvorligt træf, hvilket det er når portvenen (vena portae) og portarterien rammes, dør dyret dog hurtigt, da denne arterie er under højt tryk og hurtigt taber blod ved perforering eller overskæring af pil, eller perforering eller overrivning af kugle”.

– Levervæv er mindre elastisk (end f.eks. lungevæv). Kuglens midlertidige hulrum/sårhule (”Den temporære kavitet”) giver udtalt vævsdestruktion, og denne vævsdestruktion er mere udtalt i levervæv (end i f.eks. lungevæv), fordi levervæv er mindre elastisk. (Link). – En kugle må derfor forventes at sønderrive mere levervæv end en pil, hvorfor ”Tid for bevidstløshed/død” må forventes at være længere for et bueskudt dyr ramt i leveren, end hos et riffelskudt dyr ramt i leveren.

Ad. 6: Træf i én lunge, (sker tit ved skrå skudvinkler), garanterer ikke dyrets død, afhængigt af hvor træffet sker. Denne situation kan ske, når dyret vender imod skytten, og når skuddet går fri af skulderbladet. ”I disse situationer, som opdages ved at der kun er blod til den ene side af sporene efter dyrets fod, er forblødningstiden særdeles lang”.

”Derfor anbefaler erfarne buejægere at afvente mindst seks timer og op til 12 timer med at opsøge dyret (whitetail), fordi dyret falder efter en tid, men er stadig i live i forblødningsperioden – og hér gælder det om at ikke ”støde” dyret til yderligere flugt”. – Jo mere dyret slapper af i muskel- arterie- og venevæv, jo hurtigere er forblødningstiden – besvimer dyret helt, er forblødningstiden endnu hurtigere.

Andre buejægere skriver: ”Med én lunge truffet, kan et rådyr leve i fire til seks timer”.

Det skrives: ”Når kun den ene lunge bliver truffet, kan dyret altså stadig leve, da blodet bliver iltet af den anden fungerende lunge. – Lungekredsløbet er en sjettedel af det systematiske kredsløb, og træffes en mellemstor til stor lungearterie eller vene, vil dyret dø af forblødning (kredsløbsinsufficiens) og ikke på grund af ventilationsinsufficiens. – Et lungeskud er dødeligt, når forblødningen overstiger en tredjedel af dyrets samlede blodvolumen, hvilket får dyret til at gå i blødningschok og dø af utilstrækkelig cirkulation til at ilte organerne”.

Ad. 7: Ved træf i mave/tarmregion skriver buejægere: ”kan dyret leve i 8-12 timer eller længere, og erfarne buejægere anbefaler først at opsøge dyret efter op til 12 timer”. – Jeg har ramt et rådyr i maveregion med riffel (30-06), og dén døde efter 10-12 min.

Andre buejægere skriver: ”Den afstand, den tilbagelægger, før den stopper, kan variere fra kun et par meter til 91 meter”.

”Et skud i abdomen (maveregion) kan give infektion eller septisk chok, som er fuldstændig ligeså dødelig som f.eks. akut blodtab. – Hér forårsager tarmindfald i bughulen, at bakterier kommer ind i blodbanen, hvorved dyret dør af en infektion eller af et septisk chok. – Døden indtræder fra 5-10 minutter op til 2-3 dage, afhængig af hvilken del af tarmen som er skadet og af tyktarmens indhold og bakterieindholdet – og jo højere bakterieindhold, jo hurtigere død”.

Fejning af kronhjort, i højde med brystkasse (og fod af kronhjort i terræn). – Underligt nok så fejningen helt ny ud (lyst, frisk og fugtigt splinttræ og trevler), på trods af, at fotoet er fra 21.05.2019. – Kronhjorte fejer i august, og kaster geviret i marts/april. – Dåhjorte fejer i august og kaster geviret fra januar til marts.

De 10 parametre for et jagtvåbens effektivitet:

Jagtlig etik har sammenhæng med jagtvåbnets effektivitet, som har 10 målbare parametre/udtryk – udover den allervigtigste: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, og som alle gælder både riffeljagt og buejagt:

Flugtdistancer. – Flugtdistancen er fugleflugtafstanden fra skudsted, til hvor dyret faldt, og flugtafstanden bliver ofte blot vurderet, og ikke opmålt nøjagtigt.
Andel af dyr der falder i skuddet – i % af antal skudte dyr.
Antal rekvireringer af schweisshundeeftersøgninger – i % af antal skudte dyr.
Andel der findes under schweisshundeeftersøgninger – i % af antal skudte dyr.
Sporlængder ved eftersøgninger af dyr. – Sporlængden er den (oftest nøjagtigt GPS- opmålte) distance, som sporhunden tilbagelægger fra skudstedet til hvor dyret findes og eventuelt aflives, og dén er ofte længere end flugtdistancen som jægere vurderer.

– Faktisk vurderer TR257 side 16, ”at sporlængden er den parameter, der danner det bedste grundlag for en sammenlignende analyse af eftersøgning af vildt skudt med riffel versus bue i forhold til at vurdere effektiviteten”.

Hvor vanskelige eftersøgninger af påskudte dyr er. – Dette kunne indikere, at dyr er i live når de findes, og derfor har været mobile i flugten. Der kan være tale om dårlige kugletræf og piletræf, eller tamponerende pile der ikke giver tydelige blodspor og lang forblødningstid. – For lange skudafstande spiller givetvis også ind.
Hvor mange eftersøgninger der lykkes – i % af eftersøgninger.
Anskydningsfrekvens (eftersøgte dyr med konstaterede sikre tegn på træf, som ikke findes) – eller endnu bedre: friholdt fra øvrige variabler: påskudte dyr der ikke findes – altså: ikke fundne antal dyr i procent af antal påskudte dyr.
Andel af kontroleftersøgninger (rekvirerede eftersøgninger uden at rekvirenten har konstateret tegn på træf – men rekvireret for en sikkerheds skyld).
Hvor mange dyr der findes under kontroleftersøgninger. – Hvilket fortæller om, hvor sikkert vi jægere bedømmer en hjort såret efter skud. Et højt antal kan indikere højere anskydningsfrekvens.

Ovenstående er de gængse og internationalt anerkendte – og de anvendte målbare kriterier for et skuds effektivitet.

Derudover er der parameteren: Andel af skudte dyr der er i live, når de findes – af enten jægeren eller af en schweisshund. – Et ikke uvæsentligt etisk forhold.

Og der er parameteren: Forskellen i flugtafstande og sporlængder for et dyr truffet i vitale dele, i forhold til når dyret er truffet i ikke vitale dele.

I henhold til Aarhus Universitets tekniske rapporter TR218 og TR257, blev effektiviteten ved riflen fundet større end effektiviteten ved bue og pil, i alle de 10 parametre for effektivitet. – Vildtforvaltningsrådet og Miljøministeriet har fundet buejagt på større hjortearter acceptabelt, hvilket er lovliggjort pr. 1. januar 2024.