Henning Kørvel kommenterer her på et læseindlæg af Finn Watson, der ønsker, at danske strandjægere indser behovet for at begrænse jagten på grund af forstyrrelsestrykket. Men hvor er forstyrrelsestrykket, spørger Henning Kørvel
Tekst og foto: Henning Kørvel
Henning Kørvel kommenterer her på et læseindlæg af Finn Watson, formand for Karrebæksminde Strandjagtforening, der ønsker, at danske strandjægere indser behovet for at begrænse jagten på grund af forstyrrelsestrykket. Men hvor er forstyrrelsestrykket, spørger Henning Kørvel, der ikke mener, at der overhovedet findes forstyrrelsestryk i dag, fordi strandjagt i dag udøves af en lille hård kerne, og det forstyrrelsestryk som jagten medfører, er beskedent i forhold til forstyrrelsestrykket i de ”vilde 1970-ere og 1980-ere”.
I et læserindlæg skyder Finn Watson, formand for Karrebæksminde Strandjagtforening, på Vildtforvaltningsrådet – VFR – fordi rådet i december indstillede til miljøministeren, at jagt på edderfugleandrikker tages ud af EF-Fuglebeskyttelsesområderne.
Han mener, at det er en farlig udvikling. Jagt på pibeand og krikand bliver måske de næste arter, der følger efter og bliver pillet ud af EF-Fuglebeskyttelsesområderne, ”for vi skal ikke glemme, at både DOF og DN arbejder på udfasning af al jagt i EF-Fuglebeskyttelsesområderne”, skriver Finn Watson.
Det er dog en nyhed ”på krykker”. I kampskriftet ”Kystfuglejagt og kystfuglebeskyttelse” fra 1975 nævner Lorenz Ferdinand, der dengang var DOF-formand, dette som en mærkesag.
DOF har fået opfyldt alle mærkesager, men mangler stadig at få jagt ud af EF-Fuglebeskyttelsesområderne og få motorbådsjagt forbudt.
Set med mine briller hopper kæden helt af Finn Watsons cykel, når han videre skriver, at ”vi strandjægere bliver nok nødt til at være imødekommende over for en generel sænkning af det forkætrede forstyrrelsestryk på vandfugle”.
”Et generelt stop for vandfuglejagt op af formiddagen vil få al snak om overdrevet forstyrrelse til at forstumme, og vi vil til stadighed kunne opretholde jagten i de nuværende jagtområder”.
Watson fastslår selv i indledningen, at han har over 50-års erfaring i strandjagt, og han er bekymret over udviklingen.
Jeg har over 60-års jagterfaring, men selv om jeg er bekymret for DOF-DN’s tiltag imod jagt, er jeg ikke enig med Finn Watson i, ”at strandjægerne bliver nødt til at være imødekommende over for en generel sænkning af det forkætrede forstyrrelsestryk”.
Hvor er forstyrrelsestrykket for stort, Finn Watson, og hvordan måler du det, på antallet af jægere eller antallet af skud og antallet af nedlagte fugle?
Hvis du hentyder til Karrebæk Fjord, er det ikke i 2022 relevant at tale om jagttryk overhovedet. Kun få jægere driver pramjagt her med udgangspunkt i Karrebæk, Karrebæksminde, Næstved og Appenæs. Og den jagt, der udøves, er minimal i forhold til den strandjagt, der blev udøvet her i 1970-erne og 1980-erne, indtil først motorpram- og motorbådsjagt blev forbudt i en række indre farvande, vadefugle med undtagelse af regnspove blev fredet, og dernæst nye jagtfrie kerneområder blev udlagt i 1994.
Modsat dig mener jeg, at jagttrykket i Karrebæk Fjord er så beskedent, at det næsten ikke kan måles af andre end pedanter, der ser problemer allevegne, idet det udgøres af, at nogle få jægere driver morgen- og aftentræk på ænder og gæs. På Karrebæk Fjord drives der stort set ikke kravlejagt, der i DOF’s øjne anses for at være mere forstyrrende end trækjagt fra opankret skydepram. Men døden skal jo have en årsag.
Hvad sker der dog for dig, når du mener, at et generelt stop for vandfuglejagt op af formiddagen vil få al snak om overdreven forstyrrelse til at forstumme? Hvordan i himlens navn kan du tage DOF og DN til indtægt for det? Man skulle tro, at du havde en aftale med ”fjenden”.
Jeg mener nemlig, at du tager grundigt fejl. Hvis det skulle lykkes for dig, DOF og DN at fjerne aftentrækket, der er en højtelsket klassiker i dansk jagt, som ingen trækfuglejægere vil opgive frivilligt, hvorfor tror du så, at DOF og DN ikke længere vil fokusere på forstyrrelsestryk, hvis det viser sig, at fordi aftentræk ikke længere er muligt, så vil alle mand være af huse for at udøve morgentræk med øget jagttryk/intensitet til følge?
Det næste bliver så, at DOF og DN naturligvis går efter morgentrækket, for i hvert fald DOF får ikke ro i sjælen, før al jagt på vilde fugle med undtagelse af måske gråand, grågås og canadagås er afskaffet, eller jagten gøres så bureaukratisk og indviklet, at den bliver umulig at udøve.
Jeg vil anbefale, at Watson først og fremmest forstår og respekterer, at forstyrrelsestrykket har fulgt det faldende antal aktive strandjægere nedad til et bæredygtigt niveau, og at der ikke findes forstyrrelsestryk længere i en målestok i Danmark, som vi kendte det i ”de vilde 1970-ere og 1980-ere”. Har du til gengæld set på forstyrrelsestrykket af speedbåde og brædtsejlere, Watson?
Hvis bare det, at fire-fem jægere driver bæredygtig trækjagt, afstedkommer et ”uhyrligt forstyrrelsestryk”, så medgiver jeg, at det kalder på reduktion, men før Finn Watson sort på hvidt dokumenterer, hvor forstyrrelsestrykket er målbart i jagtintensitet, antal jægere, skud og antal nedlagte fugle, som har uoprettelige konsekvenser for fuglelivet over flere jagtsæsoner, anser jeg hans påstand herom for at være en ”finke, der faldt af panden”, som ikke fortjener mandsopdækning i hverken jægerskaren eller Jægerforbundet og forbundets fagudvalg, men alene er renlivet guf for jagtmodstandere
